Squaring the museum: A year of Instagram at SMK

For the past year we’ve hosted a small series of Instagram events at the National Gallery of Denmark. The result is a diversity of perspectives and quite a few masterpieces.

Given enough eyes, if you’ll pardon the paraphrase, all corners of the museum can be made photogenic. A year ago this August we had our first Instagram event at SMK, giving a group an exclusive tour an hour before opening to the public (a tour where I elegantly managed to get myself locked all alone into the permanent exhibition in ways still somewhat unexplained).

And just to be clear: It is a truly great thing. Inviting visual creativity inside is a real pleasure and a great way to engage with the art in new ways (not to mention the staircases and each and every reflective surface). In this post, I’ll sketch our experience so far.

Instagramers getting ready
Instagramers getting ready (August 2014)

For our very first attempt at the genre, Instagram staff members – in town for Copenhagen Fashion Week – actually handled logistics. A group of 12 specially invited IG’ers were taken for a “empty museum” walk under the #emptysmk hashtag. Yes, we bent our hashtag model which is always SMK-something to associate ourselves just a bit with the fabulous #emptymet series of events.

Going on instinct we’d asked a guide to lead the way, speaking knowledgeably about the collection. This effort turned out to be wasted, however, as the photography mission left very little mental room for taking in art history.

Some of the photos from this first tour are shown here:

One more from #emptysmk > discovering colour with @kjwww // #artwatchers #timeforteal

A photo posted by Hannah Waldram (@hannahrw) on

Soon after the walk we were contacted by Instagramers Denmark, and with that fine association we made a similar setup (only after hours, not before). About 15 people went for an #emptysmk walk, once again with great images to show for it:

tak @igersdenmark @smkmuseum for en hyggelig fototur i #emptysmk. A photo posted by laurenlila (@laurenlila) on

  One more from the event today // #emptysmk @smkmuseum   A photo posted by Judith Stohn (@jstohn) on

 

Wanting to try our hands at something slightly more focused we held our next event at the Royal Cast Collection, which is in a separate location from the rest of the museum. As it was now winter and we had to plan for late in the day, we arranged for some simple extra lighting in the form of two strong photographer’s lamps that we could move around to try different setups. Again we worked with Instagramers Denmark to invite 15 people for an atmospheric tour of the collection. Incidentally, 15 is our preferred number as larger groups become too difficult to move around and as we like to keep the atmosphere relatively casual and be able to answer everybody’s questions. This photo shows a bit of context:

Photo event at the Royal Cast Collection
Photo event at the Royal Cast Collection

A couple of shots from the talented IG’ers:

Went on a cosy walk on SMK Cast Museum today – thanks for inviting us :) // A photo posted by Bobby Anwar (@bobbyanwar) on

Golden light

A photo posted by Oliver TCB (@olivertcb) on

Night at the museum… Thank You @igersdenmark for a fun night at The Royal Cast Collection. A photo posted by Abdellah Ihadian (@mr_babdellahn) on

For our next event we went anti-empty and invited photo folks for our grand opening of the “What’s Happening?” exhibition. The idea was to show the museum full of life and activity, which is a nice idea, but not necessarily one the IG’ers went for as you can see here:

Museum | kunst

A photo posted by Oliver TCB (@olivertcb) on

The | bag – thanks for the invite @smkmuseum ✌️ #smkmuseum #communityfirst #copenhagen

A photo posted by LittlemyCPH (@littlemycph) on

A photo posted by Oliver TCB (@olivertcb) on

But okay, you can’t always have (or plan) them all.

It’s been great seeing the museum through so many talented people’s lenses. We look forward to new adventures in square format in the time to come.

If you have any questions about our initiatives, don’t hesitate to ask.

Feel free to join our SMK photo events Facebook group.

For details, metrics and other wonderful things, see my Museums and the Web paper on The Me/Us/Them Model.

The new museum conversation is not about you

We used to fret over directing traffic to our own websites. Then we expanded our perspective to include all our channels. It’s time for the next leap: The one where we forget ourselves entirely.

It comes up all the time. The disparagement that museums (and indeed other institutions) are not fulfilling the true potential of social media. The idea – if you’ll allow me to paraphrase – that social media should usher in a golden age of democratic equality where museums are but partners in an enlightened, free-flowing dialogue. If you subscribe to this ideal, and then glance at the Facebook pages of your local museum you are likely to despair. What you see, very often, is at least partly marketing-like (“Oh no, look! They’re doing push communication!”) and dialogue is often sparse.

But here’s the thing: DON’T look too closely at those official feeds. Doing so is akin to your reporting in 2005, the time where your main measure of online success was traffic to your own website. Thankfully, we (mostly) managed to challenge this too-simple metric to include all our channels. Of course, we said, it does not make sense to think of the website as the ultimate destination when people can be inspired on Twitter, sign up for events on Facebook etc. It was the right argument at the right time. But now we need a similar shift in our priorities, our thinking, and our reporting.

Most of our social media strategies specify conversation and community-building as main goals of our efforts. In my view many museums are doing really important work to stimulate these conversations, but we don’t necessarily see it on our “owned” profiles. We see it as the result of making high-quality content easily available, of changing photo policies and of inspiring guests to talk and share. Museums provide building blocks and frameworks for conversation but these conversations largely take place in whatever contexts people find relevant.

In other words: We need another KPI revolution. We need to further minimize the us/them distinction. I like to say that “the strategy isn’t us, it’s them” but let me be clear: It’s really both. Museums can play an important role in stimulating conversations around their subject matter – a job that requires time and effort – but to measure that success in likes, engagement and mentions to some degree misses the point. We need to measure how our materials are used and the far more indirect ways in which we stimulate interest.

Is this broader conversation much harder to measure? Yes. Are our reporting tools tailored to this broader perspective? No. But if we allow ourselves to be guided by our tools we’d still only be comparing unique visits via Google Analytics.

On an endnote: To the skeptic this may sound like a cop-out. Like changing our reporting just because we couldn’t fulfil our goals. But it really isn’t. The goals remain (largely) the same, the effort required is equal or greater, and it’s only our old-fashioned – and rather self-centred – KPIs that need to change. And once we do, it’s very likely that we’ll stumble on all those conversations that some people vainly want to only appear in the official Facebook feed.

Online-managerens dilemma

Bragt på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside, september 2014

Online managers, de personer som tegner organisationers digitale ansigt, skal bestemt kunne uddanne, inspirere, skrive, holde talrige bolde i luften og alt det som jobopslagene fremhæver. Men de skal også – hvis de er fagligt seriøse – udføre opgaver som ingen beder dem om. Og det er ikke altid lige nemt.

Hvor længe har dit nuværende website levet? Min erfaring er, at store websites næsten altid oplever en fem-årskrise. Efter fem år er brugeroplevelsen sakket umiskendeligt agterud. Din organisation ville f.eks. næppe i dag lancere et website uden responsive design (i en eller anden form) og med eksotiske skrifttype-udskiftningstricks, som er vanskelige at kontrollere. Det gjorde man glædeligt i 2009.

Men det største problem opstår gerne på de indre linjer, i systemets backend. Efter fem år sidder man med et kludetæppe så komplekst, at udviklingen rammer en urokkelig mur. De oprindelige principper er udvandede og der er konstrueret så mange varianter af funktioner og sidetyper at såvel redaktører som eksterne leverandører tager sig til hovedet og begynder at stirre tomt ud ad vinduet.

Nogle websites rammer krisen inden de fem år er gået, og nogle er så heldige at kunne udsætte pinen et godt stykke ud over de fem år. Hvad gør forskellen? Ofte handler det om tilstedeværelsen af nogle særlige evner, typisk koncentreret hos den overordnede projektleder. Her omtaler jeg denne person som ‘online manager’ men kært barn har selvfølgelig mange navne og der kan være tale om helt andre stillingsbetegnelser eller sågar hele teams, som deler ansvaret.

Online manageren har gerne ansvaret for det samlede digitale udtryk. Er organisationen progressiv, er opgaven formuleret i brugeroplevelsestermer (“vi vil gerne fremstå sådan og sådan, vi har tillid til at du gør det, som virker”). Er man af den demonstrativt gamle skole, så er opgaven defineret i outputtermer (så og så mange nyheder om ugen, så og så mange Facebook-opdateringer). Uanset hvordan organisationen formulerer sig, oplever langt de fleste online-managers et dilemma: Organisationen lægger vægt på eksternt synlige, bekvemt målbare, kriterier. Men helliger man sig disse målsætninger, vil omfangsrige websites bevæge sig meget hurtigt mod den omtalte kompleksitetsmur.

Det er mandag morgen og du er online manager i en større organisation. Hvad vælger du? At følge organisationens prioriteter eller insistere på den kurs, der faktisk – på lidt længere sigt – er i organisationens interesse? Helt op til dig. Og imens du overvejer det, kan vi jo tale om hvad det er for kompetencer som meget få, udover dig selv, anerkender som vigtige.

Evnen til at bekæmpe kompleksitet

At bekæmpe et websystems kompleksitetsstigning handler, i sin mest banale form, om at sige nej. Her kolliderer man nemt med en almenpsykologisk mekanisme: De fleste mennesker – også dine kolleger – synes deres behov er unikke (hvilket de også er, i en vis forstand) og føler sig ikke imødekommet af standardløsninger. Men standardløsninger er præcis det man skal insistere på. De er hjertet i ethvert system. Standarderne kan selvfølgelig modificeres, udbygges og forbedres over tid, men undgå med næb og kløer at opfinde en ny funktion, der kan næsten det samme som en eksisterende.

I sin mere sofistikerede form handler denne evne om konstant at have øje for hvornår to ideer, funktioner eller sidetyper er næsten det samme. Det kan godt være at artikler, nyheder, pressemeddelelser og blogindlæg ikke hedder det samme eller bor det samme sted på websitet, men findes der virkelig uoverstigelige argumenter for at de udvikles som separate funktioner? Hvis de, med et par enkelte valgmuligheder, kan baseres på den samme standard så har du lige gjort systemet langt smidigere. Og du kan bruge tiden og udviklingspengene på noget sjovere og mere effektivt.

Lyder det som om du skal arbejde som en bogholder? Beklager: Det skal du også, men husk at det altid står dig frit for samtidig at tænke som en digter og skrive som en journalist (for at parafrasere biologen Edward O. Wilson).

Evnen til at undgå arbejde

Ansvaret for organisationers onlinekommunikation er typisk forankret i kommunikationsafdelinger og på mange måder skal verden være glad for dette. Men personer med kommunikationsbaggrund skaber nogle gange websites, der er unødigt arbejdskrævende. Det sker pga. manglende rutine med at tænke i data. Det væsentlige spørgsmål bør være: Hvilke funktioner kan kun udføres med redaktionel (menneske)kraft? Det er disse funktioner som mennesker skal bruge deres sparsomme tid på. Det lyder simpelt, ikke? Ikke desto mindre er massive mængder websites bygget op om det princip, at mennesker skal formindske/beskære billeder (ofte i mange størrelser), manuelt oprette artikler på lister, klikke sig frem til udpegning af relationer mellem sider, opsætte alternative visninger af den samme side og meget andet fra samme skuffe som ingen nogensinde har ønsket sig at arbejde med. Hvordan klarer dit website sig på denne front? Websites kører på computere, sæt dog endelig disse computere til at gøre det grove arbejde. Redaktøren kan definere kategori og emneord og herefter skal systemet være i stand til at klare resten.

Men hvad skal redaktørerne dog bruge al den nyvundne tid på? Ja, de kunne jo for eksempel, åh du ved, producere kvalitetsindhold og sørge for at dette indhold lever så godt som muligt på sociale medier. Evnen til at undgå arbejde er selvfølgelig i virkeligheden evnen til at undgå at arbejde med det forkerte.

Der findes væsentlige kompetencer som mange organisationer er blinde for og glemmer at prioritere. Et klassisk eksempel i min verden er interaktionsdesign (det er næsten aldrig en konkret målsætning at noget skal være attraktivt at anvende). Jeg har peget på andre eksempler ovenfor: Evnen til at undgå (eller i hvert fald udsætte) et websites kompleksitetsdød og evnen til at tænke i data. Disse elementer er ikke trivielle at måle, men det er en meget dårlig begrundelse for at ignorere dem. Organisationer, der vil noget på onlineområdet, bør sørge for at understøtte fornuftigt systemdesign. Stol på at eksterne bureau-samarbejdspartnere er garant for langtidsholdbare systemer, på samme måde som du tror på at ræven er den rette til at vogte gæs.

Og online managers, der faktisk gerne vil beholde deres faglige stolthed, bør ikke vente på deres organisationer. Sørg i stedet for at undgå, eller i hvert fald formindske, den forbandede femårskrise.

Skær væk! Sociale medier, nu da virkeligheden har indfundet sig

Af Ditte Maria Bergstrøm, Projektleder og Digital Ansvarlig, Dansk Kulturarv og Jonas Heide Smith, Ansvarshavende Digital Redaktør, Statens Museum for Kunst

Bragt på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside, juli 2014

De sociale medier frister som glimtende sukkerknalder, og på afdelingsseminaret blev I enige om at prøve det sidste nye. Men kan du også mærke den benhårde virkelighed banke på? Det er tid til at prioritere og opgive tanken om at man kan det hele.

For de fleste organisationer er det langt nemmere at oprette en profil på et socialt medie end at nedlægge den igen. Man når jo faktisk nogle brugere, der kommer jo faktisk hele tiden flere følgere og målsætningerne (og ressourceforbruget) er ikke klart nok defineret til at diktere et tryk på den store delete-knap. I dag er der derfor mange som har strakt sig til bristepunktet i et sympatisk, men forgæves, forsøg på at være alle vegne. Det er tid til at skrue ned for kanalerne og op for fornuften. I denne artikel peger vi på tre “strategiske fokuspunkter” som du med fordel kan måle din digitale kommunikationsindsats imod. Det kan godt være smertefuldt at rydde op, men i sidste ende bliver man en mere effektiv – og sikkert også gladere – kommunikatør. Det er, som et godt gammelt dogme foreskriver, nemmere at ramme plet med elefantbøsse end med spredehagl.

Det digitale landskab

Men lad os starte med at kaste et blik på det digitale landskab og få nogle fakta på bordet. Der hersker ingen tvivl om at vores internetvaner har ændret sig markant de seneste 5 år – og dermed også rammerne for din digitale strategi. Ifølge Danmarks Statistik bruger 84 % af alle danskere mellem 16-84 år internettet dagligt, og 65% af dem har én eller flere profiler på sociale medier. Men uagtet at vi er online som aldrig før, er det kun helt særlige platforme som rammer bredt. Faktisk er det kun tre kanaler, nemlig Google, Facebook og YouTube, der når over 2 millioner danskere om måneden. Så selvom du befinder dig i en verden, hvor platforme som Twitter, Pinterest, Snapchat, Instagram og Flickr, nævnes i flæng, er det altså ikke sikkert at det er dér, I skal prioritere jeres digitale ressourcer.

Og hvis vi skal kaste et blik på landets virksomheder, så har analysebureauet YouGov netop i en undersøgelse vist at 78% af de virksomheder, der er til stede på sociale medier, har en profil på Facebook, mens 19% er på Twitter og YouTube. At hver femte virksomhed har en profil på Twitter, mens kun hver sjette dansker optræder personligt samme sted vidner det om et ønske om en relativ bred tilstedeværelse. Men når mange virksomhedsprofiler samtidig ligger livløse hen, er det et tegn på at man skal tænke sig en om en ekstra gang inden man kaster sig ud på at skulle styre kommunikationen endnu et sted.

Faktaboks: Sådan fordeler danskerne sig på sociale medier

Facebook: 92%

YouTube 66%

Instagram: 10%

Twitter: 15%

Flickr 4%

Kortlæg dine kanaler og undgå overlap

Nogle gange skal man have modet til at sige: So ein ding, muss Ich nicht auch haben. Du har utvivlsomt ikke ret meget tid tilovers i det daglige, så undgå den snigende profildød ved at kortlægge dine kanaler. Find ud af, hvad de eksisterende kanaler kan, og hvis seneste nye sociale medie ikke lokker med et nyt og tydeligt kommunikativt formål, bør du kraftigt genoverveje, om du nu også skal bevæge dig derind.

Måske summer dit netværk i lystig fascination af en ny kanal, men hvis fristelsen bliver for stærk så husk på at mange engang blev hovedkulds forelsket i Second Life. Den tanke kan virke nedkølende.

I sig selv er det hverken svært eller tidskrævende at oprette en profil på Facebook. Men det kan være både svært og tidskrævende at vedligeholde den. Og det er, alt andet lige, mange gange bedre for en virksomheds troværdighed at man ikke møder en profil på et socialt medie end at man møder en misligholdt profil. Møder man en sådan reflekterer det negativt tilbage. For hvis ikke virksomheden har styr på tingene her – hvor sjusker de så ellers?

Det betyder naturligvis ikke, at man skal afholde sig fra at lege og eksperimentere med nye medier og formater. Man skal netop helst udforske og udfordre uden at den samlede digitale kommunikationsstrategi har været tre gange rundt om bordet i direktionen. Mediebilledet anno 2014 flytter sig hurtigt og skal man være der, hvor brugerne befinder sig, giver det ikke mening at komme 5 år for sent. Det er bare vigtigt at man aldrig er bange for at trække stikket, når man indser at dette ikke er et forhold, der kommer til at bære frugt på den lange bane.

Derfor anbefaler vi at den absolut første tommelfingerregel er at man skal stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det kommunikative formål med at oprette denne profil?

Her kan det være frugtbart at foretage et overordnet snit mellem sociale medier som typisk når professionelle samarbejdspartnere (fx. LinkedIn og Twitter) og så dem som typisk bruges til kommunikation med slutbrugere (fx. Facebook eller Instagram). Også selvom en skarp skelnen mellem “business-to-consumer”- og “business-to-business”-kommunikation på sociale medier er lidt af en bekvem fiktion, da grænserne er flydende. Dog kan man typisk, afhængigt af organisationens størrelse, angive én kanal til kommunikation om forretningsmæssige forhold og én kanal til samtale med brugerne/kunderne.

Man kan blive yderligere skarp på sine til- og fravalg ved ganske enkelt at opliste strategiske formål for hver kanal. For sociale medier kan disse formål fx være:

  • Rekruttering af medarbejdere
  • Employer branding
  • Kendskabsøgelse
  • Krisehåndtering
  • Branding
  • Marketing/salg
  • Opbygning af community
  • Kunde-indsigt

Hvis I har for mange kanaler med overlappende formål, bør I stærkt overveje om ikke det er tid til begrænsning.

Et eksempel på en virksomhed med kommunikativt kanalkollaps, er Alm. Brand, der insisterer på at være tilstede på Twitter, uden dog at formå at kommunikere på de præmisser mediet sætter – i stedet refererer profilen konstant til Facebook. Og det er et problem. På mange måder. Dels bliver Twitter konstant en vag kopi af Facebook. Dels kan man ikke følge med på Twitter uden at blive tvunget til at bevæge sig på tværs af platforme – og sidst, men ikke mindst – er det bare sådan noget brugere på Twitter hader. Hvilket er et ret rigtig godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at den, der nu engang styrer kanalen, er fortrolig med den sociale praksis, der udspiller sig på et givent medie. Det vender vi tilbage til under afsnittet “Er I organiseret fornuftigt?”.

Bemærk at kortlægning ikke er ensbetydende med dybsindigt strategiarbejde. Kommunikationsfolk har ikke altid lige let ved at acceptere det, men gode strategier for sociale medier ligner ikke strategier for andre typer arbejde. Selvom indsatsen selvfølgelig skal være tænkt sammen med højere organisationsmål, skal man ikke spilde for meget tid med at forsøge at samtænke – og forudse – hele verden. Tonen, genrerne og fordelingen mellem kanalerne udvikler sig typisk organisk over tid. Og den enkelte platform – her kigger vi på dig, Facebook – kan pludselig skrue på præmisser, design og algoritmer på en så grundlæggende måde at det velmente og tidskrævende strategiarbejde kan være spildt. Forstå sammenhængen mellem jeres medier, skab godt indhold på de enkelte kanalers præmisser og sørg hele tiden for at teste effekten af jeres tiltag – og pensionér så tanken om at basere hele arbejdet på en uigennemskydelig strategi.

Er I organiseret fornuftigt?

Fra den dag hvor den første virksomhed gik på Facebook har man diskuteret hvor de sociale medier bedst håndteres. Er det hos kommunikation? I marketing? I receptionen? Eller måske hos produktudviklerne, som brænder allermest for virksomhedens produkt?

Og skal én person skrive samtlige updates, eller skal opgaven distribueres blandt mange?

Når diskussioner af denne type bølger i mange år uden noget der ligner en afklaring, er det jo gerne fordi der ikke gives nogen klare svar. Samtlige variationer kan fungere.

Noget kan man dog konkludere. De mennesker, der ender med ansvaret skal kende og helst gide det pågældende medie. At tvinge nybegyndere på banen er – også selvom de jo får penge for det – sjældent klogt. Novicer vil bruge uhensigtsmæssigt lang tid på at producere indhold, fordi de ikke er vant til at tænke i socialt indhold og ikke kender konventioner, takt og tone på fingerspidserne. Vores råd er derfor: Hav det overordnede formål for øje, men tænk mennesker før organisationsdiagram i denne sammenhæng.

Overvej i samme åndedrag hvordan I kan få maksimalt udbytte af den krævende indsats. Fastlæg hvordan jeres samlede kanalportefølje bedst spiller sammen. Og ja, her tænker vi genbrug. Indhold fra sociale medier kan helt oplagt benyttes på jeres website (ligesom det kan anvendes på informationsskærme og lignende i den analoge verden). Og de sociale medier kan, i et vist omfang, befrugte hinanden – eksempelvis ved at særligt fantastiske Instagram-billeder nogle gange deles på Facebook. Den samme begivenhed kan også fint afføde indhold på flere forskellige kanaler. Undgå blot ethvert tilløb til automatiseret genbrug; i 2014 opfattes dette af de fleste som decideret dårligt stil og måske endda som en hån mod den kanal hvortil der “krydspostes”.

Dernæst bør I få tre ting helt på plads: Overvågning, publiceringsflow og krisehåndtering.

Som udgangspunkt skal alle sociale profiler overvåges. Det er typisk ikke det store problem på hverdage i arbejdstiden, men hvem tager sig af dialogen i weekenden eller når den ansvarlige person er syg eller på ferie? Om det er ok at vente til mandag morgen og måske endda holde sommerlukket afhænger meget af organisationens type og forhold til sine kunder/brugere. Meget ofte vil det bryde med brugernes forventning.

Og hvad gør man egentlig, når man endelig har fundet noget fornuftigt at skrive? Sørg for at publiceringsflowet er klart for alle og så effektivt som muligt. Skal alle updates godkendes af flere led? I nogle organisationer er det nødvendigt, men for alle gælder det om at der ikke spildes tid med unødvendige procedurer og at enkeltpersoner i godkendelsesprocessen ikke kan fungere som flaskehals. Er det overhovedet muligt, anbefaler vi at updates “efter-godkendes”. Sæt eventuelt et system op der sender ny-udgivne updates til bekymrede parter som så har mulighed for at bede om sletning, hvis de begynder at hyperventilere.

Endelig bør de sociale medier tænkes ind i en større krisehåndteringslogik. For det første kan de dels kan afsløre at en krise er brudt ud, men mange er også efterhånden så vant til at kommunikere på sociale medier, at det ofte er her en klage bliver indledt. Optimalt set bør der eksistere en klar aftale om hvem den kanalansvarlige ringer til i tilfælde af virtuelle optøjer. Er det direktøren? Også lørdag nat? Forventningerne bør afstemmes og er man en klog social medie-redaktør, så kræver man klarhed på dette punkt.

Taler I det rigtige sprog?

Har din organisation kun danske interessenter? Så pris dig lykkelig og spring med god samvittighed dette afsnit over. For så er du forskånet for et af de – overraskende nok – meget svære spørgsmål, nemlig: Hvilket sprog skal vi tale på nettet?

Mange tænker her: Vi opretter da bare en profil (eller website) for hvert sprog! Det kan selvfølgelig i nogle tilfælde være den rigtige beslutning, men vores erfaring er at det er temmelig risikabelt. Det medfører nemlig to overordnede problemer. For det første kæmper mange organisationer med at producere fornuftigt indhold på ét sprog. Profiler på flere sprog risikerer – hvis ikke man er meget skarp på sine workflows – at føre til at en eller flere nedprioriteres eller glemmes helt. Ligesom det nemt kan føre til reduceret motivation hos indholdsproducenter fordi arbejdet bliver tungere eller – hvis materialet skal igennem en oversætter – til forsinket udgivelse. På websites kan flere sprogversioner desuden føre til forvirring omkring hvilken version man skal dele på sociale medier (medmindre man også her har profiler på hvert sprog) og evt. debat om den pågældende side kan blive fragmenteret, så brugerne måske ikke kan se at der foregår en lignende debat på et andet sprog.

Et andet problem er, at eksistensen af flere profiler for samme organisation på samme sociale medie er en direkte opskrift på forvirring. Brugere, der blot foretager en hastig søgning vil ikke nødvendigvis tage sig tid til at overskue en lang række profiler og kan komme til at knytte an til den som – set fra organisations synspunkt – er den forkerte.

Nogle platforme muliggør andre strategier. På Facebook kan man f.eks. segmentere sine updates og dermed, men rimelig præcision, skrive på engelsk til engelsktalende, dansk til dansktalende osv. Det hæver kompleksiteten for redaktøren, mindsker overblikket for Facebook-sidens besøgende og fragmenterer diskussionen, men kan være en fornuftig løsning.

Man kan også, som f.eks. Thorvaldsens Museum vælger at gøre det, bruge to sprog i samme update. Det gør update-teksten ret lang og princippet er ikke nødvendigvis synligt for sidens besøgende, men man undgår nogle af ulemperne ved segmenteringsmetoden.

Samlet set opfordrer vi til at særskilte sprogprofiler på én platform kun oprettes, hvis ingen andre metoder fungerer – eller man har masser af tid og kræfter. Overvej først muligheden for at dedikere en bestemt platform til udenlandske interessenter, så I f.eks. kører Facebook på dansk og Twitter på engelsk. Ideelt er det ikke, men her er vi ikke ikke ude efter idealer, men efter effektivitet og “overlevelse”.

Så for at opsummere

Kortlæg dine kanaler – stil dig selv spørgsmålet: Hvem er målgruppen og hvad er det kommunikative formål? Er svaret herpå for uklart, så tag et grundigt kig på delete-knappen.

Få styr på din organisation, og sørg for at den, der har ansvaret, er vant til at navigere på den givne platform så personen kender det sociale kodeks.
Overvej dit sprog – undgå at øge forvirringen ved at have flere sprogspecifikke profiler på samme sociale platform.
Hvordan skal det hele gå?

Der er ikke længere de helt store forventninger til at de sociale medier indvarsler radikalt nye tider, men samtidig er de blevet et vilkår for de fleste organisationer. De vender ikke op og ned på verden, men man er typisk nødt til at have dem, ligesom man er nødt til at have telefoner, receptioner og Exchange-servere. Og ligesom med disse profane genstande, handler det om at bruge de sociale medier fornuftigt.

Nogle enkelte kan (mener de i hvert fald selv) opstille entydige succes-mål for indsatsen, men langt de fleste har svært ved denne øvelse. Det sidste gælder alle, der arbejder med branding eller med langsigtede mål om at opbygge fællesskaber omkring organisationer eller produkter.

Intet af dette udgør et problem eller indikerer at de sociale medier ikke er væsentlige. Tværtimod er det en fordel ikke at søbe rundt i floromvundne ønskedrømme om de sociale mediers omkalfatrende potentiale. Det gør arbejdet – og prioriteringen – nemmere. Og det gør det nemmere at indse, at succes på sociale medier handler om at udstyre de rigtige mennesker med de rigtige redskaber og så løbende holde mængden af kanaler og initiativer i stram snor. Vi håber, at rådene i denne artikel kan bidrage til dette arbejde.

Kilder

It-anvendelse i befolkningen: Dansk Statistik http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/18685/itanv.pdf

Medieudviklingen 2013: DR Medieforskning http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/0C32E226-923E-409A-AE8D-D34595DD1C45/5731444/DR_Medieudvikling_2013.pdf

Sociale Medier 2013: Infomedia & YouGov http://www.infomedia.dk/media/77918/sociale-medier-2013-danskernes-holdning-til-og-brug-af-sociale-medier-yougov-smpdk-2013.pdf

Er din konference på Twitter?

Bragt på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside, 28/4-2014.

Twitter kan være både samtaleanlæg og reklamesøjle for din konference. Du skal bare huske et par ting.

Du kender godt de der velmenende bekendte som nogle gange oversvømmer dit Twitter-feed med begejstrede, men indholdsløse live-tweets fra et event du ikke har hørt om. Tweets af typen ”‘Fremtidens marketingsuccesser sætter brugeren i centrum’ fortæller John Doe fra #ukendtfirma”. Den slags er uskønt. Men Twitter og konferencer er alligevel, på få år, blevet tæt forbundne, og det kan du lige så godt få det bedste ud af. Heldigvis er der masser af potentiale, uanset om du er deltager eller arrangør.

Hvad skal det til for?

Brugen af Twitter på konferencer er ikke ligefrem ukontroversielt, for det er måske ikke lige vejen til garanteret fokus og forbybelse. Det er dog tydeligt, at Twitter dækker flere behov. Arrangører kan anvende det som dialogredskab, til løbende overblik over deltagernes velbefindende og til distributionskanal for akutte beskeder, slides med mere. Samtidig kan deltagerne forme en løbende dialog om konferencen, stille spørgsmål vedr. både indhold og logistik og – ved at vise flaget i dialogen med fagfæller – få relevante followers med hjem. Alle disse fordele realiseres dog bedst, hvis man holder fast i nogle tommelfingerregler.

@aarhusfestuge Hey der – hvad er det officielle hashtag for Festugen? Er det #festuge? #festugedk? #aarhusfestuge synes at være lidt langt. — Daniel Ord Rasmussen (@danielord) August 30, 2012

Hvad er det officielle hashtag for Aarhus Festuge? Daniel spurgte for to år siden, og har endnu ikke fået svar.

Arrangørens opgaver

Første skridt mod overblik og glade Twitter-brugere er klar og tydelig kommunikation af konferencens officielle hashtag. Det bør fremgå af alt konferencemateriale, dvs. website, emails, printmateriale og relevante slides.

Det gode hashtag er kort, ’logisk’ og relativt ubestridt, dvs. ikke anvendt af ret mange i forvejen til andre formål. Arrangerer du f.eks. konferencen Årsmødet for Danske Twitterfans 2014 vil #årsmødetfordansketwitterfans2014 være uheldigt (for langt og i øvrigt fuldt af utilregnelige danske bogstaver). #Twitterfans er heller ikke godt, da det er et i almindelig brug. #Twitterfans2014 er derimod helt fornuftigt, da det både er nemt at huske, ikke er for langt og ikke rigtig bruges af andre.

Med til jobbet hører at overvåge dette tag løbende og kvikt besvare henvendelser. Husk også at du hermed har en kilde til brugergenereret indhold: Retweet med rund hånd.

Når I byder velkommen kan I lige så godt gøre deltagerne opmærksomme på jeres holdning til sociale medier. Hvis I gerne vil have den ekstra opmærksomhed omkring konferencen, så skal I ikke holde jer tilbage fra direkte at opfordre til deling på Twitter (og andre kanaler). Hvis der er noget I helst ikke vil have delt med verden, så husk at nævne det.

Vil du hjælpe de tweetende deltagere yderligere – og i tjekkethed langt overgå de fleste konferencearrangører – kan du angive oplægsholdernes Twitter-navne i dit materiale og overveje at opliste deltagernes egne brugernavne på deltagerlisten. Det hjælper dialogen rigtig godt på vej.

Desuden er det ofte klogt (på større events, hvor alle ikke er samlet hele tiden) at angive hvilken konto, som udsender officiel arrangør-information. Det kan være arrangørens egen konto (typisk det nemmeste, men det kan virke støjende for ikke-deltagere) eller en konto oprettet helt særskilt til konferencen.

Og husk så: Det hele kan næsten være ligemeget, hvis deltagerne ikke kan komme online. Sørg for at dit Wi-Fi fungerer. Det lyder banalt i 2014, men alle der har været til konferencer – for ikke at tale om bogmesser og andet, der strækker sig over større geografiske områder – ved at det er alt andet end en selvfølge. 3G-dækning er en god start, men hjælper ikke nødvendigvis folk med laptops.

Det effektive konferencetweet

Du er på Twitter, du er på konference og du vil gerne dele din begejstring, men hvordan? Der er mange holdninger til live-tweets, altså gengivelse af pointer fra de afholdte oplæg, men kritikken går gerne på, at disse tweets er banale og/eller uforståelige for forudsætningsløse ikke-deltagere. Det kan derfor være en god ide at begrænse sig til tweets med en eller flere af følgende kvaliteter:

  • Læseren kan finde mere information (fordi du inkluderer links eller brugernavne)
  • Twettet giver et indtryk af konferencen eller taleren (fordi du inkluderer et eller flere billeder)
  • Tweetet indeholder en reelt overraskende, ikke-selvindlysende pointe
  • Tweetet er i sig selv sjovt eller imponerende (fordi du f.eks. har taget et velkomponeret foto af en kaffekop i sart modlys)

Og glem ikke: Alle tweets skal indeholde det officielle hashtag, så du bliver en del af samtalen.

Så leverede @kmdk en brandtale for #accessibility @ #uxcampcph hørt. Vel talt! — Michael Hammel (@michammel) April 25, 2014

Omgående feedback på det officielle hashtag til UX Camp (25. april 2014 i København)

Da du jo også gerne skulle have lidt kognitivt overskud til overs til selve oplæggene kan det være fornuftigt at medbringe en liste over relevante Twitter-brugernavne. Disse navne er umådeligt meget nemmere at finde via Google på en stor skærm end via Twitters egen mobil-app midt i kampens hede.

Gør det nemt

Ovenstående råd har et fælles tema: Twitter og andre sociale medier er et grundvilkår. Din konference bør have en strategi for dem, uanset om strategien er at forsøge at undgå dem. Hvis de ikke bliver decideret fravalgt, så handler det om at gøre samtalen så brugbar og overskuelig og mulig. Sørg for et klart hashtag ligesom du sørger for kaffe, navneskilte og fornuftige toiletforhold. Og sørg for at lytte efter og reagere prompte på kritik og andre henvendelser. Så har du aktivt medvirket til den gode stemning og dine deltagere vil formentlig tale pænt om dig og din konference. Det kan du så, i al ubeskedenhed, skynde dig at retweete.

Wow det er sejt det her! En community managers våde drøm. Brugerens billeder på busser og billboards! #ccdk pic.twitter.com/dexriYMhex

— Tine Schjødt (@TineSchjoedt) April 3, 2014
Begejstret konferencedeltager

Se dialogen fra Community Conference (3. april 2014 i København)