Frygt og lede i casual games-branchen

Små mobilspil med firkantede brikker. Lyder det ukontroversielt? Det er det langtfra, for hvornår er et brikspil et brikspil og hvornår er det nedrig udnyttelse af andres ideer?

I mobilspillet 2048 skal man skubbe til små brikker på en 4×4-felts spilleplade. Kombineres to brikker med det samme samme tal bliver de til én brik med de to oprindelige brikkers sum. Altså: Hvis du kombinerer to 4-taller, får du ét 8-tal. Når du til 2048 på én brik, har du vundet. Denne simple opskrift har taget App Store med storm og ude i verden kombinerer ganske almindelige mennesker lige nu talbrikker som var der ingen dag i morgen.

Og alle er glade, for det er da herligt uhøjtidelig hjernegymnastik.

Nej. Alle er ikke glade.

Jeg antydede en vis fascination af spillet på Twitter og fik denne kommentar:

Når 2048 er så frygteligt ukorrekt et tidsfordriv er det fordi spillet er en kynisk kopi af indie-spillet Threes, et værk skabt med hjerteblod og kreative kraftanstregelser. Det er i hvert fald én måde at se verden på. Men lad os lige starte med fakta:

Threes er udviklet af Asher Vollmer, Greg Wohlwend og Jimmy Hinson og publiceret på Apples App Store i januar 2014.

Threes!
Threes. Tile-matching på en 4×4-spilleplade.

Her fik spillet dog ikke lov at brillere længe før en opportunistisk kinesisk herre uploadede det selverklæret Threes-inspirerede 1024.

1024. Tile-matching på en 4x4-spilleplade.
1024. Tile-matching på en 4×4-spilleplade.

1024 inspirerede meget hurtigt den 19-årige italienske udvikler Gabriele Cirulli til at fremstille sin egen variant: 2048.

2048. Tile-matching på en 4x4-spilleplade.
2048. Tile-matching på en 4×4-spilleplade.

Cirulli opfattede sit spil som en slags kopi af 1024 og forsøgte ikke at tjene penge på produktet. Tværtimod offentliggjorde han koden under en open source-licens, så alle kunne tilpasse 2048 efter deres hjertes lyst. Horder af udviklere gik direkte på opgaven, herunder lidet idealistiske folk hos firmaet Ketchapp, som publicerede en version på App Store med reklamer. Denne version blev voldsomt populær og Ketchapp har siden kunnet skumme fløden.

Det lyder jo unægteligt tyvagtigt og uretfærdigt og jeg kan sagtens forstå folk, som opfatter forløbet sådan. En del af mig er enig.

En anden del af mig tænker dog, at historien er lidt mere speget. For det første er Threes og 1024/2048 ikke identiske i deres grundmekanik. I Threes kan brikker kun kombineres ved at “slå” dem imod spillepladens kanter, ligesom der er adskillige begrænsninger på hvordan brikker kan kombineres. Denne kompleksitet er fraværende i 1024 og 2048, der bruger samme regelsæt (om end temmelig forskellig æstetik).

Men er det ikke bare detaljer? Måske. Men så bliver vi nødt til at snakke mere generelt om tile matching-spil (som spilforsker Jesper Juul har nærstuderet i denne artikel).

For vi har jo prøvet det før. F.eks. da du som barn prøvede at få fire på stribe i det populære plastikspil.

4 på stribe. Tile-matching på en 7x6-spilleplade.
4 på stribe. Tile-matching på en 7×6-spilleplade.

Eller dengang vi opgav nattesøvnen for at skabe fulde rækker af firkantede felter, der faldt ned fra oven (som i 4 på stribe) i Tetris. I øvrigt et spil, hvor jeg vist aldrig har spillet den helt originale russiske version og derfor allerede dengang var et dårligt menneske.

Tetris
Tetris. Tile-matching på 11×20-spilleplade.

Det er dog kombinationen af nærliggende brikker som har vist sig mest populær. Tænk på Bejeweled, Candy Crush Saga og utallige børnespil (f.eks. Disney’s Frozen Free Fall).

Okay, Threes er ikke verdens første tile-mathing-spil, men dynamikken med kombinationen af talbrikker er da ny, ikke? Tjo..

Ideen med at kombinere  brikker for at få en “større” er gammelkeldt. Det var f.eks. et af principperne i iPhone-spillet Critter Crunch, hvor man fodrer små dyr til større dyr for at skabe endnu større dyr.

Critter_crunch_swap
Critter Crunch.

Brikker med tal er jo heller ikke et ukendt fænomen. Tænk på gode gamle Minesweeper, hvor man skulle sandsynlighedsregne sig frem til hvor banens farlige felter var gemt.

Minesweeper
Minesweeper. Tile-matching med tal.

Og så var der (absolut glimrende) Drop7, hvor brikker med tal svarende til antallet af brikker i rækken forsvandt.

Drop7
Drop7. Tile-matching med tal på en 7×7-spilleplade.

Og så videre, og så videre.

Spørgsmålet er selvfølgelig: Når Tile-matching-spil er så udbredte og findes i så mange varianter, er det så rimeligt at hævde at et spil går over stregen og skamløst har kopieret et andet? Jeg vil lade det stå åbent. Efter min mening er 1024 en forbedring af Threes spilmekanik. Threes er en usleben diamant, men fandt ikke helt ind til kernen af den afhængighedsskabende, simple mekanik. 2048 er til gengæld en forbedring af 1024. Sidstnævntes æstetik er irriterende barnlig, mens 2048 går zen og renser spilverdenen for alt uvedkommende. Det er en slags Apple-destillation af spilprincipperne (når man ser bort fra de kyniske reklamer i gratis-versionen).

Når man forarges i dette tilfælde er det fordi den lille, hårdtarbejdende indie-udviklers arbejde bliver lynkopieret af grådige konkurrenter. Det er ikke rart at tænke på, og man kunne ønske sig en form for tvangsdeling af indtægterne. Men i dette tilfælde er kopierne betydeligt bedre end originalen og vi befinder os i et område hvor spilprincipperne er basale og udbredte i mange varianter at det er vanskeligt at afgøre hvor den originale ide begynder og slutter.

Se også:

 

 

Favoritbilleder fra 2013

Kameraerne  blev luftet lidt i 2013. Her er nogle personlige favoritter fra Flickr-strømmen.

20131129-L1030247
Solopgang maler Rådhuspladsen rød en klar og kølig decembermorgen.
Khao Sok National Park
Højt bjerg, små mennesker – i Thailands Khao Sok-nationalpark.
20130505-DSC_0368
Når den første tand ryger står den på stolthed i flere lag.
Pantheon
Den totale symmetri – solen skinner igennem Pantheon-kirkens kuppel i Rom.
Pantheon
Mere Pantheon. Der var noget med de her duer og hvor ligeglade de virkede med hele den antikke alvor. Jeg fangede det ikke helt, men det her blev ok.
20130618-DSC_1281
Tietgen-kollegiet er rundt og stråler som guld. En fotogen combo.
Colorful
Knald på farverne en sommeraften ved Cafe Metropolitain, Frederiksberg.
20130722-DSC_3450
Livvagt ved Rørvig Strand. Ret ok job.
20130801-DSC_4329
Lyset kan virke helt kunstigt en aften på sådan en smålandsk landevej.
20130806-DSC_5091
Døtre på smålandsk stengærde.
20130824-DSC_5691
Boblevand og vilde farver.
20130824-DSC_5775
Makro, vind og en masse reflekser. Så er det næsten ok at motivet er blomster.
20130920-L1020126
Nogle gange er lyset bare godt. Som her ved Peblingesøen i København.
20130927-L1020200
Alvorssnak med cava i Torvehallerne, København.
20131001-L1020384
Næsten abstrakt vinkel på Radiohusets facade, Frederiksberg.
20131018-L1020499
Den Blå Planet på Amager. Fint sted.
20131026-L1020755
Forladt karrusel lige ved lukketid.
20131124-L1030011
Vanvittigt modlys og ukontrollabel glorieeffekt FTW.
20131129-L1030258
Kongens Nytorv en tidlig morgen hvor kun duer og renovationsminiber er stået op.

Tvivlsom Facebook-journalistik

The Guardian, Forbes, Ritzau og mange andre elskede tydeligvis historien om at teenagere masseudvandrer fra Facebook. Dokumentationen var dog næsten latterligt tynd.

Hos The Guardian lød det “Facebook ‘dead and buried to teens’, research finds” og Politiken fortalte at “Teenagere siger farvel til Facebook“.  I det hele taget kørte historien om hvordan de kære unge giver den lyseblå kæmpe fingeren lystigt rundt i voldsomt mange nyhedsmedier.

The Guardian kaldte det et resultat fra et “extensive European study”, mens Politiken/Ritzau henviste til “en undersøgelse, som EU finansierer”.

Forskningsresultater altså? Det ville være så meget sagt. Den britiske antropolog David Miller havde skrevet et blogindlæg på websitet The Conversation. I dette blogindlæg havde han udtalt sig om teenageres forhold til Facebook med henvisning til det “Global Social Media Impact Study” som han leder. Det er dog værd at nævne:

  • Undersøgelsen er ikke færdig (datamaterialet indhentes i 2013/2014)
  • Ikke skyggen af et resultat er blevet publiceret som noget, der ligner en forskningsartikel
  • Millers konklusioner bygger primært på én gruppe unge i én britisk by
  • Ingen steder fremgår det hvor mange personer forskerne har interageret med

Der er altså tale om præliminære spekulationer i blogform baseret på et ufærdigt, kvalitativt forskningsprojekt.

Vender teenagere ryggen til Facebook? Det er der sikkert mange der gør. Er det så god en historie at relativt seriøst medier kaster enhver kildekritik overbord og glædeligt drøner afsted med en halv vind? Åbenbart. Tror vi på at nyhedsmedierne tænker før de publicerer? De gør det lidt svært for os…

 

Hvad i alverden skete der for e-bogen i 2013?

Hvem skulle have troet det? 2013 var året hvor væksten i salg af e-bøger stødte ind i en urokkelig mur.

Nedenstående graf var, efter min mening, årets mest interessante. Den viser væksten i det amerikanske e-bogsmarked; en vækst der i flere år fik den helt store dommedagstypografi frem, men som nu er forsvundet. Fra 252% vækst mellem 2009 og 2010 var vi nede på 5% fra 2012 til 2013 (målt på solgte enheder).

Kilde: Association of American Publishers (se f.eks. publishingperspectives.com)

Udviklingen er ret bemærkelsesværdig. Selvom p-bogsmarkedet er svagt faldende (og en lille stigning for e-bøger ikke er helt så uvæsentlig endda) er det jo stort set ensbetydende med at e-bogsmarkedet (i nogle regioner) har ramt et plateau.

Det har ikke skortet på forklaringer, se f.eks. Nicholas Carrs udmærkede spekulationer. Disse betragtninger redegør fint for e-bogens begrænsninger, men jeg synes ikke helt de forklarer selve vækstkurven. At noget, der voksede så eksplosivt, skulle stabilisere sig så hurtigt virker overvældende. Har du en god forklaring?

I hvert fald bliver det meget interessant at følge udviklingen i Danmark, hvor e-bøger udgjorde omkring 5-6% af markedet tilbage i 2012 (en 50% vækst fra 2011).

Velkommen til tryghedspsykosen

2013 blev året hvor store dele af den vestlige verden udviste fremskredne tegn på tryghedspsykose. Det har faktisk været et katastrofeår.

Vi har hørt det igen og igen, men smag alligevel engang på følgende. Den amerikanske efterretningstjeneste NSA bygger gigantiske datacentre, hvor de kan analysere og lagre store dele af internettets enorme trafik. Detaljerne er uklare, men indsamlingen sker formentlig i en eller anden form for samarbejde med nogle af nettets største og mest magtfulde aktører som Facebook, Google og Apple.

I USA, hvor befolkningen ofte udtrykker sin skepsis til regeringsmagtens ansvarlighed opretter man altså et overvågningssystem, der i sin finmaskethed (om end selvfølgelig ikke i sine effekter) får alt hvad undertrykte befolkninger bag jerntæppet kendte til at blegne. Og samtidig lader man institutioner under Homeland Security svulme stort set udenfor lovgivernes kontrol.

New York Times har refereret NSA-dokumenter, der beskriver hvordan også mere almindelig dansk internettrafik (formentlig) overvåges. Og på denne baggrund fastholder vores statsminister at hun “ingen grund” har til at tro, at NSA overvåger i Danmark. Måske ligger denne angiveligt manglende grund til bekymring bag regeringens beslutning om at lade TDC’s centrale 4G-netværk bygge af kinesiske Hauwei som hverken amerikanerne eller briterne har tillid til. Og bag tilliden til at statens største it-leverandør, det amerikanske CSC der har tætte økonomiske bånd til NSA, “selvfølgelig”  overholder dansk lovgivning som Digitaliseringsstyrelsens direktør Lars Frelle-Petersen har udtalt.

Men i Danmark har vi også vist os som store tilhængere af at overvåge os selv på nettet. Således har vi siden 2007 påbudt internetudbyderne at lagre detaljer om stort set al internetbrug (via de såkaldte logningsregler). En langt mere vidtgående praksis end den som EU påkræver. Repræsentanter fra Enhedslisten har udtrykt bekymring ved forholdene, som altså ligger langt fra beslægtede landes niveau. Men justitsminister Morten Bødskov har modgået kritikken med henvisning til bekæmpelse af børneporno. Selvsagt altid et kraftfuldt argument, men altså ikke et som på samme måde trumfer beskyttelsen af privatliv i vores nabolande.

Nu tænker du måske, at det bare er mig, der hænger fast i et romantisk billede af en fiktiv, analog fortid hvor mennesker mødtes ansigt-til-ansigt og gav håndslag på at være rare ved hinanden. At jeg er en maskinstormer som allerhelst så internettet udsat for den store delete-knap. Tværtimod. Jeg skal faktisk indrømme, at jeg har set mere end skævt til de overvågningsbekymrede i mange år. Jeg har lystigt delt ud af tanker, holdninger og kagebilleder på sociale medier, og gør det stadig. Det faktum at data om mine præferencer kunne videreudnyttes kommercielt har været mig inderligt ligegyldigt. Og jeg har skålet på den transparens – og den bemyndigelse af individer – som jeg mener de sociale medier ubestrideligt har medført.

Men selvom mange synes at have svært ved at acceptere denne skelnen, er afgivelse af bestemte typer information til individer og virksomheder ikke det samme som at bifalde omsiggribende statslig overvågning af borgerne. Det er påfaldende, hvor mange der accepterer Google-direktør Eric Schmidts udtalelse fra 2009 om at “Hvis der er noget, som du ikke ønsker at nogen skal vide, så skulle du måske ikke gøre det overhovedet” som universelt fornuftig. Forstå mig ret. Selvfølgelig er der tale om en afvejning. Politiets tilstedeværelse kan afskrække kriminalitet og menneskerettighedsorganisationers overvågning kan sætte spot på krænkelser. Og så videre, og så videre. Men overvågning af NSA-typen medfører (udover diverse juridiske spørgsmål) praktiske problemer i tre kategorier.

For det første medfører overvågning en tendens til forsigtighed og til at man arbejder efter bogen. Det er selvfølgelig ofte selve ideen med overvågning, men ofte også en stor ulempe. Når mange universitetsundervisere er skeptiske overfor automatisk videostreaming af deres forelæsninger er det ikke kun fordi de er bange for at blive afsløret som dårlige undervisere. Det handler lige så meget om den sikre viden om at et ukendt publikum vil gøre undervisningen stiv, uspontan, ukontroversiel og dermed dårlig. Som Hubert og Stuart Dreyfus forklarede i deres bog “Mind Over Machine” fra 1986: At arbejde efter bogen er noget begyndere gør. Ekspertise er netop at vide hvornår reglerne skal tilsidesættes. Og at vide hvornår der skal tænkes udenfor rammerne og udvises forståelse for kontekst og undtagelser.

For det andet er ideen om at analysere “al” data på utallige måder for at finde farlige forbindelser og dermed øge transparensen i praksis selvundergravende. At pudse avancerede algoritmer på bjerge af data og derefter lade forskellige mekanismer træde i kraft som følge af deres resultater vil føre til alt andet end gennemsigtighed. Tværtimod er det opskriften på en kafkask uklarhed hvor ingen, eller meget få, kan gennemskue systemernes logik. Vi vil blive udsat for effekter af processer som ingen i praksis vil kunne gennemskue. I august i år fortalte danske Tobias Linde Schanz hvordan han var blevet nægtet indrejse i USA, men ikke kunne få oplyst årsagen. Hans bedste bud var at han havde fået et telefonnummer som tidligere havde tilhørt en terrormistænkt. Hvem ved? Formentlig ikke ret mange. Velkommen til en tilstand af uvished og uigennemskuelige processer.

For det tredje – og dette er måske det helt centrale – bygger NSA-modellen på en helt igennem usandsynlig præmis, nemlig at de pågældende institutioner kan forvalte deres ansvar. Selvfølgelig kan de ikke det. Maskiner og firewalls vil blive kompromitteret. Men der er også mennesker involveret her, og over tid vil flere af dem – uden skygge af tvivl – i perioder være desperate, stressede, hævngerrige, fulde, umoralske, utilfredse eller under pres. Og så vil personfølsom data selvfølgelig slippe ud. Lyder det paranoidt? Tror du at højt trænede specialister og politisk opmærksomhed er en garant for at systemerne vil holde tæt? Den danske rigsrevision fortalte i november om hvordan politiet har brudt reglerne omkring dna-registeret og hvordan datasikkerheden var mangelfuld hos både Statens Serum Institut og Forsvarets Efterretningstjenester. “Der har været for lidt ledelsesmæssig bevågenhed på it-sikkerheden i staten,” vurderede kontorchef i Rigsrevisionen Michael Kubel. Men hvad med amerikanerne? Tja, præsident Obamas stort anlagte sundhedsreform og politiske troværdighed har i de seneste par måneder været under stormangreb fordi verdens mest magtfulde regering ikke har kunnet få healthcare.gov til at køre stabilt. Om så præsidentens job afhænger af det, er det åbenbart svært at få en hjemmeside til at fungere. Tilgiv mig, men det vi med sikkerhed kan regne med er at opsamlede data vil blive lækket og misbrugt. Man kan mene, at det er en pris, der må betales for tryghed, men lad os ikke foregøgle hinanden, at der er styr på tingene.

2013 har budt på afsløringer og udtalelser, der massivt bør have påvirket vores tillid til både danske og amerikanske myndigheders strategier og holdninger i forhold til overvågning. Og vi har fået åbenbaret en holdning til dataarkivering, der næsten kun kan kaldes neurotisk. Vi har skubbet til tilliden mellem regering og folk på en stærkt ubehagelig måde, og vi har fået gjort mange af de positive visioner, der med nogen ret har knyttet sig til internettet til latterfremkaldende vittigheder. Og med enkelte undtagelser har danske politikere – stiltiende om ikke andet – accepteret at det må være sådan.

Det er egentlig forbløffende, hvor meget man kan nå på bare et år.