Til lykke! (computerspillet 40 år)

Bragt i Dagbladet Information, 27-3-2002

Kan opfindelsen af en lille gnækkende, gul prikspiser, hvis psykologiske profil kan tegnes på to sekunder, kaldes kunst? Vel ikke uden latterkramper. Men hvad med møjsommeligt konstruerede virtuelle verdener udstyret med præcist afbalancerede fortællemæssige byggeklodser, som subtilt opfordrer deltagerne til at konstruere deres egne fortællinger?

Computerspillet fylder 40 år i denne måned. Og som det fremgår af de følgende sider viser fødselaren umiskendelige tegn på at være ved at indtræde i de voksnes rækker. Med både akademisk og kunstnerisk interesse i ryggen er banen efterhånden kridtet op til et kulturelt opgør. For det begynder at skorte på argumenter for, at computerspildesigneren er ude i et andet og mindre støtteværdigt ærinde end for eksempel filminstruktøren.

Men den gode gamle kamp for anerkendelse og kulturstøtte er i virkeligheden ikke det interessante. Det egentligt bemærkelsesværdige ved spillene er det, de fortæller os om os selv. Ingeniører og matematikere udviklede computeren til koldblodig databehandling til gavn for industri, militær og den finansielle sektor. Og hvad skete der? Straks blev maskinen – i komplet uventet grad – koloniseret af to helt uindbudte gæster: privat kommunikation og leg. Nøjagtigt som telefonens opfindere opdagede internettets grundlæggere, at mennesker slet ikke kan lade være med at være sociale. Pac-Man, Space Invaders og Counter-Strike er alle tydelige beviser på, at mennesker heller ikke kan lade være med at lege. Det skal der mere end en digital talknuser til at lave om på.

Leave a Reply