Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme

The Dark KnightJeg er professionelt interesseret i filmwebsites, men du har muligvis ikke hørt at det britiske UK Film Council (der svarer omtrent til den mere proaktive del af Det Danske Filminstitut) netop har spenderet 1 million gode pund sterling på et nyt website (halvdelen er brugt på søgemaskineoptimering og onlinemarkedsføring).

FindAnyFilm er et interessant initiativ. Sitet giver englænderen med lyst til at se en film et total (+/-) overblik over hvor og hvordan filmen kan ses: Biograf, DVD, TV, Streaming eller download.

Det lyder måske som almindelig fornuftig digital folkeoplysning, men teknikken i den slags er ikke for børn: Dimsen skal tale med ofte opdaterede biografdatabaser (800 biografer er med), scanne tv-programmer (300 tv-kanaler p.t.), tjekke med iTunes og andet sjov.

Men strategien er også interessant. Intet (eller kun lidt) brugerinddragelse – ingen kommentarer, ingen wiki-agtig funktionalitet – i hvert fald ikke i den nuværende version. Umiddelbart spøjst, men efter min mening har man prioriteret helt korrekt: FindAnyFilm er svaret på spørgsmålet: Jeg vil se film X, hvad er mine muligheder?

Så mangler vi bare svaret på spørgsmålet: Hvordan får vi sådan en på dansk?

Mere omtale i The Guardian hvor PedaloPedro er ret uimponeret