Tag: social media

Det Sociale Vanvid: Anmeldelse af Dave Eggers’ ‘The Circle’

Dave Eggers digitale dystopi ‘The Circle’ tager de sociale mediers allerværste aspekter, lader dem hæve til ekstreme dimensioner og klasker dem nådesløst i hovedet på læseren.

For unge, ambitiøse Mae Holland er et job hos verdens absolut førende sociale medie, The Circle, en rendyrket ønskedrøm. Med hængende underkæbe får hun fremvist firmaets glitrende campus, befolket af højt begavede unge himmelstormere, som alle føler historiens vingesus: De føler, at de bekæmper fortidens mørke ved at kaste lys over alt. ‘Everything that happens, must be known’, hedder det.

Skønt virker det, men meget hurtigt hører vi også – iblandet diverse beskrivelser af corporate vanvid – om hvordan den ophøjede målsætning bliver en altfavnende sandhed, som forfølges nådesløst og fundamentalistisk. Hemmeligheder, diskretion og privatliv er trusler mod den nye verdensorden og behandles hånligt og afvisende af de rettroende.

For sin utilslørede afstandtagen fra sociale mediers overfladiskhed og Silicon Valley-forestillingen om at demokratiske mangler kan udbedres med et idiotsikkert teknologisk fix har forfatter Dave Eggers påkaldt sig masser af modvilje. Wired har f.eks. erklæret at Eggers ganske enkelt ikke forstår internettet.

The Circle kan da bestemt også anklages for mange grimme ting. Den er vitterligt lige så subtil i sin kritik som et løbsk trykluftsbor og minder på denne måde om de noveller din dansklærer proppede ned i halsen på dig i 8. klasse, før nogen vurderede, at du var klar til rigtig voksenlitteratur. Karikaturen står også til dels i vejen for persontegningen. Flere gange foretager hovedpersonerne simpelthen beslutninger og når konklusioner som er klart hinsides al rimelighed i disse personers stræben efter den totale gennemsigtighed. Venner svigtes, familie fremmedgøres og moral bortgemmes i et stort sort hul. Det kan nogle gange blive for meget.

Men bogen er en satirisk overdrivelse. Litterært kan det være et problem, men du kan ikke rimeligvis kritisere George Orwells ‘Animal Farm’ på baggrund af at den er en urealistisk beskrivelse af livet på en bondegård. Selvfølgelig er Eggers ikke ude på at skildre den sociale, digitale verdens kompleksitet. Han tager dens værste sider og den mest problematiske tankegods; forstørrer og fremskriver dem nådesløst. Han viser deres fascistiske potentiale. Han overdriver så absolut, men hans beskrivelse af kronisk over-sharing, foragt for privatliv og det fladpandet kommercialiserede kredsløb af reviews, ratings og binære vurderinger af komplekse emner (liker du, eller liker du ikke) bør ramme læseren som et stød i maven.

‘The Circle’ er social media horror. Læs den før hjernevasken er komplet.

 

Facebook er demokratiets islagkage

“Facebook må reguleres” mente Politiken på lederplads den 13. juli i år. Det mener kommunistpartiet i Kina sikkert også, hvilket understreger ideens svaghed. Men regulering er heller ikke løsningen, for problemet med Facebook er os selv.

I kølvandet på Peter Øvig Knudsens nøgne hippier og deres omdiskuterede kollision med Facebooks bornerthed, har flere politikere raslet med sablerne. Facebook har for meget magt til at kunne eksistere uden regulering, hævdes det. Politikens lederskribent er enig og foreslår at sætte hårdt mod hårdt ved at trække anti-monopolbestemmelser af stalden.

Man kan diskutere, hvorvidt Facebook har et reelt monopol (jeg er skeptisk) men den diskussion vil jeg overlade til andre. Lad os i stedet se kort på det populære forslag om at overtale Facebook til at anlægge et mere europæisk perspektiv på verden.

For nu at gå direkte til elefanten i rummet: Facebook kommer ikke til at lægge Europæiske værdier om ytringsfrihed, her eksemplificeret med nøgne blomsterbørn, til grund for sine politikker. For så vil andre regioner (arabiske lande, asiatiske lande, afrikanske lande osv.) naturligvis også omgående spæne ned til postkassen med en lang række krav. Og disse krav vil i nogle tilfælde være modstridende. Det ville næppe fungere, og vi ville endda kun nå til dette punkt, hvis europæerne faktisk kunne blive enige. Men sydeuropæere har ikke helt samme frigjorte seksualmoral som danskerne.

På Facebook kan dit parforholdsstatus angives til “It’s complicated”. Det samme er jo ytringsfrihed, set fra Californien. For det er ikke mange måneder siden, at Facebook kom under kraftig beskydning for ikke at censurere. Forargelsen var nemlig massiv, da Facebook ikke umiddelbart mente, at de skulle fjerne en række kvindefjendske sider, der i nogle tilfælde forherligede voldtægt.

Hermed ikke sagt at man skal gå og have ondt af den lyseblå gigant. Man skal bare forstå, at interesserne er ekstremt mangfoldige og at Facebook netop er stort fordi tjenesten i en vis forstand orienterer sig i forhold til forargelsens laveste fællesnævner.

Men spørgsmålet er nu også, om den opblussede modvilje mod Facebook ikke drejer sig om noget helt andet end Peter Øvig og de europæiske frihedsidealer. Når danske politikere, som ofte selv har glæde af Facebook, kritiserer tjenesten giver de udtryk for det samme had-kærligheds-forhold som de fleste almindelige brugere lever med. Den glæde man kan føle ved en “like” eller en rosende kommentar er jo, for mange mennesker, forbundet med et mildt selvhad. Interaktionen virker overfladisk og vi ville ønske vi var mindre interesseret i konstant bekræftelse.

Denne følelse har en pendant i et lidt større perspektiv. Politikere ved godt, at man nok burde undgå Facebook. Man burde undgå at lade den offentlige debat foregå i profitorienterede amerikanske rammer, hvor enhver med respekt og interesse for klassisk privatliv med rette tager sig til hovedet. Det er blot så afsindigt nemt og effektivt, at man falder pladask for fristelsen. Facebook er som en islagkage. Du ved at du burde takke nej, men den står lige foran dig og den smager fantastisk.

Dialog og debat er glimrende. Men det vil aldrig få Facebook-ubehaget til at gå væk. For ubehaget handler om vores egen selvrespekt, og den kan nok så mange EU-høringer ikke gøre ret meget ved.

 

Facebook, psykopaterne og din plørefulde nevø

Nogle skyer Facebook som pesten. Andre deler hæmningsløst ud af personlige pinligheder, som var der ingen dag i morgen. Rækken af perspektiver på den slags adfærd er lang, men her er to vinkler du måske ikke har hørt før…

I den yderste udkant af kommunikationsteorien findes en håndfuld perspektiver, der henter inspiration fra en utraditionelle kant. De er inspireret af økonomisk tænkning, hvilket får dem til at klinge underligt atonalt i kommunikationsører. Atonale eller ej, jeg har i nyere tid hørt et par perspektiver på Facebookbrug som i det mindste er tankevækkende.

Er Facebookfravær et tegn på psykopati?

Amerikanske Mashable bragte for nogle uger siden en artikel med overskriften “Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath“. Ideen er at Facebooktilstedeværelse i så overvældende grad udgør normaladfærd, at fravær (i hvert fald i visse demografiske grupper) kan udlægges som et tegn på, at man har noget at skjule og/eller er psykisk afvigende.

Journalist og blogger Lars K. Jensen har skitseret debatten og kalder den grundlæggende præmis for skrupskør. Det kan man ikke fortænke ham i, men bag amatørpsykologien gemmer sig et interessant spørgsmål: Hvad signalerer Facebookfravær?
Hvis du – som jeg – ofte googler nye samarbejdspartnere osv. for hurtigt at få et indtryk af deres netværk og baggrund, er ikke-eksisterende Facebook/Twitter/LinkedIn-profil ikke bare et neutralt signal.

Økonomen Robert Frank (der har skrevet den glimrende “Passions Within Reason”) taler om et “full disclosure principle” i kommunikation. Tanken er, at dersom nogen ser en fordel i at kommunikere besiddelse af en given “egenskab”, så kan den der mangler denne egenskab ikke bare tie om denne mangel (der er flere nuancer, læs selv Frank). Et eksempel: Forestil dig en række jobsamtaler hos en arbejdsgiver, der meget nødigt vil ansatte en gravid medarbejder. Her kan man godt have en regel, der forbyder arbejdsgiveren at spørge til dette forhold, men ikke-gravide ansøgere kan se en fordel i at understrege, at de ikke har planer om familieforøgelse i nær fremtid. Hermed bliver ikke-kommunikation om dette emne et potentielt uheldigt signal.

I den optik kan fravær fra de sociale medier måske og af nogle tolkes som et signal om, at man ikke har noget fordelagtigt at dele (ligesom andre selvfølgelig vil kunne tolke det i alle mulige andre, ofte positive, retninger).

Dette forstærkes af et forhold ved de sociale medier, som ofte undervurderes: Du har netop ikke fuld kontrol over dine signaler. Facebook, Twitter og LinkedIn tilbyder dig en vis, men ikke fuld, kontrol over din profils “udsagn”. På Facebook og LinkedIn skal dine “venner” bekræfte at I er venner (og på LinkedIn vil mange arbejdsgivere sikkert tage affære, hvis du hævder at have haft stillinger du ikke har haft) og på Twitter skal du gøre dig fortjent til følgere.

Evolutionsbiologen Amotz Zahavi (og evolutionsbiologi og økonomi har mange ligheder i denne sammenhæng) taler om “ærlige signaler”; signaler du ikke kan kontrollere og som derfor er troværdige. Dit netværk på de sociale medier er i høj grad et sådant ærligt signal, det kan (stort set) ikke fakes.

Der er selvfølgelig ingen som helst nødvendig sammenhæng mellem fravær på sociale medier og fravær af netværk, men der er i hvert fald en klar sammenhæng mellem dit LinkedIn-netværk og dit faktiske netværk.

Plørestiv af frygt for fremtiden

I den diametralt modsatte ende af spektret finder vi teenagere, der, tilsyneladende uden tanke for fremtiden, poster afslørende, pinlige, småpornografiske detaljer til offentligt skue. Vi voksne ved bedre: Den slags er jo konsekvensen af barnlig kortsigtethed, thi potentielle arbejdsgivere vil jo finde disse udgydelser og straks stemple staklerne som utroværdige festaber.

Men man kan faktisk tænke sig, at denne adfærd er alt andet end kortsigtet. Judith Donath, medieforsker ved Harvard og MIT, luftede nemlig i sin keynote ved New Media Days i 2010 en alternativ udlægning: Teenagerens hæmningsløse selvudstilling kan være en “commitment-strategi”.

Lad os tage det klassiske eksempel på en sådan: Oddyseus var bange for at blive fristet af sirenerne og lod sig derfor binde til masten. Altså: Oddyseus frygtede, at hans fremtidige præferencer ville adskille sig fra hans nuværende. Og måske er det også det teenagerne tænker? Måske frygter de (på et eller andet plan) at deres fremtidige jeg vil ønske sig et kedeligt kontorjob? Måske er overgearede festbilleder et forsøg på at fratage ens fremtidige jeg visse (set fra nutiden: ubehagelige) handlemuligheder.

Strategi skal her naturligvis ikke forstås som en bevidst, cerebral øvelse. Mere som et delvist instinktivt respons til de voksnes: “Pas nu på dit online-omdømme – ellers bliver du aldrig ligesom os!”.

Jeg gad godt grave mig ned i begge perspektiver – og i “økonomiske” vinkler på kommunikation mere generelt. Sig til hvis du vil sponsorere et lille års forskning :-)

Test dig selv: Er du voksen?

Aldrig har der været en bedre tid for kæmpeidioter. Den digitale virkelighed stiller uhørt monumentale krav til din impulskontrol, og skal du klare dig helskindet igennem fristelserne, så må du hellere binde dig til masten.

For godt ti år siden skrev jeg mit speciale. I en periode cyklede jeg hver dag gennem byen for at slå mig ned på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg klappede min bærbare op; en maskine, der svarer til en moderne Macbook lidt ligesom en storskraldscontainer svarer til en klinik-hvid Vipp-spand.

Cyberspace? Det havde man skam, og det foregik stående foran en af fire gavmildt opstillede terminaler udstyret med Netscape 4.1, en uskøn browser, der allerede dengang var et metaltræt blast from the past.

For mig var det et fuldstændig perfekt miljø for produktivitet.

Jeg kunne gå online, men det var ved gud ikke noget jeg gjorde for sjov. Det var lige præcis så tilpas besværligt, at det aldrig blev en impulsiv handling – det krævede tid og kræfter hver gang.

Netscape 4. Grim, besværlig og et glimrende værn mod fristelser.

Jeg tænker nogle gange, at jeg aldrig ville have klaret mig igennem gymnasiet, hvis jeg havde haft en nutidig computer.

Den amerikanske teknologitænker David Weinberger ynder at sige, at vi lever i den bedste tid til at være informationssøger og den bedste tid til at være en komplet idiot. Weinberger hentyder til, at vi på nettet har adgang til “fakta” som aldrig, aldrig ville have klaret sig igennem klassisk præfiltrering, altså kvalitetskontrol der i printkulturen afgjorde om noget var udgivelsesværdigt.

Men idiotien truer også fra en anden kant. It-iværksætteren Clay Johnson påpegede for nylig, at vi har sat vores generations skarpeste hjerner til at designe tjenester og værktøjer som, i praksis, gør alt hvad de kan for at gøre os til overfladiske tåber. Facebook, Twitter, Google, dit emailprogram, din RSS-læser og din smartphone vil så umådeligt gerne i kontakt med dig, hvilket de ikke overser nogen chance for at fortælle dig.

Og selvom du skulle følge Johnsons råd og eliminere de omsiggribende notifikationer, lurer fristelserne jo lige bag det aktuelle skærmvindue. Måske har jeg ingen rygrad, men når jeg sidder ved en computer føler jeg at min præfrontale cortex (som spiller en central rolle i impulskontrol) skal råbe temmelig højt for at overdøve de små mænd i mit hovede, der liiige gerne vil se om der er nogle spændende røde tal på Facebook, interessante links på Twitter eller nyt på netaviserne.

Netop derfor elsker jeg min Kindle og dens nærmest steampunkagtige e-ink: Den kan stort set intet. Jeg identificerer mig fuldstændig med de personer, der i en New York Times-artikel sammenlignede boglæsning på en tablet med madlavning med småbørn i køkkenet (temmelig besværligt og kødsovsen brænder altid på). Med min Kindle tier stemmerne stille og jeg kan faktisk koncentrere mig.

E-reader. Dens bedste feature er at den stort set ingenting kan.

Vil det så sige, at det er en god ide at gøre en indsats for at begrænse sine egne valgmuligheder?

Selvfølgelig er det det.

Og det er jo en strategi med en ædel slægtstavle. Da Odysseus krydsede rastløst rundt i det græske øhav blev han lidt bekymret for sin egen evne til at modstå sirenernes lokkende sang. Så han lod sig binde til masten og proppede bivoks i mandskabets ører – så de ikke kunne høre hverken sirenerne eller deres kaptajn, hvis han skulle skifte mening (hvilket han selvfølgelig gjorde: “…jeg følte i hjertet lyst til at lytte og bød med blikke og nik mine svende slippe mig løs.”).

Teknikken er jo også hyppigt anvendt blandt folk som ønsker at kvitte smøgerne, den usunde mad eller overforbruget: Undgå fristelsen; giv din hjernes eksekutivfunktion tid til at protestere. Frys eventuelt kreditkortet inde i en stor klump is.

I den økonomiske spilteori er udryddelsen af egen fremtidige valgmuligheder et hyppigt tema. I mange situationer har du lyst til at holde så mange muligheder åbne som muligt, men der er markante undtagelser. Det klassiske eksempel er “The Chicken Game”: To biler kører lige mod hinanden, og den chauffør, der først drejer har tabt. Hvad gør du? Flå rattet af og kast det ud af vinduet, idet du sikrer dig at modstanderen ser det (okay, det er ikke vildt nemt at flå et rat af, men du forstår princippet). En anden klassiker er “The Kidnapper Game”: Din kidnapper – hvis ansigt du har set – vil sådan set gerne lade dig gå, men kun hvis du kan garantere, at du ikke vil angive ham til politiet. Her er det i din interesse at afskære dig selv fra muligheden for at gå til politiet i fremtiden…

Stoler du ikke på dig selv om morgenen? There’s a gadget for that. Helikoptervækkeuret flyver op under loftet og stopper først når du har bevist at du står op.

Hvis du synes om den tankegang, så tænk på Odysseus og sirenerne sådan her: Odysseus forventer at være i interessekonflikt med sit fremtidige jeg. Han forventer at hans fremtidige jeg vil have anderledes præferencer (glem hende Penelope, giv mig sirenerne) og ønsker at undgå konsekvensen ved at fratage Fremtids-Odysseus visse handlemuligheder.

Vi gør det hele tiden, i stor og lille skala. Hvis ikke jeg kender dig og alligevel stoler på, at du opfører dig som nogenlunde fornuftig samfundsborger er det delvist fordi vi sammen accepterer og støtter et system (retsstaten), der begrænser vores handlerum (og gør det nogenlunde attraktivt at opføre sig ordentligt).

Og de hårdest ramte (og mest selvindsigtsfulde) gør det foran skærmen. For vores utro opmærksomhed har affødt en hel lille industri af af selvbegrænsningssoftware. Fristet over evne? For kun 10 USD kan du få adgang til programmet Freedom, et værktøj som kan én ting: Spærre din dyrt betalte internetforbindelse. Yep, først betaler du for adgang til nettet og så betaler du for at få den spærret. Freedom var navnet; du bliver fri ved at begrænse dig selv. StayFocusd, en add-on til Chrome, gør noget lignende.

Græske søfarere, macho-dødslege og askese-software… hvad var det nu problemet var? Først og fremmest bør det måske nævnes at der, helt overordnet, ikke er grund til pessimisme. Som Weinberger understreger, har der aldrig været en bedre tid for informationssøgere. Det digitale overflødighedshorn gør os i stand til at udnytte vores sparsomme tid optimalt: Vi kan bade i en flod af de ypperste medieprodukter, indgå i voldsomt givtige faglige netværk på Twitter, finde ny bolig (og fede cupkageopskrifter) på Facebook.

Problemet er, at vi lever i en kagebutik. Din bippende smartphone er som et stykke friskbagt hindbærtærte. Hvad siger du? Du har kontrol over det? Fint, så er du sikkert også en af dem, der er normalvægtig, har kvittet smøgerne og løber til arbejde. Hallelujah. Men for det første har ikke alle selvkontrol i samme mængder, og for det andet har du jo formentlig netop sørget for ikke at omgive dig med slik og cigaretter. Da jeg underviste it-studerende var jeg meget eksplicit på ét punkt: Jeg nægtede at undervise i et computerlokale. Maskinernes blotte tilstedeværelse nedsatte koncentrationsniveauet betydeligt.

God gammeldags, dødkedelig selvkontrol kommer til at adskille de produktive fra de overfladiske. Ikke i et en-til-en-forhold naturligvis; Twitter i arbejdstiden er ikke vejen til fortabelse. Men manglende mådehold i forhold til fristelsen til at multitaske er, hvis du skal præstere noget større og sammenhængende, det rene gift. Computere i folkeskolens klasseværelser? Really? Jojo, jeg forstår godt, at computere kan en helt masse vigtigt og spændende.

Det er jo lige præcis det, der er problemet.

Læs også

Facebook: Vi er blevet hypersociale

Analyse bragt i Politiken 18/11-2007

Af Jonas Heide Smith

Et bemærkelsesværdigt antal danskere tilmelder sig hver dag den sociale internettjeneste Facebook.

Tjenesten, der har over 50 millioner medlemmer på verdensplan, har på det seneste udvist vækstrater, der har sendt den til tops på oversigter over de største netværkstjenester i den vestlige verden. Men hvorfor er amerikanske Facebook så meget mere populær end de fleste konkurrenter? Og hvad er det i det hele taget, der i skrivende stund har motiveret, rundt regnet, 145.000 danskere til at tilmelde sig?

Lad os allerførst se på, hvordan tjenester som Facebook overhovedet fungerer. Typisk er de organiseret omkring brugernes profilsider, der i udgangspunktet indeholder brugerens grundlæggende demografiske data. Brugeren angiver, hvilke af systemets brugere vedkommende betragter som ’venner’, og knytter derved sin profil til disse venners profiler. Venner kan interagere med hinanden på flere måder. De kan skrive løst og fast på hinandens profilsider, publicere information om sig selv, som venner kan læse og kommentere, samt anvende særlige funktioner, der f.eks. tillader venner at spille små spil sammen, sammenligne filmsmag eller sende virtuelle gaver til hinanden.

Her er en vigtig ingrediens i Facebooks succesopskrift. Ved at åbne for, at andre virksomheder kan bygge små programmer, som Facebook-brugere frit kan forlyste sig med, har man åbnet for en kreativ gavebod af sjove, nyttige, tankevækkende og selvfølgelig til tider overflødige småtjenester, som brugerne kan boltre sig iblandt. Der er p.t. over 8.000 sådanne tilbud.

ET ANDET element i succesen er historisk. Facebook startede som en kommunikationsplatform for studerende ved Harvard College og udvidede kun gradvist til andre universiteter og siden til hele verden. Hermed fik man funktionaliteten på plads, mens man endnu havde en begrænset og velvillig brugergruppe, og man fik etableret en konstruktiv kultur på tjenesten, før man lukkede gud og hvermand indenfor. Idéen om at koble studerende fra samme årgang eller studium sammen er stadigvæk central på tjenesten og fungerer antageligt som indledende incitament for mange. Endelig tæller det naturligvis til Facebooks fordel, at man har kunnet lade sig inspirere af tidligere tjenester som Friendster og My-Space.

MEN HVAD ER DET SÅ, der får de ca. 145.000 danskere, og de 50 millioner andre brugere, til at skrive små beskeder på hinandens profiler og sende virtuelle drinks rundt i endeløse baner? Hvor får de tiden fra, og kunne de ikke bruge den bedre, f.eks. ved at læse bøger, lave lektier eller mødes på god gammeldags face to face-maner? Noget dybt og entydigt svar finder vi ikke i internetforskningen. Men der er formentlig tale om i hvert fald fire overordnede motivationstyper.

For det første er deltagelse for nogle ganske enkelt en forudsætning for at deltage i det sociale liv. Internetforskeren Danah Boyd nævner, at på spørgsmålet om, hvorfor de deltager på MySpace, svarer mange teenagere: »Fordi det er der, mine venner er«. Denne årsag kan vi kalde for ’social nødvendighed’.

En anden motivationsfaktor, der måske især er væsentlig for børn og unge, er muligheden for at eksperimentere med sin selvfremstilling. Man har på tjenester som Facebook og MySpace udstrakte muligheder for at fremstille sig selv, som man ønsker, og i øvrigt eksperimentere med social interaktion i relativt trygge omgivelser. Denne årsag til brug af tjenester som Facebook kan vi kalde ’identitetsudvikling’.

Den tredje forklaring er mere jordnær: Mange melder sig til af nysgerrighed. Mange danske brugere er tilmeldt Facebooks Danmark-netværk, og nogle placerer en kort besked på netværkets fælles opslagstavle. Et par af de nyeste lyder »Hvad sker der mon herinde.. :-)«, »Heya.. Nyt kød på markedet… HJÆÆÆLP…« og »Hejsa. Så er jeg også kommet her ind på Facebook.!! he he – Nu må vi se hva det bringer…«. Disse brugeres interesse er formentlig mestendels blevet vækket af den omfattende omtale i medierne. Der er tale om »bekymret nysgerrighed«.

Den fjerde forklaring er af samme banale kaliber, men bør ikke glemmes. Facebook fungerer som en dynamisk og levende telefonbog og hjælper brugere med at opretholde kontakt med hinanden på det ønskede niveau. Og tjenesten kan hjælpe med at organisere hverdagsaktiviteter blandt folk, der kender hinanden i forvejen. Her har vi at gøre med udsigt til ’praktisk hjælp’.

FLERE UNDERSØGELSER viser, at Facebook-brugere er langt mere optaget af at koble sig sammen med personer, de allerede kender, end af at møde fremmede. Så selv om det måske er mere interessant at tale om identitetsafprøvning, kan der faktisk være helt lavpraktiske årsager til at anvende sociale nettjenester. Dette faktum understreger noget meget centralt. Tror man, at Facebook-brugere forsømmer deres ’virkelige’ sociale liv til fordel for overfladisk placebo-interaktion, tager man grundigt fejl. Brugere af sociale nettjenester bygger, generelt set, et ekstra socialt lag oven på deres eksisterende forbindelser. De 130.000 danske Facebook-medlemmer konstruerer en social tillægsvirkelighed, der eksisterer parallelt – og med komplekse forbindelser – til den virkelighed, andre tager del i på arbejdspladser, i skoler og foreninger.

DER ER SÅLEDES ingen fare for, at sociale nettjenester fremelsker asociale karaktertræk og lokker folk til at flygte fra det sociale liv. Hvis man ønsker at bekymre sig, bør man måske snarere overveje, om det sociale liv ikke kan tage overhånd. Hvis man bruger al sin tid på at opbygge og pleje forbindelser og offentliggøre sine vurderinger af dette og hint, hvordan skal man så få de oplevelser og opnå den viden, som netværket netop kunne have glæde af? Spørg ikke mig, jeg skal ind og tjekke, om mine venner har fået nye venner.