Kære 2011, jeg kunne lide dig! Selvom du – og det mener jeg ikke som en kritik af dig personligt – var underligt kort og hektisk. Mine personlige bedrifter stod liiidt i skyggen af at verdenshistorien syntes at rykke op i femte gear, men for the record nåede jeg faktisk at…
- Skifte job. Efter 3 år på det dejlige, kongelige danske Filminstitut startede jeg som online kommunikationsspecialist hos Egmont i august. Hvis det lyder abstrakt, så betyder det at jeg står for koncernens eksterne, digitale kommunikation. Hmm.. hjalp det?
- Læse et par bøger. Min Kindle og jeg er blevet nære venner. Det hjalp mig til bl.a. at få læst A Game of Thrones (god), The Fear Index (dårlig), Shutter Island (strålende), The Call of Cthulhu and Other Weird Stories (fantastisk) og Freedom (strålende).
- Aflevere et bogmanuskript. Med mine gode kumpaner Susana Tosca og Simon Egenfeldt-Nielsen og nogle meget lange aftener lykkedes det at frembringe manuskriptet til anden udgave af vores spilgrundbog Understanding Video Games. Godt kæmpet, amigos.
- Skrive et par tekster. Jeg udbredte mig om Wordfeud hos Kommunikationsforum og fik formuleret et par tanker om computerspil og fantasy i Kritik.
- Spille en del Wordfeud. I ved selv hvem I er, ordnørder.
- Få taget backup. Måske et museskridt for menneskeheden, men endelig ligger mine mange års digitale billeder trygt på en vestamerikansk, jordskælvssikret superserver. Tak, Crashplan.
- Få fisket i en svensk sø. Der er bare pokkers pittoresk i Småland.
- Få hørt musik af nyere dato. Spotify er stadig min livline til tilnærmelsesvist nutidige toner. Jeg husker især at have arbejdet en del til Mélanie Laurent, Michael Møller og Kate Bush,
Med året således reduceret til narcissistiske bullets – rigtig godt nytår til jer alle sammen.