10 tips til det selskabelige museum

Bragt i tidsskriftet Danske Museer, december 2019.

Hverdagen er travl, opgaverne er legio, og den nye udstilling åbner i morgen. Hvordan skal man dog få museet til at stråle på de sociale medier?

At skabe sublimt indhold og en vidunderlig varm stemning på museets sociale medier er egentlig nemt: Man skal blot udvikle indhold, der flugter elegant med museets strategi, er smukt produceret, skrevet med et kærligt glimt i øjet, som både tager gamle og nye brugergrupper i hånden, og som vækker oprigtig begejstring. Og så skal man være i konstant øjenhøjde og indgå i vidende, favnende og konstruktiv dialog med høj som lav, mens man live-transmitterer en åbningstale med den anden hånd. Det skal man så gøre på Facebook, Instagram, Google Business, TripAdvisor og Twitter, mens man aktivt fortrænger, at museets Wikipedia-side trænger til en yderst kærlig hånd.

Det siger sig selv, at museer ikke altid er sublime på de sociale medier. Den gode (eller dårlige, om man vil) nyhed er, at ingen altid er sublime. En anden trøst er, at der heldigvis findes teknikker og principper, som gør det hele nemmere. Nedenfor giver jeg derfor 10 gode råd til, hvordan man kan arbejde med museets sociale platforme. Listen er langtfra udtømmende. Til gengæld har jeg sigtet efter midten af abstraktionsstigen: Vi skal ikke tale om det minutiøse som f.eks. “sådan beskærer du et billede”, “brug aldrig repost-apps på Instagram” eller det overordnede som “sådan sikrer du sammenhæng mellem museets strategier” og “sådan bør du rapportere til direktionen”. I stedet skal vi holde os til anbefalinger, der gør den SoMe-ansvarliges arbejde både sjovere og mere effektivt.

1: Vær et menneske

Det måske allervigtigste (og oftest ignorerede) råd går på at undgå den planlagte, strategiske og institutionelle tone. Sagt på en anden måde: SoMe-indhold skal altid inspirere – ikke informere. Jeres SoMe-profil er ikke et nyhedsbrev, og den er slet ikke en pressemeddelelse. Husk begejstring og aktualitet, og drop det formelle og overdrevent velforberedte. Husk, at der vil være et konstant pres fra dine omgivelser til at glemme dette råd. Stå imod. Drop fodnoterne, og vis, at dit museum også er et slags menneske. Det handler bestemt ikke om at være sløset eller kikset, men om at være en engageret og underholdende stemme i det store indholdshav.

2: Producér meget indhold

Indsaml så meget indhold, du kan, og vælg 90 % fra. Tag altid mindst 20 billeder af alting, så bliver et af dem sikkert skarpt, sjovt og velkomponeret. I en digital verden bruger man sin tid på post-produktion og sletning, ikke på planlægning og forudgående bekymring. Og husk de ord, der ofte tillægges Hemingway: “Det første udkast til hvad som helst er altid noget møg.”

3: Fastlæg formater

Sørg for at udvikle 5-10 indholdsgenrer (udstillingsåbningen, video-interviewet, samlings-formidlingsopslaget…), og sørg så for at kunne dem på fingerspidserne. Fotografer folk samme sted, hav formater at falde tilbage på, hvis du mangler indhold. At ville starte forfra hver gang er forbilledligt, men voldsomt ineffektivt

4: Producér tværmedialt

Når du alligevel er i gang, så sørg altid for at producere indhold, der kan bruges på tværs af platforme. Tag et vertikalt foto, hver gang du tager et horisontalt. Optager du video, så optag også altid en lille stump, der kan bruge på en Instagram-story. Tag altid et foto af, at du optager video. På denne måde får du flere nedslagsmuligheder for hver historie

5: Respektér platform og algoritme

Hvis din strategi handler om konkrete medieformater, så er den for specifik. SoMe-platformenes algoritmer bestemmer, hvilke typer indhold der virker. Lad være med at slås med dem. Dine budskaber handler ikke om tekst, foto eller video, men om indhold. Hvis Facebook pludselig elsker video, så lav da endelig video. Vælg dine kampe med omhu.

6: Vær aktuel

Den nemmeste (og mest ufarlige) måde at virke levende og dynamisk på er at være aktuel. Bind dine opslag op på aktuelle begivenheder. Undtagelse: Tal kun meget sjældent om vejret. Vejret er det nemmeste, mest fristende og ukontroversielle samtaleemne og derfor selvsagt også det mindst interessante. Vejret er nødt til at være sidste udvej.

7: Kommunikér i lag

Vi står alle med et dilemma: Skal vi kommunikere til museets faste venner, eller skal vi inkludere nye målgrupper og dermed risikere at virke kedelige og overforklarende for de indviede? Det er vigtigt at opløse dette dilemma. Det gøres ved at kommunikere i lag: ved at tale klart, men også belønne det faste publikum med et lille vink eller en indforstået reference. Princippet om at ’dobbeltkommunikere’ kender du fra børnefilm: Shrek er sjov for både børn og voksne, Teletubbies er ikke.

8: Tænk altid kun på brugeren

Museets følgere har generøst tilladt jer at bo fast i deres lomme. De giver jer venligt deres knappe opmærksomhed helt gratis, og det bør afføde ydmyghed og bevidstheden om, at I skylder dem omhu og et højt ambitionsniveau. Alt indhold skal ikke være sublimt, men alt skal være helt i orden. Og en af SoMe-personens vigtigste opgaver er at sige nej til resten af museet. SoMe-kommunikationen er altid til følgerne og aldrig – eller kun helt sekundært – til politikere, fonde, advisory boards eller til museets ledelse. Når du poster om, at nogen har holdt et Powerpoint-oplæg på museet, så ved du, at du har glemt dette råd

9: Køb ordentligt udstyr

I har brug for et minimum af udstyr, især et ordentligt kamera ­– eventuelt blot en telefon af nyere dato – samt fornuftig software til efter-redigering. Det er voldsomt banalt, men ikke desto mindre vigtigt at huske. Uskarpe billeder betyder ligesom uskarp tekst, at I ikke tager relationen til brugeren alvorligt

10: Brug gæsterne

Er I så heldige at have flotte objekter og/eller flotte omgivelser, så invitér endelig gæsterne med ind i kommunikationen. Gæster producerer indhold, som det er selvundergravende ikke at genanvende på jeres egne kanaler, f.eks. som stories på Instagram. Inspirér til fotografering via jeres egne billeder, og fortæl endelig gæsterne, hvis I har en liberal fotopolitik på museet.

Den frie kulturarv har ikke mange venner i verden

Kommentar bragt i Politiken, 15/9-2019.

Hvert år overgår vigtig dansk kulturarv til frit fælleseje. Men vi fejrer det aldrig. Ja, tør vi overhovedet tale om det?

I dansk lov har vi to meget fine principper, men det er ofte kun det ene vi taler om, mens vi går i en lidt blufærdig bue udenom det andet.

Når en borger som du eller jeg udfører et stykke kreativt arbejde, så sikrer samfundet vores ret til at bestemme over dette arbejde. Når du komponerer en popsang, skriver et digt eller redigerer en lille film sammen på din mobiltelefon så får du – med det samme og ganske automatisk – retten til at bestemme over dit “værk”.

Men kun i et vist tidsrum. Og her kommer vi til det andet princip. På et tidspunkt ophører din eneret og dit værk overgår til fællesskabet. Det placeres, om man vil, i den store fælles pulje af kulturarv som vi alle frit og ubegrænset kan bruge nøjagtigt som vi vil. Og hvilket tidspunkt er det så? Det ved vi meget præcist: Eneretten til en kreativ frembringelse bortfalder ved midnat nytårsaften i det halvfjerdsindstyvende år efter ophavsmandens død. Stedet hvor værket herefter bor har ikke et godt dansk navn, men omtales ofte som “public domain”.

At fastsætte tidspunktet er simpelt. Alt andet omkring ophavsret er kompliceret. Hvorfor 70 år? Hvad er egentlig et værk (En SMS? En krusedulle på en post-it-seddel? Et fotografi af et andet fotografi?). Hvorfor overhovedet beskytte? Og hvorfor overhovedet ophæve beskyttelsen?Det er meget svært at besvare disse spørgsmål med henvisning til alment accepterede principper. Ophavsret er en sprængfarlig blanding af idealer, mere praktiske hensyn og temmeligt tvivlsomme definitioner. Læg hertil en stor bunke penge, og du har opskriften på det man kun med en yderst pæn omskrivning kunne kalde en “intens diskussion”.

Lad mig alligevel, midt i alle disse modsatrettede idealer, prøve at forklare, hvorfor den frie, fælles kulturarv er en utroligt god ide. Lad mig også illustrere, hvordan den desværre er under løbende angreb.

Hvorfor skal kulturarven være fri?

At have en pulje af fri kulturarv har altid været en god ide. H.C. Andersens eventyr, Søren Kierkegaards tekster, Vilhelm Hammershøis malerier og Carl Nielsens symfonier er for længst overgået til fællesskabet. Altså står det enhver frit for at gendigte, at filmatisere deres værker eller udgive dem i helt nye formater. Det står også enhver skolelærer, gymnasielærer eller universitetsunderviser frit for at fremvise og anvende dem i undervisningen. Og det står enhver skoleelev frit for at inkludere gengivelser af Hammershøis, P.S. Krøyers eller Anna Anchers malerier i sine skoleopgaver. Dette har været en god ide længe. Men i en digital tidsalder bliver det særligt meningsfuldt, da almindelige menneskers mulighed for at fremstille værker og udgive dem er vokset eksponentielt. De muligheder for at publicere tekster, billeder og video som før kun var kapitalstærke mediehuse forundt er i 2019 tilgængelige for helt gennemsnitlige danske børn. Der fremsøges, videreformidles, deles og gen-anvendes simpelthen i hidtil uset grad.

Hver nytårsaften udvides puljen af frit anvendelig dansk kulturarv som med et trylleslag kl. 24. Hver gang underbygger, forstærker og forbedrer vi øjeblikkeligt dette (delvist nye) kredsløb. Og dette er ikke kun fordelagtigt for individuelle borgere. Hver gang udvides de danske kulturinstitutioners muligheder for at formidle kulturen – de bliver med andre ord bedre i stand til at udføre deres job. Kunstmuseer kan formidle deres samlinger frit, og danskerne kan dermed få nemmere adgang til kulturarven.

Men… for der er et “men”. Hvis det er så rosenrødt, hvorfor fejrer kulturpolitikere, museer og kulturglade borgere så ikke denne årlige begivenhed, mens de alligevel svinger champagneglasset? Nok fordi det (også) er et minefelt. Stærke, kommercielle kræfter trækker i den anden retning. Organiserede rettighedshavere udøver målrettet lobbyisme for at udvide ophavsretten og undgå åbenhed. En ting er vigtig at pointere her: At organisationer lobbyer for deres medlemmers interesser er absolut legitimt. Hvis man er Disney vil man gerne fortsat tjene penge på Mickey Mouse. Hvis man er sat i verden for at sikre forfattere bedst mulige indtjeningsmuligheder, så synes man næsten per definition, at ophavsretten bør være både robust og langvarig.

Problemet er ikke, at de professionelle rettighedshavere er velorganiserede. Problemet er at diskussionens “anden side”, altså brugerne og kulturformidlerne er totalt uorganiserede og endda ofte internt splittede.

Lad mig give to eksempler fra den forløbne sommer.

Det første handler om en uskøn disputs mellem den amerikanske designer Cosmo Wenman og Baltimore Museum of Art (BMA). En disputs som nåede helt til den franske regering, før den endelig blev afklaret.

I 2014 havde BMA proklameret, at de ville 3D-scanne deres eksemplar af Auguste Rodins ‘Grubleren’ og dele denne scanning med verden. Rodin døde i 1917 og ‘Grubleren’ er således uden for ophavsret.

Wenman ville gerne bruge denne scanning og spurgte derfor, tre år senere, hvor den blev af. Dette medførte en lang og ordrig email-diskussion, som endte med at BMA ikke ville frigive scanningen medmindre det parisiske Rodin-museum godkendte det. Dette startede en ny ord-krig, denne gang på tværs af Atlanten. Til sidst henviste Rodin-museet til det franske Kulturministerium og da Wenman fortsatte sit pres, afgjorde en fransk regeringsinstans til allersidst – to år efter den første email – at Rodin-museet ikke kunne undlade at udlevere deres scanninger. Det er dog endnu ikke sket. Pointen med denne historie er vel, at ikke engang kulturinstitutioner per automatik støtter fri og åben kulturarv.

Midt under Wenmans kamp om ‘Grubleren’ vedtog EU et meget omdiskuteret nyt ophavsretsdirektiv. Den komplekse lovtekst kan udlægges på mange måder, men på mange områder var den en sejr for klassiske rettighedshavere, altså film-, forlags- og musikbranchen med flere.

Ét åbenhedstiltag nåede dog med: princippet om at direkte gengivelser af ophavsretsfrie værker også selv er ophavsretsfrie. Et eksempel: Hvis jeg, uden at tilføje et kreativt element, tager et foto af et Hammershøi-maleri, så er dette foto ikke beskyttet af ophavsret. Det lyder måske beskedent, men det vil faktisk være af stor betydning for kulturformidlere og vil frigive en masse ressourcer til puljen af fri kulturarv. Dog er CEPIC, som organiserer 600 europæiske foto-agenturer, rasende. Organisationen advarer kraftigt mod dette tiltag i en pressemeddelelse, sætter “åbenhed” i tykke gåseøjne og advarer om, at det hele må skyldes lyssky lobbyvirksomhed fra amerikanske tech-giganter. En usædvanligt krigerisk og meget tvivlsom udmelding, som selvsagt har et klart formål: At skræmme alle politikere, der i disse år skal implementere det nye direktiv i national lov, væk fra åbenhedsprincippet.

Hvem diskuterer offentligt med CEPIC og ligesindede? Tja, hvis du støder på nogen, så giv mig gerne et praj.

Nej, den frie fælles kulturarv har næsten ingen venner. Men er det ikke på tide, at vi slår et slag for den kulturelle fælled? At kulturbranchen husker at fejre og støtte fri adgang til kulturen? At kulturpolitikere husker den frie kultur i deres nytårstaler? Og at vi som borgere husker at glæde os, hver gang den frit tilgængelige del af vores fælles kulturarv bliver en lille smule større?

Skærmangst: Lad os lige tage en dyb indånding – irrationel modvilje mod unges socialitet er og bliver en dårlig idé

Kommentar bragt i Politiken, 30/6-2019.

Pludselig synes vi, at computerspil skaber afhængighed og at mobiltelefonen er roden til alt ondt. Et bekvemt verdensbillede, men måske også lige lovligt bekvemt.

I filmen South Park føler beboerne i en lille amerikansk by behov for at placere den samlede, kollektive skyld for alle deres problemer og bryder spontant ud i fællessangen “Blame Canada!”.

For øjeblikket er vi på vej ad samme rute. Vi har fundet en taknemmelig, universel forklaringsmodel for en lang række problemer, og den forklaringsmodel hedder digitale medier og disse mediers budbringer: mobiltelefonen.

Et par eksempler.

Den 25. maj valgte verdenssundhedsorganisationen WHO at indføre diagnosen computerspilafhængighed. Med andre ord: Computerspil skal nu opfattes som et potentielt skadeligt fænomen, noget der kan skade os ved at fange os i et afhængighedsforhold.

Det er på mange måder bizart. Eller rettere: Det er forventeligt, eftersom der i årtier har været kræfter, der arbejdede på dette resultat. For afhængighedsspøgelset har jo altid kredset om nye medier og andre kulturelle fænomener med særlig appel til unge. Grupper i samfundet har jo altid arbejdet for statslig regulering og lobbyet for nye diagnoser uanset om problemet hed serielitteratur, radiospil, fjernsyn, jazz-musik, rock-musik, tegneserier, horror-film, eller rollespil. Det eneste nye under solen er, at diagnoselobbyen faktisk har haft held med deres forehavende. Skærme har simpelthen dårlig presse nu om dage.

Det stod soleklart i denne uge, hvor forskere fra Syddansk Universitet udgang en rapport om “Det aktive frikvarter”. Her beskrives udfordringer i forhold til indretning og dårligt vejr. Faktisk opremser forskerne 26 anbefalinger, hvoraf én handler om telefoner. Hos TV 2 bliver det til “Forskere: Konfisker mobilen og send eleverne ud at lege”. Hos videnskab.dk bliver det “Forskere opfordrer: Stram reglerne for brug af mobiltelefoner i frikvartererne”, en formulering som Syddansk Universitet utroligt nok selv vælger at gentage på Twitter akkompagneret af en telefon-GIF.Vi er midt i en gigantisk kulturel ko-vending, når det gælder digital teknologi. Vores forhold til Silicon Valley og al dens væsen er ramt af akut, chok-agtig nedkøling. Tech-bekymrede bøger lander i en lind strøm, sociale medier beskrives nu – uden videre argumentation – som demokratiundergravende, algoritmer (som nok er et af debattens mest misbrugte begreber) er pludselig en mystisk, odiøs størrelse, der kan beskyldes for det meste. Vi taler om overvågningskapitalisme, onlineradikalisering og YouTube som Hadets Megafon. De radikalt nye vinde har for længst forplantet sig til det politiske niveau. EU’s persondataforordning GDPR var (blandt andet) et forsøg på en radikal stramning af de fritflydende datastrømme. Og EU’s ophavsretsdirektiv fra marts i år var en spand koldt vand i hovedet på dele af tech-branchen. Igen: Intet nyt ved at traditionelle medier og rettighedshavere nærede dette ønske ved deres bryst. Det nye var, at deres ønske pludselig havde gennemslagskraft. At internetvirksomhedernes karma pludselig var så tyndslidt at deres analoge modstandere kunne vinde episke slag til udbredt jubel.

Så hvor står vi? Hvis vores samlede kulturelle holdning til skærmteknologi er et pendul, så bevæger dette pendul sig tungt og pludseligt i en helt ny retning. Det er udmærket. Vi har i årtier indiskutabelt overvurderet en hel række aspekter af de nye teknologier og med næsten religiøs iver kastet os grådigt over alt fra disruption, over ‘big data’, digitale læremidler, gamification, ansigtsgenkendelse og til algoritmestyret politi- og domstolsarbejde. For et lige dele skarpsynet og tragikomisk portræt af denne iver, kan man læse Markus Bernsens glimrende “Danmark Distruptet – Tro, håb og tech-giganter” (Gyldendal, 2019).

Og lad endelig pendulet fortsætte, for vi har alvorligt brug for den nye tech-skepsis. Vi skal nemlig have dæmmet op for uhæmmet krænkelse af privatliv og alle de kafkaske situationer som ukritisk indførsel af algoritmer i den offentlige forvaltning kan medføre (og faktisk hele tiden medfører).

Beskat og opsplit endelig Facebook, Google og Amazon. Store, uklart regulerede monopoler har ingen af os glæde af, og de har alt for stor magt over os alle (uanset om vi er brugere eller ej). Og regulér endelig handel med vores personlige data i langt højere grad end det er tilfældet. Sæt en stopper for håbløse forretningsmodeller og drop benovelsen over for nye dimser, der lokker med at fjerne friktionen fra det sociale liv.

Men lad os også lige tage en dyb indånding. Kunstig intelligens i den offentlige forvaltning er ofte et syndigt rod, men skærmangst og irrationel modvilje mod unges socialitet er og bliver en dårlig ide.

Mobiltelefoner kan være til besvær og skabe både konflikt og distraktion. Men de kan som bekendt også bruges til at danne venskaber, planlægge legeaftaler og tilgå utrolige dele af menneskehedens samlede viden. Uanset hvad bekymringsindustrien altid mener, så ødelægger ny teknologi ikke vores børns hjerner eller gør dem til afstumpede voldsmænd. De animerede beboere i South Park kunne selvfølgelig ikke give Canada skylden for alle deres problemer, og det er værd at huske. Virkeligheden er kompleks, algoritmer er ikke altid onde og uanset hvor dårlige IT-beslutninger vi har taget som samfund, så er mobiltelefoner virkeligt mange forskellige ting på en gang.

Politikerne må vågne op og sætte klare grænser for den digitale overvågning

Kommentar bragt i Politiken, 13/1-2019.

Fordelene ved at lade os overvåge digitalt er nu så konkrete, at vi skal hanke gevaldigt op i vores principper, hvis vi ikke vil løbes over ende.

Den 18. maj sidste år gav den amerikanske popstjerne Taylor Swift koncert i Pasadena, Californien. Skønt for hendes fans, men også tankevækkende i en helt anden sammenhæng. På koncertområdet var nemlig opsat en skærm, der viste små behind-the-scenes-klip af Swift. Installationen gjorde dog andet og mere, for kiggede du på skærmen blev du uforvarende fotograferet og billedet sendt til et system, der sammenlignede dit ansigt med uønskede ’stalkere’.

Er det smart? Sikkert. Er det overvågning i den let orwellske ende af spektret? Absolut.

Man kunne kalde det toppen af isbjerget, men der er snarere tale om en kuriøs lille spids af et enormt undersøisk ismassiv. I disse år smelter en lille håndfuld teknologier sammen, der muliggør smarte services, omfattende bekvemmelighed, et væld af rabatmuligheder og – nå, ja – konstant, finmasket overvågning.

Den første er ansigtsgenkendelse, altså software, der matcher dit ansigt med en persondatabase og fortæller nogen, hvem du er. Den næste er lokationstracking, altså at din telefon formentlig i dette øjeblik fortæller en hel række virksomheder, hvor du befinder dig. Den tredje kan vi for nemheds skyld kalde kunstig intelligens, her forstået som mødet mellem computerbaseret evaluering, ’big data’ og det vi for nogle år siden kaldte ’gamification’, altså anvendelsen af mekanikker fra spilverdenen i andre sociale sammenhænge.

Hvis du gerne vil vide, hvordan disse teknikker kan forenes i praksis, så kig mod øst. Den kinesiske regering eksperimenterer med at kombinere omfattende overvågning med en troværdigheds-score: et løbende op- og nedjusteret tal for den enkelte borgers opførsel, som skal give systemer, arbejdsgivere og medborgere en klar angivelse af personens troværdighed. Muligvis med automatisk op- og nedjustering af borgerens muligheder for at bruge landets infrastruktur, hoteller, offentlige tjenester mm.

Pling! Du gik over for rødt og mister 50 point.

Pling! Du skrev noget kritisk om partiet på nettet og mister 200 point.

VESTLIGE MEDIERS dækning af dette tekno-sociale eksperiment har formentlig været overdrevet. Systemet er ikke udrullet over kæmpenationen, og mange detaljer er uklare. Det lyder da også næsten for langt ude til at være sandt, ikke? Og kunne det ske, ville det trods alt kun kunne være i Kina.

Og dog. I Gladsaxe Kommune syntes man jo faktisk i 2018, at denne type tilgang var meget lovende. I marts kunne Politiken berette, hvordan den sjællandske kommune ønskede at tildele børnefamilier et socialt pointtal med henblik på at identificere potentielt udsatte børn.

Pling! Du er blevet diagnostiseret med en psykisk sygdom og mister 1.000 point.

Regeringen var begejstret. Børne- og socialminister Mai Mercado så spændende muligheder og forstod ikke umiddelbart kritikken, ja var faktisk »lidt ærgerlig over, at det bliver en overvågningsdiskussion«.

Der er en beskæmmende naivitet over ministerens svar, for Gladsaxe-modellen indeholder dybt tvivlsomme elementer, der truer med at underminere tilliden mellem borgere og behandlingssystem. Jeg deler bestemt modviljen mod den udtalte overvågningsbegejstring. Men forargelsen skygger for en vigtig pointe: Gladsaxe-modellen er (også) en åbenlyst god ide.

Prøv at skifte perspektiv. Du er ansvarlig for børns velfærd i en kommune og ved, at en betydelig procentdel vil blive socialt udsatte. Du ved også objektivt – via Danmarks Statistik – hvilke faktorer, der korrelerer med dette uønskede resultat. Du ved med andre ord, hvor meget risikoen øges, hvis en forælder for eksempel har en psykisk sygdom.

Du har nu valget mellem to metoder til at identificere de børn, der bør gives særlig opmærksomhed og støtte. Den første: Du kan bruge din objektive viden om sociale faktorers effekt samt den viden, som kommunens sundhedspersonale i forvejen besidder. Den anden: Du kan se bort fra al denne eksisterende viden og overlade vurderingen til hårdt tidspresset personale præget af al mulig menneskelig fejlbarlighed. Er det overhovedet seriøst at fastholde nummer 2?

Og nu nærmer vi os sagens kerne. Den håbløse Gladsaxe-model bygger på et fundament af god vilje og letforståelig fornuft. Der er masser af positive ting at sige om både overvågning og kunstig intelligens. Er du enig?

Nejnej, jeg spørger ikke til din principielle, fritsvævende holdning. Mærk endelig ikke efter. Overvej i stedet følgende:

Har du et COOP-kort? I så fald lader du en stor virksomhed kende dit privatforbrug i detaljer. Bruger du en app til at betale for parkering? I så fald lader du en virksomhed, du næppe kender meget til, vide hvor du færdes. Bruger du BroBizz eller nummerplade-genkendelse for at krydse Storebæltsbroen? Samme historie. Du kunne vælge at betale alt med kontanter, men det er besværligt, så det gør du nok ikke.

Og skulle du være blandt de få, som skænker disse data-transaktioner en tanke, så er det jo den rene børnevenlige uskyld i sammenligning med de små djævlekontrakter, som de fleste af os dagligt indgår på vores telefoner.

Ifølge New York Times’ nylige kortlægning af fænomenet har et betydeligt antal virksomheder lokationsdata på måske helt op til 200 millioner mobile enheder i USA, halvdelen af alle aktive telefoner. I nogle tilfælde med mere end 14.000 målinger per telefon per dag.

Din telefon plaprer løs om din adfærd til private virksomheder, hvoraf mange (afhængigt af dine indstillinger og installerede apps) sælger denne data videre. At koble disse datapunkter til dig som navngiven person er ikke trivielt – hvilket typisk er svaret på enhver kritik – men det er ofte heller ikke særligt svært.

LEVER VI SÅ i en mørk datadystopi? Nej, overhovedet ikke. Vores digitale tjenester udvider vores muligheder og hjælper os med at blive klogere og med at spare tid og penge. Ofte er prisen blot vores privatliv.

Ingen har ondskab som formålsparagraf. COOP vil gerne give dig bedre service og mere målrettede tilbud, Gladsaxe Kommune vil gerne hjælpe udsatte børn, og kommunistpartiet i Kina vil gerne øge tilliden i samfundet.

Danske politikere har traditionelt været begejstrede for ny teknologi, og vi bor nu i et af de mest gennemdigitaliserede lande. Man har typisk været tilbageholdende med at regulere internettet, hvilket på sin vis udtrykker en klædelig ydmyghed. I stedet for at tro at det nye og ukendte kunne detailplanlægges, har man set tiden an og troet på at eksisterende lovgivning kunne rumme den digitale verden.

En fin tanke, men i 2019 er der brug for langt klarere regler og langt tydeligere principper:

Hvor går grænserne? Ikke i abstrakt forstand, men der hvor uskyldige børn måske kunne hjælpes, hvis man overvågede deres forældre lidt mere. Svære spørgsmål som dette kommer med garanti til at præge de kommende år, og vi er allerede et godt stykke nede af rutsjebanen.

Danske politikere har – næsten i skøn forening – undladt at forholde sig til de tydelige problemstillinger. Men fodslæbende passivitet og mumlende pragmatisme er ikke længere en mulighed. Ikke at trække grænser er at vælge overvågningen og at overlade stadig mere styring til algoritmerne.

Men det er ikke algoritmer, vi borgere har valgt til at udstikke rammer for samfundslivet. Det skulle gerne være mennesker med overblik og principper nok til at turde markere, hvor grænserne går.

Effekten af digitale teknologier afgøres af de rammer – juridiske, økonomiske og etiske – hvori disse teknologier indgår.

Kære politikere, vi trænger til, at I retter ryggen, hæver stemmen og får styr på rammerne.

Everything Anywhere: Welcome to Your New Life as a Platform

This article appeared in Museum-iD, September 2017

Jonas Heide Smith on why museums need to be more reductionist yet more disorganized in order to succeed in the digital world.

The signs are all around us: Museums are abandoning the museum-as-building paradigm and even stepping beyond the museum-as-building + website “tiny addendum model” to embrace the idea of the museum as platform. Not in a coordinated rush, and certainly not at similar speeds but as an audible rumble fueled by the affordances of digital technologies.

If I may very briefly summarize, the idea is this: The interface to our collections is now a myriad different views through a myriad different screens over which we have very little control. The museum, in other words, has become increasingly distributed (see also Bautista & Balsamo, 2011) and strictly prioritizing one interface over another is non-trivial. Or as Nancy Proctor exemplarily notes “a bricks-and-mortar museum is an analog platform” (Proctor, 2010).

Now, while this new model may be increasingly accepted in some variation it often remains largely metaphorical. While digitizing one’s collection, surrendering control, and making files accessible through third party platforms is brave, commendable, and challenging in itself it does not fulfil the digital potential of most museums. Let me explain why I believe we need to be more reductionist yet more disorganized in order to succeed.

Towards a thick connection

You may have accepted that the internet is the prime repository for shared knowledge (or ‘information’ if you insist) in our societies. For any knowledge institution we are long past the point where choosing not to have a strong impact online is the choice in need of an explanation.

Many institutions have material online in some form and thus have at least some connection to the web. But the usefulness of these connections runs the gamut. A “thin” connection is one where very little material is published and/or where this material is unorganized. It’s what you get if you, say, place a collection of photos for download on your website. The very dedicated, the very knowledgable, or the very lucky can find them and use them but the downloaded photo will typically have very little associated information. Your museum may know a lot about the object but the user will be able to find out very little. In a sense, then, your collection will be connected to the shared knowledge bank though a very thin connection.

At the other end of the spectrum, a “thick” connection is one where the museum’s knowledge resources are published far more systematically than the occasional JPG image file. It’s one where material is both accessible and useful to individuals and to systems. And it’s one where ideally all of the museum’s relevant knowledge comes packaged with the object. It’s also one that requires a leap into reductionism and disorder.

The case for reductionism

To the computer on your desk and the phone in your pocket, everything is data. Your device can run mind-numbing accounting software, play Handel’s Music for the Royal Fireworks, or display your flight schedule and in an important sense it will do it all equally well. It won’t care about specifics – it’s a platform, and a wildly important one due to rampant reductionism.

Think of the standard shipping container (that probably contained your device at one point) as a similar mechanism. It’s context-free blandness is its very strength: It’s highly flexible and can pretty much contain anything and everything.

Museums have digital content. But in order to make this content flexible enough to be truly useful we need to see not videos, research articles, blog entries, nor exhibition websites but content blocks. In a sense, then, we need to do what we are trained not to do: We need to ignore context.

Does this sound disturbing? If so, the notion may have made you think of the disreputable practice of cross-platform publishing; the (often problematic) idea that the same content can work well in many different formats. But the reductionism we’re looking for here is not this, but rather that of a library: To be useful, a library defines any book as “simply” an instance of books, thus ignoring typography, quality of writing, the mental state of the author, the imagined reactions of the reader etc. But, emphatically, the library does not reformat books on purchase to look the same and museums have no good reason to do this either.

In other words: We need to forget the properties of our materials that are irrelevant to organization without, of course, destroying these properties.

Order through disorder

Which is the best way to organize our digital content blocks? If you’ve ever tried to draw up a sitemap for a complex website you know that this is dangerous territory. But in an important sense the answer is “in every way”. Organizing digital content is decidedly not the same as organizing physical objects. A physical object can be in one place at a time. In an art museum, you can organize your exhibition chronologically, by theme, by style, or by painter but you can only choose one. On the museum’s website, while you cannot have the physical artworks themselves, you can have all your representations and all your material in every way at once and this requires a footnote: We need to leave behind the shipping container metaphor – despite all their flexibility shipping containers can only be in one place at a time. Let’s refer to our material instead as elements.

A sitemap has its uses but it’s a strangely physical exercise as it imposes a particular hierarchical structure on elements that really don’t need it and will necessarily correspond to the logical structure of only very few users (on deeper levels it’s likely that no one user will find the structure fully logical). What we need is a way to let users choose their own structure based on their own definition of relevance. And for that, we need to establish connections between our elements by introducing what we could call associators. Associators are labels used to form relationships, in other words they are ‘metadata’.

Of course, the more common name for such metadata is “tag” or even “keyword” but those may give the wrong impression as an associator is better thought of as anything that defines a relationship between elements. On this view, we can identify at least four types of associators:

  • Organic. Keywords contributed by someone, whether museum staff or uses
  • Machine-based. Keywords contributed by computer analysis of image content (for instance)
  • Found. Properties of the file itself such as camera metadata, document length, color distribution of an image.
  • Implied. Relations gleaned from user behaviour. For instance, a relationship can be established between two objects that are often seen by the same user.

Using a scheme such as this, rich relationships can be built between objects in a collection. No all-encompassing authoritative taxonomy is needed. The price, of course, is a certain unpredictability. But the advantages are legion as you (and your users) will now have a much more versatile way of organizing everything based on any requirement.

Towards thicker connections

To successfully be a platform – in the very concrete and somewhat technical sense described here – museums must not just publish their material online but meaningfully connect their materials to each other and to the web. I’ve left out the technical specifications on purpose since the whole point here is to think beyond concrete platforms but in outline, it’s a model we’ll be pursuing at SMK as part of the SMK Open project (www.smk.dk/smkopen) in the years to come

The idea of the distributed museum is by no means new but if we can establish much more powerful “thick” connections between museums and the web we may just be pushing our relevance into a whole different league.

Bibliography

Proctor, Nancy. “Digital: Museum As Platform, Curator As Champion, in the Age of Social Media.” Curator: The Museum Journal 53, no. 1 (2010): 35-43.

Bautista, S, and Anne Balsamo. “Understanding the Distributed Museum: Mapping the Spaces of Museology in Contemporary Culture.” Museums and the Web 2011. 2011.