Photo by David Sarkisov on Unsplash

Skærmangst: Lad os lige tage en dyb indånding – irrationel modvilje mod unges socialitet er og bliver en dårlig idé

Kommentar bragt i Politiken, 30/6-2019.

Pludselig synes vi, at computerspil skaber afhængighed og at mobiltelefonen er roden til alt ondt. Et bekvemt verdensbillede, men måske også lige lovligt bekvemt.

I filmen South Park føler beboerne i en lille amerikansk by behov for at placere den samlede, kollektive skyld for alle deres problemer og bryder spontant ud i fællessangen “Blame Canada!”.

For øjeblikket er vi på vej ad samme rute. Vi har fundet en taknemmelig, universel forklaringsmodel for en lang række problemer, og den forklaringsmodel hedder digitale medier og disse mediers budbringer: mobiltelefonen.

Et par eksempler.

Den 25. maj valgte verdenssundhedsorganisationen WHO at indføre diagnosen computerspilafhængighed. Med andre ord: Computerspil skal nu opfattes som et potentielt skadeligt fænomen, noget der kan skade os ved at fange os i et afhængighedsforhold.

Det er på mange måder bizart. Eller rettere: Det er forventeligt, eftersom der i årtier har været kræfter, der arbejdede på dette resultat. For afhængighedsspøgelset har jo altid kredset om nye medier og andre kulturelle fænomener med særlig appel til unge. Grupper i samfundet har jo altid arbejdet for statslig regulering og lobbyet for nye diagnoser uanset om problemet hed serielitteratur, radiospil, fjernsyn, jazz-musik, rock-musik, tegneserier, horror-film, eller rollespil. Det eneste nye under solen er, at diagnoselobbyen faktisk har haft held med deres forehavende. Skærme har simpelthen dårlig presse nu om dage.

Det stod soleklart i denne uge, hvor forskere fra Syddansk Universitet udgang en rapport om “Det aktive frikvarter”. Her beskrives udfordringer i forhold til indretning og dårligt vejr. Faktisk opremser forskerne 26 anbefalinger, hvoraf én handler om telefoner. Hos TV 2 bliver det til “Forskere: Konfisker mobilen og send eleverne ud at lege”. Hos videnskab.dk bliver det “Forskere opfordrer: Stram reglerne for brug af mobiltelefoner i frikvartererne”, en formulering som Syddansk Universitet utroligt nok selv vælger at gentage på Twitter akkompagneret af en telefon-GIF.Vi er midt i en gigantisk kulturel ko-vending, når det gælder digital teknologi. Vores forhold til Silicon Valley og al dens væsen er ramt af akut, chok-agtig nedkøling. Tech-bekymrede bøger lander i en lind strøm, sociale medier beskrives nu – uden videre argumentation – som demokratiundergravende, algoritmer (som nok er et af debattens mest misbrugte begreber) er pludselig en mystisk, odiøs størrelse, der kan beskyldes for det meste. Vi taler om overvågningskapitalisme, onlineradikalisering og YouTube som Hadets Megafon. De radikalt nye vinde har for længst forplantet sig til det politiske niveau. EU’s persondataforordning GDPR var (blandt andet) et forsøg på en radikal stramning af de fritflydende datastrømme. Og EU’s ophavsretsdirektiv fra marts i år var en spand koldt vand i hovedet på dele af tech-branchen. Igen: Intet nyt ved at traditionelle medier og rettighedshavere nærede dette ønske ved deres bryst. Det nye var, at deres ønske pludselig havde gennemslagskraft. At internetvirksomhedernes karma pludselig var så tyndslidt at deres analoge modstandere kunne vinde episke slag til udbredt jubel.

Så hvor står vi? Hvis vores samlede kulturelle holdning til skærmteknologi er et pendul, så bevæger dette pendul sig tungt og pludseligt i en helt ny retning. Det er udmærket. Vi har i årtier indiskutabelt overvurderet en hel række aspekter af de nye teknologier og med næsten religiøs iver kastet os grådigt over alt fra disruption, over ‘big data’, digitale læremidler, gamification, ansigtsgenkendelse og til algoritmestyret politi- og domstolsarbejde. For et lige dele skarpsynet og tragikomisk portræt af denne iver, kan man læse Markus Bernsens glimrende “Danmark Distruptet – Tro, håb og tech-giganter” (Gyldendal, 2019).

Og lad endelig pendulet fortsætte, for vi har alvorligt brug for den nye tech-skepsis. Vi skal nemlig have dæmmet op for uhæmmet krænkelse af privatliv og alle de kafkaske situationer som ukritisk indførsel af algoritmer i den offentlige forvaltning kan medføre (og faktisk hele tiden medfører).

Beskat og opsplit endelig Facebook, Google og Amazon. Store, uklart regulerede monopoler har ingen af os glæde af, og de har alt for stor magt over os alle (uanset om vi er brugere eller ej). Og regulér endelig handel med vores personlige data i langt højere grad end det er tilfældet. Sæt en stopper for håbløse forretningsmodeller og drop benovelsen over for nye dimser, der lokker med at fjerne friktionen fra det sociale liv.

Men lad os også lige tage en dyb indånding. Kunstig intelligens i den offentlige forvaltning er ofte et syndigt rod, men skærmangst og irrationel modvilje mod unges socialitet er og bliver en dårlig ide.

Mobiltelefoner kan være til besvær og skabe både konflikt og distraktion. Men de kan som bekendt også bruges til at danne venskaber, planlægge legeaftaler og tilgå utrolige dele af menneskehedens samlede viden. Uanset hvad bekymringsindustrien altid mener, så ødelægger ny teknologi ikke vores børns hjerner eller gør dem til afstumpede voldsmænd. De animerede beboere i South Park kunne selvfølgelig ikke give Canada skylden for alle deres problemer, og det er værd at huske. Virkeligheden er kompleks, algoritmer er ikke altid onde og uanset hvor dårlige IT-beslutninger vi har taget som samfund, så er mobiltelefoner virkeligt mange forskellige ting på en gang.

See also...

Leave a Reply