Siden de første museer forsigtigt stak foden i den digitale flod, har et spørgsmål blafret i vinden: Hvordan skal vi måle denne indsats? Vi er, som sektor, på bar bund. Måske skal vi erkende dette og starte forfra.
I 2024 udkom den svenske brancheforening Sveriges Museer med rapporten Museitoppen (och digitala succér). Rapporten taler om en situation, som er “kraftfuld” og “yderst foranderlig” og hvor
“Museerne tager plads i forskellige digitale kanaler, hvor publikum er. Podcasts, film, livearrangementer, Wikimedia-artikler, digitale besøg i samlingerne og meget mere – tilsammen drejer det sig om millioner af digitale interaktioner med mennesker rundt om i Sverige og i verden.”
Rapporten betragter landskabet i det helt brede perspektiv. Man erkender, at indsatsen er mangefaceteret, og man har ikke lyst til at favorisere én specifik indsatstype.
En ambitiøs og sympatisk metode, men også mange forskelligartede tal med masser af grobund for slør og berettiget diskussion.
I Danmark ligger vi principielt på linje med svenskerne: Vi har på museerne – og på kulturarvsinstitutioner mere generelt – tidligt indset, at digitalisering helt åbenlyst eliminerer begrænsninger, øger tilgængelighed og dermed radikalt udvider adgangen til kulturarven. Men vi har, her små 25 år efter de første museumshjemmesider, ingen fælles målestok for succes inden for digital museumspraksis.
Det er egentlig ret utroligt.
På Statens Museum for Kunst (SMK) opgjorde vi i mange år vores digitale rækkevidde i museets årsrapport. Men for et par år siden ønskede Kulturministeriet at ensrette de statslige museers målsætninger, og i denne proces kunne man ikke finde en fornuftig fælles målemetode. Derfor udgik denne overordnede målsætning af SMK’s såkaldte rammeaftale.
Denne beslutning om ikke at måle flugter godt med opfattelsen hos den arbejdsgruppe som med en rapport i 2023 lagde grunden for den efterfølgende museumsreform og siden museumslov. Arbejdsgruppen vurderede:
“at der ikke på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt pålidelige og meningsfulde opgørelser, der kan måle museernes digitale formidling.“
Man anbefalede derfor:
“at digitale brugere ikke indgår som et tilskudselement, men at der arbejdes videre med at opgøre museernes digitale formidling med henblik på, at det kan indgå i museernes besøgstal på længere sigt. Dette vil være et væsentligt hensyn i videreudvikling af opgørelsen af brugere, idet tendensen er, at museer i stigende grad udvikler digitale formidlingstiltag.”
Man kunne indvende, at hvis man ikke, efter 25 år, har udviklet “meningsfulde opgørelser”, så er der nok nogen, der ikke rigtig har lyst.
Det tror jeg bestemt er tilfældet. Men man kunne også læse med hårene og erkende, at den digitale museumsformidling ofte beror på yderst forskelligartede platforme med idiosynkratiske og omskiftelige definitioner og måleværktøjer.
Når man måler fysiske besøgendes aktiviteter, er der bestemt også gråzoner, subjektivitet, strømudfald og estimater på spil, men i det mindste foregår de in-house.
På digitale platforme er man ofte prisgivet Metas stærkt tvivlsomme opgørelser, Googles komplekse data-inferno eller mere eller mindre hjemmelavede (og sjældent meget levedygtige) statistikværktøjer til Wikimedia-platforme. Flere nøgletal genereres i en black box hos monopoler med helt entydige kommercielle interesser. Er man embedsmand med ansvar for at sammenligne på tværs må (og skal) man få ondt i maven af dette morads.
Og her har jeg nok faktisk skiftet mening på det sidste. Jeg plejede at mene, at det absolut væsentligste var at registrere al denne aktivitet på tredje-parts-platforme. For alternativet var vel en indadvendt stirren på egne snævre kanaler og dermed en uhensigtsmæssig data-narcissisme: En manglende vilje til at tilgængeliggøre kulturarven, der hvor folk faktisk kunne møde den. Og et usundt fokus på output fremfor impact.
Men vi er tydeligvis kørt fast. Jeg tror derfor, vi skal sænke ambitionsniveauet betydeligt og etablere en grundlæggende måling af tilgængeliggørelse. Lad os måle hvor stor en andel af samlingen som det enkelte museum har digitaliseret i et (for borgeren) brugbart format. Og lad os måle på hvilket niveau denne digitaliserede samling er gjort tilgængelig. Kan man browse materialet i en browser? Fint. Kan man downloade materialet til fri brug indenfor ophavsrettens rammer? Endnu bedre. Kan man bygge materialet ind i nye digitale tjenester via et API? Det giver bonuspoint.
Fordelen ved disse målsætninger er, at de direkte hander om tilgængeliggørelse af kulturarven. En anden fordel er, at de helt afkobler tvivlsomme big tech-monopolers uafprøvelige påstande. Indrømmet, i deres rå form måler de aktivitet (output) frem for afledt værdi (impact). Men lad os starte et sted og så forbedre målestokken løbende.
Det gode ved nulpunktet er, at det kun kan blive bedre!