Photo by Ales Nesetril on Unsplash

Er din konference på Twitter?

Bragt på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside, 28/4-2014.

Twitter kan være både samtaleanlæg og reklamesøjle for din konference. Du skal bare huske et par ting.

Du kender godt de der velmenende bekendte som nogle gange oversvømmer dit Twitter-feed med begejstrede, men indholdsløse live-tweets fra et event du ikke har hørt om. Tweets af typen ”‘Fremtidens marketingsuccesser sætter brugeren i centrum’ fortæller John Doe fra #ukendtfirma”. Den slags er uskønt. Men Twitter og konferencer er alligevel, på få år, blevet tæt forbundne, og det kan du lige så godt få det bedste ud af. Heldigvis er der masser af potentiale, uanset om du er deltager eller arrangør.

Hvad skal det til for?

Brugen af Twitter på konferencer er ikke ligefrem ukontroversielt, for det er måske ikke lige vejen til garanteret fokus og forbybelse. Det er dog tydeligt, at Twitter dækker flere behov. Arrangører kan anvende det som dialogredskab, til løbende overblik over deltagernes velbefindende og til distributionskanal for akutte beskeder, slides med mere. Samtidig kan deltagerne forme en løbende dialog om konferencen, stille spørgsmål vedr. både indhold og logistik og – ved at vise flaget i dialogen med fagfæller – få relevante followers med hjem. Alle disse fordele realiseres dog bedst, hvis man holder fast i nogle tommelfingerregler.

@aarhusfestuge Hey der – hvad er det officielle hashtag for Festugen? Er det #festuge? #festugedk? #aarhusfestuge synes at være lidt langt. — Daniel Ord Rasmussen (@danielord) August 30, 2012

Hvad er det officielle hashtag for Aarhus Festuge? Daniel spurgte for to år siden, og har endnu ikke fået svar.

Arrangørens opgaver

Første skridt mod overblik og glade Twitter-brugere er klar og tydelig kommunikation af konferencens officielle hashtag. Det bør fremgå af alt konferencemateriale, dvs. website, emails, printmateriale og relevante slides.

Det gode hashtag er kort, ’logisk’ og relativt ubestridt, dvs. ikke anvendt af ret mange i forvejen til andre formål. Arrangerer du f.eks. konferencen Årsmødet for Danske Twitterfans 2014 vil #årsmødetfordansketwitterfans2014 være uheldigt (for langt og i øvrigt fuldt af utilregnelige danske bogstaver). #Twitterfans er heller ikke godt, da det er et i almindelig brug. #Twitterfans2014 er derimod helt fornuftigt, da det både er nemt at huske, ikke er for langt og ikke rigtig bruges af andre.

Med til jobbet hører at overvåge dette tag løbende og kvikt besvare henvendelser. Husk også at du hermed har en kilde til brugergenereret indhold: Retweet med rund hånd.

Når I byder velkommen kan I lige så godt gøre deltagerne opmærksomme på jeres holdning til sociale medier. Hvis I gerne vil have den ekstra opmærksomhed omkring konferencen, så skal I ikke holde jer tilbage fra direkte at opfordre til deling på Twitter (og andre kanaler). Hvis der er noget I helst ikke vil have delt med verden, så husk at nævne det.

Vil du hjælpe de tweetende deltagere yderligere – og i tjekkethed langt overgå de fleste konferencearrangører – kan du angive oplægsholdernes Twitter-navne i dit materiale og overveje at opliste deltagernes egne brugernavne på deltagerlisten. Det hjælper dialogen rigtig godt på vej.

Desuden er det ofte klogt (på større events, hvor alle ikke er samlet hele tiden) at angive hvilken konto, som udsender officiel arrangør-information. Det kan være arrangørens egen konto (typisk det nemmeste, men det kan virke støjende for ikke-deltagere) eller en konto oprettet helt særskilt til konferencen.

Og husk så: Det hele kan næsten være ligemeget, hvis deltagerne ikke kan komme online. Sørg for at dit Wi-Fi fungerer. Det lyder banalt i 2014, men alle der har været til konferencer – for ikke at tale om bogmesser og andet, der strækker sig over større geografiske områder – ved at det er alt andet end en selvfølge. 3G-dækning er en god start, men hjælper ikke nødvendigvis folk med laptops.

Det effektive konferencetweet

Du er på Twitter, du er på konference og du vil gerne dele din begejstring, men hvordan? Der er mange holdninger til live-tweets, altså gengivelse af pointer fra de afholdte oplæg, men kritikken går gerne på, at disse tweets er banale og/eller uforståelige for forudsætningsløse ikke-deltagere. Det kan derfor være en god ide at begrænse sig til tweets med en eller flere af følgende kvaliteter:

  • Læseren kan finde mere information (fordi du inkluderer links eller brugernavne)
  • Twettet giver et indtryk af konferencen eller taleren (fordi du inkluderer et eller flere billeder)
  • Tweetet indeholder en reelt overraskende, ikke-selvindlysende pointe
  • Tweetet er i sig selv sjovt eller imponerende (fordi du f.eks. har taget et velkomponeret foto af en kaffekop i sart modlys)

Og glem ikke: Alle tweets skal indeholde det officielle hashtag, så du bliver en del af samtalen.

Så leverede @kmdk en brandtale for #accessibility @ #uxcampcph hørt. Vel talt! — Michael Hammel (@michammel) April 25, 2014

Omgående feedback på det officielle hashtag til UX Camp (25. april 2014 i København)

Da du jo også gerne skulle have lidt kognitivt overskud til overs til selve oplæggene kan det være fornuftigt at medbringe en liste over relevante Twitter-brugernavne. Disse navne er umådeligt meget nemmere at finde via Google på en stor skærm end via Twitters egen mobil-app midt i kampens hede.

Gør det nemt

Ovenstående råd har et fælles tema: Twitter og andre sociale medier er et grundvilkår. Din konference bør have en strategi for dem, uanset om strategien er at forsøge at undgå dem. Hvis de ikke bliver decideret fravalgt, så handler det om at gøre samtalen så brugbar og overskuelig og mulig. Sørg for et klart hashtag ligesom du sørger for kaffe, navneskilte og fornuftige toiletforhold. Og sørg for at lytte efter og reagere prompte på kritik og andre henvendelser. Så har du aktivt medvirket til den gode stemning og dine deltagere vil formentlig tale pænt om dig og din konference. Det kan du så, i al ubeskedenhed, skynde dig at retweete.

Wow det er sejt det her! En community managers våde drøm. Brugerens billeder på busser og billboards! #ccdk pic.twitter.com/dexriYMhex

— Tine Schjødt (@TineSchjoedt) April 3, 2014
Begejstret konferencedeltager

Se dialogen fra Community Conference (3. april 2014 i København)