The Guardian, Forbes, Ritzau og mange andre elskede tydeligvis historien om at teenagere masseudvandrer fra Facebook. Dokumentationen var dog næsten latterligt tynd.
Hos The Guardian lød det “Facebook ‘dead and buried to teens’, research finds” og Politiken fortalte at “Teenagere siger farvel til Facebook“. I det hele taget kørte historien om hvordan de kære unge giver den lyseblå kæmpe fingeren lystigt rundt i voldsomt mange nyhedsmedier.
The Guardian kaldte det et resultat fra et “extensive European study”, mens Politiken/Ritzau henviste til “en undersøgelse, som EU finansierer”.
Forskningsresultater altså? Det ville være så meget sagt. Den britiske antropolog David Miller havde skrevet et blogindlæg på websitet The Conversation. I dette blogindlæg havde han udtalt sig om teenageres forhold til Facebook med henvisning til det “Global Social Media Impact Study” som han leder. Det er dog værd at nævne:
- Undersøgelsen er ikke færdig (datamaterialet indhentes i 2013/2014)
- Ikke skyggen af et resultat er blevet publiceret som noget, der ligner en forskningsartikel
- Millers konklusioner bygger primært på én gruppe unge i én britisk by
- Ingen steder fremgår det hvor mange personer forskerne har interageret med
Der er altså tale om præliminære spekulationer i blogform baseret på et ufærdigt, kvalitativt forskningsprojekt.
Vender teenagere ryggen til Facebook? Det er der sikkert mange der gør. Er det så god en historie at relativt seriøst medier kaster enhver kildekritik overbord og glædeligt drøner afsted med en halv vind? Åbenbart. Tror vi på at nyhedsmedierne tænker før de publicerer? De gør det lidt svært for os…
The Guardian, Forbes, Ritzau og mange andre elskede tydeligvis historien om at teenagere masseudvandrer fra Facebook. http://t.co/Q6bSLVmL1Y
— Jonas Heide Smith (@jonassmith) December 30, 2013
Comments are closed.