Lektor på Københavns Universitet har netop skrevet et skånselsløst stormangreb på den universitetspolitiske arv fra Helge Sander. Titlen er “Hjernedød”.
I Sune Aukens korte, krigeriske og velskrevne “Hjernedød” rettes et all-out angreb mod de strukturelle forandringer på de danske universiteter som fulgte af Universitetsloven af 2003.
Jeg synes, helt overordnet, Auken formår at forklare hvorfor universiteternes problemer faktisk er samfundets problemer og at argumentationen er ganske sober på sin egen skræmmende måde (eksemplerne er dog for få).
På baggrund af min egen universitetstid genkender jeg især to problemer:
- Taxametersystemet (som ikke er den nuværende regerings opfindelse). Et system, der belønner universiteterne økonomisk for hver bestået eksamen er et system, der er designet til at sænke bundgrænsen for kandidaternes kvalitet. En bundgrænse som nogle steder nærmest er helt væk. Enhver som benægter dette (og det gjorde Sander) benægter de allermest grundliggende ideer om menneskelig motivation som hele vores samfund er opbygget omkring.
- Ledelsesreformen. Tidligere styrede universitetets enheder sig selv vha. det såkaldte kollegiale selvstyre. Det videnskabelige personale traf beslutningerne i plenum.
Det blev med reformen afløst af en relativt radikal topstyring. Det gamle system var (til tider) bemærkelsesværdigt ineffektivt. Det nye system er mere handlekraftigt, men det nye fratager forskerne deres medbestemmelse og demotiverer dem igennem umyndiggørelse. Kombineret med stigende evalueringskrav medfører det et stærkt pres i retning af ligegyldighed. Og da systemet er baseret på at forskerne leverer en indsats langt udover det timetal som deres kontrakt foreskriver, er det en rigtig giftig cocktail.
Aukens bog kan anbefales.