Nogle skyer Facebook som pesten. Andre deler hæmningsløst ud af personlige pinligheder, som var der ingen dag i morgen. Rækken af perspektiver på den slags adfærd er lang, men her er to vinkler du måske ikke har hørt før…
I den yderste udkant af kommunikationsteorien findes en håndfuld perspektiver, der henter inspiration fra en utraditionelle kant. De er inspireret af økonomisk tænkning, hvilket får dem til at klinge underligt atonalt i kommunikationsører. Atonale eller ej, jeg har i nyere tid hørt et par perspektiver på Facebookbrug som i det mindste er tankevækkende.
Er Facebookfravær et tegn på psykopati?
Amerikanske Mashable bragte for nogle uger siden en artikel med overskriften “Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath“. Ideen er at Facebooktilstedeværelse i så overvældende grad udgør normaladfærd, at fravær (i hvert fald i visse demografiske grupper) kan udlægges som et tegn på, at man har noget at skjule og/eller er psykisk afvigende.
Journalist og blogger Lars K. Jensen har skitseret debatten og kalder den grundlæggende præmis for skrupskør. Det kan man ikke fortænke ham i, men bag amatørpsykologien gemmer sig et interessant spørgsmål: Hvad signalerer Facebookfravær?
Hvis du – som jeg – ofte googler nye samarbejdspartnere osv. for hurtigt at få et indtryk af deres netværk og baggrund, er ikke-eksisterende Facebook/Twitter/LinkedIn-profil ikke bare et neutralt signal.
Økonomen Robert Frank (der har skrevet den glimrende “Passions Within Reason”) taler om et “full disclosure principle” i kommunikation. Tanken er, at dersom nogen ser en fordel i at kommunikere besiddelse af en given “egenskab”, så kan den der mangler denne egenskab ikke bare tie om denne mangel (der er flere nuancer, læs selv Frank). Et eksempel: Forestil dig en række jobsamtaler hos en arbejdsgiver, der meget nødigt vil ansatte en gravid medarbejder. Her kan man godt have en regel, der forbyder arbejdsgiveren at spørge til dette forhold, men ikke-gravide ansøgere kan se en fordel i at understrege, at de ikke har planer om familieforøgelse i nær fremtid. Hermed bliver ikke-kommunikation om dette emne et potentielt uheldigt signal.
I den optik kan fravær fra de sociale medier måske og af nogle tolkes som et signal om, at man ikke har noget fordelagtigt at dele (ligesom andre selvfølgelig vil kunne tolke det i alle mulige andre, ofte positive, retninger).
Dette forstærkes af et forhold ved de sociale medier, som ofte undervurderes: Du har netop ikke fuld kontrol over dine signaler. Facebook, Twitter og LinkedIn tilbyder dig en vis, men ikke fuld, kontrol over din profils “udsagn”. På Facebook og LinkedIn skal dine “venner” bekræfte at I er venner (og på LinkedIn vil mange arbejdsgivere sikkert tage affære, hvis du hævder at have haft stillinger du ikke har haft) og på Twitter skal du gøre dig fortjent til følgere.
Evolutionsbiologen Amotz Zahavi (og evolutionsbiologi og økonomi har mange ligheder i denne sammenhæng) taler om “ærlige signaler”; signaler du ikke kan kontrollere og som derfor er troværdige. Dit netværk på de sociale medier er i høj grad et sådant ærligt signal, det kan (stort set) ikke fakes.
Der er selvfølgelig ingen som helst nødvendig sammenhæng mellem fravær på sociale medier og fravær af netværk, men der er i hvert fald en klar sammenhæng mellem dit LinkedIn-netværk og dit faktiske netværk.
Plørestiv af frygt for fremtiden
I den diametralt modsatte ende af spektret finder vi teenagere, der, tilsyneladende uden tanke for fremtiden, poster afslørende, pinlige, småpornografiske detaljer til offentligt skue. Vi voksne ved bedre: Den slags er jo konsekvensen af barnlig kortsigtethed, thi potentielle arbejdsgivere vil jo finde disse udgydelser og straks stemple staklerne som utroværdige festaber.
Men man kan faktisk tænke sig, at denne adfærd er alt andet end kortsigtet. Judith Donath, medieforsker ved Harvard og MIT, luftede nemlig i sin keynote ved New Media Days i 2010 en alternativ udlægning: Teenagerens hæmningsløse selvudstilling kan være en “commitment-strategi”.
Lad os tage det klassiske eksempel på en sådan: Oddyseus var bange for at blive fristet af sirenerne og lod sig derfor binde til masten. Altså: Oddyseus frygtede, at hans fremtidige præferencer ville adskille sig fra hans nuværende. Og måske er det også det teenagerne tænker? Måske frygter de (på et eller andet plan) at deres fremtidige jeg vil ønske sig et kedeligt kontorjob? Måske er overgearede festbilleder et forsøg på at fratage ens fremtidige jeg visse (set fra nutiden: ubehagelige) handlemuligheder.
Strategi skal her naturligvis ikke forstås som en bevidst, cerebral øvelse. Mere som et delvist instinktivt respons til de voksnes: “Pas nu på dit online-omdømme – ellers bliver du aldrig ligesom os!”.
Jeg gad godt grave mig ned i begge perspektiver – og i “økonomiske” vinkler på kommunikation mere generelt. Sig til hvis du vil sponsorere et lille års forskning :-)