Man hører ofte – i nogle medier – journalister karakterisere undersøgelser som henholdsvist videnskabelige eller uvidenskabelige.
Typisk anvendes de uvidenskabelige som oplæg til debat eller kritiske spørgsmål, mens de videnskabelige refereres og anvendes som var det sandheder mejslet i sten og afleveret pænt indpakket på et mellemøstligt bjerg.
Denne 2-deling udvisker desværre et væsentligt faktum: At en hvilken som helst undersøgelse (i princippet i hvert fald) kan placeres på et kontinuum mellem elendig/utroværdig og perfekt/troværdig. Kvalitet er ikke et enten-eller, men et kompliceret spørgsmål med rigtig mange variationsmuligheder.
Det afgørende for den korrekte placering er ikke om undersøgelsen lugter videnskabeligt (f.eks. ved at komme fra et universitet eller være udført af en “forsker”). Det afgørende er heller ikke hvem der har sponsoreret den (skønt en sponsor med interesse i et bestemt udfald bør afføde særlig skepsis). Det afgørende er udelukkende hvordan undersøgelsen er udført (og så har den akademiske verden nogle hårde selektionsmekanismer som selvfølgelig er troværdighedsskabende for en undersøgelse at have været i gennem).
Rent journalistisk, synes jeg der er to væsentlige pointer: Hvis en undersøgelse er elendigt udført og dermed komplet utroværdig, så hjælper det ikke noget at understrege at den er “uvidenskabelig” – så kan den simpelthen ikke bruges til noget som helst (andet end måske at starte en samtale). Og hvis en undersøgelse er født på et universitet, kan den stadigvæk godt være hjælpeløs, da især hvis den ikke har været igennem en hård review-proces.
Den erkendelse synes jeg ikke er lige stærkt rodfæstet på alle redaktioner.