Boganmeldelse af Astrid Haugs Sig du kan li’ mig. Udgivet på kommunikationsforeningen.dk (14. november 2014).
Astrid Haugs guide til indholdsstrategi for sociale medier svulmer af eksempler og snusfornuftige råd, mens den undgår de abstrakte paroler. Hvis du er blevet skuffet et par gange og nogle gange bliver i tvivl om hvad det er der sker, så kan du med stor fordel begynde her.
For fire år siden, i 2010, mødtes jeg med en håndfuld kolleger for at diskutere effektmåling af sociale medier. En deltager – en repræsentant for en af landets helt store virksomheder – fortalte at man over et år havde arbejdet med et velrenomeret konsulenthus for at udvikle en formel for ‘social return on investment’. Det var selvfølgelig mestendels nonsens, afsluttede hun sin fremlæggelse, men ledelsen var tilfreds, og nu kunne hun endelig komme videre med sit arbejde.
Kan du huske 2010? Det var en forvirret tid. Foruden den massive målsætningsforvirring sitrede luften også endnu af revolutionsromantik: Ord som paradigmeskift og ‘social disruption’ hærgede hårdtpumpede PowerPoint-slides. Transparens var den håbefulde universalmedicin og, nå ja, alle gamle virksomheder ville selvfølgelig snarligt forsvinde ned i den hjælpeløse anakronismes kulsorte afgrund.
At alt dette (i det store hele) ligger bag os bevidnes tydeligt af Astrid Haugs nye ‘Sig du kan li’ mig: Indholdsstrategi for sociale medier’. Vi er, indleder Haug, ‘forbi de smarte buzzwords og de hurtige skud i bøssen’. Forventningsafstemningen er klar fra starten: Enhver der håber på mirakelmidler og nemme løsninger kan godt pakke drømmene sammen og smøge ærterne op: for ‘det er det lange, seje træk og hårde arbejde, der giver resultater… Der er ingen hurtige tricks, der kan klare ærterne for dig. Der skal knokles’.
Og det bliver der. Haug har været på en omfattende rundtur blandt danske social media-ansvarlige og illustrerer sine mange praktiske pointer med velvalgte eksempler fra det såkaldt virkelige liv. Vi hører blandt andet om trestrenget indholdsstrategi hos JYSK, hvordan Ældre Sagen sled sig til en overvældende stigning i Facebook-engagement og hvordan Søstrene Grene bruger sociale medier til at vurdere potentialet for nye butikker. Disse konkrete erfaringer fra frontlinjen kobles til letforståelige kommunikationsmodeller, og denne form – hvor rigtige mennesker gør sig ægte overvejelser om sejre og fiaskoer – gør bogen særdeles læsevenlig.
Forfatteren trækker desuden på sin erfaring som rådgiver for organisationer i alle størrelser. Hun kender problemerne, frustrationerne og den kroniske mangel på tid hos virksomheder, hvor arbejdet ikke er forankret i en succesfuld strategi. Og det er nok særligt her ‘Sig du kan li’ mig’ vil skinne som et fyrtårn på et mørkt hav. Især alle, som mangler inspiration og føler at de, i ubehagelig grad, famler sig frem uden et klart mål for øje, vil i bogen finde et veritabelt arsenal af gode råd og ideer til en forbedret indsats. Større organisationer som kæmper mere med ansvarsfordeling og – for nogles vedkommende – en overflod af potentielt indhold vil ikke finde svarene i Haugs bog (men måske i den næste?).
Til gengæld får læseren gang på gang slået fast, at der skal opelskes nye kompetencer indenfor visuel og følelsesbåret kommunikation. Især, selvfølgelig, hvis man vil bevæge sig ud på de mere entydigt visuelle platforme. Og netop med hensyn til platformvalg har forfatteren stået med en vanskelig beslutning. Valget af platform kan være en hård strategisk nød at knække, men er samtidig vanskelig at behandle i bogform, da platformenes indbyrdes forhold forskydes løbende og logikkerne kan påvirkes af selv små ændringer i funktionalitet (for ikke at tale om Facebooks nærmest neurotiske omskiftelighed). Her har Haug yderst fornuftigt valgt at holde sig til de mere overordnet indholdsstrategiske diskussioner fremfor at jage et flygtigt øjebliksbillede.
Fornuft er i det hele taget et nøgleord for ‘Sig du kan li’ mig’. Som læser blændes man ikke af højtflyvende ideologi, men præsenteres for summen af praktiske råd til det daglige arbejde med sociale medier anno 2014. Det er befriende konkret og forbilledligt brugbart.