Category: Stuff

Bedst sælgende medieprodukt: Bøger

For små to år siden sammenlignede jeg omsætningstal for udvalgte medietyper i Danmark. Opdaterede tal viser, at det stadigvæk går glimrende. Dog især for bøger.

Når mediesalgstal sammenlignes går det ofte stærkt, og specifikke dagsordener twister ofte tallene til ubrugelighed.

Ovenstående graf er baseret på de bedste tal jeg kan finde. Det skal bemærkes, at disse tal er af temmelig svingende kvalitet. I takt med at alle brancher udsættes for digitale distributionsalternativer fra horder af mere eller mindre uorganiserede udbydere, så bliver de centrale registreringsøvelser også gradvist mindre valide. Den helt reelle omsætning – især i forbindelse med udenlandske produktioner – må derfor formodes at være noget større end angivet ovenfor for bøger, film og musik og væsentligt større for computerspil. Hvis du kender til tal, der forsøgsvist inkluderer flere indtægtskilder så hører jeg meget gerne om det.

Et par kommentarer til de enkelte datakilder:

  • Film: Tallene for filmomsætning i biograf og på DVD-markedet stammer fra Det Danske Filminstituts årlige udgivelse “Facts and Figures“. Tallene er meget præcise, men dækker ikke digital distribution. DVD-salg er ikke opgjort for 2010. Desuden er beløbet for billetsalg ikke opgivet for 2010 – jeg har blot brugt beløbet for 2009 og anvendt antal solgte billetter (som er opgivet i begge år) som forholdstal. DVD-salgstal for 2010 og 2011 stammer fra denne artikel fra Det Danske Filminstitut.
  • Bøger: Tallene for 2009 og 2010 kan ikke helt sammenlignes med tidligere års tal, da der er foretaget justeringer i datagrundlaget (havde man bibeholdt den oprindelige opgørelsesmetode, ville 2009 og 2010 ligge lavere). Lyd- og e-bøger udgjorde ca. 2 % af omsætningen i 2010. Se Bogbarometret.
  • Musik: Tallet udgøres af omsætningen hos IFPIs medlemmer (IFPI vurderer selv at medlemmerne står for 95 % af det samlede danske marked). I 2010 udgjorde digitalt salg 139 af de 467 millioner kr. Se Musikselskaber 2010.
  • Computerspil: Tallene offentliggøres (og opgøres muligvis) kun helt sporadisk af MUF (se diverse pressemeddelelser) og forudsætningerne er noget uklare.

Opdatering 22-1-2012: DVD-tal for 2010 og 2011 tilføjet.

Eksperimentet: Vold og computerspil

Den 10. januar søgte journalist Line Friis Frederiksen og to medbragte eksperter at undersøge negative konsekvenser af at spille voldelige computerspil. Men det er som bekendt svært.

I DR2s programserie “Eksperimentet” reproduceres tankevækkende socialpsykologiske eller neurologiske forsøg i tv-egnet lommeformat. Det er principielt set al ære værd. Men den 10. januar satte programmet sig for at undersøge konsekvensen af at mange danske drenge omkring 15-årsalderen holder meget af voldelige computerspil. Og det er noget der skrives lange afhandlinger om – netop fordi tv-programmer er for korte.

Blot lige en enkelt ting: Programmet konluderede lidt entydigt – ift. forsøgenes begrænsede metodiske styrke – at de observerede effekter (nedsat sensitivitet overfor voldelige tv-billeder, nedsat evne til at håndtere eksterne stimuli samt nedsat empati/hjælpsomhed) skyldtes computerspillets (i dette tilfælde Counter-Strikes) voldelige indhold. Men det er der næppe belæg for.

Snarere demonstrerede forsøgene at en kompetitiv dopamin-udløsende aktivitet har ovennævnte effekter. Altså at actioncomputerspil (vold eller ej) – PÅ KORT SIGT – resultater i adfærdsændring. Men det er meget nærliggende at forestille sig at samme resultat ville kunne afstedkommes med en omgang Super Mario Bros, Guitar Hero eller fodbold på den gammeldaws grønsvær.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at de drenge, der blev sat til at læse ungsdomsromanen (modsat den gruppe der skulle spillet førnævnte antikverede shooter) jo *også* må antages at spille voldelige computerspil til daglig. Så nogen permanent effekt har man i hvert fald ikke vist.

Samlet set: Udstrakt eksponering for voldelige computerspil kan *tænkes* at have uheldige sideeffekter, men Eksperimentet bragte ikke dokumentation herfor.

På den anden side er bekymringen legitim nok og bør ikke affærdiges med reference til forskernes alder eller beskydes med trættende automatmodsvar om gamle mediers kamp mod nye, kulturelle prügelknaber og andet godt fra det kulturvidenskabelige overskudslager.

/ se programmet

Kom godt hjem, 2011

Kære 2011, jeg kunne lide dig! Selvom du – og det mener jeg ikke som en kritik af dig personligt – var underligt kort og hektisk. Mine personlige bedrifter stod liiidt i skyggen af at verdenshistorien syntes at rykke op i femte gear, men for the record nåede jeg faktisk at…

Med året således reduceret til narcissistiske bullets – rigtig godt nytår til jer alle sammen.

Artikel om computerspil og fantasy

Min artikel om forholdet mellem computerspil og fantasygenren er netop blevet udgivet i tidsskriftet Kritik. Den findes desværre ikke online, men skriv til mig hvis du gerne vil læse.

Den manende indledning lyder:

Forholdet mellem computerspil og fantasygenren er næsten unaturligt tæt. Siden mediets fremkomst har elvere og orker boltret sig lystigt i digitale verdener med en gennemslagskraft, som disse væsner sjældent er forundt i andre medier. Hvori bunder dette slægtskab?

Lidt senere forlyder det:

På baggrund af et historisk rids fremhæver jeg de strukturelle ligheder mellem fantasylitteratur og computerspil og argumenterer for, at den klassiske fantasygenre rummer utallige elementer, der gør den endog særdeles velegnet som grundlag for computerspil.

Mig og min e-reader

Min Kindle og jeg har nu kommet fast sammen i tre måneder. Det var kærlighed ved første ’slide to open’.

Amerikanerne elsker deres e-readere, nordmændende elsker deres e-readere – danskerne derimod er noget lunkne overfor deres e-readere. Men mit bedste bud er, at det vil ændre sig snarest.

For tre måneder siden fik jeg en Kindle 3 (den med keyboardet). Tre romaner plus det løse senere, virker det som den mest naturlige måde at læse bøger på. Så længe der er tale om skønlitteratur, altså. Skærmen er venlig ved øjnene, dimsen ligger godt i hånden, batteriet holder i evigheder og verdens største boghandel leverer det meste på 30 sekunder til en fornuftig pris. Og så fylder den så lidt i en taske at man stort set kan have den med overalt. Winwinwin.

At den syncer med Kindle-app’en på min MAC og min iPhone troede jeg var en ligegyldig gimmick, men det er faktisk praktisk, når supermarkedkøen begynder at bevæge sig med gletcherfart eller man strander i et venteværelse. Sammenlagt får jeg læst mere end før.

Faglitteratur? Not so much…

Kindle’n er altså glimrende til lineært fremadskridende tekstmasser. Navigation, notetagning op opslag derimod er muligt, og anvendeligt i en snæver vending, men jeg ville aldrig give mig i kast med egentlig faglitteratur (af typen som ikke skal læses fra a-z). Klikker man rundt, mister man orienteringen helt anderledes hurtigt end i en papirbog.

Et andet problem er ensheden. Jeg er stor tilhænger af Instapaper, som med mellemrum sender de webartikler jeg har klikket ”read later” til i herligt antigrafisk format til min Kindle. Det slår arbejdsskærmen any day, men den monotone (i ordets bedste betydning) fremtoning gør noget ved min hukommelse. Det er ganske enkelt nemmere –for mig – at huske en artikel læst på print, hvor jeg kan genkalde mig typografi, layout, om noget stod på en lige eller ulige side osv.

Instapaperformatet er ekstremt praktisk og behageligt, men her virker e-readerens overlegenhed mere beskeden.

Jamen…?

Og hvad så med duften af tryksværte, æggende omslag, taktil fornøjelse og pyntelige bogrygge på reolen? Hvad med BOGEN? Tak for det spørgsmål, det er glimrende.

For mig vil Kindle’n helt overtage paperbackbogens funktion, men jeg tror stadig jeg vil købe lækre udgivelser og bøger hvor layout og design spiller en særlig rolle. E-readeren truer de grimme papirbøger, men vil nok i nogen udstrækning sameksistere med det mere eksklusive papirbogsmarked.

Hvad er din erfaring? Hvorfor har du ikke en e-reader?

En forbløffende god bog om computerspil

Anmeldelse af Tristan Donovans “Replay”. Bragt på Version2, 7.10.2011.

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure ‘Uncharted 3’, træder hans læderstøvler på skuldrene af 50 års digitale forgængere. Det tog nemlig tankevækkende kort tid før den moderne teknologis gravalvorlige spydspids, computeren, blev inddraget til et noget uventet formål: leg. Computerspillets fødsel henlægges gerne til 1962, hvor en gruppe MIT-ansatte med tid til overs, adgang til en af datidens mere smidige maskiner og science fiction-blod i årerne frembragte Spacewar. Simpelt, episk og velafbalanceret var nøgleord for rumkrigen, der tog datidens spilverden med storm.

Ja, altså – ikke at ret mange opdagede det, for datidens spilverden bestod af enkelte udvalgte i besiddelse af det helt store teknologiske kørekort. Men enkelte så dollartegn i kølvandet på rumtorpedoerne, og snart kunne en måbende verden muntre sig med arkadespil som Pong og Gunfight. Senere fik vi klassikere som Asteroids, Pac-Man og Space Invaders, og kort efter begyndte spillekonsoller og hjemmecomputere at invadere stuerne.

I 2011 har vi så indie-spil som det strålende danske ‘Limbo’, kreative spil i tusindvis i Apples App Store og et internet fyldt med genreudfordrende minispil. Og så altså massive blockbustere som ‘Uncharted 3’. Men hvordan gik det egentlig til? Hvem gjorde hvad med hvem og hvorfor? Og kunne det hele været gået ganske anderledes? Det har den engelske spiljournalist Tristan Donovan sat sig for at undersøge i ‘Replay: The History of Video Games’ som nu foreligger i dansk oversættelse.

Ligetil og ærefrygtindgydende

Donovans projekt er på en gang ligetil og ærefrygtindgydende. Ligetil fordi en kronologisk fremadskridende beretning om computerspillets udvikling er oplagt nyttig (og interessant i en tid, hvor fortidens gamere retter nostalgiske blikke bagud). Og fordi udbuddet af sådanne beretninger er bemærkelsesværdigt mangelfuldt.

Nok har en del udgivelser hyldet spillenes grafiske udvikling, og nok har en del journalister leveret essayistiske tilbageblik på en svunden tid. Men når talen går på sammenhængende beskrivelser nævnes Steven L. Kents ‘The First Quarter’ tit som milepæl, og så er standarden mildest talt undervældende. Donovans projekt ærefrygtindgydende, fordi kildematerialet er så tilpas fragmentarisk og researchopgaven derfor så omfattende.

På den baggrund er ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’ en forbløffende god bog. Eller det vil sige: Den er på den ene side en umådelig stor bedrift og et overflødighedshorn af viden om spilbranchens veje og vildveje igennem fire-fem årtier – mens den på den anden side langtfra lever op til sit erklærede formål og leveres i et nærmest selvundergravende beskedent format.

Om formålet skriver Donovan selv, at computerspillenes historie ‘som regel fortælles ud fra hardware, ikke software: en fortælling om generation efter generation af spillekonsoller og deres producenters kamp om markedsandele.’ Og han fortsætter: ‘Jeg ville skrive historien om computerspil som kunstform snarere end som forretningsobjekt.’ Branchens skæve eksistenser

Donovan er opmærksom på spildesign og på, hvordan designkonventioner fødes og inspirerer senere værker. Men skal man være en smule grov, kan man indvende, at han faktisk netop bruger påfaldende mange ord på branche og personer – at vi som læsere faktisk ikke hører meget om ‘computerspil som kunstform’. Dertil er Donovans fokus i for høj grad rettet mod de ofte skæve eksistenser, som har befolket branchen. Ambitionen forløses altså faktisk ikke helt.

Dernæst fortjener formatet en kommentar. For ‘Replay’ er (selvom den danske udgave er umiskendeligt mere eksklusiv end den uinspirerede engelske) lidt af en usleben diamant. En 461 sider lang tekst (608 med appendiks osv.) om computerspil udelukkende illustreret med enkelte, pudsige portrætbilleder fra arkiverne – og altså renset for screenshots! – er og bliver en højst mærkværdig konstruktion. En bog om et visuelt medies historie uden billeder? Det var næppe sket for andre udtryksformer.

Så ‘Replay’ er faktisk ikke det, den gerne vil være, og den er meget asketisk (for ikke at sige kedelig) i sit format. Det er derfor så meget desto mere opsigtsvækkende, at Tristan Donovan alligevel har forfattet den absolut mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om computerspillets historie som undertegnede har været i nærheden af. Med sin fine sans for de historiske sammenhænge og sit utal af historiske detaljer er ‘Replay’ en milepæl. Og hvis du begynder nu, kan du lige nå at læse den, før du får travlt med ‘Uncharted 3’.

Tristan Donovan: ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’, oversat af Jack Daniel Groth-Pinnerup fra ‘Replay: The History of Video Games’. 608 sider, Forlaget Herreværelset, 2011. ISBN 978-87-9266-015-2

Print er det nye vinyl

The Kindle
Som de mennesker jeg omgås på daglig basis er mere end klar over: Jeg har fået en Kindle og er glad for den. Samtidig er jeg die-hard fan af dødt træ. Så hvad skal det ende med?

På en journalistkonference for nylig udtalte John Bracken at “print er det nye vinyl”. Det giver god mening, for print (altså trykte bøger, magasiner mm.) er, ligesom vinyl…

  1. Upraktisk (ikke altid tilgængeligt)
  2. Svært at dele
  3. Synligt for andre (og dermed en identitetsmarkør)
  4. Synligt overfor en selv (og dermed noget man kan have en ikke-villet korrespondance med – man kan blive mindet om dets eksistens og indhold uden at søge det)
  5. Stærkt begrænset i sine anvendelsesmuligheder (og dermed ustressende og faciliterende for fokus)
  6. Dyrt pga. den irrationelle distributionsform

Digitale bøger er, i strore træk, alt det modsatte. Med en vigtig nuance: Ebogslæsere som Kindle adskiller sig fra mange andre digitale dimser ift. punkt 5. Din Kindle kan ikke bruges til alt muligt andet og, for nogle, er det meget positivt for oplevelsen.

Jeg hælder derfor til følgende forudsigelse: Paperbackformatet er færdigt. Med undtagelse af ekstreme situationer, så vil ebogslæseren være kronisk overlegen. Hardcover-bøger vil derimod stadig give mening, som gave- og prydobjekter og også som objekter man kan have et taktilt og nært forhold til. Og print vil i det hele taget fungere som en luksuspræget modgift til en hektisk hverdag. Det vil være et særligt selvforkælet aflukke hvor netop det at man IKKE kan foretage sig andet på samme tid bliver kardinaldyden.

Nu er problemet så bare, at hverken print eller “e” opfylder alle mine behov. Jeg er begyndt at tænke, at det er irriterende at jeg ikke kan læse min printbog, bare fordi den ligger derhjemme – og jeg er begyndt at savne at e-bogen står på hylden (især hvis den viser sig at være god). Så hvornår begynder e-bogen at følge med ved køb af printbogen til en fornuftig, beskeden merpris?…

Anmeldelse: Politikens iPhone-app

Politikens iPhone-app demonstrerer sin eksistensberettigelse. Men den illustrerer også formatets problemer og trænger efterhånden til lidt kærlighed.

For et år siden var stemningen, der omgav nyhedsapps til tablets og smartphones høj og fuld af lysegrønt håb.

Man havde – mente (og mener) repræsentanter for dagbladene – begået en brøler af episke dimensioner ved at ride med på informationshippiers vidtløftige drømme og stille webindhold til rådighed kvit og frit. Apps blev anset som en kærkommen undo-knap, en mulighed for at viske tavlen ren og få brugerne til atter at betale for omkostningstungt redaktionelt indhold.

Politikens iPhone-app var et ønskebarn, født i netop denne kortvarige tidslomme af håb. Jeg siger “kortvarig”, for mediehusene er ret enige om at virkeligheden (og brugernes betalingslyst) desværre ikke har stået mål med optimismen. Men jeg er blandt dem, som faktisk har lagt de beskedne 12 kroner om måneden i en rum tid – og her kommer min anmeldelse…

App’en ved første øjekast

App’en er, helt overordnet, en måde at tilgå redaktionelt Politiken-indhold – den er en nyhedslæser om du vil.

Indholdet er præsorteret i kategorier som vælges i en topmenu, der kan slides horisontalt. En kategoriforside indeholder i omegnen af 13 nyheder samt et antal billedgallerier (som dog er de samme i alle kategorier). Mens kategoriens topnyhed typisk præsenteres med et billede i hele skærmens bredde, vises alle efterfølgende nyheder på listen med en beskeden venstrestillet thumbnail.

Som bruger har du mulighed for at læse den enkelte nyhed i fuldtekst, “gemme” en nyhed i dit personlige arkiv eller dele nyheden via SMS, E-Mail, Facebook eller Twitter. Du har desuden mulighed for at indstille topmenuen som du ønsker, og du har mulighed for at søge i det avisen selv omtaler som “hele avisens digitale arkiv” (søgninger giver dog helt de samme resultater som en tilsvarende søgning på pol.dk).

For adgang til herlighederne skal du slippe 12 kr. per måned, en pris, der falder gradvist jo flere måneder du køber på en gang.

Det grafiske udtryk

Som alle dagblade er Politiken meget optaget af sit grafiske udtryk.

App’en skaber Politikengenkendelighed ved brug af logo, typografi og farvepalette, men undgår klogeligt at reproducere større elementer af papirtypografien. De skarpe kanter og de udpræget funktionalistiske grafiske virkemidler giver et lidt klinisk, men også velfungerende udtryk, der næsten demonstrativt sætter indholdet i centrum.


Vi komprimerer lidt hårdt her

Det er konsekvent gennemført med undtagelse af søgeinterfacet som insisterer på runde hjørner og et alternativt knaplayout, der virker lidt besynderligt.

Billeder på nyhedslisterne er bemærkelsesværdigt hårdt komprimerede, hvilket forekommer unødvendigt og småægerligt, især på det store tophistoriebillede.

Selve læseoplevelsen

Artikelvisningen – et overordentligt centralt element – er veldisponeret. Typografien er både markant og indbydende på en iPhone 4 og muligheden for at fjerne GUIen ved et enkelt klik er kærkommen.

De viste indholdselementer fungerer godt, men minimalismen tog dog nok en smule overhånd, da man valgte at slette diverse kontekstmarkører. Ret ofte kan man komme et stykke ned i en artikel før man (udelukkende pga. ordvalget) opdager, at der er tale om et debatindlæg fremfor en redaktionel – tilstræbt objektiv – artikel.

Og så kan man, som nævnt, dele indholdet. Og det er selvfølgelig her app-brugeren støder ind i det strømførende hegn omkring den afgrænsede app-have. App-udviklerne har meget rimeligt fokuseret på Facebook og Twitter, men personligt savner jeg mine gode venner Delicious og Instapaper. Du vil måske savne andre tjenester, og det understreger begrænsningen ved app-formatet, hvilket bringer os til…

Web vs. app

App’en kan næsten ikke vurderes på sine egne præmisser.

Man kommer uvægerligt til at sammenligne oplevelsen med nyhedslæsning i telefonens browser, og i denne sammenligning skal brugeren gerne føle at app-formatet tilføjer noget ekstra. Det gør Politikens, men kun lige akkurat eftersom bladring i nyheder jo netop er noget, der fungerer temmelig godt i en browser. Sat lidt på spidsen er mulighed for at redigere topmenuen, den eneste feature som man ikke umiddelbart ville have i en HTML-version. 12 kroner om måneden er ingenting, men nogle brugere vil nok føle at app-oplevelsen faktisk er værre end nyhedslæsning i browseren og så kan app’en være nok så billig.

App’en der ville være website

Problemet for Politikens app (og for mange tilsvarende apps) er at de fremstår som websites, der selv synes, de er for fine til HTML. Og det gør de fordi de så massivt fokuserer på tekstbaseret redaktionelt indhold, der netop gør sig absolut fint i det åbne webformat. Jeg kender ikke salgstallene, men min fornemmelse er at mange brugere finder disse appformater brugbare, men også ganske undervældende.

Vi kan godt blive enige om at udfordringen er ikke-triviel. Men hvis man et øjeblik glemmer redaktionelt udvalgte lister med nyheder, kunne man så ikke finde nyheds-appformater, der faktisk gav brugeren noget ekstra? Noget der med større vægt retfærdiggør at man skal downloade, betale, opdatere og huske at bruge sin app?