Computerspil, vold og konspirationsteorier

I debatten om computerspil og vold er det besnærende nemt at anklage modstanderen for at være motiveret af andet end den ædle jagt på sandhed. Don’t do it.

Tre svenske forskere udgav for et par ugen siden en forskningsartikel. Heri beskrev de en undersøgelse af samarbejde blandt spillere af Lord of the Rings Online. Det affødte en række nyhedsartikler (f.eks. “Voldelige computerspil frikendes af forskere” og “Study Suggests Violent Gaming Leads To Cooperation, Not Aggression“).

Lad mig sige det på en pæn måde: De pågældende journalister har næppe læst forskningsartiklen, der opsummerer:

“Many of the cultivated proficiencies gained through playing the Lord of the Rings Online seem locally tied to the particular game and its specific bosses. Whether these proficiencies will carry over to the world beyond the screen lies outside the scope of our investigation. However, we remain doubtful.”

Deprimerende, men lad os snakke om noget andet. Her til aften deltog jeg i programmet AK24 på Radio 24/7 til en snak om forskningen i sammenhængen mellem computerspil og vold (hør programmet, spol til 29:09).

Her blev jeg blandt andet konfronteret med læge Vibeke Manniches konklusion: Selvfølgelig er voldelige spil skadelige. Og hendes vidunderlige forsøg på at miskreditere dem, der måtte tage spillene i forsvar: De er – skriver Manniche – typisk mænd og – antyder hun – de har økonomiske motiver for at forsvare spilbranchen.

Jeg har diskuteret sagen med Manniche på DR2s Deadline en gang. Efter vores debat forklarede hun mig, at min argumentation formentlig skyldtes mit testosteronniveau. Det med kønnet optager hende tydeligvis en del.

Værten på AK24 spurgte mig om den ofte sjuskede forskning på voldsområdet kan skyldes moralsk panik og manglende forståelse for de unges mediepræferencer og livsstil. Og nu kommer jeg så til min pointe.

Det er besnærende nemt at svare ja til dette spørgsmål. Det er en herligt afmonterende (og historisk nemt underbyggelig) kritik af effektforskningen. Men selvom denne retoriske strategi – for mig at se – er langt mere legitim end Manniches (og mange andres) de-er-i-lommen-på-spilbranchen-argument, så er dens formål helt grundlæggende det samme: At fjerne fokus fra selve videnskaben og pege det på afsenderen.

Mit bedste råd er: Don’t do it. Forskeren bag en given undersøgelse kan for så vidt være skingrende vanvittig. Hvis han/hun overholder kravene til videnskabelig metode (og præsentation af resultater) så er det fuldstændigt underordnet. Og hvis han/hun IKKE gør det, jamen så er det jo bare der man sætter kritikken ind.

Begge “parter” bør slukke for konspirationsteorierne og i stedet bruge tiden på faktisk at læse de pågældende undersøgelser. Det er mere tidskrævende og måske mindre sjovt. Men det er også langt mere interessant og væsentligt mindre… well… barnligt.

Leave a Reply