Der spreder sig en konsensus: At virale markedsføringstiltag ofte er ubehjælpsomme og dermed tager opmærksomheden fra deres vellykkede artsfæller. Det første er nok rigtigt. Det andet er derimod rent sludder.
Svendborg Bibliotek har produceret et par billige, og noget gumpetunge, reklamefilm. De udgiver sig (delvist) for at være optaget med overvågningskamera, men det er tydeligt, at de er tænkt som markedsføring. De ligner altså et forsøg på at aktivere den forjættede virale effekt.
Det er ikke elegant. På den anden side: Det er der masser af små institutioners billige reklamer, som ikke er. Kriminelt er det ikke.
Dog er der folk som finder at denne type kommunikation, på en eller anden måde, ødelægger det for andre. Frederik Preisler, direktør i Mensch (Politiken 4/3-2010):
“Vi ser desværre mange reklamer som de her for tiden. De er billige at producere, og de er hurtige at sende videre. Problemet er, at de ødelægger den virale markedsføring som kanal. De ødelægger det – så at sige – for dem, der godt kan finde ud af det. Det svarer lidt til, at man ikke kan sende husstandsreklamer ud, fordi postkassen er fyldt med tilbudsaviser”
Det er en exceptionelt dårlig analogi. Producerer man en video, som jeg kun udsættes for, hvis nogen i mit netværk finder den særligt god, så vil jeg typisk aldrig blive udsat for den, hvis den faktisk er dårlig. Modsat f.eks. dårlige tv- eller biografreklamer. Viral markedsføring (det vil sige “forsøgsvist viral markedsføring”) skal altså NETOP igennem en kvalitetskontrol, før de når mig og ødelægger ikke noget som helst. De dårlige fylder IKKE op i min postkasse, for dertil når de aldrig.
Den eneste grund til at jeg faktisk af og til kommer til at bruge tid på dem, er at professionelle kommunikatører vælger at udtrykke deres forargelse i det offentlige rum.
Hvem er det lige, der larmer?