“Facebook må reguleres” mente Politiken på lederplads den 13. juli i år. Det mener kommunistpartiet i Kina sikkert også, hvilket understreger ideens svaghed. Men regulering er heller ikke løsningen, for problemet med Facebook er os selv.
I kølvandet på Peter Øvig Knudsens nøgne hippier og deres omdiskuterede kollision med Facebooks bornerthed, har flere politikere raslet med sablerne. Facebook har for meget magt til at kunne eksistere uden regulering, hævdes det. Politikens lederskribent er enig og foreslår at sætte hårdt mod hårdt ved at trække anti-monopolbestemmelser af stalden.
Man kan diskutere, hvorvidt Facebook har et reelt monopol (jeg er skeptisk) men den diskussion vil jeg overlade til andre. Lad os i stedet se kort på det populære forslag om at overtale Facebook til at anlægge et mere europæisk perspektiv på verden.
For nu at gå direkte til elefanten i rummet: Facebook kommer ikke til at lægge Europæiske værdier om ytringsfrihed, her eksemplificeret med nøgne blomsterbørn, til grund for sine politikker. For så vil andre regioner (arabiske lande, asiatiske lande, afrikanske lande osv.) naturligvis også omgående spæne ned til postkassen med en lang række krav. Og disse krav vil i nogle tilfælde være modstridende. Det ville næppe fungere, og vi ville endda kun nå til dette punkt, hvis europæerne faktisk kunne blive enige. Men sydeuropæere har ikke helt samme frigjorte seksualmoral som danskerne.
På Facebook kan dit parforholdsstatus angives til “It’s complicated”. Det samme er jo ytringsfrihed, set fra Californien. For det er ikke mange måneder siden, at Facebook kom under kraftig beskydning for ikke at censurere. Forargelsen var nemlig massiv, da Facebook ikke umiddelbart mente, at de skulle fjerne en række kvindefjendske sider, der i nogle tilfælde forherligede voldtægt.
Hermed ikke sagt at man skal gå og have ondt af den lyseblå gigant. Man skal bare forstå, at interesserne er ekstremt mangfoldige og at Facebook netop er stort fordi tjenesten i en vis forstand orienterer sig i forhold til forargelsens laveste fællesnævner.
Men spørgsmålet er nu også, om den opblussede modvilje mod Facebook ikke drejer sig om noget helt andet end Peter Øvig og de europæiske frihedsidealer. Når danske politikere, som ofte selv har glæde af Facebook, kritiserer tjenesten giver de udtryk for det samme had-kærligheds-forhold som de fleste almindelige brugere lever med. Den glæde man kan føle ved en “like” eller en rosende kommentar er jo, for mange mennesker, forbundet med et mildt selvhad. Interaktionen virker overfladisk og vi ville ønske vi var mindre interesseret i konstant bekræftelse.
Denne følelse har en pendant i et lidt større perspektiv. Politikere ved godt, at man nok burde undgå Facebook. Man burde undgå at lade den offentlige debat foregå i profitorienterede amerikanske rammer, hvor enhver med respekt og interesse for klassisk privatliv med rette tager sig til hovedet. Det er blot så afsindigt nemt og effektivt, at man falder pladask for fristelsen. Facebook er som en islagkage. Du ved at du burde takke nej, men den står lige foran dig og den smager fantastisk.
Dialog og debat er glimrende. Men det vil aldrig få Facebook-ubehaget til at gå væk. For ubehaget handler om vores egen selvrespekt, og den kan nok så mange EU-høringer ikke gøre ret meget ved.