Forsigtige betalingsmure ændrer ikke verden

Fra maj 2013 vil Politiken “tage betaling for webnyheder”. Bemærk dog formuleringen, for den interessante nyhed ville jo være at netbrugere fra maj 2013 gerne “ville betale”.

wall-630

Politiken har – i lighed med flere andre dagblade – udnævnt 2013 til året hvor vinden vender, hvor universets balance genoprettes og hvor retfærdigheden endelig sker fyldest. For nu skal netbrugerne til lommerne, hvis de vil læse onlinenyheder.

Det er spændende. Det er derimod ikke helt så revolutionerende som Politiken gerne vil udlægge det og initiativet er desuden ledsaget af en håndfuld temmelig verdensfjerne udmeldinger.

Revolutionen kommer?

Politikens betalingsmodel hedder 44 kr. om måneden for ubegrænset adgang, mens gratister får adgang til 25 onlineartikler per device. I forhold til de ca. 400 kr. papiravisen koster om måneden (uden særlige rabatter) er det en ret beskeden pris, der – når den holdes op imod lavere annonceindtægter og forringet synlighed på sociale medier mv. – næppe vil være den store guldkalv. Prisniveauet hos Netflix, Spotify m.fl. taget i betragtning er det dog formentlig klogt ikke at lægge sig højere.

Eksperimentet er intereressant. Men selve ideen om at tage sig betalt for onlinenyheder er jo ikke ligefrem ny, hvilket nok bør foranledige til en vis skepsis. Flere danske dagblade har igennem årene forsøgt sig med modeller i samme boldgade. Måske vil den nye “porøse” tilgang virke bedre, men princippet rimer mere på “vi prøver igen” end på revolution i mine ører.

Besynderlige præmisser

Når Politikens læserredaktør Flemming Ytzen den 24/2 svinger sig op til at kalde tiltaget “historisk” og undres over at både Politiken og “de konkurrerende netmedier i så mange år [har] accepteret dette gratisprincip” lyder det lidt mere som en revolution i avisens (og måske dagbladenes) interne verdensbillede end som noget, der vil give ekko i evigheden udenfor murene.

Men Ytzen formulerer også en anden, højst diskutabel, præmis. Nemlig den gamle schlager om at dagbladene begik en historisk dumhed, da de i sin tid gjorde deres nyheder frit tilgængelige på nettet. Denne ide (som Ytzen dog primært refererer uden at tage direkte stilling til) lever i bedste velgående, men har altid været tvivlsom.

Ikke fordi betalingsvilligheden i de tidlige webdage var lille (hvilket den var) men fordi alternativet er vanskeligt at forestille sig.

For alternativet ville jo være, at nyhedsmedierne i 90erne havde sat sig til bordet og indgået en kartellignende aftale om at ingen måtte publicere gratis nyheder. Det kunne de selvfølgelig ikke. For det første ville det formentlig være ulovligt. Og for det andet ville enhver jo have incitament til at undergrave aftalen. Annonceindtægterne følger brugerne, og hvis alle lukkede deres indhold inde, ville den eller de medier der ikke gjorde det jo have en enorm volumen-fordel i form af alle gratisterne.

Situationen er ikke så anderledes i dag. Man kan forestille sig at tjene penge på at placere sit indhold bag en betalingsmur (om man så kan lide ordet eller ej) men man kan også forestille sig at tjene penge på at alle de andre gør det – hvorved man så måske kan overtage noget af deres trafik.

I det hele taget er idéen om dette “oprindelige fejltrin” ret tvivlsom.

Den ledsages i praksis typisk af en anden, meget udbredt, holdning. Journalistisk indhold skal koste penge at konsumere, fordi det koster penge at producere. “Journalistik koster, uanset om det er på print eller i den digitale verden, og vi synes, det er fair, at man betaler for en vare, som man bruger meget.” siger Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. Og det er at man jo ikke i tvivl om, at de synes.

Men der er tale om en holdning. Man kan mene at dyrt produceret indhold skal koste at konsumere, men ideen om at sammenhængen er oplagt er blot og bar marxistisk værditeori: Princippet om at en vares værdi bestemmes af den indsats varen repræsenterer. Hvis man med “værdi” forstår “pris” så er det bare ikke sådan markedet fungerer i praksis, og ideen kommer mest til at fremstå som en let forurettet besværgelse.

Virkeligheden har jo ligesom heller ikke helt fået beskeden. Det er rigtigt, at mange nyhedsmedier arbejder med nye betalingsmodeller, men der er utroligt meget kvalitetsjournalistik frit og åbent tilgængeligt på nettet hele tiden. Uanset hvad det ene eller det andet danske dagblad finder på.

Hvordan skal det gå?

Jeg har egentlig stor sympati for Poltikens og andres initiativer. Jeg mener, at de på mange måder rammer et fornuftigt kompromis, og jeg føler mig i stigende grad taknemmelig for eksistensen af nyhedsmedier, som ikke bare klik-maksimerer sig frem. Vis mig bare én “De 10 bedste råd til x”-webartikel mere, og jeg skal vise dig hvad jeg fik til morgenmad.

Men jeg håber, at 44 kr.-initiativet er en del af en større strategipakke, for i sig selv vil det næppe få stor betydning.

Leave a Reply