DR-mand: Nej, nyheder skal da ikke være oplysende

DR Nyheder udbredte sig vidt og bredt om, at skilsmissetallet for yngre par er faldet. Det viste sig at være – i bedste fald – temmelig misvisende. Radioprogrammet Detektor bad den ansvarlige redaktør forholde sig til problemet. Det gik så ikke så godt.

Nogle gange, faktisk ikke så sjældent, skal man bare lade folk tale helt selv. Jeg holder mig derfor fra at kommentere nedenstående. Blot en smule baggrund:

DR kørte – på alle platforme – nyheden om at færre yngre par bliver skilt. De baserede udsagnet på tal fra Danmarks Statistik, der viste at:

  • I forhold til 1999 er der ikke sket nogen særlig udvikling
  • I forhold til 2006 er der sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par
  • I forhold til 2004 er der sket et fald i skilsmisser blandt yngre par

Man har med andre ord valgt et helt arbitrært årstal (2004); med et andet årstal som udgangspunkt ville historien have været en ganske anden.

Detektors Thomas Buch Andersen konfronterede DR Nyheders indlandschef Lars Steen Pedersen med dette. Nedenfor kan du læse deres dialog.

Lars Steen Pedersen: Jamen, altså grunden til at vi vælger 2004, det er fordi vi ønsker at tage udgangspunkt i 2004. For ikke at gå for langt tilbage i forhold til de ændringer på mønster af hvor mange der bliver gift og så videre.

Thomas Buch Andersen: Hvis I så for eksempel havde valgt at tage tallene fra 2006, som jo også ligger lidt tættere på, og så får I de seneste 6 år, så ville I kunnet have lavet den modsatte historie, altså at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par. Hvad tænker du om det?

Lars Steen Pedersen: Nå, men altså nu tager vi udgangspunkt i 2004 og det er det vi, som du også selv fortæller om, det er de tal vi får trukket fra over den periode og vi får valideret tallene af Danmarks Statistik.

Thomas Buch Andersen: Men de tal I får fra Danmarks Statistik, de starter ikke i 2004 sådan som jeg forstår det. De starter i 1999 og går frem til 2012. Så det er jer, der træffer et valg på et tidspunkt, der siger, vi starter med at kigge på 2004 og frem til 2012.

Lars Steen Pedersen: De tal som vi får fra Danmarks Statistik er nogle tal, som de renser og bearbejder for os, så vi kan få de mest retvisende tal der er.

Thomas Buch Andersen: Men tallene fra 2006 og frem til 2012 er jo også valideret af Danmarks Statistik.

Lars Steen Pedersen: Jamen altså nu, nu bliver du ved med at køre rundt i noget med nogle forskellige årstal. Det vi kan tage udgangspunkt i er det som er det som lytterne kan tage udgangspunkt i, det er det indslag vi rent faktisk laver. Og der tager vi udgangspunkt i 2004 frem til 2012. Og det vi lægger frem, og det er det man skal forholde sig til, det er jo de ting som er valideret af Danmarks Statistik. Og det er valideret af de eksperter, også dem som medvirker i indslaget. Og det har de gjort, inden at vi bragte indslaget, og det har de gjort efter at vi har bragt indslaget. Så det er jo det, der er det væsentlige i det her.

Thomas Buch Andersen: Ville det ikke have været en lige så god historie, at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par?

Lars Steen Pedersen: Jamen, lad os nu forholde os til det indslag vi laver, og det er det der er det vigtige i det her.

Thomas Buch Andersen: Tak til indlandschef for DR Nyheder, Lars Steen Pedersen