DR-mand: Nej, nyheder skal da ikke være oplysende

DR Nyheder udbredte sig vidt og bredt om, at skilsmissetallet for yngre par er faldet. Det viste sig at være – i bedste fald – temmelig misvisende. Radioprogrammet Detektor bad den ansvarlige redaktør forholde sig til problemet. Det gik så ikke så godt.

Nogle gange, faktisk ikke så sjældent, skal man bare lade folk tale helt selv. Jeg holder mig derfor fra at kommentere nedenstående. Blot en smule baggrund:

DR kørte – på alle platforme – nyheden om at færre yngre par bliver skilt. De baserede udsagnet på tal fra Danmarks Statistik, der viste at:

  • I forhold til 1999 er der ikke sket nogen særlig udvikling
  • I forhold til 2006 er der sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par
  • I forhold til 2004 er der sket et fald i skilsmisser blandt yngre par

Man har med andre ord valgt et helt arbitrært årstal (2004); med et andet årstal som udgangspunkt ville historien have været en ganske anden.

Detektors Thomas Buch Andersen konfronterede DR Nyheders indlandschef Lars Steen Pedersen med dette. Nedenfor kan du læse deres dialog.

Lars Steen Pedersen: Jamen, altså grunden til at vi vælger 2004, det er fordi vi ønsker at tage udgangspunkt i 2004. For ikke at gå for langt tilbage i forhold til de ændringer på mønster af hvor mange der bliver gift og så videre.

Thomas Buch Andersen: Hvis I så for eksempel havde valgt at tage tallene fra 2006, som jo også ligger lidt tættere på, og så får I de seneste 6 år, så ville I kunnet have lavet den modsatte historie, altså at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par. Hvad tænker du om det?

Lars Steen Pedersen: Nå, men altså nu tager vi udgangspunkt i 2004 og det er det vi, som du også selv fortæller om, det er de tal vi får trukket fra over den periode og vi får valideret tallene af Danmarks Statistik.

Thomas Buch Andersen: Men de tal I får fra Danmarks Statistik, de starter ikke i 2004 sådan som jeg forstår det. De starter i 1999 og går frem til 2012. Så det er jer, der træffer et valg på et tidspunkt, der siger, vi starter med at kigge på 2004 og frem til 2012.

Lars Steen Pedersen: De tal som vi får fra Danmarks Statistik er nogle tal, som de renser og bearbejder for os, så vi kan få de mest retvisende tal der er.

Thomas Buch Andersen: Men tallene fra 2006 og frem til 2012 er jo også valideret af Danmarks Statistik.

Lars Steen Pedersen: Jamen altså nu, nu bliver du ved med at køre rundt i noget med nogle forskellige årstal. Det vi kan tage udgangspunkt i er det som er det som lytterne kan tage udgangspunkt i, det er det indslag vi rent faktisk laver. Og der tager vi udgangspunkt i 2004 frem til 2012. Og det vi lægger frem, og det er det man skal forholde sig til, det er jo de ting som er valideret af Danmarks Statistik. Og det er valideret af de eksperter, også dem som medvirker i indslaget. Og det har de gjort, inden at vi bragte indslaget, og det har de gjort efter at vi har bragt indslaget. Så det er jo det, der er det væsentlige i det her.

Thomas Buch Andersen: Ville det ikke have været en lige så god historie, at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par?

Lars Steen Pedersen: Jamen, lad os nu forholde os til det indslag vi laver, og det er det der er det vigtige i det her.

Thomas Buch Andersen: Tak til indlandschef for DR Nyheder, Lars Steen Pedersen

De stakkels digitale indfødte


Foto: TF28 ❘ tfaltings.de

Gør os alle en tjeneste: Nævn aldrig igen begrebet “digitale indfødte”.

For et par uger siden kunne DR formidle den overraskende nyhed at “unge” har svært ved det offentliges digitale selvbetjeningstilbud.

Hvorfor er det overraskende? Jo, selvfølgelig fordi sådan nogle “unge” befinder sig som fisk i vandet på nettet, er vokset sammen med deres sociale netværk og i det hele taget går rundt med hjerner i perfekt digital balance.
Eller det var i hvert fald cirka sådan den amerikanske pædagogiktænker Marc Prensky fremlagde tingene i sin 2001-artikel “Digital Natives, Digital Immigrants“.
Ikke at ideen overhovedet var ny. Teknologisociologen Sherry Turkle havde f.eks., med noget mere tyngde, luftet præcist samme tanke seks år tidligere. I sin “Life on the Screen“, skrev Turkle blandt andet:

“Today’s children are growing up in the computer culture; all the rest of us are at best its naturalized citizens…”

Jeg ved ikke med dig, men jeg har altid fundet den slags påståede mentalitetskløfter mellem generationer temmelig… nåja… anstrengende.

Generationerne lever trods alt ikke hermetisk adskilte liv. Ja, hvis du har børn kan du sagtens opleve at deres institutions- og skoleliv ligner dit eget stort set ned til den skævt laminerede kopi af “I Østen Stiger Solen Op”. Det er kun i verdensfjerne drømme (og måske enkelte kommuner) at forskellen reelt er synlig.

Men min allergi mod begrebet fik for alvor næring, da jeg som nyuddannet blev sat til at undervise unge studiestartere på CBS. Allerede på de indledende informationsmøder blev det ekspliciteret, at min opgave jo primært skulle være at vejlede og kvalitetssikre digitale kommunikationsopgaver. For selve det tekniske havde disse fremmelige unge mennesker naturligvis helt og aldeles styr på. De ville sagtens kunne oprette (og via FTP, uploade) hjemmesider, det var man forvisset om. Behøver jeg fortælle om disse forestillingers larmende sammenstød med en ubønhørlig virkelighed?

Nej vel? Men hvorfor trives denne tanke om de unge digitalekvilibrister stadigvæk? Altså, nu har diskussionen jo affødt en velvoksen litteratur man kan opsøge, men for mig at se handler det primært om to ting: Begrebsklumpning og brugervenlighed.

Han er god til fodbold, så han må være god til skak!

I hvert fald én ting understøtter “Digitale indfødte”-tankegangen: Mange “modne” personer synes at tro at alt digitalt på en eller anden måde er det samme. Smartboards er (formoder man) ligesom Facebook, statslige selvbetjeningsløsninger er (formoder man) ligesom Skype osv. Men der er så godt som ingen transfer mellem YouTube og Excel. Ligesom der ikke er nogen særlig transfer mellem dine kompetencer på fodboldbanen og dine Skak-evner. Også selvom begge dele kan defineres som spil.

Når tanken om de “digitale indfødte” gør mig gammel og træt er det altså ikke fordi jeg synes, “de unge” (som også i debatten elegant klumpes sammen til en homogen masse) er dårlige til it. De er bare – indtil de eksplicit lærer det andet – primært gode til lystbetonede aktiviteter som computerspil, Facebook og videoer på YouTube. Og det gør dem ikke til hverken HTML-ninjaer eller Sharepoint-genier.

Brugervenligheden er i vejen

I nogen grad kan ældre medborgeres misforståelse også skyldes selve computerens udvikling. For 20 år siden var det faktisk sådan at computerbrug medførte generelle it-kompetencer. For du kom ikke langt i starthalvfemserne før du skulle håndmodificere din autoexec.bat og jage enhedsdrivere de mest utænkelige steder.

Hey, flot config.sys du har der

Men side har man satset massivt på netop at eliminere dette behov for basal forståelse. Det har været selve kongstanken i digital interaktionsdesign at man skulle kræve så lidt teknisk viden som overhovedet muligt, at brugerfladerne skulle være “naturlige” og “intuitive”. IPad’en er denne udviklings ypperste manifestation og ja, en 2-årig kan bruge den, men det betyder også lidt groft sagt, at dine iPad-evner ikke gør dig bedre til ret meget andet.

En barndom med it gør dig nok tryg og fandenivoldsk overfor fremmede systemer, men ikke automatisk til superbruger af interfaces som ikke kræser for brugeroplevelsen. Tror man på myten kommer man let til at gøre mange unge en bjørnetjeneste. De har ligeså meget behov for at lære at bruge Excel som os andre. Gud bedre det.