De stakkels digitale indfødte


Foto: TF28 ❘ tfaltings.de

Gør os alle en tjeneste: Nævn aldrig igen begrebet “digitale indfødte”.

For et par uger siden kunne DR formidle den overraskende nyhed at “unge” har svært ved det offentliges digitale selvbetjeningstilbud.

Hvorfor er det overraskende? Jo, selvfølgelig fordi sådan nogle “unge” befinder sig som fisk i vandet på nettet, er vokset sammen med deres sociale netværk og i det hele taget går rundt med hjerner i perfekt digital balance.
Eller det var i hvert fald cirka sådan den amerikanske pædagogiktænker Marc Prensky fremlagde tingene i sin 2001-artikel “Digital Natives, Digital Immigrants“.
Ikke at ideen overhovedet var ny. Teknologisociologen Sherry Turkle havde f.eks., med noget mere tyngde, luftet præcist samme tanke seks år tidligere. I sin “Life on the Screen“, skrev Turkle blandt andet:

“Today’s children are growing up in the computer culture; all the rest of us are at best its naturalized citizens…”

Jeg ved ikke med dig, men jeg har altid fundet den slags påståede mentalitetskløfter mellem generationer temmelig… nåja… anstrengende.

Generationerne lever trods alt ikke hermetisk adskilte liv. Ja, hvis du har børn kan du sagtens opleve at deres institutions- og skoleliv ligner dit eget stort set ned til den skævt laminerede kopi af “I Østen Stiger Solen Op”. Det er kun i verdensfjerne drømme (og måske enkelte kommuner) at forskellen reelt er synlig.

Men min allergi mod begrebet fik for alvor næring, da jeg som nyuddannet blev sat til at undervise unge studiestartere på CBS. Allerede på de indledende informationsmøder blev det ekspliciteret, at min opgave jo primært skulle være at vejlede og kvalitetssikre digitale kommunikationsopgaver. For selve det tekniske havde disse fremmelige unge mennesker naturligvis helt og aldeles styr på. De ville sagtens kunne oprette (og via FTP, uploade) hjemmesider, det var man forvisset om. Behøver jeg fortælle om disse forestillingers larmende sammenstød med en ubønhørlig virkelighed?

Nej vel? Men hvorfor trives denne tanke om de unge digitalekvilibrister stadigvæk? Altså, nu har diskussionen jo affødt en velvoksen litteratur man kan opsøge, men for mig at se handler det primært om to ting: Begrebsklumpning og brugervenlighed.

Han er god til fodbold, så han må være god til skak!

I hvert fald én ting understøtter “Digitale indfødte”-tankegangen: Mange “modne” personer synes at tro at alt digitalt på en eller anden måde er det samme. Smartboards er (formoder man) ligesom Facebook, statslige selvbetjeningsløsninger er (formoder man) ligesom Skype osv. Men der er så godt som ingen transfer mellem YouTube og Excel. Ligesom der ikke er nogen særlig transfer mellem dine kompetencer på fodboldbanen og dine Skak-evner. Også selvom begge dele kan defineres som spil.

Når tanken om de “digitale indfødte” gør mig gammel og træt er det altså ikke fordi jeg synes, “de unge” (som også i debatten elegant klumpes sammen til en homogen masse) er dårlige til it. De er bare – indtil de eksplicit lærer det andet – primært gode til lystbetonede aktiviteter som computerspil, Facebook og videoer på YouTube. Og det gør dem ikke til hverken HTML-ninjaer eller Sharepoint-genier.

Brugervenligheden er i vejen

I nogen grad kan ældre medborgeres misforståelse også skyldes selve computerens udvikling. For 20 år siden var det faktisk sådan at computerbrug medførte generelle it-kompetencer. For du kom ikke langt i starthalvfemserne før du skulle håndmodificere din autoexec.bat og jage enhedsdrivere de mest utænkelige steder.

Hey, flot config.sys du har der

Men side har man satset massivt på netop at eliminere dette behov for basal forståelse. Det har været selve kongstanken i digital interaktionsdesign at man skulle kræve så lidt teknisk viden som overhovedet muligt, at brugerfladerne skulle være “naturlige” og “intuitive”. IPad’en er denne udviklings ypperste manifestation og ja, en 2-årig kan bruge den, men det betyder også lidt groft sagt, at dine iPad-evner ikke gør dig bedre til ret meget andet.

En barndom med it gør dig nok tryg og fandenivoldsk overfor fremmede systemer, men ikke automatisk til superbruger af interfaces som ikke kræser for brugeroplevelsen. Tror man på myten kommer man let til at gøre mange unge en bjørnetjeneste. De har ligeså meget behov for at lære at bruge Excel som os andre. Gud bedre det.

 

Gode ideer 3: Organiseringens død

IMG_3918

Du har tusindvis af digitale billeder i din samling. Hvilket aspekt af disse billeder er bedst egnet som organiseringskriterium? Dato? Indhold? Filstørrelse? Ophavsmand? Ingen af dem. Og alle sammen. Præ-organiseringens tid er forbi.

En ikke ubetydelig andel af menneskehedens intellektuelle udladning i de seneste årtusinder har fokuseret på spørgsmålet om organisering. Hvad vil det sige at organisere? Og hvilken organisering af virkeligheden er bedst og mest “rigtig”? Ideen om mere eller mindre “korrekt” organisering knytter sig typisk til en forestilling om en grundliggende orden. En orden som kan kan være knyttet til en religiøs forestilling om en “skaberplan” eller til en Platon-style ideernes ideelle verden.

En vigtig grund til at vi historisk set har brugt så megen kvalitetstid på emnet er den simple, at organisering har været et uomgængeligt vilkår. I den fysiske verden kan en given genstand kun eksistere et sted af gangen, og derfor må den placeres hensigtsmæssigt for at kunne findes.

Hvis din boghandler har et eksemplar af Ian Kershaws Hitler-biografi, så er det temmelig væsentligt at dette eksemplar er placeret efter en vis logik. F.eks. under biografier. Denne logik er dog langt fra entydigt bedst. Måske researcher du Tysklands historie i det 20. århundrede, krigshistorie, lederskab eller fascisme og misser et væsentligt kapitel i Hitler-bogen, fordi du ikke leder under biografier.

Jo større mængder enheder – tænk Det Kongelige Bibliotek fremfor din lokale boghandler – jo mere udpræget bliver problemet (måske er det derfor jeg aldrig kan finde noget som helst af jeg leder efter i Fona på Strøget).

Kloge bibliotekarer har selvfølgelig fundet en måde at afhjælpe problemet på: Kartotekskortet. Kartotekstkortet (og dets digitale pendanter) er en måde at omgå den entydige placerings tyrani. Kortet refererer til en bog og man kan nu have så mange organiseringsprincipper som man har kortsamlinger (f.eks. “alle bøger opdelt efter forfatterens efternavn” OG “alle bøger alfabetisk efter titel” OG “alle bøger efter genre og derefter efter forfatters efternavn” osv.).

Organiseringstyper

David Weinberger – forfatter, teknofilosof og underviser på Harvard Law School – taler i sin bog Everything is Miscellaneous: The Power of the New Digital Disorder om tre typer organisering:

Everything Is Miscellaneous-David WeinbergerFørsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.

Andenordens-organisering bygger derimod på et ekstra referencelag a la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.

Men det virkelig interessante er selvfølgelig tredjeordens-organisering. I en digital verden, hvor man f.eks. formidler digitale billeder fremfor analoge bøger, bortfalder det vilkår at en genstand kun kan optræde et (eller få steder). Et billede på billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge. Det kan indgå i en oversigt over billeder med tagget “København” og samtidig indgå i en oversigt over alle billeder taget med et Nikon D90-kamera og en oversigt over alle billeder taget mellem kl. 23 og kl. 24. Og så videre.

Meta-data tilføjer betydning

Man kan også udtrykke det på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret på nogen bestemt måde. Det er udstyret med et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse.

Som Weinberger påpeger, så begrænses det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende af dette billedes meta-data (altså information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).

Og, tilføjer Weinberger, meta-data bør forstås som alt det, der henviser til billedet. Altså ikke bare det som billedets ophavsmand har orket at tilføje en sen nattetime, men enhver omtale, henvisning, anvendelse osv. af billedet. Med andre ord: Hver gang nogen knytter en forbindelse mellem to elementer skabes en ny organiseringsmulighed, ny betydning og nyt potentiale føjes til elementet.

Elementært. Eller er det?

Det vidste vi selvfølgelig på en måde godt alt sammen. Og så på den anden side. Weinberger udtrykker et meget centralt aspekt ved digitale meder på en meget tankevækkende (og ret underholdende) måde. Vi var godt klar over at ting kan organiseres fleksibelt på et website. Men læs Weinbergers bog, og gængse tilgange til informationsarkitektur på websites virker pludselig som udtjente dogmer fra en fjern middelalder. Man får lyst til at opgive hele sin nøje gennemtænkte struktur og bare give brugerne et stort fedt søgefelt. Ville det være klogt? Det ville i hvert fald være interessant.