webkommunikation

Sitecore – en anmeldelse

Sitecore er et relativt udbredt CMS, et system til håndtering af større websites. Men er det godt?

Det danske Sitecore-CMS danner rygrad på sværvægterwebsites som f.eks. Københavns Kommunes og Folketingets. Reklamemateriale kan du finde nok af, men vurderinger fra slutbrugere snubler ikke over hinanden på nettet. Så her kommer sådan en.

Hvad er et CMS?

Et CMS er et Content Management System, altså et indholdsstyringssystem. Det er et stykke software som bruges til at opbygge, overskue og strukturere websites. Behovet er selvsagt mest akut på store, komplekse websites, men her i 2010 styres mange mindre websites også via et CMS.

Det typiske CMS giver brugeren mulighed for at oprette sider baseret på et udvalg af skabeloner samt tilføje indhold til siden fra et centralt bibliotek med billeder, videofiler osv. På denne måde behøver den enkelte indholdsproducent ikke at have nogen teknisk indsigt i webpublicering.

Hvilket slags CMS er Sitecore?

Sitecore betegnes ofte som et “enterprise CMS”, hvilket blot vil sige at det er så omfattende og bekosteligt et system, at det kun giver mening at bruge i forbindelse med store sites. Desuden er Sitecore et helt klassisk stykke kommerciel (web)software; man betaler en licens og et årligt gebyr – i modsætning til de stadig mere populære open source-CMS’er som Drupal og Umbraco, hvor man kun betaler for tilpasning og support. Der findes mange slags Sitecorelicenser, men regn med et par hundrede tusinde i anskaffelse og en 20-30.000 i årligt gebyr.

Køb og drift af Sitecore

Det er vigtigt at notere sig at man, som “køber” af Sitecore, kun interagerer med mellemmænd. Sitecore sælger nemlig kun direkte til leverandører, som lever af at sælge systemet (og deres services) videre. Sitecore taler kun til leverandørerne (som f.eks. Pentia og Addition) og det samme gør slutbrugeren.

Slutbrugeren køber aldrig en hyldevare. Sitecore skal (som mange andre CMSer) snarere opfattes som et fundament som leverandøren bygger ovenpå og modificerer efter kundens ønsker. Af denne grund er det, for de fleste brugere, temmelig vanskeligt at vide præcis hvor Sitecore ender og hvornår et givent detalje eller funktion skyldes leverandørens arbejde.

Særlige kendetegn

Sitecore sælges blandt andet på at brugerfladen ligner Microsoft Office. For eksempel foregår den overordnede navigation i den såkaldte “content editor”, den mest almindelige vej til redigering af websitets indhold, via en “ribbon”-menu som giver brugeren adgang til de tilladte funktioner. Selve den editor som bruges til at udfylde en sides indhold – smager også i sin ikonografi og logik af Office.

Ribbon-menu’er som i MS Office. Nogle kan lide dem.

Den primære editor. Ikoner inspireret af MS Office.

Desuden har systemet en meget avanceret (og kompliceret) tilgang til rettighedsstyring. Man kan, med stor detaljegrad, udstyre personer eller person-typer med rettigheder (eller mangel på samme) til stort set alle systemets aspekter.

Og så har Sitecore indbygget billed-resizing, altså evnen til at skalere et givent billede på serveren så man (i princippet) blot kan uploade et billede i stort format og så genbruge det i mange sammenhænge. Lille, men ret praktisk, detalje.

Sitecore i dagligdagen

Det er svært at vælge CMS, fordi en feature-liste kan være nok så imponerende og en demonstration nok så velsmurt – mens det er er så godt som umuligt at forudsige hvordan systemet understøtter dagligdagens processer. Min fornemmelse er at denne overvejelse – altså hvordan Sitecore egentlig fungerer i virkelighedens rutineprægede webpubliceringsvirkelighed – ikke ligger øverst på dagsordenen hos Sitecore-udviklerne.
Firmaets retorik – på web og i reklamemateriale – handler om uanede globale vækstmuligheder og fancy real-time-analyse af brugeradfærd på ehandels-sites. Det er lidt vel kækt, for så imponerende er brugeroplevelse og grundfunktionalitet heller ikke.

I det hele taget føler man ikke, som slutbruger, at der er kælet ret meget for systemets allermest centrale funktion: At udgive indhold på web. Jeg mener: Denne del, det at få sin tekst mv. sikkert, hurtigt og validt på nettet burde til den pris være helt strømlinet. Måske end da fornøjelig.

Klodset editor

Men fornøjelig ville være et stort ord. Selve indholdseditoren, det vindue hvor man som almindelig dødelig bruger opholder sig en del, er noget klodset. Den er kun tilnærmelsesvist WYSIWYG, hvilket ikke gør det nemt at forudsige ombrydning osv. Da man ofte bruger tekst skrevet andre steder (i en tekstbehandler f.eks.) er det desuden irriterende at indsat tekst ofte formatteres uhensigtsmæssigt (f.eks. med en masse <br />-tags frem for <p>’er). Dette får den (ellers potentielt smarte) interne HTML-valideringsmekanisme til stort set altid at melde fejl. Editoren har en særlig “indsæt fra Word og fjern formatering fra teksten”, men den fjerner kun visse varianter af den kendte og frygtede Word-HTML.

Rød streg til venstre betyder ikke-valid kode.

Endelig har editoren et noget idiosynkratisk forhold til “undo”-princippet. Her hoppes ofte flere niveauer tilbage i tiden, hvilket gør funktionen noget risikabel.

Uhensigtsmæssigt flow ved brug af mediefiler

Sitecore lagrer alle mediefiler (billeder, videofiler, pdf-dokumenter osv.) i et centralt mediebibliotek, hvormed filerne kan bruges på tværs af websitet. Dette fungerer i princippet godt om end der er et par men’er: Mapper i mediebiblioteket åbner meget langsomt, hvis de indeholder mange billeder. Sikkert fordi Sitecore insisterer på at rendere thumbnailversioner hver gang. Og det er ikke muligt at udføre handlinger på mere end én fil ad gangen. Det føles som en amputeret Windows Stifinder, og det gør visse typer omstruktureringer eller oprydninger meget tidskrævende. En lignende følelse opstår, når man vil bruge flere/mange mediefiler på den samme side. Sitecore husker ikke hvilken mappe du sidst har haft åben, så du kan komme ud i noget meget trættende klik-maraton eftersom filerne skal vælges én efter én.

Mediefiler kan kun behandles én ad gangen.

Opretter man mange indholdssider, er det mest uhensigtsmæssige dog selve den måde hvorpå mediefiler knyttes til disse sider. Et billede kan eksempelvis kun indsættes ved at klikke igennem hele mediebibliotekets (til tider lidet responsive) indholdstræ og pege på det ønskede element. Her ville det være umådeligt meget nemmere, hvis det pågældende billede kunne fremsøges eller evt. blot trækkes direkte fra et mediebiblioteksvindue til den ønskede placering. Et eksempel på en ret basal funktion, som forekommer unødigt besværlig.

Ved tilvalg af et billede, skal det nødvendigvis findes via bladring i filsystemet. Det kan være besværligt.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den måde Sitecore behandler mediefiler på, betyder at de alle får endelsen .ashx. Hvis du uploader en pdf-fil, kommer den altså til at hedde filnavn.ashx. Det giver god nok mening på et teknisk plan, men det kan altså give en række problemer i forhold til eksterne systemer, som bruger netop filers endelse til at vurdere deres type.

At Sitecore holder styr på alle relationer mellem indholdselementer (f.eks. hvis et billede bruges i en artikel) er til gengæld særdeles nyttigt, da man så ikke skal være bekymret for at flytte rundt på sine mediefiler og andre indholdselementer.

Uimponerende versionsstyring

Det er muligt manuelt at gemme “versioner” af et givent indholdselement (hvor det så er den seneste der vises på web). Det er også muligt at få Sitecore til selv at gemme versioner, men min erfaring med denne feature er dårlige*. F.eks. er proceduren omkring låsning og oplåsning af elementer ikke særligt veltunede. Det kan sættes op på mange måder, men ingen af dem er øjensynligt problemfri.

Den største mangel er dog måske at systemet ikke bare selv gemmer ens arbejde løbende, som det f.eks. er tilfældet i det udmærkede og ganske gratis mini-CMS WordPress. Det burde være oplagt: INTET er mere frustrerende for en indholdsproducent end at miste indhold. Man MÅ ikke kunne miste indhold. Men I sitecore er det sådan at ens arbejde i editoren er tabt, hvis der af en eller anden grund ikke kan gemmes i det øjeblik man afslutter. Kære Sitecore: Glem “infinite global opportunities” og indfør velfungerende auto-gem.

Udsat udgivelse virker ikke

Udsat udgivelse – altså tidsbestemt fremtidig udgivelse af udvalgte elementer – kan være praktisk i forbindelse med kampagner, klausulerede nyheder osv. Funktionen er indbygget i Sitecore, men min erfaring er at den ikke virker.*

Ringe browserunderstøttelse

Sitecore lover ikke at alle systemets brugerflader fungerer i alle browsere (det er skabt til Internet Explorer) men den grundliggende “content editor” burde angiveligt fungere i f.eks. Firefox. Det gør den bare kun i yderst principiel forstand. Det ER teoretisk muligt at arbejde med indhold i f.eks. Firefox til MAC, men det er ikke noget man ønsker for sin værste fjende. Dette er selvfølgelig meget uheldigt i forhold til fleksibilitet og brugernes muligheder for at rette kritiske indholdsfejl hvor disse brugere nu end måtte befinde sig.

Manglende sproglig opmærksomhed

Den dansksprogede version af dette dansksprogede produkt sprudler ikke ligefrem af overskud. Ikke sjældent er de anvendte betegnelser faktisk direkte meningsforstyrrende. Nedenstående eksempel er bare sjusket:

Linket skulle være opdateret for at undgå knuste links…?

Svartider og stabilitet

Principielt set er det nok den enkelte leverandør – fremfor selve Sitecore – der er ansvarlige for eventuelle performanceproblemer. Det er dog min fornemmelse at der ofte er problemer med Sitecorebaserede websites, hvilket muligvis kan tyde på at systemet ikke er helt nemt at holde flydende.

Bottom line

Er Sitecore det rigtige CMS at vælge? Det afhænger selvfølgelig af dine behov. Nogle funktioner vil være livsnødvendige for nogle og ligegyldige for andre. Visse designvalg vil måske irritere dem, som jonglerer rundt med mange billeder og være ligegyldige for dem der ikke gør.

Og – endnu mere væsentligt – svaret afhænger selvfølgelig af alternativerne. Nogle organisationer er bundet af særlige tekniske eller udbudsmæssige krav og kan ikke vælge frit på alle hylder. Nogle foretrækker sikkerhed og support, mens andre lægger større vægt på fleksibilitet og potentialet for dynamisk videreudvikling. Og så videre.

Endelig skal jeg erkende, at selvom jeg har “prøvet” og “set” en del CMSer, har jeg ikke indgående kendskab til de store “enterprise”-alternativer og kan ikke vurdere hvordan de klarer sig i en ofte lavpraktisk dagligdag.

Men når alle disse disclaimere er af vejen, er min personlige konklusion at Sitecore har nogle gode kort på hånden, men også tager alt for afslappet på brugeroplevelsen af systemets helt grundlæggende funktioner.

Måske har man en tendens til at tilgive mere, hvis man går open source-vejen. Når man vælger et (småpebret) kommercielt system mener jeg godt man kan forvente en mere velsmurt maskine. Især fordi så relativt små tilføjelser og ændringer ville kunne øge køreglæden markant.

Det forekommer nærliggende at salgstrukturen, hvor producenten primært (eller kun) taler med udviklere som sælger videre, forårsager et usundt fokus på teknik og en manglende interesse for slutbrugerens oplevelse og behov.

* Jeg kan ikke bedømme om dette skyldes selve Sitecore eller måden hvorpå det er konfigureret.

Denne anmeldelse er baseret på erfaring med Sitecore 6.0. Der findes en nyere version, der øjensynligt har indbygget tagging og drag-and-drop til mediebiblioteket.

Sitecores “Page Editor”-funktion gør det muligt at rette i en side via selve sitets frontend (altså i total WYSIWYG). Jeg har ikke erfaring med denne funktion.

Anmeldelse af Clay Shirkys “Cognitive Surplus”

Teknologitænker Clay Shirkys “Cognitive Surplus” er mindre interessant end forgængeren. At den alligevel er strålende, siger noget om forfatterens format.

På side 121 af sin nye bog skriver Clay Shirky at “One of the weakest notions in the entire pop culture canon is that of innate generational differences, the idea that today’s thirtysomethings are members of a class of people called Generation X while twentysomethings are part of Generation Y, and that both differ innately from each other and from the baby boomers. […] a kind of astrology for decades instead of months“.

Man har bare lyst til at give manden en stort knus, når han skriver den slags, for hvor fungerer denne “weakest notion” dog som et tungt slør af dumhed i meget af debatten om nye teknologier og deres effekter.

Shirky – altid veloplagt og ofte kontrær – er et værn mod den slags dumhed. Han påpeger paradokser, identificerer forbindelser og dyrker det lange, tankevækkende perspektiv. Hovedpointen i “Cognitive Surplus” er at det vestlige menneske har oplevet en eksplosion i mangden af fritid og pludselig står med helt nye udtryksformer og organisatoriske muligheder i kraft af internettet. Dette kreative potentiale kan bruges til at photoshoppe nuttede kattekillinger, men det kan også bruges til at skabe et Wikipedia, organisere delebilordninger og mobilisere progressive sociale bevægelser. Især under bestemt forudsætninger, som Shirky søger at identificere.

Bogen udtrykker en præference for interaktivitet, som efter min mening er overophedet. I Shirkys verden er lolcats (som billedet ovenfor) og World of Warcraft-raids nødvendigvis mere fornuftige aktiviteter end brug af envejs-medier. Dette verdensbillede har et skar af teknologiromantik over sig.

Desuden bidrager “Cognitive Surplus” med en mindre sammenhængende pointe end forgængeren “Here Comes Everybody” fra 2008.

Men de historiske og socialpsykologiske pointer er tankevækkende og prosaen flyder elegant. Bogen er ingen milepæl, men er ikke desto mindre stærkt læseværdig.

De virtuelle verdener er fremtidens internet!!!

Eller sådan lød det vanvittige gruppeskrig for blot tre år siden. Dengang voksne mennesker med realkreditlån, familie og fast arbejde i ramme alvor mente at brugerfjendsk proprietær 3D-teknologi var svaret. På alt.

Du kan godt huske 2007 ikke? Dengang danske dagblade etablerede redaktioner i den virtuelle verden Second Life, DR2 dedikerede en temalørdag til den tredimensionelle fremtid og virksomheder købte digitale øer som var de friskbagte blåbærmuffins. Ålborg Havn var sgu på Second Life.

Loggede du nogensinde på? Var der en lille del af dig som tænkte at der jo kunne være noget om snakken? Jeg vovede mig faktisk indenfor og blev dermed udsat for en stærkt underlødig og meget undervældende brugeroplevelse. Jeg blev der desværre ikke længe nok til at vurdere den større sociale oplevelse. Da en tysktalende Iron Man-wannabe havde spærret min avatar inde i et digitalt bur dekoreret med pixelerede fotografier af de personer han påstod at have overfaldet i den fysiske verden, mistede jeg faktisk gejsten. Jeg var ret skeptisk, selvom jeg i dag ville ønske, at jeg havde formuleret min skepsis mere skarpt.

Anyways, interessen forsvandt og de virtuelle verdener dykkede ned under radaren (der til gengæld begyndte at bippe manisk ved synet af de sociale medier). Så hvordan står det til i dag? Forlod alt og alle de virtuelle verdener, som så i dag runger af digital tomhed? Ikke helt.

Selve Second Life har faktisk i dag (i følge egne tal) en million aktive brugere, dvs. personer som har logget ind i løbet af den seneste måned. I forhold til Facebooks mange 100 millioner aktive brugere er det jo ikke overvældende, men i forhold til andre 3D-verdener er det ikke helt ringe. Se graf nedenfor.

Kilder: Bright Hub og Techcrunch (bemærk at “aktive brugere” er et ret vidt begreb og at de påståede brugertal ofte er svære at verificere)

Selvom Second Life angiveligt stadig indeholder liv, er det dog tydeligt at de såkaldte “social worlds”, altså virtuelle verdener uden et overordnet spilfokus ikke ligefrem blomstrer. There.com lukkede i marts i år, og alternativer som Active Worlds nyder stærkt begrænset succes. Til gengæld er det stadigvæk umådeligt profitabelt at stå bag World Of Warcraft – et spil som efterhånden begynder at udfordre mit gamle princip om at ingen forbliver på toppen i over fem år…

Politiken-analyse om Websitets Snarlige Død

Politiken bragte i lørdags min analyse om hvordan websitet som medie bliver stadig mindre relevant. Pointen er, at tanken om at en bruger skal bevæge sig hen på dinvirksomhed.com for at finde information, services eller varer i stigende grad virker altmodisch i lyset af Facebook, Twitter, Flickr, RSS, iCalendar og hvadharvi.

Det er der muligvis nogle webdesignbureauer, som bør tænke lidt over. Deres kunder bør i hvert fald.

Analyse bragt i Politiken, 02.05.2009 (arkiveret her for nemheds skyld)

Websitet er dødt… Nettet leve!

Ved World Wide Webs 20-års jubilæum har nettet etableret sig som en helt grundlæggende kommunikativ infrastruktur. Websitet er til gengæld ved at miste sin relevans.

I de seneste 10 år har virksomheder og organisationer brugt umådelige ressourcer på at udvikle websites. Sådanne websites er stadig ofte en fornuftig investering, men som kommunikationsform tegner websitets fremtid sig langt mindre lys end tidligere. For fremtidens webindhold vil ikke spærres inde.

I denne udvikling går den britiske avis The Guardian forrest. Den er kendt for sin meget progressive webstrategi. Derfor er det også mere end interessant, at avisen i marts frigav en metode til systematisk ekstern brug af avisens materiale: Software-og webudviklere kan nu (mod deltagelse i et særligt annoncenetværk) med stor fleksibilitet anvende The Guardians artikler og andet indhold på måder, som tilfredsstiller helt specifikke behov. Måder, som avisen selv måske aldrig har overvejet eller haft ressourcer til at satse på.

Avisen siger med andre ord: Det er vores indhold, der er interessant. Og hvorfor i alverden skulle folk partout tilgå dette indhold i vores format?

HERMED LÆGGER avisen sig i direkte forlængelse af en klar tendens. Store websucceser som Facebook, Youtube, Flickr og Twitter er ikke (alle sammen) mirakler efter den gamle målestok: antal besøg på websitet. Flere af disse tjenester har faktisk langt mere trafik fra eksterne systemer, som fremviser deres indhold, end fra brugere, der på gammeldags facon begiver sig ind på moderwebsitet.

Den for tiden meget omtalte mikroblogtjeneste Twitter blev f. eks. i 2007 brugt ti gange mere igennem eksterne systemer (websites, software, sms osv.) end ved, at nogen faktisk tastede twitter.com ind i deres browser. Og billeddelingstjenesten Flickr har stor succes med at lade brugere og udviklere fremvise sine billeder på blogs, i digitale skifterammer, som baggrundstapet på pc’ens skrivebord og i kreative kollager, der organiserer billederne geografisk, kronologisk eller tematisk. Igen uden at Flickr har gjort stort andet end at sige ja tak til denne anvendelse.

Disse tjenesters websites spiller selvfølgelig en vigtig rolle, når nye brugere skal tilmelde sig, betale osv. Men sat lidt på spidsen er de faktisk ikke så uhyre væsentlige.De er hver især blot én standardiseret måde blandt mange tænkelige måder at tilgå indholdet på.

Og hvorfor skulle man slå sig til tåls med gennemsnitsprægede standarder? Sådan tænker mange internetbrugere allerede. De klikker nemlig ivrigt på de små orange RSS-ikoner, som pryder de fleste moderne websites. Det er ellers ikke videre høfligt. For med RSS kan man se/læse/høre webindhold helt løsrevet fra moderwebsitet, hvilket omtrent svarer til at sige: »Fri mig for jeres design og tillægstjenester, og giv mig kun indholdet, tak«. RSS er – blandt andre ting – et oprør mod webdesign.

Hvad betyder disse tendenser så for nettets fremtid? Lad os starte med den almindelige bruger: For hende bliver nettet på én gang sjovere og mere kompliceret.

Sjovere, fordi der med stor sandsynlighed vil eksistere en tjeneste, som tillader hende at tilgå sit yndlingsindhold på en måde, der præcist passer til hendes præferencer.

Og mere kompliceret, fordi hun først skal finde og måske selv indstille denne ideelle tjeneste, samt fordi den generelle adskillelse af form og indhold må siges at hæve abstraktionsniveauet markant. RSS? Google Homepage? Twitter på alle platforme? Det gamle web, hvor indhold var bundet til en helt bestemt form og boede et helt bestemt sted, var selvfølgelig mindre fleksibelt, men også mere umiddelbart forståeligt.

I DEN ANDEN ende vil virksomheder og organisationer snart stå i en ny situation.

Det gammeldags website, forstået som en masse sider i et givet design, vil gradvist miste relevans. Ikke fra dag til dag, men på linje med dvd-afspilleren, benzinbilen og DAB-radioen: stadigvæk gode investeringer, bevares, men også med et skær af solnedgang over sig.

Uanset dalende relevans vil websitet præge vores billede af nettet i mange år endnu. Og selv derefter vil nutidens arbejde med at strukturere og digitalisere materiale vise sig som en forudsætning for at kunne slippe indholdet fri. Det er dog værd at forberede sig allerede i dag, og det kan ske på tre fronter: For det første kan man lagre sit webindhold så struktureret som overhovedet muligt og med så mange kategoriseringsmuligheder som muligt (noget, bibliotekarer og programmører er særligt gode til). For det andet kan man sørge for at prøve kræfter med udgivelse af indhold i mange forskellige formater, også selv om den reelle efterspørgsel lige nu er begrænset (noget, webudviklere bør kunne hjælpe med).

Og måske vigtigst af alt kan man for det tredje gå sin forretningsmodel – eller webmålsætning, hvis ikke man driver forretning – efter i sømmene. Baserer den sig på, at brugere i størst muligt antal skal lokkes ind på ens website, hvor de skal interagere med ens fastlåste indhold, så er det et rigtig dårligt tegn. Man bør i så fald tænke sig grundigt om, og det gælder, næsten uanset hvilken branche man er i.

BEDST SOM vi troede, at vi vidste, hvordan nettet fungerede, begynder vinden at vende. Men det forhold har vi forhåbentlig allerede vænnet os til. Uanset hvad, så er fremtiden på nettet sjov, åben, kompliceret og ret anderledes end de første 20 år.

Gode ideer 3: Organiseringens død

Du har tusindvis af digitale billeder i din samling. Hvilket aspekt af disse billeder er bedst egnet som organiseringskriterium? Dato? Indhold? Filstørrelse? Ophavsmand? Ingen af dem. Og alle sammen. Præ-organiseringens tid er forbi.

En ikke ubetydelig andel af menneskehedens intellektuelle udladning i de seneste årtusinder har fokuseret på spørgsmålet om organisering. Hvad vil det sige at organisere? Og hvilken organisering af virkeligheden er bedst og mest “rigtig”? Ideen om mere eller mindre “korrekt” organisering knytter sig typisk til en forestilling om en grundliggende orden. En orden som kan kan være knyttet til en religiøs forestilling om en “skaberplan” eller til en Platon-style ideernes ideelle verden.

En vigtig grund til at vi historisk set har brugt så megen kvalitetstid på emnet er den simple, at organisering har været et uomgængeligt vilkår. I den fysiske verden kan en given genstand kun eksistere et sted af gangen, og derfor må den placeres hensigtsmæssigt for at kunne findes.

Hvis din boghandler har et eksemplar af Ian Kershaws Hitler-biografi, så er det temmelig væsentligt at dette eksemplar er placeret efter en vis logik. F.eks. under biografier. Denne logik er dog langt fra entydigt bedst. Måske researcher du Tysklands historie i det 20. århundrede, krigshistorie, lederskab eller fascisme og misser et væsentligt kapitel i Hitler-bogen, fordi du ikke leder under biografier.

Jo større mængder enheder – tænk Det Kongelige Bibliotek fremfor din lokale boghandler – jo mere udpræget bliver problemet (måske er det derfor jeg aldrig kan finde noget som helst af jeg leder efter i Fona på Strøget).

Kloge bibliotekarer har selvfølgelig fundet en måde at afhjælpe problemet på: Kartotekskortet. Kartotekstkortet (og dets digitale pendanter) er en måde at omgå den entydige placerings tyrani. Kortet refererer til en bog og man kan nu have så mange organiseringsprincipper som man har kortsamlinger (f.eks. “alle bøger opdelt efter forfatterens efternavn” OG “alle bøger alfabetisk efter titel” OG “alle bøger efter genre og derefter efter forfatters efternavn” osv.).

Organiseringstyper

David Weinberger – forfatter, teknofilosof og underviser på Harvard Law School – taler i sin bog Everything is Miscellaneous: The Power of the New Digital Disorder om tre typer organisering:

Førsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.

Andenordens-organisering bygger derimod på et ekstra referencelag a la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.

Men det virkelig interessante er selvfølgelig tredjeordens-organisering. I en digital verden, hvor man f.eks. formidler digitale billeder fremfor analoge bøger, bortfalder det vilkår at en genstand kun kan optræde et (eller få steder). Et billede på billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge. Det kan indgå i en oversigt over billeder med tagget “København” og samtidig indgå i en oversigt over alle billeder taget med et Nikon D90-kamera og en oversigt over alle billeder taget mellem kl. 23 og kl. 24. Og så videre.

Meta-data tilføjer betydning

Man kan også udtrykke det på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret på nogen bestemt måde. Det er udstyret med et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse.

Som Weinberger påpeger, så begrænses det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende af dette billedes meta-data (altså information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).

Og, tilføjer Weinberger, meta-data bør forstås som alt det, der henviser til billedet. Altså ikke bare det som billedets ophavsmand har orket at tilføje en sen nattetime, men enhver omtale, henvisning, anvendelse osv. af billedet. Med andre ord: Hver gang nogen knytter en forbindelse mellem to elementer skabes en ny organiseringsmulighed, ny betydning og nyt potentiale føjes til elementet.

Elementært. Eller er det?

Det vidste vi selvfølgelig på en måde godt alt sammen. Og så på den anden side. Weinberger udtrykker et meget centralt aspekt ved digitale meder på en meget tankevækkende (og ret underholdende) måde. Vi var godt klar over at ting kan organiseres fleksibelt på et website. Men læs Weinbergers bog, og gængse tilgange til informationsarkitektur på websites virker pludselig som udtjente dogmer fra en fjern middelalder. Man får lyst til at opgive hele sin nøje gennemtænkte struktur og bare give brugerne et stort fedt søgefelt. Ville det være klogt? Det ville i hvert fald være interessant.