Tag: museums

Siden de første museer forsigtigt stak foden i den digitale flod, har et spørgsmål blafret i vinden: Hvordan skal vi måle denne indsats? Vi er, som sektor, på bar bund. Måske skal vi erkende dette og starte forfra.

I 2024 udkom den svenske brancheforening Sveriges Museer med rapporten Museitoppen (och digitala succér). Rapporten taler om en situation, som er “kraftfuld” og “yderst foranderlig” og hvor

“Museerne tager plads i forskellige digitale kanaler, hvor publikum er. Podcasts, film, livearrangementer, Wikimedia-artikler, digitale besøg i samlingerne og meget mere – tilsammen drejer det sig om millioner af digitale interaktioner med mennesker rundt om i Sverige og i verden.”

Rapporten betragter landskabet i det helt brede perspektiv. Man erkender, at indsatsen er mangefaceteret, og man har ikke lyst til at favorisere én specifik indsatstype.

En ambitiøs og sympatisk metode, men også mange forskelligartede tal med masser af grobund for slør og berettiget diskussion.

I Danmark ligger vi principielt på linje med svenskerne: Vi har på museerne – og på kulturarvsinstitutioner mere generelt – tidligt indset, at digitalisering helt åbenlyst eliminerer begrænsninger, øger tilgængelighed og dermed radikalt udvider adgangen til kulturarven. Men vi har, her små 25 år efter de første museumshjemmesider, ingen fælles målestok for succes inden for digital museumspraksis.

Det er egentlig ret utroligt.

På Statens Museum for Kunst (SMK) opgjorde vi i mange år vores digitale rækkevidde i museets årsrapport. Men for et par år siden ønskede Kulturministeriet at ensrette de statslige museers målsætninger, og i denne proces kunne man ikke finde en fornuftig fælles målemetode. Derfor udgik denne overordnede målsætning af SMK’s såkaldte rammeaftale.

Denne beslutning om ikke at måle flugter godt med opfattelsen hos den arbejdsgruppe som med en rapport i 2023 lagde grunden for den efterfølgende museumsreform og siden museumslov. Arbejdsgruppen vurderede:

“at der ikke på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt pålidelige og meningsfulde opgørelser, der kan måle museernes digitale formidling.“

Man anbefalede derfor:

“at digitale brugere ikke indgår som et tilskudselement, men at der arbejdes videre med at opgøre museernes digitale formidling med henblik på, at det kan indgå i museernes besøgstal på længere sigt. Dette vil være et væsentligt hensyn i videreudvikling af opgørelsen af brugere, idet tendensen er, at museer i stigende grad udvikler digitale formidlingstiltag.”

Man kunne indvende, at hvis man ikke, efter 25 år, har udviklet “meningsfulde opgørelser”, så er der nok nogen, der ikke rigtig har lyst.

Det tror jeg bestemt er tilfældet. Men man kunne også læse med hårene og erkende, at den digitale museumsformidling ofte beror på yderst forskelligartede platforme med idiosynkratiske og omskiftelige definitioner og måleværktøjer.

Når man måler fysiske besøgendes aktiviteter, er der bestemt også gråzoner, subjektivitet, strømudfald og estimater på spil, men i det mindste foregår de in-house.

På digitale platforme er man ofte prisgivet Metas stærkt tvivlsomme opgørelser, Googles komplekse data-inferno eller mere eller mindre hjemmelavede (og sjældent meget levedygtige) statistikværktøjer til Wikimedia-platforme. Flere nøgletal genereres i en black box hos monopoler med helt entydige kommercielle interesser. Er man embedsmand med ansvar for at sammenligne på tværs må (og skal) man få ondt i maven af dette morads.

Og her har jeg nok faktisk skiftet mening på det sidste. Jeg plejede at mene, at det absolut væsentligste var at registrere al denne aktivitet på tredje-parts-platforme. For alternativet var vel en indadvendt stirren på egne snævre kanaler og dermed en uhensigtsmæssig data-narcissisme: En manglende vilje til at tilgængeliggøre kulturarven, der hvor folk faktisk kunne møde den. Og et usundt fokus på output fremfor impact.

Men vi er tydeligvis kørt fast. Jeg tror derfor, vi skal sænke ambitionsniveauet betydeligt og etablere en grundlæggende måling af tilgængeliggørelse. Lad os måle hvor stor en andel af samlingen som det enkelte museum har digitaliseret i et (for borgeren) brugbart format. Og lad os måle på hvilket niveau denne digitaliserede samling er gjort tilgængelig. Kan man browse materialet i en browser? Fint. Kan man downloade materialet til fri brug indenfor ophavsrettens rammer? Endnu bedre. Kan man bygge materialet ind i nye digitale tjenester via et API? Det giver bonuspoint.

Fordelen ved disse målsætninger er, at de direkte hander om tilgængeliggørelse af kulturarven. En anden fordel er, at de helt afkobler tvivlsomme big tech-monopolers uafprøvelige påstande. Indrømmet, i deres rå form måler de aktivitet (output) frem for afledt værdi (impact). Men lad os starte et sted og så forbedre målestokken løbende.

Det gode ved nulpunktet er, at det kun kan blive bedre!

Kommentar bragt i Politiken, 15/9-2019.

Hvert år overgår vigtig dansk kulturarv til frit fælleseje. Men vi fejrer det aldrig. Ja, tør vi overhovedet tale om det?

I dansk lov har vi to meget fine principper, men det er ofte kun det ene vi taler om, mens vi går i en lidt blufærdig bue udenom det andet.

Når en borger som du eller jeg udfører et stykke kreativt arbejde, så sikrer samfundet vores ret til at bestemme over dette arbejde. Når du komponerer en popsang, skriver et digt eller redigerer en lille film sammen på din mobiltelefon så får du – med det samme og ganske automatisk – retten til at bestemme over dit “værk”.

Men kun i et vist tidsrum. Og her kommer vi til det andet princip. På et tidspunkt ophører din eneret og dit værk overgår til fællesskabet. Det placeres, om man vil, i den store fælles pulje af kulturarv som vi alle frit og ubegrænset kan bruge nøjagtigt som vi vil. Og hvilket tidspunkt er det så? Det ved vi meget præcist: Eneretten til en kreativ frembringelse bortfalder ved midnat nytårsaften i det halvfjerdsindstyvende år efter ophavsmandens død. Stedet hvor værket herefter bor har ikke et godt dansk navn, men omtales ofte som “public domain”.

At fastsætte tidspunktet er simpelt. Alt andet omkring ophavsret er kompliceret. Hvorfor 70 år? Hvad er egentlig et værk (En SMS? En krusedulle på en post-it-seddel? Et fotografi af et andet fotografi?). Hvorfor overhovedet beskytte? Og hvorfor overhovedet ophæve beskyttelsen?Det er meget svært at besvare disse spørgsmål med henvisning til alment accepterede principper. Ophavsret er en sprængfarlig blanding af idealer, mere praktiske hensyn og temmeligt tvivlsomme definitioner. Læg hertil en stor bunke penge, og du har opskriften på det man kun med en yderst pæn omskrivning kunne kalde en “intens diskussion”.

Lad mig alligevel, midt i alle disse modsatrettede idealer, prøve at forklare, hvorfor den frie, fælles kulturarv er en utroligt god ide. Lad mig også illustrere, hvordan den desværre er under løbende angreb.

Hvorfor skal kulturarven være fri?

At have en pulje af fri kulturarv har altid været en god ide. H.C. Andersens eventyr, Søren Kierkegaards tekster, Vilhelm Hammershøis malerier og Carl Nielsens symfonier er for længst overgået til fællesskabet. Altså står det enhver frit for at gendigte, at filmatisere deres værker eller udgive dem i helt nye formater. Det står også enhver skolelærer, gymnasielærer eller universitetsunderviser frit for at fremvise og anvende dem i undervisningen. Og det står enhver skoleelev frit for at inkludere gengivelser af Hammershøis, P.S. Krøyers eller Anna Anchers malerier i sine skoleopgaver. Dette har været en god ide længe. Men i en digital tidsalder bliver det særligt meningsfuldt, da almindelige menneskers mulighed for at fremstille værker og udgive dem er vokset eksponentielt. De muligheder for at publicere tekster, billeder og video som før kun var kapitalstærke mediehuse forundt er i 2019 tilgængelige for helt gennemsnitlige danske børn. Der fremsøges, videreformidles, deles og gen-anvendes simpelthen i hidtil uset grad.

Hver nytårsaften udvides puljen af frit anvendelig dansk kulturarv som med et trylleslag kl. 24. Hver gang underbygger, forstærker og forbedrer vi øjeblikkeligt dette (delvist nye) kredsløb. Og dette er ikke kun fordelagtigt for individuelle borgere. Hver gang udvides de danske kulturinstitutioners muligheder for at formidle kulturen – de bliver med andre ord bedre i stand til at udføre deres job. Kunstmuseer kan formidle deres samlinger frit, og danskerne kan dermed få nemmere adgang til kulturarven.

Men… for der er et “men”. Hvis det er så rosenrødt, hvorfor fejrer kulturpolitikere, museer og kulturglade borgere så ikke denne årlige begivenhed, mens de alligevel svinger champagneglasset? Nok fordi det (også) er et minefelt. Stærke, kommercielle kræfter trækker i den anden retning. Organiserede rettighedshavere udøver målrettet lobbyisme for at udvide ophavsretten og undgå åbenhed. En ting er vigtig at pointere her: At organisationer lobbyer for deres medlemmers interesser er absolut legitimt. Hvis man er Disney vil man gerne fortsat tjene penge på Mickey Mouse. Hvis man er sat i verden for at sikre forfattere bedst mulige indtjeningsmuligheder, så synes man næsten per definition, at ophavsretten bør være både robust og langvarig.

Problemet er ikke, at de professionelle rettighedshavere er velorganiserede. Problemet er at diskussionens “anden side”, altså brugerne og kulturformidlerne er totalt uorganiserede og endda ofte internt splittede.

Lad mig give to eksempler fra den forløbne sommer.

Det første handler om en uskøn disputs mellem den amerikanske designer Cosmo Wenman og Baltimore Museum of Art (BMA). En disputs som nåede helt til den franske regering, før den endelig blev afklaret.

I 2014 havde BMA proklameret, at de ville 3D-scanne deres eksemplar af Auguste Rodins ‘Grubleren’ og dele denne scanning med verden. Rodin døde i 1917 og ‘Grubleren’ er således uden for ophavsret.

Wenman ville gerne bruge denne scanning og spurgte derfor, tre år senere, hvor den blev af. Dette medførte en lang og ordrig email-diskussion, som endte med at BMA ikke ville frigive scanningen medmindre det parisiske Rodin-museum godkendte det. Dette startede en ny ord-krig, denne gang på tværs af Atlanten. Til sidst henviste Rodin-museet til det franske Kulturministerium og da Wenman fortsatte sit pres, afgjorde en fransk regeringsinstans til allersidst – to år efter den første email – at Rodin-museet ikke kunne undlade at udlevere deres scanninger. Det er dog endnu ikke sket. Pointen med denne historie er vel, at ikke engang kulturinstitutioner per automatik støtter fri og åben kulturarv.

Midt under Wenmans kamp om ‘Grubleren’ vedtog EU et meget omdiskuteret nyt ophavsretsdirektiv. Den komplekse lovtekst kan udlægges på mange måder, men på mange områder var den en sejr for klassiske rettighedshavere, altså film-, forlags- og musikbranchen med flere.

Ét åbenhedstiltag nåede dog med: princippet om at direkte gengivelser af ophavsretsfrie værker også selv er ophavsretsfrie. Et eksempel: Hvis jeg, uden at tilføje et kreativt element, tager et foto af et Hammershøi-maleri, så er dette foto ikke beskyttet af ophavsret. Det lyder måske beskedent, men det vil faktisk være af stor betydning for kulturformidlere og vil frigive en masse ressourcer til puljen af fri kulturarv. Dog er CEPIC, som organiserer 600 europæiske foto-agenturer, rasende. Organisationen advarer kraftigt mod dette tiltag i en pressemeddelelse, sætter “åbenhed” i tykke gåseøjne og advarer om, at det hele må skyldes lyssky lobbyvirksomhed fra amerikanske tech-giganter. En usædvanligt krigerisk og meget tvivlsom udmelding, som selvsagt har et klart formål: At skræmme alle politikere, der i disse år skal implementere det nye direktiv i national lov, væk fra åbenhedsprincippet.

Hvem diskuterer offentligt med CEPIC og ligesindede? Tja, hvis du støder på nogen, så giv mig gerne et praj.

Nej, den frie fælles kulturarv har næsten ingen venner. Men er det ikke på tide, at vi slår et slag for den kulturelle fælled? At kulturbranchen husker at fejre og støtte fri adgang til kulturen? At kulturpolitikere husker den frie kultur i deres nytårstaler? Og at vi som borgere husker at glæde os, hver gang den frit tilgængelige del af vores fælles kulturarv bliver en lille smule større?

Guess what: Your museum won’t have to worry about digital anymore! It’s a nice thought, but as they say, don’t quit your day-job.

Museums are starting to move beyond digital as a separate field, or at least should be. This notion (in slightly different forms) is making the rounds and is clearly striking a strong chord.

The Met, in their October 2015 blog entry “Next Steps in the Met’s Digital Evolution”, speak of preparing for a postdigital world and the need to take steps “that respond to the inevitable growth of digital-related roles and responsibilities in the organization to the point where digital is no longer something ‘special’ but a mainstream business activity”.

Kajsa Hartig of Stockholm’s Nordiska Museet in her predictions for 2016 speaks of museums moving towards a post-digital condition requiring organizational change and the need for a unified channel strategy beyond a digital/analogue divide.

This notion of the postdigital museum (or at least the term) stems from Ross Parry’s 2013 paper “The End of the Beginning: Normativity in the Postdigital Museum” in which he observes how, for certain large UK museums, digital “has become logically wired into the reasoning of the museum” (conveniently there’s a YouTube version). Indeed, Parry quotes the head of digital media at the Imperial War Museums as saying that “We do not mention digital anymore. It is taken that there will be some digital activity even if people are not quite sure what that is.”

The point, of course, is not that digital has become unimportant but that it has become unquestionably important and that institutions no longer see digital as a separate goal in itself, but rather as part of the mixed arsenal necessary to further their goals.

Now, of you’re like me, this will be sweet music to your ears.

Goodbye strange platform-centric silo projects, hello unified omni-channel approach aligned with actual institutional goals. Wonderful indeed. But what will – or should – this mean organizationally? This seems much less obvious and, at least to me, sparks two new questions: A) What are departments for? And B) Can digital skills be  gradually embedded with known museum professions or are they distinct enough to require digital professionals?

A digital department?

A common argument against a digital department is that digital is not an end-goal but rather a means to an end. This is trivially true but unfortunately makes no sense as an argument. Research is not in itself an end-goal (but a means towards increasing our understanding), education is not an end goal (but a means towards learning), communication is not an end goal (but a means towards increased knowledge of the museum, building relationships etc.), fundraising is not an end goal… oh, you get the picture.

The organizational chart of your museum is somewhat arbitrary. The departments work in somewhat different ways and employ people from somewhat different backgrounds but the actual, current split may be as much based on convention as any clean logic.

More interestingly, perhaps, most of the longing for a postdigital near-future where we won’t need to use the d-word would make an equal amount of sense when leveled against any other department. Would it be ideal if research were a “natural” part of everything we do? And what if communication were simply a core component of any project no matter who initiated it? And shouldn’t fund-raising simply be a skill that everybody employed in every activity? Of course. Everybody should know everything and work towards all goals at the same time. But only in the sense that there should be world peace and donuts shouldn’t make you fat.

In the end, the debate on whether digital should be its own department mirrors the decade old discussion on whether IT should be taught separately in schools and be a part of all other subjects. At a glance, scenario 2 sounds ideal, but many of its advocates actually change their position over time when it turns out to not really, you know, work.

For my part, I don’t think there’s any one-size-fits-all correct decision on this. And it’s probably less important than having a management (and funding body in the broadest sense) who make sensible, strategic digital development a priority.

Digital skills

Are there specific things that only the digitally trained can do or understand? Some people just seem able to do anything or pick up knowledge by themselves, so there are exceptions, but in my experience the answer is a resounding yes. There are genuine digital skills that do not come gift-wrapped to people of every profession, no matter how much they use computers.

Now, obviously programming is one such skill but that much seems generally accepted. I’m thinking here of two other competencies.

The first is User Experience Design, and more concretely user interface design. It is something that even the cleverest people without direct experience tend to get horribly wrong. Designing an interface means making 100s of tiny decisions and to get it right you need to be attuned to design trends and a constantly evolving field.

The second is data architecture: The understanding of the interrelation between data, content and representation. Understanding how these elements work together and how to leverage them for a given project is not something you learn in other professions – it’s a specifically digital “skill”.

In the end, all of this is to say that most of what we track under the heading of postdigital is a true cause for celebration. It means that museums are becoming increasingly platform agnostic and this can only be a good thing for our budgets, our sanity, and for our audiences. But just because we’d love for something to be true does not mean that it is true or that it is even fully possible. We’ll see digital being normalized and employed as part of other efforts but it will still require a continuous effort by trained professionals – just like everything else important.