bøger

Bedst sælgende medieprodukt: Bøger

For små to år siden sammenlignede jeg omsætningstal for udvalgte medietyper i Danmark. Opdaterede tal viser, at det stadigvæk går glimrende. Dog især for bøger.

Når mediesalgstal sammenlignes går det ofte stærkt, og specifikke dagsordener twister ofte tallene til ubrugelighed.

Ovenstående graf er baseret på de bedste tal jeg kan finde. Det skal bemærkes, at disse tal er af temmelig svingende kvalitet. I takt med at alle brancher udsættes for digitale distributionsalternativer fra horder af mere eller mindre uorganiserede udbydere, så bliver de centrale registreringsøvelser også gradvist mindre valide. Den helt reelle omsætning – især i forbindelse med udenlandske produktioner – må derfor formodes at være noget større end angivet ovenfor for bøger, film og musik og væsentligt større for computerspil. Hvis du kender til tal, der forsøgsvist inkluderer flere indtægtskilder så hører jeg meget gerne om det.

Et par kommentarer til de enkelte datakilder:

Film: Tallene for filmomsætning i biograf og på DVD-markedet stammer fra Det Danske Filminstituts årlige udgivelse “Facts and Figures“. Tallene er meget præcise, men dækker ikke digital distribution. DVD-salg er ikke opgjort for 2010. Desuden er beløbet for billetsalg ikke opgivet for 2010 – jeg har blot brugt beløbet for 2009 og anvendt antal solgte billetter (som er opgivet i begge år) som forholdstal. DVD-salgstal for 2010 og 2011 stammer fra denne artikel fra Det Danske Filminstitut.
Bøger: Tallene for 2009 og 2010 kan ikke helt sammenlignes med tidligere års tal, da der er foretaget justeringer i datagrundlaget (havde man bibeholdt den oprindelige opgørelsesmetode, ville 2009 og 2010 ligge lavere). Lyd- og e-bøger udgjorde ca. 2 % af omsætningen i 2010. Se Bogbarometret.
Musik: Tallet udgøres af omsætningen hos IFPIs medlemmer (IFPI vurderer selv at medlemmerne står for 95 % af det samlede danske marked). I 2010 udgjorde digitalt salg 139 af de 467 millioner kr. Se Musikselskaber 2010.
Computerspil: Tallene offentliggøres (og opgøres muligvis) kun helt sporadisk af MUF (se diverse pressemeddelelser) og forudsætningerne er noget uklare.

Opdatering 22-1-2012: DVD-tal for 2010 og 2011 tilføjet.

Anmeldelse af Clay Shirkys “Cognitive Surplus”

Teknologitænker Clay Shirkys “Cognitive Surplus” er mindre interessant end forgængeren. At den alligevel er strålende, siger noget om forfatterens format.

På side 121 af sin nye bog skriver Clay Shirky at “One of the weakest notions in the entire pop culture canon is that of innate generational differences, the idea that today’s thirtysomethings are members of a class of people called Generation X while twentysomethings are part of Generation Y, and that both differ innately from each other and from the baby boomers. […] a kind of astrology for decades instead of months“.

Man har bare lyst til at give manden en stort knus, når han skriver den slags, for hvor fungerer denne “weakest notion” dog som et tungt slør af dumhed i meget af debatten om nye teknologier og deres effekter.

Shirky – altid veloplagt og ofte kontrær – er et værn mod den slags dumhed. Han påpeger paradokser, identificerer forbindelser og dyrker det lange, tankevækkende perspektiv. Hovedpointen i “Cognitive Surplus” er at det vestlige menneske har oplevet en eksplosion i mangden af fritid og pludselig står med helt nye udtryksformer og organisatoriske muligheder i kraft af internettet. Dette kreative potentiale kan bruges til at photoshoppe nuttede kattekillinger, men det kan også bruges til at skabe et Wikipedia, organisere delebilordninger og mobilisere progressive sociale bevægelser. Især under bestemt forudsætninger, som Shirky søger at identificere.

Bogen udtrykker en præference for interaktivitet, som efter min mening er overophedet. I Shirkys verden er lolcats (som billedet ovenfor) og World of Warcraft-raids nødvendigvis mere fornuftige aktiviteter end brug af envejs-medier. Dette verdensbillede har et skar af teknologiromantik over sig.

Desuden bidrager “Cognitive Surplus” med en mindre sammenhængende pointe end forgængeren “Here Comes Everybody” fra 2008.

Men de historiske og socialpsykologiske pointer er tankevækkende og prosaen flyder elegant. Bogen er ingen milepæl, men er ikke desto mindre stærkt læseværdig.

Danske universiteter på vej mod afgrunden?

Lektor på Københavns Universitet har netop skrevet et skånselsløst stormangreb på den universitetspolitiske arv fra Helge Sander. Titlen er “Hjernedød”.

I Sune Aukens korte, krigeriske og velskrevne “Hjernedød” rettes et all-out angreb mod de strukturelle forandringer på de danske universiteter som fulgte af Universitetsloven af 2003.

Jeg synes, helt overordnet, Auken formår at forklare hvorfor universiteternes problemer faktisk er samfundets problemer og at argumentationen er ganske sober på sin egen skræmmende måde (eksemplerne er dog for få).

På baggrund af min egen universitetstid genkender jeg især to problemer:

Taxametersystemet (som ikke er den nuværende regerings opfindelse). Et system, der belønner universiteterne økonomisk for hver bestået eksamen er et system, der er designet til at sænke bundgrænsen for kandidaternes kvalitet. En bundgrænse som nogle steder nærmest er helt væk. Enhver som benægter dette (og det gjorde Sander) benægter de allermest grundliggende ideer om menneskelig motivation som hele vores samfund er opbygget omkring.
Ledelsesreformen. Tidligere styrede universitetets enheder sig selv vha. det såkaldte kollegiale selvstyre. Det videnskabelige personale traf beslutningerne i plenum.
Det blev med reformen afløst af en relativt radikal topstyring. Det gamle system var (til tider) bemærkelsesværdigt ineffektivt. Det nye system er mere handlekraftigt, men det nye fratager forskerne deres medbestemmelse og demotiverer dem igennem umyndiggørelse. Kombineret med stigende evalueringskrav medfører det et stærkt pres i retning af ligegyldighed. Og da systemet er baseret på at forskerne leverer en indsats langt udover det timetal som deres kontrakt foreskriver, er det en rigtig giftig cocktail.

Aukens bog kan anbefales.