Efter 20 år har debatten om voldelige computerspil nået et højt intellektuelt niveau. Just kidding.
I marts 2012 udsendte den københavnske spiludvikler IO Interactive en “teaser trailer” til deres kommende spil Hitman: Absolution. I traileren udsletter den skaldede lejemorder en gruppe tungt armerede, latex-beklædte kvinder som, før de bekender deres sande morderiske kulør, er forklædt som katolske nonner.
IO Interactive henviste til semiironisk voldsfilmsæstetik og bedyrede at de ikke bevidst jokkede på hverken religiøse eller feministiske tæer. Men ikke desto mindre vakte latexnonnerne en vis harme og anslog en debat i danske avisspalter, som var ganske interessant. Ikke fordi den var begavet (guderne skal vide, at det var den ikke) men fordi den sagde noget væsentligt om computerspil i 2012. Lad os tage den kronologisk…
Lejemorderen og blodbadet
Hitman-traileren tiltrak sig anklager om at bidrage til intet mindre end en “voldtægtskultur”. Den formåede desuden at lande pladask midt i to højaktuelle, betændte diskussioner: Diskussionen om den mandsdominerede spilverden og diskussionen om hvorvidt dele af spilbranchen har droppet alle kreative ambitioner til fordel for et, stort rendyrket voldsorgie.
Forbud mod vold?
Herhjemme fik traileren læge og debattør Vibeke Manniche, der før har udtalt sig kritisk om voldelige spil, til (i BT, den 9/6) at mene at “et generelt forbud” mod voldelige spil var “den rigtige vej”. Grunden til at et decideret forbud er løsningen var, ifølge Manniche, at “Der er intet positivt at sige om voldelige computerspil – udover at udviklerne og producenterne griner hele vejen ned til banken” og “der er bare rigtig mange dovne, travle og decideret dumme forældre, hvor en opfordring simpelthen ikke er nok”.
Indlægget udløste en massiv reaktion i kommentarsporet, hvor Manniches modstandere angreb hendes faglighed, hendes logiske evner og ret til overhovedet at udtale sig. Fandt man denne salvo for voldsom skulle man ikke besøge Manniches blog, hvor hun udfoldede sit synspunkt i en række indlæg (“Dit barn bliver rigtig dygtig til at slå ihjel!“, “Forskning som viser, at voldelige PC/video-spil øger risikoen for voldelig adfærd“, “Når debat erstattes af perfide, personlige angreb“, “Voldelige PC/videospil – interessekonflikter?“).
Selvom Manniche gentagne gange pointerede at decideret perfide kommentarer ikke ville blive bragt på bloggen, kogte kommentarfelterne nærmest over af, ofte alvorligt grammatisk udfordret, harme. Manniches antydninger af at denne aggressivitet netop underbyggede hendes pointe, hjalp ikke på stemningen (“…jeg er blevet bestormet af uhyggelig aggressive ´gamere´ – som de så yndigt kalder sig selv. Havde den videnskabelige litteratur ikke for længst overbevist mig, er jeg da blevet meget sikker i min sag.”). En mere afbalanceret reaktion kom i øvrigt fra spilskribent Julie Horup.
Efter mange opfordringer til at underbygge sine påstande, fremhævede Manniche en håndfuld undersøgelser. Særligt støttede hun sig til en metaanalyse af Craig Anderson et.al. bragt i tidsskriftet Psychological Bulletin under titlen “Violent video game effects on aggression, empathy, and prosocial behavior in eastern and western countries: a meta-analytic review“. Den vender vi lige tilbage til.
De gamle forstår det ikke
I mellemtiden meldte modstandere sig på banen. I Berlingske skrev forskningsassistent Rune Kristian Lundedal Nielsen en kronik hvor han forfægtede det synspunkt at:
“Den ældre generations forældede syn på spil er, at de bare er sjove, platte og tomhjernede former for tidsfordriv, hvilket medfører fejlagtige antagelser om, at spil er leg for børn. I virkeligheden er spil langt mere interessante, udfordrende, krævende, spændende og sociale, end de er sjove.”
Lundedal Nielsen var overbevist om at modviljen mod spil måtte skyldes en ældre generations næsten instinktive afstandtagen til det nye og var sikker på at også selve forskningen ville få “en anden tone” i fremtiden “når der ikke længere er nogen i live, der kan huske de gode gamle dage før computerspillet og internettet.”
Han blev sekunderet af Jyllands-Postens klummeskribent Mie Harder, som beklagede eksistensen af en usaglig “bekymringslobby” (teksten er ikke online).
Forskningen viser jo entydigt…
Disse angreb fik neurolog og professor på Rigshospitalet, Albert Gjedde, til at tage bladet fra munden og beklage Lundal Nielsen og Harders tone samt direkte modsige påstanden om at spil ikke skaber afhængighed:
“der er mennesker, som på grund af særlig disposition er i fare for at blive afhængige af computerspil, og som på grund af afhængigheden og dens årsager kan miste evnen til at skelne mellem rigtig vold og virtuel vold, når de spiller de voldeligste spil”
Ligesom Manniche, henviste Gjedde til ovennævnte metaanalyse af Anderson et.al. I dette studie forsøger forskerne at sammenligne en lang række undersøgelser om sammenhængen mellem voldelige spil og ændringer i adfærd hos spillerne. Artiklens forfattere når selv frem til at der nu er klar indikation på at voldelige spil medfører øget aggression.
Undersøgelsen er dog langt fra uproblematisk, hvilket både Manniche og Gjedde undlader at nævne. Først og fremmest indebærer udvalget og behandlingen af de forskelligartede undersøgelser en række valg som kan diskuteres. Men Andersons analyser er også før i tiden blevet angrebet for at favorisere undersøgelser, der passer i deres kram. Særligt kritisk overfor Anderson er amerikanske Christopher J. Ferguson, der i en kritik af hele tilgangen til medieeffekter specifikt skriver om metaanalysen:
“This most recent Anderson et al meta-analysis also contains significant flaws: including numerous studies with measures which are un-standardized or have poor validity, focusing on bivariate correlations rather than better controlled estimates of video game effects, failing to include some published work from authors critical of the causal hypothesis and including an unreliable evaluation of ‘best practice’ studies that conflates measurement error with ‘best practics’ due to the failure to consider the impact of unstandardized assessment measures.”
Ferguson noterer sig at mange af disse fejlkilder hæver sandsynligheden for at finde en effekt og understreger at den effekt som Anderson et.al. finder trods dette forhold er temmelig lille.
Her skal jeg ikke at tage stilling til Fergusons kritik, men både Manniches og Gjeddes formuleringer synes i påfaldende grad møntet på helt at ignorere den betydelige, metodiske kritik som medieeffektundersøgelser har tiltrukket sig igennem årtier.
Så status er…
Den, godt nok relativt afgrænsede, debat om spilvold som dukkede op i første halvdel af 2012 vidner om flere ting. For det første er den bemærkelsesværdigt upåvirket af tid og erfaring. Den kunne, næsten ordret, have udspillet sig for 20 år siden. For det andet er det en debat, der stilfærdigt ties ihjel af vores politikere. Spil, også hvis de påstås at skade, flyver umådeligt langt under den politiske radar. Emnet har simpelthen stort set ingen interesse.
Og det tegner et billede af en kontrast. Dele af spilbranchen har nu i mange årtier bedyret at mediet er mainstream, idet man med betydelig iver fremhæver enhver statistik (uanset hvor utroværdig) der viser at piger spiller meget og at gennemsnitsalderen blandt spillere er høj. Samtidig er det en udbredt holdning i dele af spilverdenen at computerspillet er blevet modnet som udtryksform i takt med at langt flere har eksperimenteret kunstnerisk med formen.
Men computerspil er ikke mainstream. I hvert fald ikke på tilnærmelsesvist samme måde som film og litteratur, altså som en udtryksform, der også nyder kulturel (herunder kulturpolitisk) bevågenhed. Rigtig mange mennesker (samt de politikere de stemmer på) er decideret ligeglade med spil. Ikke fjendtligt stillede, men netop ligeglade.
Og det er lidt interessant her i 2012, det år hvor computerspillet (i al stilhed) fylder 50 år.
