Bedst sælgende medieprodukt: Bøger

For små to år siden sammenlignede jeg omsætningstal for udvalgte medietyper i Danmark. Opdaterede tal viser, at det stadigvæk går glimrende. Dog især for bøger.

Når mediesalgstal sammenlignes går det ofte stærkt, og specifikke dagsordener twister ofte tallene til ubrugelighed.

Ovenstående graf er baseret på de bedste tal jeg kan finde. Det skal bemærkes, at disse tal er af temmelig svingende kvalitet. I takt med at alle brancher udsættes for digitale distributionsalternativer fra horder af mere eller mindre uorganiserede udbydere, så bliver de centrale registreringsøvelser også gradvist mindre valide. Den helt reelle omsætning – især i forbindelse med udenlandske produktioner – må derfor formodes at være noget større end angivet ovenfor for bøger, film og musik og væsentligt større for computerspil. Hvis du kender til tal, der forsøgsvist inkluderer flere indtægtskilder så hører jeg meget gerne om det.

Et par kommentarer til de enkelte datakilder:

  • Film: Tallene for filmomsætning i biograf og på DVD-markedet stammer fra Det Danske Filminstituts årlige udgivelse “Facts and Figures“. Tallene er meget præcise, men dækker ikke digital distribution. DVD-salg er ikke opgjort for 2010. Desuden er beløbet for billetsalg ikke opgivet for 2010 – jeg har blot brugt beløbet for 2009 og anvendt antal solgte billetter (som er opgivet i begge år) som forholdstal. DVD-salgstal for 2010 og 2011 stammer fra denne artikel fra Det Danske Filminstitut.
  • Bøger: Tallene for 2009 og 2010 kan ikke helt sammenlignes med tidligere års tal, da der er foretaget justeringer i datagrundlaget (havde man bibeholdt den oprindelige opgørelsesmetode, ville 2009 og 2010 ligge lavere). Lyd- og e-bøger udgjorde ca. 2 % af omsætningen i 2010. Se Bogbarometret.
  • Musik: Tallet udgøres af omsætningen hos IFPIs medlemmer (IFPI vurderer selv at medlemmerne står for 95 % af det samlede danske marked). I 2010 udgjorde digitalt salg 139 af de 467 millioner kr. Se Musikselskaber 2010.
  • Computerspil: Tallene offentliggøres (og opgøres muligvis) kun helt sporadisk af MUF (se diverse pressemeddelelser) og forudsætningerne er noget uklare.

Opdatering 22-1-2012: DVD-tal for 2010 og 2011 tilføjet.

Computerspil sælger mere end film – hvis man da snyder på vægten

Omsætning i DK for film, computerspil, bøger og musik

Opdateringer
– 2.5.2010: Tilføjet tal for bogsalg og samlet filmsalg
– 3.5.2010: Tilføjet tal for musiksalg (fra IFPI)

Jeg har vist igennem tiden forholdt mig mindre end positivt til spilbranchens manglende lyst til at dokumentere sin egen størrelse præcist. Men faktisk har Multimedieforeningen en håndfuld pressemeddelelser liggende med årsopgørelser (tak til @vigild). Og – i kombination med Det Danske Filminstituts løbende kortlægning af filmbranchen, Bogmarkedet.dk’s bogbarometer og IFPIs statistik – gør disse opgørelser en reel sammenligning på tværs af brancher mulig

Altså: Computerspil omsætter for et beløb, der er lidt højere end det danske box office-tal (dvs. billetsalg til film). Til gengæld omsætter DVD-markedet (salg og leje) for allermest. Og hvis man gerne meningsfuldt vil sammenligne “film og spil”, så bør man selvfølgelig lægge biografbilletsalg og DVD-omsætning sammen (den stiplede grå linje).

Man kunne bemærke at:

  • Biografbilletindtægterne er steget over perioden (2009 betød endnu en stigning, jeg har bare ikke lige tallet ved hånden)
  • Biograferne lever ikke kun af billetsalg, så tallet er ikke en entydig indikator for deres økonomi
  • Spilsalget har ikke vist decideret fremgang over perioden. Dog har Multimedieforeningen ikke (for alle de angivne år) opgivet de præcise tal (man taler f.eks. om et salg der var “ca. 20 % bedre end året før” og den slags). Spiltallene bliver efter alt at dømme stadigt mere troværdige over perioden – dataindsamlingen er angiveligt blevet mere systematisk med tiden.
  • Spilsalg fokuserer lidt snævert på detail-ledet. Men spil sælges i stigende grad som download eller service, og denne omsætning er ikke medregnet.
  • Spilsalg er selvfølgelig ikke en entydig indikator på hvor sjovt det er at være spilforhandler – der sælges også en betydelig mængde konsoller, controllere osv. (ligesom man jo også kan sælge filmhardware, f.eks. DVD-afspillere)
  • DVD- salget er svagt faldende. Jeg har helt udeladt VHS-tal her.
  • Tallene for bogsalg inkluderer bogklubsalg, digitale bøger, lydbøger osv.

Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme

The Dark KnightJeg er professionelt interesseret i filmwebsites, men du har muligvis ikke hørt at det britiske UK Film Council (der svarer omtrent til den mere proaktive del af Det Danske Filminstitut) netop har spenderet 1 million gode pund sterling på et nyt website (halvdelen er brugt på søgemaskineoptimering og onlinemarkedsføring).

FindAnyFilm er et interessant initiativ. Sitet giver englænderen med lyst til at se en film et total (+/-) overblik over hvor og hvordan filmen kan ses: Biograf, DVD, TV, Streaming eller download.

Det lyder måske som almindelig fornuftig digital folkeoplysning, men teknikken i den slags er ikke for børn: Dimsen skal tale med ofte opdaterede biografdatabaser (800 biografer er med), scanne tv-programmer (300 tv-kanaler p.t.), tjekke med iTunes og andet sjov.

Men strategien er også interessant. Intet (eller kun lidt) brugerinddragelse – ingen kommentarer, ingen wiki-agtig funktionalitet – i hvert fald ikke i den nuværende version. Umiddelbart spøjst, men efter min mening har man prioriteret helt korrekt: FindAnyFilm er svaret på spørgsmålet: Jeg vil se film X, hvad er mine muligheder?

Så mangler vi bare svaret på spørgsmålet: Hvordan får vi sådan en på dansk?

Mere omtale i The Guardian hvor PedaloPedro er ret uimponeret

Yderpoler af det forgangne år

New Years Fireworks 2008 033
Min omverden hævder hårdnakket at 2008 skulle lakke mod enden. 2008, min ven, jeg synes aldrig rigtig vi lærte hinanden ordentligt at kende. Men lidt nåede vi da at have med hinanden at gøre. Og i den reduktionistiske sidst-på-året-ånd vil jeg nu opgøre det på listeform:

Bedste faglitterære bog: David Weinbergers Everything is Miscellaneous. Og da i særdeleshed første halvdel. Weinberger er måske ikke menneskehedens mest præcise repræsentant, men EiM er et festligt sammensurium af klassifikationsneurotikere, antikke filosoffer og velturnerede omformuleringer af gamle sandheder. Clays Shirkys Here Comes Everybody var også god.

Bedste skønlitterære bog: Robert Harris’ The Ghost. Selvom den var langt fra så god som Imperium.

Bedste film: Måske trods alt Juno. Tvivlsom nykonservativ morale and all. Ku’ også meget godt lide The Prestige.

Mest sete film: Utvivlsomt Ronja Røverdatter. With a vengeance. And then some.

Mest hørte musik: Flaming Lips’ Yoshimi Battles the Pink Robots. Kun 6 år for sent. Der er håb.

Mest hørte sang i hjemmet: Uden konkurrence, Sys Bjerres Malene. Vi tager den lige et par gange hver aften med danseshow.

Bedste nye gadget: Okay, det er min iPhone. Jeg fortæller folk at jeg primært er glad for kalenderfunktion og smart adressebog. Men i virkeligheden er jeg vild med hver eneste lille obskure feature. Altså udover podcast-download-funktionen, der vist ikke er helt bagt færdig.

Bedste podcast: Mark Kermode’s film reviews. Kermode er den største. Dernæst P1s Mennesker og Medier (kom tilbage Lasse Jensen!), P1a Filmland (for langt til min ringe transporttid, lær af Kermode) samt Thielke+Westerkams Kommunikationscast (bare bliv ved).

Bedste spil: Desktop Tower Defense. Kulminationen på årtusinders spildesign.