Tag: self-constraint

Test dig selv: Er du voksen?

Aldrig har der været en bedre tid for kæmpeidioter. Den digitale virkelighed stiller uhørt monumentale krav til din impulskontrol, og skal du klare dig helskindet igennem fristelserne, så må du hellere binde dig til masten.

For godt ti år siden skrev jeg mit speciale. I en periode cyklede jeg hver dag gennem byen for at slå mig ned på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg klappede min bærbare op; en maskine, der svarer til en moderne Macbook lidt ligesom en storskraldscontainer svarer til en klinik-hvid Vipp-spand.

Cyberspace? Det havde man skam, og det foregik stående foran en af fire gavmildt opstillede terminaler udstyret med Netscape 4.1, en uskøn browser, der allerede dengang var et metaltræt blast from the past.

For mig var det et fuldstændig perfekt miljø for produktivitet.

Jeg kunne gå online, men det var ved gud ikke noget jeg gjorde for sjov. Det var lige præcis så tilpas besværligt, at det aldrig blev en impulsiv handling – det krævede tid og kræfter hver gang.

Netscape 4. Grim, besværlig og et glimrende værn mod fristelser.

Jeg tænker nogle gange, at jeg aldrig ville have klaret mig igennem gymnasiet, hvis jeg havde haft en nutidig computer.

Den amerikanske teknologitænker David Weinberger ynder at sige, at vi lever i den bedste tid til at være informationssøger og den bedste tid til at være en komplet idiot. Weinberger hentyder til, at vi på nettet har adgang til “fakta” som aldrig, aldrig ville have klaret sig igennem klassisk præfiltrering, altså kvalitetskontrol der i printkulturen afgjorde om noget var udgivelsesværdigt.

Men idiotien truer også fra en anden kant. It-iværksætteren Clay Johnson påpegede for nylig, at vi har sat vores generations skarpeste hjerner til at designe tjenester og værktøjer som, i praksis, gør alt hvad de kan for at gøre os til overfladiske tåber. Facebook, Twitter, Google, dit emailprogram, din RSS-læser og din smartphone vil så umådeligt gerne i kontakt med dig, hvilket de ikke overser nogen chance for at fortælle dig.

Og selvom du skulle følge Johnsons råd og eliminere de omsiggribende notifikationer, lurer fristelserne jo lige bag det aktuelle skærmvindue. Måske har jeg ingen rygrad, men når jeg sidder ved en computer føler jeg at min præfrontale cortex (som spiller en central rolle i impulskontrol) skal råbe temmelig højt for at overdøve de små mænd i mit hovede, der liiige gerne vil se om der er nogle spændende røde tal på Facebook, interessante links på Twitter eller nyt på netaviserne.

Netop derfor elsker jeg min Kindle og dens nærmest steampunkagtige e-ink: Den kan stort set intet. Jeg identificerer mig fuldstændig med de personer, der i en New York Times-artikel sammenlignede boglæsning på en tablet med madlavning med småbørn i køkkenet (temmelig besværligt og kødsovsen brænder altid på). Med min Kindle tier stemmerne stille og jeg kan faktisk koncentrere mig.

E-reader. Dens bedste feature er at den stort set ingenting kan.

Vil det så sige, at det er en god ide at gøre en indsats for at begrænse sine egne valgmuligheder?

Selvfølgelig er det det.

Og det er jo en strategi med en ædel slægtstavle. Da Odysseus krydsede rastløst rundt i det græske øhav blev han lidt bekymret for sin egen evne til at modstå sirenernes lokkende sang. Så han lod sig binde til masten og proppede bivoks i mandskabets ører – så de ikke kunne høre hverken sirenerne eller deres kaptajn, hvis han skulle skifte mening (hvilket han selvfølgelig gjorde: “…jeg følte i hjertet lyst til at lytte og bød med blikke og nik mine svende slippe mig løs.”).

Teknikken er jo også hyppigt anvendt blandt folk som ønsker at kvitte smøgerne, den usunde mad eller overforbruget: Undgå fristelsen; giv din hjernes eksekutivfunktion tid til at protestere. Frys eventuelt kreditkortet inde i en stor klump is.

I den økonomiske spilteori er udryddelsen af egen fremtidige valgmuligheder et hyppigt tema. I mange situationer har du lyst til at holde så mange muligheder åbne som muligt, men der er markante undtagelser. Det klassiske eksempel er “The Chicken Game”: To biler kører lige mod hinanden, og den chauffør, der først drejer har tabt. Hvad gør du? Flå rattet af og kast det ud af vinduet, idet du sikrer dig at modstanderen ser det (okay, det er ikke vildt nemt at flå et rat af, men du forstår princippet). En anden klassiker er “The Kidnapper Game”: Din kidnapper – hvis ansigt du har set – vil sådan set gerne lade dig gå, men kun hvis du kan garantere, at du ikke vil angive ham til politiet. Her er det i din interesse at afskære dig selv fra muligheden for at gå til politiet i fremtiden…

Stoler du ikke på dig selv om morgenen? There’s a gadget for that. Helikoptervækkeuret flyver op under loftet og stopper først når du har bevist at du står op.

Hvis du synes om den tankegang, så tænk på Odysseus og sirenerne sådan her: Odysseus forventer at være i interessekonflikt med sit fremtidige jeg. Han forventer at hans fremtidige jeg vil have anderledes præferencer (glem hende Penelope, giv mig sirenerne) og ønsker at undgå konsekvensen ved at fratage Fremtids-Odysseus visse handlemuligheder.

Vi gør det hele tiden, i stor og lille skala. Hvis ikke jeg kender dig og alligevel stoler på, at du opfører dig som nogenlunde fornuftig samfundsborger er det delvist fordi vi sammen accepterer og støtter et system (retsstaten), der begrænser vores handlerum (og gør det nogenlunde attraktivt at opføre sig ordentligt).

Og de hårdest ramte (og mest selvindsigtsfulde) gør det foran skærmen. For vores utro opmærksomhed har affødt en hel lille industri af af selvbegrænsningssoftware. Fristet over evne? For kun 10 USD kan du få adgang til programmet Freedom, et værktøj som kan én ting: Spærre din dyrt betalte internetforbindelse. Yep, først betaler du for adgang til nettet og så betaler du for at få den spærret. Freedom var navnet; du bliver fri ved at begrænse dig selv. StayFocusd, en add-on til Chrome, gør noget lignende.

Græske søfarere, macho-dødslege og askese-software… hvad var det nu problemet var? Først og fremmest bør det måske nævnes at der, helt overordnet, ikke er grund til pessimisme. Som Weinberger understreger, har der aldrig været en bedre tid for informationssøgere. Det digitale overflødighedshorn gør os i stand til at udnytte vores sparsomme tid optimalt: Vi kan bade i en flod af de ypperste medieprodukter, indgå i voldsomt givtige faglige netværk på Twitter, finde ny bolig (og fede cupkageopskrifter) på Facebook.

Problemet er, at vi lever i en kagebutik. Din bippende smartphone er som et stykke friskbagt hindbærtærte. Hvad siger du? Du har kontrol over det? Fint, så er du sikkert også en af dem, der er normalvægtig, har kvittet smøgerne og løber til arbejde. Hallelujah. Men for det første har ikke alle selvkontrol i samme mængder, og for det andet har du jo formentlig netop sørget for ikke at omgive dig med slik og cigaretter. Da jeg underviste it-studerende var jeg meget eksplicit på ét punkt: Jeg nægtede at undervise i et computerlokale. Maskinernes blotte tilstedeværelse nedsatte koncentrationsniveauet betydeligt.

God gammeldags, dødkedelig selvkontrol kommer til at adskille de produktive fra de overfladiske. Ikke i et en-til-en-forhold naturligvis; Twitter i arbejdstiden er ikke vejen til fortabelse. Men manglende mådehold i forhold til fristelsen til at multitaske er, hvis du skal præstere noget større og sammenhængende, det rene gift. Computere i folkeskolens klasseværelser? Really? Jojo, jeg forstår godt, at computere kan en helt masse vigtigt og spændende.

Det er jo lige præcis det, der er problemet.

Læs også

Spildesigner: Vi overtager dit liv

Hvis du ikke følger så nøje med i spilverdenen, kan det være undgået din opmærksomhed. Men for et par uger siden forklarede spildesigner Jesse Schell, hvordan din verden snart bliver ét stort computerspil.
Reality - worst game ever

Spiludviklere er sjældent kunstnere med stort K. De er oftere ingeniører eller arkitekter (folk som er interesseret i at bygge noget, der kan bruges) og de er ikke helt sjældent filosofisk anlagt. Nogle mener at deres disciplin har relevans langt udover din spillekonsol hjemme i stuen  – at spildesignprincipper faktisk har relevans som en art appliceret adfærdspsykologi. Anyway, for et par uger siden holdt spiludvikler Jesse Schell et – i spilkredse – meget omtalt oplæg.
Han havde tre grundlæggende pointer:

  • Mens spildesignere traditionelt har arbejdet med det fantastiske, så har de senere års kæmpesuccesser været solidt funderet i virkeligheden. Det har handlet om guitarer, (stue)bowling og tøjdyr.
  • Den herskende opfattelse er at teknologi konvergerer. Men det er vrøvl: I virkeligheden divergerer teknologien.
  • Spildesign handler om at motivere. Og så snart der kan bygges elektronik ind i en given genstand, så kan den også indgå i et motivationssystem. Når din tandbørste får indbygget chip, så kan du få point, når du har børstet længe nok. Står du op til tiden, kan du få point fra dit vækkeur, og husker du cykelhjelmen. kan du få point som måske end da udløser bonus hos dit forsikringsselskab.

De første to pointer skal vi ikke spilde tid på (de er i øvrigt ret tvivlsomme).

Den tredje er interessant. Tænk hvis vi kunne designe vores omverden således, at den konstant motiverede os til at træffe de valg vi overordnet set ønsker at træffe. Altså en omverden, der belønner os for at dyrke motion, spise sundt, se mindre fjernsyn og opføre os fornuftigt i trafikken. Jeg ved det, de dystopiske vinkler trænger sig på (overvågning, umyndiggørelse…) men vi designer i høj grad allerede vores omgivelser på en måde, som skal mindske fristelser og hjælpe dyderne (som jeg har talt om en gang).

Jeg er ikke sikker, men jeg tror nødigt, jeg vil se princippet appliceret på mellemmenneskelige relationer. Tandbørsten, løbeskoene og strømbesparelsen derimod? De måtte faktisk godt ligne Assasin’s Creed lidt mere.

The Power of Weakness 4: Some preliminary definitions

1030 calories...So Jonas, what is this “power of weakness” thing you keep going on about? you, the implied reader, ask.
And I want to thank you for taking the time, because that is a truly relevant inquiry.

The whole thing revolves around something which I find fascinating: That, in many diverse situations, we go out of our way to inhibit ourselves. We set up our environment in ways which limit us from making certain choices in the future. And we do so intentionally in order to gain an advantage.

The phenomenon is curious, since intuitively more options is better. In practice this is often not the case and examples are easy to come by: The dieter cleans out the fridge to eliminate temptations, the would-be cigarette quitter makes sure that the house is cigarette free, the writer shuts down his internet browser to avoid the temptation of checking online newspapers.

In these examples, a person fears that his future self will not share his current preferences. The current you prefers not having a chocolate bar to having one, but you fear that the person you will be in an hour will feel differently. In a sense, you’re engaged in a conflict with your future self.

Notably, this is different from merely fearing that your future self will not remember that which you presently have in mind. You’re acutely aware that you’re out of milk, but you fear that your future self (faced with the distractions of a thousand special supermarket offers) will (once again) forget to buy a certain dairy product. So you influence the cognitive focus of your future self by that powerful technique: The shopping list. This is not an example of the power of weakness, since your future self is not restrained, merely reminded of what he actually wants to do.

The power of weakness is not, however, limited to your battles with your fickle future self. Yes, I’m referring to the mass of mobile shapes commonly referred to as “other people”. At times, you want to limit your future options in order to elicit a particular response from someone else. This is something I’ll come back to ad nauseam, but a banal example is the commonly used strategy used whenever two people engage in that little left-or-right dance in which they need to move past each other without collision: To visibly commit to one side and avert one’s eyes (thus limiting one’s options as of this very moment). The message is this: We have no obvious way of solving this coordination problem and it doesn’t actually matter (i.e. no-one wins and loses) who does what, so I’ll simply choose left now thank you very much.

So, the power of weakness is: The phenomenon that, in certain situations, limiting one’s future options bestows a personal advantage.

Stay tuned for burning ships, suicidal drivers, kidnappers, speech acts, and bee wax.

The Power of Weakness 3: Norwegian News Flash

Trond Giske taler pﾌ NBF-møtet
Image 1: Trond Giske, Norwegian minister of culture

Technically we’re off topic here (unless our topic is very broad indeed) but I just realized that the near-Danes of Norway have taken a drastic approach to the lure of gaming.

Distressed with the rise of gambling addiction, the Norwegian government last year chose to ban all privately owned gambling machines. Lest riots should appear, the government is rolling out strictly controlled tailor-made machines which uphold a strict time and money limit and which are intentionally free of all the bells and whistles which normally attract gamers/gamblers.

Now, this is not directly related to the power of weakness, but a government is arguably a group’s way of controlling itself by adjusting the attraction of certain actions. I’ll get back to that in a later post. Right now I just thought that this was interestingly drastic and game-related to boot.

More details from Associated Press and for pictures of the unattractive wonder see VG.

The Power of Weakness 2: Lead me not into instant messaging

Working the way I usually do – backed up powerfully by Wikipedia, Google; seriously revising drafts etc. – I sometimes wonder how on Earth pre-computer people were able to do any serious writing.

Of course, I also – paradoxically – sometimes wonder if I wouldn’t be able to work faster, better and with far greater personal gratification if it was just me and a clunky old type-writer alone in a secluded cabin deep in some Swedish forest.

I suppose most of us feel that way. Distractions and how to manage them is certainly a prevalent topic on blogs such as Lifehacker (offering tips on all aspects of your digital existence). Witness also the rise of no-nonsense retro-style full-screen word processors such as Writeroom and Dark Room. These offer to limit your options, for a price (while jDarkroom does it for free).

jDarkroom
Image 1: jDarkroom

Riding the wave, Gmail just introduced a useful new feature, giving users the ability to shut down email for a while.

Gmail_email_addict
Image 2: Gmail’s Email Addict feature

Such features clearly minimise distractions such as blinking new-email notifiers. But they also help us minimize temptations, that is they help us control our future behaviour by hiding temptations.