Har du brugt dine egne systemer idag?

Rystes du af og til af it-systemers ubrugelighed og tænker at afsenderen må foragte sine brugere? Forklaringen er ofte en anden.

frustration

Den uden sammenligning bedste måde at gøre et it-system behageligt og brugervenligt er ved løbende og validt at teste det med repræsentative brugere og sørge for kompetent implementering af testresultatet. Det er der bare – af forskellige interessante grunde – stort set ingen som gør.

Mangelfuld testindsats er – næsten per definition – den primære kilde til mangelfuld brugervenlighed. Men der findes en næsten ligeså væsentlig årsag: It- systemers ejere bruger dem ofte aldrig selv. Det er end da slet ikke unormalt, at ansatte i den pågældende organisation aldrig nogensinde har set de brugerflader, som eksterne brugere er henvist til.

Det skyldes, at eksterne brugere ofte benytter særlige web-front-ends til systemer som organisationens ansatte tilgår via desktopbaserede brugerflader. Og som altid gælder følgende designregel: Ting bliver kun bedre, hvis dem der har direkte indflydelse på deres udviking også bruger dem.

Ses overalt

Vi ser tendensen i webbutikker, hvor ejerne typisk blot kan købe varerne direkte og udenom websitet. Vi ser tendensen i billetbestillingssystemer, hvor organisationens ansatte har fri adgang eller benytter en bemandet skranke, eftersom de alligevel er i samme bygning. Og vi ser tendensen i netbanker, hvor din bankrådgiver håndterer sine private bankforretninger via et stykke desktopsoftware. Ondskab og foragt er ikke faktorer her. Disse folk har bare kun set din brugerflade på et veltunet kursus eller i en salgspræsentation – hvis overhovedet.

Brugerne kan ikke hjælpe

Men er slutbrugerne selv så ikke garanter for kvaliteten? Brugere klager vel, hvis tingene ikke er i orden? Det gør de langtfra. Overraskende få brugere tager sig tid til at kommentere dine brugerflader, og de fleste mangler helt selvsikkerhed og et tilstrækkeligt webdesignsprog til at formulere sådanne kommentarer. Og gør de dig endelig en sådan tjeneste, er det tit helt uklart for dem hvortil de skal sende deres kommentar, og sandsynligheden for at du får den er lille.

Løsningen er ligetil

Heldigvis er løsningen ligeså ligetil som problemet er omfattende. Sørg altid for at dine kolleger/ansatte – i hverdagen, ikke kun ved festlige lejligheder – bruger de samme systemer som brugerne. Og er du topledelse, så gennemprøv altid (alene og uden hjælp) samtlige funktioner i systemer som du har med at gøre på et overordnet strategisk plan. Og kom endnu et godt princip i hu: Hvis du som arbejder i organisationen synes noget er svært, så bløder brugeren ganske givet fra ørerne af ren frustration.

Foto: Reuben Stanton

Mine seneste 10 links

Her er mine links for July 12th til July 27th:

Anmeldelse af Clay Shirkys “Cognitive Surplus”

Teknologitænker Clay Shirkys “Cognitive Surplus” er mindre interessant end forgængeren. At den alligevel er strålende, siger noget om forfatterens format.

2001 lolcat

På side 121 af sin nye bog skriver Clay Shirky at “One of the weakest notions in the entire pop culture canon is that of innate generational differences, the idea that today’s thirtysomethings are members of a class of people called Generation X while twentysomethings are part of Generation Y, and that both differ innately from each other and from the baby boomers. […] a kind of astrology for decades instead of months“.

Man har bare lyst til at give manden en stort knus, når han skriver den slags, for hvor fungerer denne “weakest notion” dog som et tungt slør af dumhed i meget af debatten om nye teknologier og deres effekter.

Shirky – altid veloplagt og ofte kontrær – er et værn mod den slags dumhed. Han påpeger paradokser, identificerer forbindelser og dyrker det lange, tankevækkende perspektiv. Hovedpointen i “Cognitive Surplus” er at det vestlige menneske har oplevet en eksplosion i mangden af fritid og pludselig står med helt nye udtryksformer og organisatoriske muligheder i kraft af internettet. Dette kreative potentiale kan bruges til at photoshoppe nuttede kattekillinger, men det kan også bruges til at skabe et Wikipedia, organisere delebilordninger og mobilisere progressive sociale bevægelser. Især under bestemt forudsætninger, som Shirky søger at identificere.

Bogen udtrykker en præference for interaktivitet, som efter min mening er overophedet. I Shirkys verden er lolcats (som billedet ovenfor) og World of Warcraft-raids nødvendigvis mere fornuftige aktiviteter end brug af envejs-medier. Dette verdensbillede har et skar af teknologiromantik over sig.

Desuden bidrager “Cognitive Surplus” med en mindre sammenhængende pointe end forgængeren “Here Comes Everybody” fra 2008.

Men de historiske og socialpsykologiske pointer er tankevækkende og prosaen flyder elegant. Bogen er ingen milepæl, men er ikke desto mindre stærkt læseværdig.

Mine seneste 10 links

Her er mine links for July 3rd til July 11th:

Læs dette og ødelæg din hjerne

Nicholas Carrs hævder i bogen “The Shallows” at vi ofrer vores visdom på informationens alter.

Den amerikanske teknologiskribent Nicholas Carr har fået det store tech-hav til at skumme med sin påstand om at nettet eroderer vores evne til at tænke dybt, opnå egentlig forståelse og fastholde opmærksomheden i længere tid ad gangen. Wired har bragt et uddrag.

Jeg har ikke læst bogen – den er jo også meget lang, og de siger den slet ikke har nogen links! :-) – men det lyder jo interessant nok. Også fordi vi vel alle sammen på et eller andet plan mistænker at der er noget fundamentalt rigtigt i påstanden, hvordan det store fordele-og-ulemper-regnestykke end ser ud.

Til gengæld har jeg læst Jonah Lehrers noget kritiske anmeldelse i New York Times. Lehrer hæfter sig ved at Carrs bekymring næsten ordret ligner tidligere tiders sukken over sædernes forfald og ved at brug af digitale medier giver målbare forbedring af nogle kognitive funktioner.

Umiddelbart vil jeg dog mene: Det er tankevækkende og interessant at tidligere tiders kulturkritikere har brugt tilsvarende retorik om datidens nybrud, men det er ikke ligefrem et stærkt argument. Folk har i årtusinder påstået at have opfundet potenspiller (som bare ikke virkede). Det betyder ikke at Viagra er fup.

Desuden er hjernens udvikling jo et vigtigt element i diskussionen. Og umiddelbart synes præmissen at være at hjernens kapacitet er et nulsums-fænomen – altså at en forbedring et sted kun kan ske på bekostning af en forværring et andet sted. Er det egentlig overhovedet korrekt?