Sitecore – en anmeldelse

Sitecore er et relativt udbredt CMS, et system til håndtering af større websites. Men er det godt?

Det danske Sitecore-CMS danner rygrad på sværvægterwebsites som f.eks. Københavns Kommunes og Folketingets. Reklamemateriale kan du finde nok af, men vurderinger fra slutbrugere snubler ikke over hinanden på nettet. Så her kommer sådan en.

Hvad er et CMS?

Et CMS er et Content Management System, altså et indholdsstyringssystem. Det er et stykke software som bruges til at opbygge, overskue og strukturere websites. Behovet er selvsagt mest akut på store, komplekse websites, men her i 2010 styres mange mindre websites også via et CMS.

Det typiske CMS giver brugeren mulighed for at oprette sider baseret på et udvalg af skabeloner samt tilføje indhold til siden fra et centralt bibliotek med billeder, videofiler osv.  På denne måde behøver den enkelte indholdsproducent ikke at have nogen teknisk indsigt i webpublicering.

Hvilket slags CMS er Sitecore?

Sitecore betegnes ofte som et “enterprise CMS”, hvilket blot vil sige at det er så omfattende og bekosteligt et system, at det kun giver mening at bruge i forbindelse med store sites. Desuden er Sitecore et helt klassisk stykke kommerciel (web)software; man betaler en licens og et årligt gebyr – i modsætning til de stadig mere populære open source-CMS’er som Drupal og Umbraco, hvor man kun betaler for tilpasning og support. Der findes mange slags Sitecorelicenser, men regn med et par hundrede tusinde i anskaffelse og en 20-30.000 i årligt gebyr.

Køb og drift af Sitecore

Det er vigtigt at notere sig at man, som “køber” af Sitecore, kun interagerer med mellemmænd. Sitecore sælger nemlig kun direkte til leverandører, som lever af at sælge systemet (og deres services) videre. Sitecore taler kun til leverandørerne (som f.eks. Pentia og Addition) og det samme gør slutbrugeren.

Slutbrugeren køber aldrig en hyldevare. Sitecore skal (som mange andre CMSer) snarere opfattes som et fundament som leverandøren bygger ovenpå og modificerer efter kundens ønsker. Af denne grund er det, for de fleste brugere, temmelig vanskeligt at vide præcis hvor Sitecore ender og hvornår et givent detalje eller funktion skyldes leverandørens arbejde.

Særlige kendetegn

Sitecore sælges blandt andet på at brugerfladen ligner Microsoft Office. For eksempel foregår den overordnede navigation i den såkaldte “content editor”, den mest almindelige vej til redigering af websitets indhold, via en “ribbon”-menu som giver brugeren adgang til de tilladte funktioner. Selve den editor som bruges til at udfylde en sides indhold – smager også i sin ikonografi og logik af Office.

sitecore-ribbon
Ribbon-menu’er som i MS Office. Nogle kan lide dem.

Editor
Den primære editor. Ikoner inspireret af MS Office.

Desuden har systemet en meget avanceret (og kompliceret) tilgang til rettighedsstyring. Man kan, med stor detaljegrad, udstyre personer eller person-typer med rettigheder (eller mangel på samme) til stort set alle systemets aspekter.

Og så har Sitecore indbygget billed-resizing, altså evnen til at skalere et givent billede på serveren så man (i princippet) blot kan uploade et billede i stort format og så genbruge det i mange sammenhænge. Lille, men ret praktisk, detalje.

Sitecore i dagligdagen

Det er svært at vælge CMS, fordi en feature-liste kan være nok så imponerende og en demonstration nok så velsmurt – mens det er er så godt som umuligt at forudsige hvordan systemet understøtter dagligdagens processer. Min fornemmelse er at denne overvejelse – altså hvordan Sitecore egentlig fungerer i virkelighedens rutineprægede webpubliceringsvirkelighed – ikke ligger øverst på dagsordenen hos Sitecore-udviklerne.
Firmaets retorik – på web og i reklamemateriale – handler om uanede globale vækstmuligheder og fancy real-time-analyse af brugeradfærd på ehandels-sites. Det er lidt vel kækt, for så imponerende er brugeroplevelse og grundfunktionalitet heller ikke.

I det hele taget føler man ikke, som slutbruger, at der er kælet ret meget for systemets allermest centrale funktion: At udgive indhold på web. Jeg mener: Denne del, det at få sin tekst mv. sikkert, hurtigt og validt på nettet burde til den pris være helt strømlinet. Måske end da fornøjelig.

Klodset editor

Men fornøjelig ville være et stort ord. Selve indholdseditoren, det vindue hvor man som almindelig dødelig bruger opholder sig en del, er noget klodset. Den er kun tilnærmelsesvist WYSIWYG, hvilket ikke gør det nemt at forudsige ombrydning osv. Da man ofte bruger tekst skrevet andre steder (i en tekstbehandler f.eks.) er det desuden irriterende at indsat tekst ofte formatteres uhensigtsmæssigt (f.eks. med en masse <br />-tags frem for <p>’er). Dette får den (ellers potentielt smarte) interne HTML-valideringsmekanisme til stort set altid at melde fejl. Editoren har en særlig “indsæt fra Word og fjern formatering fra teksten”, men den fjerner kun visse varianter af den kendte og frygtede Word-HTML.

Rød_streg_ved_validering
Rød streg til venstre betyder ikke-valid kode.

Endelig har editoren et noget idiosynkratisk forhold til “undo”-princippet. Her hoppes ofte flere niveauer tilbage i tiden, hvilket gør funktionen noget risikabel.

Uhensigtsmæssigt flow ved brug af mediefiler

Sitecore lagrer alle mediefiler (billeder, videofiler, pdf-dokumenter osv.) i et centralt mediebibliotek, hvormed filerne kan bruges på tværs af websitet. Dette fungerer i princippet godt om end der er et par men’er: Mapper i mediebiblioteket åbner meget langsomt, hvis de indeholder mange billeder. Sikkert fordi Sitecore insisterer på at rendere thumbnailversioner hver gang. Og det er ikke muligt at udføre handlinger på mere end én fil ad gangen. Det føles som en amputeret Windows Stifinder, og det gør visse typer omstruktureringer eller oprydninger meget tidskrævende. En lignende følelse opstår, når man vil bruge flere/mange mediefiler på den samme side. Sitecore husker ikke hvilken mappe du sidst har haft åben, så du kan komme ud i noget meget trættende klik-maraton eftersom filerne skal vælges én efter én.

Ingen_batchvalg
Mediefiler kan kun behandles én ad gangen.

Opretter man mange indholdssider, er det mest uhensigtsmæssige dog selve den måde hvorpå mediefiler knyttes til disse sider. Et billede kan eksempelvis kun indsættes ved at klikke igennem hele mediebibliotekets (til tider lidet responsive) indholdstræ og pege på det ønskede element. Her ville det være umådeligt meget nemmere, hvis det pågældende billede kunne fremsøges eller evt. blot trækkes direkte fra et mediebiblioteksvindue til den ønskede placering. Et eksempel på en ret basal funktion, som forekommer unødigt besværlig.

Billedvalg_-_ingen_søgning-
Ved tilvalg af et billede, skal det nødvendigvis findes via bladring i filsystemet. Det kan være besværligt.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den måde Sitecore behandler mediefiler på, betyder at de alle får endelsen .ashx. Hvis du uploader en pdf-fil, kommer den altså til at hedde filnavn.ashx. Det giver god nok mening på et teknisk plan, men det kan altså give en række problemer i forhold til eksterne systemer, som bruger netop filers endelse til at vurdere deres type.

At Sitecore holder styr på alle relationer mellem indholdselementer (f.eks. hvis et billede bruges i en artikel) er til gengæld særdeles nyttigt, da man så ikke skal være bekymret for at flytte rundt på sine mediefiler og andre indholdselementer.

Uimponerende versionsstyring

Det er muligt manuelt at gemme “versioner” af et givent indholdselement (hvor det så er den seneste der vises på web). Det er også muligt at få Sitecore til selv at gemme versioner, men min erfaring med denne feature er dårlige*. F.eks. er proceduren omkring låsning og oplåsning af elementer ikke særligt veltunede. Det kan sættes op på mange måder, men ingen af dem er øjensynligt problemfri.

Den største mangel er dog måske at systemet ikke bare selv gemmer ens arbejde løbende, som det f.eks. er tilfældet i det udmærkede og ganske gratis mini-CMS WordPress. Det burde være oplagt: INTET er mere frustrerende for en indholdsproducent end at miste indhold. Man MÅ ikke kunne miste indhold. Men I sitecore er det sådan at ens arbejde i editoren er tabt, hvis der af en eller anden grund ikke kan gemmes i det øjeblik man afslutter. Kære Sitecore: Glem “infinite global opportunities” og indfør velfungerende auto-gem.

Udsat udgivelse virker ikke

Udsat udgivelse – altså tidsbestemt fremtidig udgivelse af udvalgte elementer – kan være praktisk i forbindelse med kampagner, klausulerede nyheder osv. Funktionen er indbygget i Sitecore, men min erfaring er at den ikke virker.*

Ringe browserunderstøttelse

Sitecore lover ikke at alle systemets brugerflader fungerer i alle browsere (det er skabt til Internet Explorer) men den grundliggende “content editor” burde angiveligt fungere i f.eks. Firefox. Det gør den bare kun i yderst principiel forstand. Det ER teoretisk muligt at arbejde med indhold i f.eks. Firefox til MAC, men det er ikke noget man ønsker for sin værste fjende. Dette er selvfølgelig meget uheldigt i forhold til fleksibilitet og brugernes muligheder for at rette kritiske indholdsfejl hvor disse brugere nu end måtte befinde sig.

Manglende sproglig opmærksomhed

Den dansksprogede version af dette dansksprogede produkt sprudler ikke ligefrem af overskud. Ikke sjældent er de anvendte betegnelser faktisk direkte meningsforstyrrende. Nedenstående eksempel er bare sjusket:

Knække_links_001
Linket skulle være opdateret for at undgå knuste links…?

Svartider og stabilitet

Principielt set er det nok den enkelte leverandør – fremfor selve Sitecore – der er ansvarlige for eventuelle performanceproblemer. Det er dog min fornemmelse at der ofte er problemer med Sitecorebaserede websites, hvilket muligvis kan tyde på at systemet ikke er helt nemt at holde flydende.

Bottom line

Er Sitecore det rigtige CMS at vælge? Det afhænger selvfølgelig af dine behov. Nogle funktioner vil være livsnødvendige for nogle og ligegyldige for andre. Visse designvalg vil måske irritere dem, som jonglerer rundt med mange billeder og være ligegyldige for dem der ikke gør.

Og – endnu mere væsentligt – svaret afhænger selvfølgelig af alternativerne. Nogle organisationer er bundet af særlige tekniske eller udbudsmæssige krav og kan ikke vælge frit på alle hylder. Nogle foretrækker sikkerhed og support, mens andre lægger større vægt på fleksibilitet og potentialet for dynamisk videreudvikling. Og så videre.

Endelig skal jeg erkende, at selvom jeg har “prøvet” og “set” en del CMSer, har jeg ikke indgående kendskab til de store “enterprise”-alternativer og kan ikke vurdere hvordan de klarer sig i en ofte lavpraktisk dagligdag.

Men når alle disse disclaimere er af vejen, er min personlige konklusion at Sitecore har nogle gode kort på hånden, men også tager alt for afslappet på brugeroplevelsen af systemets helt grundlæggende funktioner.

Måske har man en tendens til at tilgive mere, hvis man går open source-vejen. Når man vælger et (småpebret) kommercielt system mener jeg godt man kan forvente en mere velsmurt maskine. Især fordi så relativt små tilføjelser og ændringer ville kunne øge køreglæden markant.

Det forekommer nærliggende at salgstrukturen, hvor producenten primært (eller kun) taler med udviklere som sælger videre, forårsager et usundt fokus på teknik og en manglende interesse for slutbrugerens oplevelse og behov.


* Jeg kan ikke bedømme om dette skyldes selve Sitecore eller måden hvorpå det er konfigureret.

Denne anmeldelse er baseret på erfaring med Sitecore 6.0. Der findes en nyere version, der øjensynligt har indbygget tagging og drag-and-drop til mediebiblioteket.

Sitecores “Page Editor”-funktion gør det muligt at rette i en side via selve sitets frontend (altså i total WYSIWYG). Jeg har ikke erfaring med denne funktion.

Mine seneste 10 links

Her er mine links for July 28th til August 12th:

Har du brugt dine egne systemer idag?

Rystes du af og til af it-systemers ubrugelighed og tænker at afsenderen må foragte sine brugere? Forklaringen er ofte en anden.

frustration

Den uden sammenligning bedste måde at gøre et it-system behageligt og brugervenligt er ved løbende og validt at teste det med repræsentative brugere og sørge for kompetent implementering af testresultatet. Det er der bare – af forskellige interessante grunde – stort set ingen som gør.

Mangelfuld testindsats er – næsten per definition – den primære kilde til mangelfuld brugervenlighed. Men der findes en næsten ligeså væsentlig årsag: It- systemers ejere bruger dem ofte aldrig selv. Det er end da slet ikke unormalt, at ansatte i den pågældende organisation aldrig nogensinde har set de brugerflader, som eksterne brugere er henvist til.

Det skyldes, at eksterne brugere ofte benytter særlige web-front-ends til systemer som organisationens ansatte tilgår via desktopbaserede brugerflader. Og som altid gælder følgende designregel: Ting bliver kun bedre, hvis dem der har direkte indflydelse på deres udviking også bruger dem.

Ses overalt

Vi ser tendensen i webbutikker, hvor ejerne typisk blot kan købe varerne direkte og udenom websitet. Vi ser tendensen i billetbestillingssystemer, hvor organisationens ansatte har fri adgang eller benytter en bemandet skranke, eftersom de alligevel er i samme bygning. Og vi ser tendensen i netbanker, hvor din bankrådgiver håndterer sine private bankforretninger via et stykke desktopsoftware. Ondskab og foragt er ikke faktorer her. Disse folk har bare kun set din brugerflade på et veltunet kursus eller i en salgspræsentation – hvis overhovedet.

Brugerne kan ikke hjælpe

Men er slutbrugerne selv så ikke garanter for kvaliteten? Brugere klager vel, hvis tingene ikke er i orden? Det gør de langtfra. Overraskende få brugere tager sig tid til at kommentere dine brugerflader, og de fleste mangler helt selvsikkerhed og et tilstrækkeligt webdesignsprog til at formulere sådanne kommentarer. Og gør de dig endelig en sådan tjeneste, er det tit helt uklart for dem hvortil de skal sende deres kommentar, og sandsynligheden for at du får den er lille.

Løsningen er ligetil

Heldigvis er løsningen ligeså ligetil som problemet er omfattende. Sørg altid for at dine kolleger/ansatte – i hverdagen, ikke kun ved festlige lejligheder – bruger de samme systemer som brugerne. Og er du topledelse, så gennemprøv altid (alene og uden hjælp) samtlige funktioner i systemer som du har med at gøre på et overordnet strategisk plan. Og kom endnu et godt princip i hu: Hvis du som arbejder i organisationen synes noget er svært, så bløder brugeren ganske givet fra ørerne af ren frustration.

Foto: Reuben Stanton

Mine seneste 10 links

Her er mine links for July 12th til July 27th:

Anmeldelse af Clay Shirkys “Cognitive Surplus”

Teknologitænker Clay Shirkys “Cognitive Surplus” er mindre interessant end forgængeren. At den alligevel er strålende, siger noget om forfatterens format.

2001 lolcat

På side 121 af sin nye bog skriver Clay Shirky at “One of the weakest notions in the entire pop culture canon is that of innate generational differences, the idea that today’s thirtysomethings are members of a class of people called Generation X while twentysomethings are part of Generation Y, and that both differ innately from each other and from the baby boomers. […] a kind of astrology for decades instead of months“.

Man har bare lyst til at give manden en stort knus, når han skriver den slags, for hvor fungerer denne “weakest notion” dog som et tungt slør af dumhed i meget af debatten om nye teknologier og deres effekter.

Shirky – altid veloplagt og ofte kontrær – er et værn mod den slags dumhed. Han påpeger paradokser, identificerer forbindelser og dyrker det lange, tankevækkende perspektiv. Hovedpointen i “Cognitive Surplus” er at det vestlige menneske har oplevet en eksplosion i mangden af fritid og pludselig står med helt nye udtryksformer og organisatoriske muligheder i kraft af internettet. Dette kreative potentiale kan bruges til at photoshoppe nuttede kattekillinger, men det kan også bruges til at skabe et Wikipedia, organisere delebilordninger og mobilisere progressive sociale bevægelser. Især under bestemt forudsætninger, som Shirky søger at identificere.

Bogen udtrykker en præference for interaktivitet, som efter min mening er overophedet. I Shirkys verden er lolcats (som billedet ovenfor) og World of Warcraft-raids nødvendigvis mere fornuftige aktiviteter end brug af envejs-medier. Dette verdensbillede har et skar af teknologiromantik over sig.

Desuden bidrager “Cognitive Surplus” med en mindre sammenhængende pointe end forgængeren “Here Comes Everybody” fra 2008.

Men de historiske og socialpsykologiske pointer er tankevækkende og prosaen flyder elegant. Bogen er ingen milepæl, men er ikke desto mindre stærkt læseværdig.