Mine seneste 10 links

Her er mine links for July 3rd til July 11th:

Læs dette og ødelæg din hjerne

Nicholas Carrs hævder i bogen “The Shallows” at vi ofrer vores visdom på informationens alter.

Den amerikanske teknologiskribent Nicholas Carr har fået det store tech-hav til at skumme med sin påstand om at nettet eroderer vores evne til at tænke dybt, opnå egentlig forståelse og fastholde opmærksomheden i længere tid ad gangen. Wired har bragt et uddrag.

Jeg har ikke læst bogen – den er jo også meget lang, og de siger den slet ikke har nogen links! :-) – men det lyder jo interessant nok. Også fordi vi vel alle sammen på et eller andet plan mistænker at der er noget fundamentalt rigtigt i påstanden, hvordan det store fordele-og-ulemper-regnestykke end ser ud.

Til gengæld har jeg læst Jonah Lehrers noget kritiske anmeldelse i New York Times. Lehrer hæfter sig ved at Carrs bekymring næsten ordret ligner tidligere tiders sukken over sædernes forfald og ved at brug af digitale medier giver målbare forbedring af nogle kognitive funktioner.

Umiddelbart vil jeg dog mene: Det er tankevækkende og interessant at tidligere tiders kulturkritikere har brugt tilsvarende retorik om datidens nybrud, men det er ikke ligefrem et stærkt argument. Folk har i årtusinder påstået at have opfundet potenspiller (som bare ikke virkede). Det betyder ikke at Viagra er fup.

Desuden er hjernens udvikling jo et vigtigt element i diskussionen. Og umiddelbart synes præmissen at være at hjernens kapacitet er et nulsums-fænomen – altså at en forbedring et sted kun kan ske på bekostning af en forværring et andet sted. Er det egentlig overhovedet korrekt?

De virtuelle verdener er fremtidens internet!!!

Snapshot_004

Eller sådan lød det vanvittige gruppeskrig for blot tre år siden. Dengang voksne mennesker med realkreditlån, familie og fast arbejde i ramme alvor mente at brugerfjendsk proprietær 3D-teknologi var svaret. På alt.

Du kan godt huske 2007 ikke? Dengang danske dagblade etablerede redaktioner i den virtuelle verden Second Life, DR2 dedikerede en temalørdag til den tredimensionelle fremtid og virksomheder købte digitale øer som var de friskbagte blåbærmuffins. Ålborg Havn var sgu på Second Life.

forside

Loggede du nogensinde på? Var der en lille del af dig som tænkte at der jo kunne være noget om snakken? Jeg vovede mig faktisk indenfor og blev dermed udsat for en stærkt underlødig og meget undervældende brugeroplevelse. Jeg blev der desværre ikke længe nok til at vurdere den større sociale oplevelse. Da en tysktalende Iron Man-wannabe havde spærret min avatar inde i et digitalt bur dekoreret med pixelerede fotografier af de personer han påstod at have overfaldet i den fysiske verden, mistede jeg faktisk gejsten. Jeg var ret skeptisk, selvom jeg i dag ville ønske, at jeg havde formuleret min skepsis mere skarpt.

Anyways, interessen forsvandt og de virtuelle verdener dykkede ned under radaren (der til gengæld begyndte at bippe manisk ved synet af de sociale medier). Så hvordan står det til i dag? Forlod alt og alle de virtuelle verdener, som så i dag runger af digital tomhed? Ikke helt.

Selve Second Life har faktisk i dag (i følge egne tal) en million aktive brugere, dvs. personer som har logget ind i løbet af den seneste måned. I forhold til Facebooks mange 100 millioner aktive brugere er det jo ikke overvældende, men i forhold til andre 3D-verdener er det ikke helt ringe. Se graf nedenfor.

Virtuelle verdener - aktive brugere
Kilder: Bright Hub og Techcrunch (bemærk at “aktive brugere” er et ret vidt begreb og at de påståede brugertal ofte er svære at verificere)

Selvom Second Life angiveligt stadig indeholder liv, er det dog tydeligt at de såkaldte “social worlds”, altså virtuelle verdener uden et overordnet spilfokus ikke ligefrem blomstrer. There.com lukkede i marts i år, og alternativer som Active Worlds nyder stærkt begrænset succes. Til gengæld er det stadigvæk umådeligt profitabelt at stå bag World Of Warcraft – et spil som efterhånden begynder at udfordre mit gamle princip om at ingen forbliver på toppen i over fem år…

Mine seneste 10 links

Her er mine links for June 22nd til July 3rd:

Sandslottet som alle kunne lide

Hyams Beach

Jeg elsker Flickr og vores forhold har varet i små fem år. I denne lykkelige tid har jeg uploadet 2000 (offentligt synlige) billeder.

Nogle af dem synes jeg faktisk er ok, her er f.eks. et billede af nogle pæne bjerge på Mallorca.

Så jeg finder det lidt spøjst, at mit absolut mest efterspurgte billede er ovenstående strandtableau. Det er fremvist over 3500 gange, hvilket er signifikant mere end resten af samlingen.

Altså okay, sandet er hvidt og havet er blåt. Men vinklen er ikke videre kreativ, horisonten tilter sådan lidt sjusket mod højre og sandkunstværket skubber ikke ligefrem til grænsen for menneskelig kreativitet.

Underligt. Men som de siger: There’s no accounting for public taste.