Det Sociale Vanvid: Anmeldelse af Dave Eggers’ ‘The Circle’

Dave Eggers digitale dystopi ‘The Circle’ tager de sociale mediers allerværste aspekter, lader dem hæve til ekstreme dimensioner og klasker dem nådesløst i hovedet på læseren.

For unge, ambitiøse Mae Holland er et job hos verdens absolut førende sociale medie, The Circle, en rendyrket ønskedrøm. Med hængende underkæbe får hun fremvist firmaets glitrende campus, befolket af højt begavede unge himmelstormere, som alle føler historiens vingesus: De føler, at de bekæmper fortidens mørke ved at kaste lys over alt. ‘Everything that happens, must be known’, hedder det.

Skønt virker det, men meget hurtigt hører vi også – iblandet diverse beskrivelser af corporate vanvid – om hvordan den ophøjede målsætning bliver en altfavnende sandhed, som forfølges nådesløst og fundamentalistisk. Hemmeligheder, diskretion og privatliv er trusler mod den nye verdensorden og behandles hånligt og afvisende af de rettroende.

For sin utilslørede afstandtagen fra sociale mediers overfladiskhed og Silicon Valley-forestillingen om at demokratiske mangler kan udbedres med et idiotsikkert teknologisk fix har forfatter Dave Eggers påkaldt sig masser af modvilje. Wired har f.eks. erklæret at Eggers ganske enkelt ikke forstår internettet.

The Circle kan da bestemt også anklages for mange grimme ting. Den er vitterligt lige så subtil i sin kritik som et løbsk trykluftsbor og minder på denne måde om de noveller din dansklærer proppede ned i halsen på dig i 8. klasse, før nogen vurderede, at du var klar til rigtig voksenlitteratur. Karikaturen står også til dels i vejen for persontegningen. Flere gange foretager hovedpersonerne simpelthen beslutninger og når konklusioner som er klart hinsides al rimelighed i disse personers stræben efter den totale gennemsigtighed. Venner svigtes, familie fremmedgøres og moral bortgemmes i et stort sort hul. Det kan nogle gange blive for meget.

Men bogen er en satirisk overdrivelse. Litterært kan det være et problem, men du kan ikke rimeligvis kritisere George Orwells ‘Animal Farm’ på baggrund af at den er en urealistisk beskrivelse af livet på en bondegård. Selvfølgelig er Eggers ikke ude på at skildre den sociale, digitale verdens kompleksitet. Han tager dens værste sider og den mest problematiske tankegods; forstørrer og fremskriver dem nådesløst. Han viser deres fascistiske potentiale. Han overdriver så absolut, men hans beskrivelse af kronisk over-sharing, foragt for privatliv og det fladpandet kommercialiserede kredsløb af reviews, ratings og binære vurderinger af komplekse emner (liker du, eller liker du ikke) bør ramme læseren som et stød i maven.

‘The Circle’ er social media horror. Læs den før hjernevasken er komplet.

 

Dit website er ikke et hus!

Alt for mange dygtige mennesker spilder for meget tid på at overveje hvordan deres store website skal struktureres. Men det er tid til at pensionere de slidte designmetaforer, for moderne websites skal struktureres på alle måder samtidigt.

Bare rolig, der er intet nyt i det jeg fortæller her. Samtlige tanker vil være kongerigets kløgtige user experience-designere bekendt. Jeg har dog tit manglet ét sted at henvise til og så er det nogle gange nemmest bare at gøre det selv.

Der eksisterer en slags “spontan” tilgang til opbygning af komplekse informationssystemer (vi siger bare “websites” fra nu af, ikke?). Den bygger på en bygningsmetafor: Et website er som et hus. Med i baggagen følger ideen om at elementerne skal placeres helt præcist i forhold til hinanden. Køkkenet skal placeres strategisk i forhold til stuen osv. Oversat til udviklingsworkshop taler vi her om at bruge mange timer af dit og mig liv på at diskutere den optimale placering af websitets indholdselementer.

Denne måde at tænke på er uheldig på mange måder. Men det største problem er, at præmissen er forkert. I et hus kan køkkenet kun være ét sted, men på et website kan et givent element placeres så mange steder som du har lyst. På et fysisk bibliotek kan en bog stå placeret efter ét overordnet organiseringssystem, men på et digitalt bibliotek er der ingen grænser for hvor mange principper indholdet kan organiseres efter (forfatterens navn, udgivelsesår, udgivelsessted, popularitet, originalsprog, begyndelsesbogstav, forholdet mellem vokaler og konsonanter osv.).

Med andre ord: Man spilder sine kræfter, hvis man leder efter den optimale struktur for websitets indhold. Der er ingen optimal struktur og det er ikke vigtigt.

Arbejdet handler i stedet om at dele indholdet op i bidder med så mange relationer mellem hinanden – og med så stor fleksibilitet – som muligt. Dette indebærer tre ting:

  1. Alt indhold skal opbygges så modulært som muligt: Hvis du har et ord for et delelement (f.eks. “overskrift” eller “faktaboks” eller “hovedbillede”) så sørg for at det bliver adskilt fra de andre delelementer.
  2. Indhold skal udstyres med metadata: Jo flere metadata, jo flere organiseringsmuligheder.
  3. Indhold og præsentation skal adskilles mest muligt: Mindsk enhver fristelse til at definere design samme sted som indholdet defineres. Brug løgn, trusler og bestikkelse med chokoladefrøer for at få alle redaktører til at overholde dette princip.
Billeddelingstjenesten Flickr har altid været gode til metadata. Alle data om et billede bruges til at sætte det i relation til andre billeder.
Billeddelingstjenesten Flickr har altid været gode til metadata. Alle data om et billede bruges til at sætte det i relation til andre billeder.

Nu er du så nået dertil, hvor du kan se dit design som én aktualisering af dit indhold og du fortjener ærligt talt en fanfare for at have nået denne intellektuelle milepæl. Men hvad vigtigere er: Du kan nu langt nemmere, hurtigere og billigere udvikle nye funktioner eller varianter af designet til andre platforme eller formål. Og endnu bedre: Da dit indhold er fleksibelt og adskilt fra design, er dit næste redesignprojekt (design holder som bekendt langt kortere end det meste indhold) gjort uendeligt meget nemmere, billigere og mindre smertefuldt.

DR-mand: Nej, nyheder skal da ikke være oplysende

DR Nyheder udbredte sig vidt og bredt om, at skilsmissetallet for yngre par er faldet. Det viste sig at være – i bedste fald – temmelig misvisende. Radioprogrammet Detektor bad den ansvarlige redaktør forholde sig til problemet. Det gik så ikke så godt.

Nogle gange, faktisk ikke så sjældent, skal man bare lade folk tale helt selv. Jeg holder mig derfor fra at kommentere nedenstående. Blot en smule baggrund:

DR kørte – på alle platforme – nyheden om at færre yngre par bliver skilt. De baserede udsagnet på tal fra Danmarks Statistik, der viste at:

  • I forhold til 1999 er der ikke sket nogen særlig udvikling
  • I forhold til 2006 er der sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par
  • I forhold til 2004 er der sket et fald i skilsmisser blandt yngre par

Man har med andre ord valgt et helt arbitrært årstal (2004); med et andet årstal som udgangspunkt ville historien have været en ganske anden.

Detektors Thomas Buch Andersen konfronterede DR Nyheders indlandschef Lars Steen Pedersen med dette. Nedenfor kan du læse deres dialog.

Lars Steen Pedersen: Jamen, altså grunden til at vi vælger 2004, det er fordi vi ønsker at tage udgangspunkt i 2004. For ikke at gå for langt tilbage i forhold til de ændringer på mønster af hvor mange der bliver gift og så videre.

Thomas Buch Andersen: Hvis I så for eksempel havde valgt at tage tallene fra 2006, som jo også ligger lidt tættere på, og så får I de seneste 6 år, så ville I kunnet have lavet den modsatte historie, altså at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par. Hvad tænker du om det?

Lars Steen Pedersen: Nå, men altså nu tager vi udgangspunkt i 2004 og det er det vi, som du også selv fortæller om, det er de tal vi får trukket fra over den periode og vi får valideret tallene af Danmarks Statistik.

Thomas Buch Andersen: Men de tal I får fra Danmarks Statistik, de starter ikke i 2004 sådan som jeg forstår det. De starter i 1999 og går frem til 2012. Så det er jer, der træffer et valg på et tidspunkt, der siger, vi starter med at kigge på 2004 og frem til 2012.

Lars Steen Pedersen: De tal som vi får fra Danmarks Statistik er nogle tal, som de renser og bearbejder for os, så vi kan få de mest retvisende tal der er.

Thomas Buch Andersen: Men tallene fra 2006 og frem til 2012 er jo også valideret af Danmarks Statistik.

Lars Steen Pedersen: Jamen altså nu, nu bliver du ved med at køre rundt i noget med nogle forskellige årstal. Det vi kan tage udgangspunkt i er det som er det som lytterne kan tage udgangspunkt i, det er det indslag vi rent faktisk laver. Og der tager vi udgangspunkt i 2004 frem til 2012. Og det vi lægger frem, og det er det man skal forholde sig til, det er jo de ting som er valideret af Danmarks Statistik. Og det er valideret af de eksperter, også dem som medvirker i indslaget. Og det har de gjort, inden at vi bragte indslaget, og det har de gjort efter at vi har bragt indslaget. Så det er jo det, der er det væsentlige i det her.

Thomas Buch Andersen: Ville det ikke have været en lige så god historie, at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par?

Lars Steen Pedersen: Jamen, lad os nu forholde os til det indslag vi laver, og det er det der er det vigtige i det her.

Thomas Buch Andersen: Tak til indlandschef for DR Nyheder, Lars Steen Pedersen

3D: Den vidunderlige teknologi som ingen ville have

I oktober udgiver Nintendo deres håndholdte 3D-konsol i en ny version. Uden 3D. Og det er sikkert klog, for 3D er en teknologi som meget få rigtige mennesker gad se nærmere på.

For seks år siden talte gravalvorlige stemmer om at internettets naturlige, næste udviklingstrin var 3D. Repræsenteret ved det massivt overomtalte Second Life. Drømmen imploderede (heldigvis) hurtigt med et stumpt “plumpf”.

Ikke desto mindre repræsenterede tanken om at 3D nødvendigvis er 2D overlegent en næsten usårlig forestilling. Spil- og konsolproducenter udbredte sig om 3D-projektionens lyksagligheder, men som Nintendo 2DS og mange andre sigende omprioriteringer så tydeligt viser, havde man lige glemt det der med at spillerne også helst skulle kunne se fidusen (med eller uden briller).*

2D is the new 3D
2D er det nye 3D

Det samme gjorde sig gældende hos verdens tv-producenter, der satte prangende 3D-klistermærker på deres produkter. Også selvom tv-køberne modtog nyskabelsen med rungende ligegyldighed. Både BBC og amerikanske ESPN opgiver nu deres 3D-udsendelser. Ingen ser det alligevel.

Biografbranchen er eneste tilbageværende bastion. I biografmørket har 3D udvist en vis levedygtighed, selvom den generelle begejstring også her hurtigt kølnede.

Man kan vælge at grine eller græde af alt dette. Men det interessante – ja, decideret mystiske – er hvordan så mange brancher med en sådan iver kunne forfølge en så (viser det sig nu) eklatant ringe ide. 3D-projektion er jo en rent teknologidrevet innovation. Det er noget man kan fremstille, men også noget man – hvis man faktisk er i stand til (og gider) at foretage gyldige brugerstudier – burde kunne opdage ikke holder.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at teknikbegejstrede teknikere i dette tilfælde fik lov at styre udviklingen i en åbenlyst fjollet retning. På den anden side: Der var vel heller ikke et velartikuleret folkekrav om at man skulle udvikle tonefilm, farve-tv og SMS. Når du som hårdt prøvet CEO skal afgøre om udviklingsafdelingens seneste påfund er grums eller guld, er der så åbenlys, synlig forskel på de nævnte ideer?

Måske skal vi bare indse at selv mastodontiske – påstået fornuftstyrede – teknologiproducenter langt hen ad vejen famler i blinde. Spåkunst er svær. Men du kan i hvert fald roligt smide dine 3D-briller ud.

* Det er min blog, så jeg må gerne blande tingene lidt sammen. Men 3D-modellering (a la Second Life) er selvfølgelig forskellig fra 3D-projektion (a la 3D-tv). Min pointe er, at mange er faldet for påstanden om at 3D per definition er bedre end 2D.

Facebook er demokratiets islagkage

“Facebook må reguleres” mente Politiken på lederplads den 13. juli i år. Det mener kommunistpartiet i Kina sikkert også, hvilket understreger ideens svaghed. Men regulering er heller ikke løsningen, for problemet med Facebook er os selv.

I kølvandet på Peter Øvig Knudsens nøgne hippier og deres omdiskuterede kollision med Facebooks bornerthed, har flere politikere raslet med sablerne. Facebook har for meget magt til at kunne eksistere uden regulering, hævdes det. Politikens lederskribent er enig og foreslår at sætte hårdt mod hårdt ved at trække anti-monopolbestemmelser af stalden.

Man kan diskutere, hvorvidt Facebook har et reelt monopol (jeg er skeptisk) men den diskussion vil jeg overlade til andre. Lad os i stedet se kort på det populære forslag om at overtale Facebook til at anlægge et mere europæisk perspektiv på verden.

For nu at gå direkte til elefanten i rummet: Facebook kommer ikke til at lægge Europæiske værdier om ytringsfrihed, her eksemplificeret med nøgne blomsterbørn, til grund for sine politikker. For så vil andre regioner (arabiske lande, asiatiske lande, afrikanske lande osv.) naturligvis også omgående spæne ned til postkassen med en lang række krav. Og disse krav vil i nogle tilfælde være modstridende. Det ville næppe fungere, og vi ville endda kun nå til dette punkt, hvis europæerne faktisk kunne blive enige. Men sydeuropæere har ikke helt samme frigjorte seksualmoral som danskerne.

På Facebook kan dit parforholdsstatus angives til “It’s complicated”. Det samme er jo ytringsfrihed, set fra Californien. For det er ikke mange måneder siden, at Facebook kom under kraftig beskydning for ikke at censurere. Forargelsen var nemlig massiv, da Facebook ikke umiddelbart mente, at de skulle fjerne en række kvindefjendske sider, der i nogle tilfælde forherligede voldtægt.

Hermed ikke sagt at man skal gå og have ondt af den lyseblå gigant. Man skal bare forstå, at interesserne er ekstremt mangfoldige og at Facebook netop er stort fordi tjenesten i en vis forstand orienterer sig i forhold til forargelsens laveste fællesnævner.

Men spørgsmålet er nu også, om den opblussede modvilje mod Facebook ikke drejer sig om noget helt andet end Peter Øvig og de europæiske frihedsidealer. Når danske politikere, som ofte selv har glæde af Facebook, kritiserer tjenesten giver de udtryk for det samme had-kærligheds-forhold som de fleste almindelige brugere lever med. Den glæde man kan føle ved en “like” eller en rosende kommentar er jo, for mange mennesker, forbundet med et mildt selvhad. Interaktionen virker overfladisk og vi ville ønske vi var mindre interesseret i konstant bekræftelse.

Denne følelse har en pendant i et lidt større perspektiv. Politikere ved godt, at man nok burde undgå Facebook. Man burde undgå at lade den offentlige debat foregå i profitorienterede amerikanske rammer, hvor enhver med respekt og interesse for klassisk privatliv med rette tager sig til hovedet. Det er blot så afsindigt nemt og effektivt, at man falder pladask for fristelsen. Facebook er som en islagkage. Du ved at du burde takke nej, men den står lige foran dig og den smager fantastisk.

Dialog og debat er glimrende. Men det vil aldrig få Facebook-ubehaget til at gå væk. For ubehaget handler om vores egen selvrespekt, og den kan nok så mange EU-høringer ikke gøre ret meget ved.