Tag: anmeldelse

Det Sociale Vanvid: Anmeldelse af Dave Eggers’ ‘The Circle’

Dave Eggers digitale dystopi ‘The Circle’ tager de sociale mediers allerværste aspekter, lader dem hæve til ekstreme dimensioner og klasker dem nådesløst i hovedet på læseren.

For unge, ambitiøse Mae Holland er et job hos verdens absolut førende sociale medie, The Circle, en rendyrket ønskedrøm. Med hængende underkæbe får hun fremvist firmaets glitrende campus, befolket af højt begavede unge himmelstormere, som alle føler historiens vingesus: De føler, at de bekæmper fortidens mørke ved at kaste lys over alt. ‘Everything that happens, must be known’, hedder det.

Skønt virker det, men meget hurtigt hører vi også – iblandet diverse beskrivelser af corporate vanvid – om hvordan den ophøjede målsætning bliver en altfavnende sandhed, som forfølges nådesløst og fundamentalistisk. Hemmeligheder, diskretion og privatliv er trusler mod den nye verdensorden og behandles hånligt og afvisende af de rettroende.

For sin utilslørede afstandtagen fra sociale mediers overfladiskhed og Silicon Valley-forestillingen om at demokratiske mangler kan udbedres med et idiotsikkert teknologisk fix har forfatter Dave Eggers påkaldt sig masser af modvilje. Wired har f.eks. erklæret at Eggers ganske enkelt ikke forstår internettet.

The Circle kan da bestemt også anklages for mange grimme ting. Den er vitterligt lige så subtil i sin kritik som et løbsk trykluftsbor og minder på denne måde om de noveller din dansklærer proppede ned i halsen på dig i 8. klasse, før nogen vurderede, at du var klar til rigtig voksenlitteratur. Karikaturen står også til dels i vejen for persontegningen. Flere gange foretager hovedpersonerne simpelthen beslutninger og når konklusioner som er klart hinsides al rimelighed i disse personers stræben efter den totale gennemsigtighed. Venner svigtes, familie fremmedgøres og moral bortgemmes i et stort sort hul. Det kan nogle gange blive for meget.

Men bogen er en satirisk overdrivelse. Litterært kan det være et problem, men du kan ikke rimeligvis kritisere George Orwells ‘Animal Farm’ på baggrund af at den er en urealistisk beskrivelse af livet på en bondegård. Selvfølgelig er Eggers ikke ude på at skildre den sociale, digitale verdens kompleksitet. Han tager dens værste sider og den mest problematiske tankegods; forstørrer og fremskriver dem nådesløst. Han viser deres fascistiske potentiale. Han overdriver så absolut, men hans beskrivelse af kronisk over-sharing, foragt for privatliv og det fladpandet kommercialiserede kredsløb af reviews, ratings og binære vurderinger af komplekse emner (liker du, eller liker du ikke) bør ramme læseren som et stød i maven.

‘The Circle’ er social media horror. Læs den før hjernevasken er komplet.

 

Hold kæft og vær sur!

Da amerikanske Barbara Ehrenreich fik konstateret brystkræft mødte man hende med et omfattende krav om positiv tænkning. Det skulle man aldrig have gjort. En anmeldelse af Ehrenreichs bog “Smile or Die: How Positive Thinking Fooled America and the World” fra 2010.

Fra bogens forside

Bill Clinton udtalte i 2000 at “never before has our nation enjoyed, at once, so much prosperity and social progress with so little internal crisis and so few external threats”.

Altså “2000”, som i lige før 9/11, før krig i Irak og finanskrise. Fem år senere hyldede nationalbankdirektør Alan Greenspan den amerikanske økonomis imponerende tilstand og tilskrev det markedskræfternes frie spil. Åbenlyst uheldigt når man tænker på hvad der fulgte, men ikke – mener den amerikanske journalist Barbara Ehrenreich – tilfældigt. For positiv tænkning har bredt sig som en virus i en uhellig alliance mellem nyreligiøse tosser, new-age-inspirerede coaches, intellektuelle svæklinge og et amerikansk erhvervsliv, der beredvilligt har smidt sund fornuft i en dyb, mørk kløft.

Lyder det voldsomt? I sin jagt på ondets rod går Ehrenreich idehistorisk til værks. I sin moderne form opstod tænk-positivt-bevægelsen som en religiøs modreaktion på calvinismens glædesfornægtelse. Man observerede hvordan skyld, skam og arvesynd nok ikke lige var vejen til livsfylde (ofte var det faktisk vejen til depression og død) og lancerede et alternativ (den såkaldte “New Thought”). Det blev gennem årtierne samlet op af diverse selvhjælpsforfattere, der med større eller mindre (ofte mindre) intellektuel stringens fik begrundet idealet om positiv tænkning i diverse forestillinger om tankens kraft. Og netop tankens kraft er ikke noget at kimse af. “Visualisér dine ønsker og de skal blive opfyldt”, er essensen af ideologien. Fjern dig fra det negative (såmænd også hvis det er dine familiemedlemmer) og fokusér på det positive, kun dermed vil du opnå lykken.

For Ehrenreich er dette decideret magisk tænkning, en manifestation af “the law of attraction”, du ved den der med at ikke-tænkende ting søger deres egen lighed. Altså den med at du ikke må forære nogen en tegnebog uden penge i.

Det er relativt nemt at rubricere i afdelingen for shamanistisk drømmetænkning, men i de seneste årtier har de godtfolk som Ehrenreich beskriver som horder af nyreligiøse charlataner fået et kvalitetsstempel. Det er sket i form af såkaldt positiv psykologi, tanken om at psykologien (også) skal fokusere på det gode (eller: endnu bedre) liv. Retningen har vist sig uhyre populær på visse amerikanske universiteter og har givet positivitets-ideologerne ny (pseudo)videnskabelig vind i sejlene. I mellemtiden ved Ehrenreich ikke om hun skal græde eller grine.

Ehrenreichs nådesløse – og ofte meget sprogligt veloplagte – spidning af charlataner og slangeoliesælgere er underholdende og vel også lærerig. Hun beskriver i pinefulde detaljer sine oplevelser ved diverse coach-konferencer hvor indlæggelsesmodne tosser fylder sig selv og hinanden med teoretisk tomhed. Og hun angriber punktvis den typisk ret tynde forskning som nogen bruger til at fremhæve tvangspositivitetens velsignelser. Nej, rare tanker kan ikke kurere kræft, og nej – uanset om du synes glasset er næsten fuldt så gør det ikke at du lever længere (så vidt den hidtidige forskning har kunnet påvise).

Bogen kunne dog med fordel have boret dybere i forskningen, også selvom vi så måtte have undværet anekdoter om Ehrenreichs møde med det ufortyndede vanvid.

Bogen er underholdende og til tider direkte morsom. Den idehistoriske undersøgelse er desuden temmelig interessant og ret overbevisende. Det er dog en skam – og ikke ligefrem fremmende for troværdigheden af Ehrenreichs stormangreb – at hun ikke bruger mere tid på forskningens faldgruber og egentlige konklusioner. Det havde skabt et mere slagkraftigt argument (mod påtvungen positivitet, ikke mod positivitet som sådan, naturligvis).

Desuden havde en lille smule mindre entydig fordømmelse af de nedrakkede tendenser nok også fjernet den duft af korstog, der præger udvalgte passager. Men Ehrenreich er sur, og meget kan tyde på at hun har al mulig grund til at være det.

Anmeldelse: Fremtiden er papirhvid

Og der blev lys. Kindle Paperwhite, Amazons seneste e-ink-maskine, har touch-skærm og indbyggede lamper. Det lyder som en lavteknologisk fattigmands-tablet og det er det også – på den allerbedste måde.

Indbygget lys lyder en smule undervældende, hvis man er vant til farvestrålende retina-skærme. Men blandt dedikerede e-readere baseret på e-ink er det en lille, festlig revolution.

Hidtil har jeg læst på en Kindle 3, en model uden touch-screen og med fysisk keyboard. Bladring via knapper på siden har aldrig generet mig, men denne ældre maskine har helt åbenlyst manglet en lyskilde. Og så har præsentationen af mit digitale bibliotek været aktivt kedsommelig, da samlingen blot fremstod som en uopfindsom liste af tekst.

Kindle Paperwhite, som jeg nu har brugt i en uges tid, lapper disse huller. Det indbyggede lys kastes ind over skærmen fra siderne og har to positive effekter og én bivirkning.

På den positive front kan man jo (selvsagt) rent faktisk bruge maskinen i dårlig belysning og så fremstår skærmen mere hvid og papiragtig end tidligere.

På minussiden medfører teknikken ikke en helt jævn belysning på tværs af siden. Der opstår sorte skygger som går lidt ud over den rene papirhvide æstetik. Det har dog ingen funktionel betydning.

Bogsamlingen præsenteres nu grafisk (om end monokromt) og det er en klar fordel, at denne del nu i det mindste fremstår tåleligt.

Touch-brugerfladen fungerer i det store hele udmærket. E-blækket kan ikke altid rendere helt hurtigt nok, men det gør ikke noget videre, da man sagtens kan taste videre selvom skærmbilledet er lidt forsinket. Markering af tekst er en væsentligt hurtigere proces med touch end med det fysiske keyboard, hvor man ofte skulle scrolle en del rundt.

Selve bladringen sker ved tryk (eller swipe, eller hvad du nu føler for) på en bestemt del af skærmen. For mig at se er det hverken værre eller bedre end de gamle knapper på siden.

Interaktionsdesignet virker til gengæld en smule ubeslutsomt. Det virker som om Amazon-designerne ikke er er helt enige om hvordan man bedst navigerer i lister via touch. Men mon ikke det bliver ensrettet med tiden?

Alt i alt er vi ude i en serie beskedne forbedringer. Hvis du opgraderer fra tidligere version bør det være for lysets skyld. Hvis du overvejer Paperwhite som din første e-læser, så er den hermed varmt anbefalet.

En forbløffende god bog om computerspil

Anmeldelse af Tristan Donovans “Replay”. Bragt på Version2, 7.10.2011.

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure ‘Uncharted 3’, træder hans læderstøvler på skuldrene af 50 års digitale forgængere. Det tog nemlig tankevækkende kort tid før den moderne teknologis gravalvorlige spydspids, computeren, blev inddraget til et noget uventet formål: leg. Computerspillets fødsel henlægges gerne til 1962, hvor en gruppe MIT-ansatte med tid til overs, adgang til en af datidens mere smidige maskiner og science fiction-blod i årerne frembragte Spacewar. Simpelt, episk og velafbalanceret var nøgleord for rumkrigen, der tog datidens spilverden med storm.

Ja, altså – ikke at ret mange opdagede det, for datidens spilverden bestod af enkelte udvalgte i besiddelse af det helt store teknologiske kørekort. Men enkelte så dollartegn i kølvandet på rumtorpedoerne, og snart kunne en måbende verden muntre sig med arkadespil som Pong og Gunfight. Senere fik vi klassikere som Asteroids, Pac-Man og Space Invaders, og kort efter begyndte spillekonsoller og hjemmecomputere at invadere stuerne.

I 2011 har vi så indie-spil som det strålende danske ‘Limbo’, kreative spil i tusindvis i Apples App Store og et internet fyldt med genreudfordrende minispil. Og så altså massive blockbustere som ‘Uncharted 3’. Men hvordan gik det egentlig til? Hvem gjorde hvad med hvem og hvorfor? Og kunne det hele været gået ganske anderledes? Det har den engelske spiljournalist Tristan Donovan sat sig for at undersøge i ‘Replay: The History of Video Games’ som nu foreligger i dansk oversættelse.

Ligetil og ærefrygtindgydende

Donovans projekt er på en gang ligetil og ærefrygtindgydende. Ligetil fordi en kronologisk fremadskridende beretning om computerspillets udvikling er oplagt nyttig (og interessant i en tid, hvor fortidens gamere retter nostalgiske blikke bagud). Og fordi udbuddet af sådanne beretninger er bemærkelsesværdigt mangelfuldt.

Nok har en del udgivelser hyldet spillenes grafiske udvikling, og nok har en del journalister leveret essayistiske tilbageblik på en svunden tid. Men når talen går på sammenhængende beskrivelser nævnes Steven L. Kents ‘The First Quarter’ tit som milepæl, og så er standarden mildest talt undervældende. Donovans projekt ærefrygtindgydende, fordi kildematerialet er så tilpas fragmentarisk og researchopgaven derfor så omfattende.

På den baggrund er ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’ en forbløffende god bog. Eller det vil sige: Den er på den ene side en umådelig stor bedrift og et overflødighedshorn af viden om spilbranchens veje og vildveje igennem fire-fem årtier – mens den på den anden side langtfra lever op til sit erklærede formål og leveres i et nærmest selvundergravende beskedent format.

Om formålet skriver Donovan selv, at computerspillenes historie ‘som regel fortælles ud fra hardware, ikke software: en fortælling om generation efter generation af spillekonsoller og deres producenters kamp om markedsandele.’ Og han fortsætter: ‘Jeg ville skrive historien om computerspil som kunstform snarere end som forretningsobjekt.’ Branchens skæve eksistenser

Donovan er opmærksom på spildesign og på, hvordan designkonventioner fødes og inspirerer senere værker. Men skal man være en smule grov, kan man indvende, at han faktisk netop bruger påfaldende mange ord på branche og personer – at vi som læsere faktisk ikke hører meget om ‘computerspil som kunstform’. Dertil er Donovans fokus i for høj grad rettet mod de ofte skæve eksistenser, som har befolket branchen. Ambitionen forløses altså faktisk ikke helt.

Dernæst fortjener formatet en kommentar. For ‘Replay’ er (selvom den danske udgave er umiskendeligt mere eksklusiv end den uinspirerede engelske) lidt af en usleben diamant. En 461 sider lang tekst (608 med appendiks osv.) om computerspil udelukkende illustreret med enkelte, pudsige portrætbilleder fra arkiverne – og altså renset for screenshots! – er og bliver en højst mærkværdig konstruktion. En bog om et visuelt medies historie uden billeder? Det var næppe sket for andre udtryksformer.

Så ‘Replay’ er faktisk ikke det, den gerne vil være, og den er meget asketisk (for ikke at sige kedelig) i sit format. Det er derfor så meget desto mere opsigtsvækkende, at Tristan Donovan alligevel har forfattet den absolut mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om computerspillets historie som undertegnede har været i nærheden af. Med sin fine sans for de historiske sammenhænge og sit utal af historiske detaljer er ‘Replay’ en milepæl. Og hvis du begynder nu, kan du lige nå at læse den, før du får travlt med ‘Uncharted 3’.

Tristan Donovan: ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’, oversat af Jack Daniel Groth-Pinnerup fra ‘Replay: The History of Video Games’. 608 sider, Forlaget Herreværelset, 2011. ISBN 978-87-9266-015-2

Anmeldelse: Politikens iPhone-app

Politikens iPhone-app demonstrerer sin eksistensberettigelse. Men den illustrerer også formatets problemer og trænger efterhånden til lidt kærlighed.

For et år siden var stemningen, der omgav nyhedsapps til tablets og smartphones høj og fuld af lysegrønt håb.

Man havde – mente (og mener) repræsentanter for dagbladene – begået en brøler af episke dimensioner ved at ride med på informationshippiers vidtløftige drømme og stille webindhold til rådighed kvit og frit. Apps blev anset som en kærkommen undo-knap, en mulighed for at viske tavlen ren og få brugerne til atter at betale for omkostningstungt redaktionelt indhold.

Politikens iPhone-app var et ønskebarn, født i netop denne kortvarige tidslomme af håb. Jeg siger “kortvarig”, for mediehusene er ret enige om at virkeligheden (og brugernes betalingslyst) desværre ikke har stået mål med optimismen. Men jeg er blandt dem, som faktisk har lagt de beskedne 12 kroner om måneden i en rum tid – og her kommer min anmeldelse…

App’en ved første øjekast

App’en er, helt overordnet, en måde at tilgå redaktionelt Politiken-indhold – den er en nyhedslæser om du vil.

Indholdet er præsorteret i kategorier som vælges i en topmenu, der kan slides horisontalt. En kategoriforside indeholder i omegnen af 13 nyheder samt et antal billedgallerier (som dog er de samme i alle kategorier). Mens kategoriens topnyhed typisk præsenteres med et billede i hele skærmens bredde, vises alle efterfølgende nyheder på listen med en beskeden venstrestillet thumbnail.

Som bruger har du mulighed for at læse den enkelte nyhed i fuldtekst, “gemme” en nyhed i dit personlige arkiv eller dele nyheden via SMS, E-Mail, Facebook eller Twitter. Du har desuden mulighed for at indstille topmenuen som du ønsker, og du har mulighed for at søge i det avisen selv omtaler som “hele avisens digitale arkiv” (søgninger giver dog helt de samme resultater som en tilsvarende søgning på pol.dk).

For adgang til herlighederne skal du slippe 12 kr. per måned, en pris, der falder gradvist jo flere måneder du køber på en gang.

Det grafiske udtryk

Som alle dagblade er Politiken meget optaget af sit grafiske udtryk.

App’en skaber Politikengenkendelighed ved brug af logo, typografi og farvepalette, men undgår klogeligt at reproducere større elementer af papirtypografien. De skarpe kanter og de udpræget funktionalistiske grafiske virkemidler giver et lidt klinisk, men også velfungerende udtryk, der næsten demonstrativt sætter indholdet i centrum.


Vi komprimerer lidt hårdt her

Det er konsekvent gennemført med undtagelse af søgeinterfacet som insisterer på runde hjørner og et alternativt knaplayout, der virker lidt besynderligt.

Billeder på nyhedslisterne er bemærkelsesværdigt hårdt komprimerede, hvilket forekommer unødvendigt og småægerligt, især på det store tophistoriebillede.

Selve læseoplevelsen

Artikelvisningen – et overordentligt centralt element – er veldisponeret. Typografien er både markant og indbydende på en iPhone 4 og muligheden for at fjerne GUIen ved et enkelt klik er kærkommen.

De viste indholdselementer fungerer godt, men minimalismen tog dog nok en smule overhånd, da man valgte at slette diverse kontekstmarkører. Ret ofte kan man komme et stykke ned i en artikel før man (udelukkende pga. ordvalget) opdager, at der er tale om et debatindlæg fremfor en redaktionel – tilstræbt objektiv – artikel.

Og så kan man, som nævnt, dele indholdet. Og det er selvfølgelig her app-brugeren støder ind i det strømførende hegn omkring den afgrænsede app-have. App-udviklerne har meget rimeligt fokuseret på Facebook og Twitter, men personligt savner jeg mine gode venner Delicious og Instapaper. Du vil måske savne andre tjenester, og det understreger begrænsningen ved app-formatet, hvilket bringer os til…

Web vs. app

App’en kan næsten ikke vurderes på sine egne præmisser.

Man kommer uvægerligt til at sammenligne oplevelsen med nyhedslæsning i telefonens browser, og i denne sammenligning skal brugeren gerne føle at app-formatet tilføjer noget ekstra. Det gør Politikens, men kun lige akkurat eftersom bladring i nyheder jo netop er noget, der fungerer temmelig godt i en browser. Sat lidt på spidsen er mulighed for at redigere topmenuen, den eneste feature som man ikke umiddelbart ville have i en HTML-version. 12 kroner om måneden er ingenting, men nogle brugere vil nok føle at app-oplevelsen faktisk er værre end nyhedslæsning i browseren og så kan app’en være nok så billig.

App’en der ville være website

Problemet for Politikens app (og for mange tilsvarende apps) er at de fremstår som websites, der selv synes, de er for fine til HTML. Og det gør de fordi de så massivt fokuserer på tekstbaseret redaktionelt indhold, der netop gør sig absolut fint i det åbne webformat. Jeg kender ikke salgstallene, men min fornemmelse er at mange brugere finder disse appformater brugbare, men også ganske undervældende.

Vi kan godt blive enige om at udfordringen er ikke-triviel. Men hvis man et øjeblik glemmer redaktionelt udvalgte lister med nyheder, kunne man så ikke finde nyheds-appformater, der faktisk gav brugeren noget ekstra? Noget der med større vægt retfærdiggør at man skal downloade, betale, opdatere og huske at bruge sin app?