anmeldelse

Det Sociale Vanvid: Anmeldelse af Dave Eggers’ ‘The Circle’

Dave Eggers digitale dystopi ‘The Circle’ tager de sociale mediers allerværste aspekter, lader dem hæve til ekstreme dimensioner og klasker dem nådesløst i hovedet på læseren.

For unge, ambitiøse Mae Holland er et job hos verdens absolut førende sociale medie, The Circle, en rendyrket ønskedrøm. Med hængende underkæbe får hun fremvist firmaets glitrende campus, befolket af højt begavede unge himmelstormere, som alle føler historiens vingesus: De føler, at de bekæmper fortidens mørke ved at kaste lys over alt. ‘Everything that happens, must be known’, hedder det.

Skønt virker det, men meget hurtigt hører vi også – iblandet diverse beskrivelser af corporate vanvid – om hvordan den ophøjede målsætning bliver en altfavnende sandhed, som forfølges nådesløst og fundamentalistisk. Hemmeligheder, diskretion og privatliv er trusler mod den nye verdensorden og behandles hånligt og afvisende af de rettroende.

For sin utilslørede afstandtagen fra sociale mediers overfladiskhed og Silicon Valley-forestillingen om at demokratiske mangler kan udbedres med et idiotsikkert teknologisk fix har forfatter Dave Eggers påkaldt sig masser af modvilje. Wired har f.eks. erklæret at Eggers ganske enkelt ikke forstår internettet.

The Circle kan da bestemt også anklages for mange grimme ting. Den er vitterligt lige så subtil i sin kritik som et løbsk trykluftsbor og minder på denne måde om de noveller din dansklærer proppede ned i halsen på dig i 8. klasse, før nogen vurderede, at du var klar til rigtig voksenlitteratur. Karikaturen står også til dels i vejen for persontegningen. Flere gange foretager hovedpersonerne simpelthen beslutninger og når konklusioner som er klart hinsides al rimelighed i disse personers stræben efter den totale gennemsigtighed. Venner svigtes, familie fremmedgøres og moral bortgemmes i et stort sort hul. Det kan nogle gange blive for meget.

Men bogen er en satirisk overdrivelse. Litterært kan det være et problem, men du kan ikke rimeligvis kritisere George Orwells ‘Animal Farm’ på baggrund af at den er en urealistisk beskrivelse af livet på en bondegård. Selvfølgelig er Eggers ikke ude på at skildre den sociale, digitale verdens kompleksitet. Han tager dens værste sider og den mest problematiske tankegods; forstørrer og fremskriver dem nådesløst. Han viser deres fascistiske potentiale. Han overdriver så absolut, men hans beskrivelse af kronisk over-sharing, foragt for privatliv og det fladpandet kommercialiserede kredsløb af reviews, ratings og binære vurderinger af komplekse emner (liker du, eller liker du ikke) bør ramme læseren som et stød i maven.

‘The Circle’ er social media horror. Læs den før hjernevasken er komplet.

Ifølge Dave Eggers’ ‘The Circle’ er vejen til fascisme brolagt med sociale medier. Jeg har skrevet en anmeldelse. http://t.co/Rb48vcy0Tr

— Jonas Heide Smith (@jonassmith) December 7, 2013

Hold kæft og vær sur!

Da amerikanske Barbara Ehrenreich fik konstateret brystkræft mødte man hende med et omfattende krav om positiv tænkning. Det skulle man aldrig have gjort. En anmeldelse af Ehrenreichs bog “Smile or Die: How Positive Thinking Fooled America and the World” fra 2010.

Bill Clinton udtalte i 2000 at “never before has our nation enjoyed, at once, so much prosperity and social progress with so little internal crisis and so few external threats”.

Altså “2000”, som i lige før 9/11, før krig i Irak og finanskrise. Fem år senere hyldede nationalbankdirektør Alan Greenspan den amerikanske økonomis imponerende tilstand og tilskrev det markedskræfternes frie spil. Åbenlyst uheldigt når man tænker på hvad der fulgte, men ikke – mener den amerikanske journalist Barbara Ehrenreich – tilfældigt. For positiv tænkning har bredt sig som en virus i en uhellig alliance mellem nyreligiøse tosser, new-age-inspirerede coaches, intellektuelle svæklinge og et amerikansk erhvervsliv, der beredvilligt har smidt sund fornuft i en dyb, mørk kløft.

Lyder det voldsomt? I sin jagt på ondets rod går Ehrenreich idehistorisk til værks. I sin moderne form opstod tænk-positivt-bevægelsen som en religiøs modreaktion på calvinismens glædesfornægtelse. Man observerede hvordan skyld, skam og arvesynd nok ikke lige var vejen til livsfylde (ofte var det faktisk vejen til depression og død) og lancerede et alternativ (den såkaldte “New Thought”). Det blev gennem årtierne samlet op af diverse selvhjælpsforfattere, der med større eller mindre (ofte mindre) intellektuel stringens fik begrundet idealet om positiv tænkning i diverse forestillinger om tankens kraft. Og netop tankens kraft er ikke noget at kimse af. “Visualisér dine ønsker og de skal blive opfyldt”, er essensen af ideologien. Fjern dig fra det negative (såmænd også hvis det er dine familiemedlemmer) og fokusér på det positive, kun dermed vil du opnå lykken.

For Ehrenreich er dette decideret magisk tænkning, en manifestation af “the law of attraction”, du ved den der med at ikke-tænkende ting søger deres egen lighed. Altså den med at du ikke må forære nogen en tegnebog uden penge i.

Det er relativt nemt at rubricere i afdelingen for shamanistisk drømmetænkning, men i de seneste årtier har de godtfolk som Ehrenreich beskriver som horder af nyreligiøse charlataner fået et kvalitetsstempel. Det er sket i form af såkaldt positiv psykologi, tanken om at psykologien (også) skal fokusere på det gode (eller: endnu bedre) liv. Retningen har vist sig uhyre populær på visse amerikanske universiteter og har givet positivitets-ideologerne ny (pseudo)videnskabelig vind i sejlene. I mellemtiden ved Ehrenreich ikke om hun skal græde eller grine.

Ehrenreichs nådesløse – og ofte meget sprogligt veloplagte – spidning af charlataner og slangeoliesælgere er underholdende og vel også lærerig. Hun beskriver i pinefulde detaljer sine oplevelser ved diverse coach-konferencer hvor indlæggelsesmodne tosser fylder sig selv og hinanden med teoretisk tomhed. Og hun angriber punktvis den typisk ret tynde forskning som nogen bruger til at fremhæve tvangspositivitetens velsignelser. Nej, rare tanker kan ikke kurere kræft, og nej – uanset om du synes glasset er næsten fuldt så gør det ikke at du lever længere (så vidt den hidtidige forskning har kunnet påvise).

Bogen kunne dog med fordel have boret dybere i forskningen, også selvom vi så måtte have undværet anekdoter om Ehrenreichs møde med det ufortyndede vanvid.

Bogen er underholdende og til tider direkte morsom. Den idehistoriske undersøgelse er desuden temmelig interessant og ret overbevisende. Det er dog en skam – og ikke ligefrem fremmende for troværdigheden af Ehrenreichs stormangreb – at hun ikke bruger mere tid på forskningens faldgruber og egentlige konklusioner. Det havde skabt et mere slagkraftigt argument (mod påtvungen positivitet, ikke mod positivitet som sådan, naturligvis).

Desuden havde en lille smule mindre entydig fordømmelse af de nedrakkede tendenser nok også fjernet den duft af korstog, der præger udvalgte passager. Men Ehrenreich er sur, og meget kan tyde på at hun har al mulig grund til at være det.

Anmeldelse: Fremtiden er papirhvid

Og der blev lys. Kindle Paperwhite, Amazons seneste e-ink-maskine, har touch-skærm og indbyggede lamper. Det lyder som en lavteknologisk fattigmands-tablet og det er det også – på den allerbedste måde.

Indbygget lys lyder en smule undervældende, hvis man er vant til farvestrålende retina-skærme. Men blandt dedikerede e-readere baseret på e-ink er det en lille, festlig revolution.

Hidtil har jeg læst på en Kindle 3, en model uden touch-screen og med fysisk keyboard. Bladring via knapper på siden har aldrig generet mig, men denne ældre maskine har helt åbenlyst manglet en lyskilde. Og så har præsentationen af mit digitale bibliotek været aktivt kedsommelig, da samlingen blot fremstod som en uopfindsom liste af tekst.

Kindle Paperwhite, som jeg nu har brugt i en uges tid, lapper disse huller. Det indbyggede lys kastes ind over skærmen fra siderne og har to positive effekter og én bivirkning.

På den positive front kan man jo (selvsagt) rent faktisk bruge maskinen i dårlig belysning og så fremstår skærmen mere hvid og papiragtig end tidligere.

På minussiden medfører teknikken ikke en helt jævn belysning på tværs af siden. Der opstår sorte skygger som går lidt ud over den rene papirhvide æstetik. Det har dog ingen funktionel betydning.

Bogsamlingen præsenteres nu grafisk (om end monokromt) og det er en klar fordel, at denne del nu i det mindste fremstår tåleligt.

Touch-brugerfladen fungerer i det store hele udmærket. E-blækket kan ikke altid rendere helt hurtigt nok, men det gør ikke noget videre, da man sagtens kan taste videre selvom skærmbilledet er lidt forsinket. Markering af tekst er en væsentligt hurtigere proces med touch end med det fysiske keyboard, hvor man ofte skulle scrolle en del rundt.

Selve bladringen sker ved tryk (eller swipe, eller hvad du nu føler for) på en bestemt del af skærmen. For mig at se er det hverken værre eller bedre end de gamle knapper på siden.

Interaktionsdesignet virker til gengæld en smule ubeslutsomt. Det virker som om Amazon-designerne ikke er er helt enige om hvordan man bedst navigerer i lister via touch. Men mon ikke det bliver ensrettet med tiden?

Alt i alt er vi ude i en serie beskedne forbedringer. Hvis du opgraderer fra tidligere version bør det være for lysets skyld. Hvis du overvejer Paperwhite som din første e-læser, så er den hermed varmt anbefalet.

En forbløffende god bog om computerspil

Anmeldelse af Tristan Donovans “Replay”. Bragt på Version2, 7.10.2011.

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure ‘Uncharted 3’, træder hans læderstøvler på skuldrene af 50 års digitale forgængere. Det tog nemlig tankevækkende kort tid før den moderne teknologis gravalvorlige spydspids, computeren, blev inddraget til et noget uventet formål: leg. Computerspillets fødsel henlægges gerne til 1962, hvor en gruppe MIT-ansatte med tid til overs, adgang til en af datidens mere smidige maskiner og science fiction-blod i årerne frembragte Spacewar. Simpelt, episk og velafbalanceret var nøgleord for rumkrigen, der tog datidens spilverden med storm.

Ja, altså – ikke at ret mange opdagede det, for datidens spilverden bestod af enkelte udvalgte i besiddelse af det helt store teknologiske kørekort. Men enkelte så dollartegn i kølvandet på rumtorpedoerne, og snart kunne en måbende verden muntre sig med arkadespil som Pong og Gunfight. Senere fik vi klassikere som Asteroids, Pac-Man og Space Invaders, og kort efter begyndte spillekonsoller og hjemmecomputere at invadere stuerne.

I 2011 har vi så indie-spil som det strålende danske ‘Limbo’, kreative spil i tusindvis i Apples App Store og et internet fyldt med genreudfordrende minispil. Og så altså massive blockbustere som ‘Uncharted 3’. Men hvordan gik det egentlig til? Hvem gjorde hvad med hvem og hvorfor? Og kunne det hele været gået ganske anderledes? Det har den engelske spiljournalist Tristan Donovan sat sig for at undersøge i ‘Replay: The History of Video Games’ som nu foreligger i dansk oversættelse.

Ligetil og ærefrygtindgydende

Donovans projekt er på en gang ligetil og ærefrygtindgydende. Ligetil fordi en kronologisk fremadskridende beretning om computerspillets udvikling er oplagt nyttig (og interessant i en tid, hvor fortidens gamere retter nostalgiske blikke bagud). Og fordi udbuddet af sådanne beretninger er bemærkelsesværdigt mangelfuldt.

Nok har en del udgivelser hyldet spillenes grafiske udvikling, og nok har en del journalister leveret essayistiske tilbageblik på en svunden tid. Men når talen går på sammenhængende beskrivelser nævnes Steven L. Kents ‘The First Quarter’ tit som milepæl, og så er standarden mildest talt undervældende. Donovans projekt ærefrygtindgydende, fordi kildematerialet er så tilpas fragmentarisk og researchopgaven derfor så omfattende.

På den baggrund er ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’ en forbløffende god bog. Eller det vil sige: Den er på den ene side en umådelig stor bedrift og et overflødighedshorn af viden om spilbranchens veje og vildveje igennem fire-fem årtier – mens den på den anden side langtfra lever op til sit erklærede formål og leveres i et nærmest selvundergravende beskedent format.

Om formålet skriver Donovan selv, at computerspillenes historie ‘som regel fortælles ud fra hardware, ikke software: en fortælling om generation efter generation af spillekonsoller og deres producenters kamp om markedsandele.’ Og han fortsætter: ‘Jeg ville skrive historien om computerspil som kunstform snarere end som forretningsobjekt.’ Branchens skæve eksistenser

Donovan er opmærksom på spildesign og på, hvordan designkonventioner fødes og inspirerer senere værker. Men skal man være en smule grov, kan man indvende, at han faktisk netop bruger påfaldende mange ord på branche og personer – at vi som læsere faktisk ikke hører meget om ‘computerspil som kunstform’. Dertil er Donovans fokus i for høj grad rettet mod de ofte skæve eksistenser, som har befolket branchen. Ambitionen forløses altså faktisk ikke helt.

Dernæst fortjener formatet en kommentar. For ‘Replay’ er (selvom den danske udgave er umiskendeligt mere eksklusiv end den uinspirerede engelske) lidt af en usleben diamant. En 461 sider lang tekst (608 med appendiks osv.) om computerspil udelukkende illustreret med enkelte, pudsige portrætbilleder fra arkiverne – og altså renset for screenshots! – er og bliver en højst mærkværdig konstruktion. En bog om et visuelt medies historie uden billeder? Det var næppe sket for andre udtryksformer.

Så ‘Replay’ er faktisk ikke det, den gerne vil være, og den er meget asketisk (for ikke at sige kedelig) i sit format. Det er derfor så meget desto mere opsigtsvækkende, at Tristan Donovan alligevel har forfattet den absolut mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om computerspillets historie som undertegnede har været i nærheden af. Med sin fine sans for de historiske sammenhænge og sit utal af historiske detaljer er ‘Replay’ en milepæl. Og hvis du begynder nu, kan du lige nå at læse den, før du får travlt med ‘Uncharted 3’.

Tristan Donovan: ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’, oversat af Jack Daniel Groth-Pinnerup fra ‘Replay: The History of Video Games’. 608 sider, Forlaget Herreværelset, 2011. ISBN 978-87-9266-015-2

Anmeldelse: Politikens iPhone-app

Politikens iPhone-app demonstrerer sin eksistensberettigelse. Men den illustrerer også formatets problemer og trænger efterhånden til lidt kærlighed.

For et år siden var stemningen, der omgav nyhedsapps til tablets og smartphones høj og fuld af lysegrønt håb.

Man havde – mente (og mener) repræsentanter for dagbladene – begået en brøler af episke dimensioner ved at ride med på informationshippiers vidtløftige drømme og stille webindhold til rådighed kvit og frit. Apps blev anset som en kærkommen undo-knap, en mulighed for at viske tavlen ren og få brugerne til atter at betale for omkostningstungt redaktionelt indhold.

Politikens iPhone-app var et ønskebarn, født i netop denne kortvarige tidslomme af håb. Jeg siger “kortvarig”, for mediehusene er ret enige om at virkeligheden (og brugernes betalingslyst) desværre ikke har stået mål med optimismen. Men jeg er blandt dem, som faktisk har lagt de beskedne 12 kroner om måneden i en rum tid – og her kommer min anmeldelse…

App’en ved første øjekast

App’en er, helt overordnet, en måde at tilgå redaktionelt Politiken-indhold – den er en nyhedslæser om du vil.

Indholdet er præsorteret i kategorier som vælges i en topmenu, der kan slides horisontalt. En kategoriforside indeholder i omegnen af 13 nyheder samt et antal billedgallerier (som dog er de samme i alle kategorier). Mens kategoriens topnyhed typisk præsenteres med et billede i hele skærmens bredde, vises alle efterfølgende nyheder på listen med en beskeden venstrestillet thumbnail.

Som bruger har du mulighed for at læse den enkelte nyhed i fuldtekst, “gemme” en nyhed i dit personlige arkiv eller dele nyheden via SMS, E-Mail, Facebook eller Twitter. Du har desuden mulighed for at indstille topmenuen som du ønsker, og du har mulighed for at søge i det avisen selv omtaler som “hele avisens digitale arkiv” (søgninger giver dog helt de samme resultater som en tilsvarende søgning på pol.dk).

For adgang til herlighederne skal du slippe 12 kr. per måned, en pris, der falder gradvist jo flere måneder du køber på en gang.

Det grafiske udtryk

Som alle dagblade er Politiken meget optaget af sit grafiske udtryk.

App’en skaber Politikengenkendelighed ved brug af logo, typografi og farvepalette, men undgår klogeligt at reproducere større elementer af papirtypografien. De skarpe kanter og de udpræget funktionalistiske grafiske virkemidler giver et lidt klinisk, men også velfungerende udtryk, der næsten demonstrativt sætter indholdet i centrum.

Vi komprimerer lidt hårdt her

Det er konsekvent gennemført med undtagelse af søgeinterfacet som insisterer på runde hjørner og et alternativt knaplayout, der virker lidt besynderligt.

Billeder på nyhedslisterne er bemærkelsesværdigt hårdt komprimerede, hvilket forekommer unødvendigt og småægerligt, især på det store tophistoriebillede.

Selve læseoplevelsen

Artikelvisningen – et overordentligt centralt element – er veldisponeret. Typografien er både markant og indbydende på en iPhone 4 og muligheden for at fjerne GUIen ved et enkelt klik er kærkommen.

De viste indholdselementer fungerer godt, men minimalismen tog dog nok en smule overhånd, da man valgte at slette diverse kontekstmarkører. Ret ofte kan man komme et stykke ned i en artikel før man (udelukkende pga. ordvalget) opdager, at der er tale om et debatindlæg fremfor en redaktionel – tilstræbt objektiv – artikel.

Og så kan man, som nævnt, dele indholdet. Og det er selvfølgelig her app-brugeren støder ind i det strømførende hegn omkring den afgrænsede app-have. App-udviklerne har meget rimeligt fokuseret på Facebook og Twitter, men personligt savner jeg mine gode venner Delicious og Instapaper. Du vil måske savne andre tjenester, og det understreger begrænsningen ved app-formatet, hvilket bringer os til…

Web vs. app

App’en kan næsten ikke vurderes på sine egne præmisser.

Man kommer uvægerligt til at sammenligne oplevelsen med nyhedslæsning i telefonens browser, og i denne sammenligning skal brugeren gerne føle at app-formatet tilføjer noget ekstra. Det gør Politikens, men kun lige akkurat eftersom bladring i nyheder jo netop er noget, der fungerer temmelig godt i en browser. Sat lidt på spidsen er mulighed for at redigere topmenuen, den eneste feature som man ikke umiddelbart ville have i en HTML-version. 12 kroner om måneden er ingenting, men nogle brugere vil nok føle at app-oplevelsen faktisk er værre end nyhedslæsning i browseren og så kan app’en være nok så billig.

App’en der ville være website

Problemet for Politikens app (og for mange tilsvarende apps) er at de fremstår som websites, der selv synes, de er for fine til HTML. Og det gør de fordi de så massivt fokuserer på tekstbaseret redaktionelt indhold, der netop gør sig absolut fint i det åbne webformat. Jeg kender ikke salgstallene, men min fornemmelse er at mange brugere finder disse appformater brugbare, men også ganske undervældende.

Vi kan godt blive enige om at udfordringen er ikke-triviel. Men hvis man et øjeblik glemmer redaktionelt udvalgte lister med nyheder, kunne man så ikke finde nyheds-appformater, der faktisk gav brugeren noget ekstra? Noget der med større vægt retfærdiggør at man skal downloade, betale, opdatere og huske at bruge sin app?

Sitecore – en anmeldelse

Sitecore er et relativt udbredt CMS, et system til håndtering af større websites. Men er det godt?

Det danske Sitecore-CMS danner rygrad på sværvægterwebsites som f.eks. Københavns Kommunes og Folketingets. Reklamemateriale kan du finde nok af, men vurderinger fra slutbrugere snubler ikke over hinanden på nettet. Så her kommer sådan en.

Hvad er et CMS?

Et CMS er et Content Management System, altså et indholdsstyringssystem. Det er et stykke software som bruges til at opbygge, overskue og strukturere websites. Behovet er selvsagt mest akut på store, komplekse websites, men her i 2010 styres mange mindre websites også via et CMS.

Det typiske CMS giver brugeren mulighed for at oprette sider baseret på et udvalg af skabeloner samt tilføje indhold til siden fra et centralt bibliotek med billeder, videofiler osv. På denne måde behøver den enkelte indholdsproducent ikke at have nogen teknisk indsigt i webpublicering.

Hvilket slags CMS er Sitecore?

Sitecore betegnes ofte som et “enterprise CMS”, hvilket blot vil sige at det er så omfattende og bekosteligt et system, at det kun giver mening at bruge i forbindelse med store sites. Desuden er Sitecore et helt klassisk stykke kommerciel (web)software; man betaler en licens og et årligt gebyr – i modsætning til de stadig mere populære open source-CMS’er som Drupal og Umbraco, hvor man kun betaler for tilpasning og support. Der findes mange slags Sitecorelicenser, men regn med et par hundrede tusinde i anskaffelse og en 20-30.000 i årligt gebyr.

Køb og drift af Sitecore

Det er vigtigt at notere sig at man, som “køber” af Sitecore, kun interagerer med mellemmænd. Sitecore sælger nemlig kun direkte til leverandører, som lever af at sælge systemet (og deres services) videre. Sitecore taler kun til leverandørerne (som f.eks. Pentia og Addition) og det samme gør slutbrugeren.

Slutbrugeren køber aldrig en hyldevare. Sitecore skal (som mange andre CMSer) snarere opfattes som et fundament som leverandøren bygger ovenpå og modificerer efter kundens ønsker. Af denne grund er det, for de fleste brugere, temmelig vanskeligt at vide præcis hvor Sitecore ender og hvornår et givent detalje eller funktion skyldes leverandørens arbejde.

Særlige kendetegn

Sitecore sælges blandt andet på at brugerfladen ligner Microsoft Office. For eksempel foregår den overordnede navigation i den såkaldte “content editor”, den mest almindelige vej til redigering af websitets indhold, via en “ribbon”-menu som giver brugeren adgang til de tilladte funktioner. Selve den editor som bruges til at udfylde en sides indhold – smager også i sin ikonografi og logik af Office.

Ribbon-menu’er som i MS Office. Nogle kan lide dem.

Den primære editor. Ikoner inspireret af MS Office.

Desuden har systemet en meget avanceret (og kompliceret) tilgang til rettighedsstyring. Man kan, med stor detaljegrad, udstyre personer eller person-typer med rettigheder (eller mangel på samme) til stort set alle systemets aspekter.

Og så har Sitecore indbygget billed-resizing, altså evnen til at skalere et givent billede på serveren så man (i princippet) blot kan uploade et billede i stort format og så genbruge det i mange sammenhænge. Lille, men ret praktisk, detalje.

Sitecore i dagligdagen

Det er svært at vælge CMS, fordi en feature-liste kan være nok så imponerende og en demonstration nok så velsmurt – mens det er er så godt som umuligt at forudsige hvordan systemet understøtter dagligdagens processer. Min fornemmelse er at denne overvejelse – altså hvordan Sitecore egentlig fungerer i virkelighedens rutineprægede webpubliceringsvirkelighed – ikke ligger øverst på dagsordenen hos Sitecore-udviklerne.
Firmaets retorik – på web og i reklamemateriale – handler om uanede globale vækstmuligheder og fancy real-time-analyse af brugeradfærd på ehandels-sites. Det er lidt vel kækt, for så imponerende er brugeroplevelse og grundfunktionalitet heller ikke.

I det hele taget føler man ikke, som slutbruger, at der er kælet ret meget for systemets allermest centrale funktion: At udgive indhold på web. Jeg mener: Denne del, det at få sin tekst mv. sikkert, hurtigt og validt på nettet burde til den pris være helt strømlinet. Måske end da fornøjelig.

Klodset editor

Men fornøjelig ville være et stort ord. Selve indholdseditoren, det vindue hvor man som almindelig dødelig bruger opholder sig en del, er noget klodset. Den er kun tilnærmelsesvist WYSIWYG, hvilket ikke gør det nemt at forudsige ombrydning osv. Da man ofte bruger tekst skrevet andre steder (i en tekstbehandler f.eks.) er det desuden irriterende at indsat tekst ofte formatteres uhensigtsmæssigt (f.eks. med en masse <br />-tags frem for <p>’er). Dette får den (ellers potentielt smarte) interne HTML-valideringsmekanisme til stort set altid at melde fejl. Editoren har en særlig “indsæt fra Word og fjern formatering fra teksten”, men den fjerner kun visse varianter af den kendte og frygtede Word-HTML.

Rød streg til venstre betyder ikke-valid kode.

Endelig har editoren et noget idiosynkratisk forhold til “undo”-princippet. Her hoppes ofte flere niveauer tilbage i tiden, hvilket gør funktionen noget risikabel.

Uhensigtsmæssigt flow ved brug af mediefiler

Sitecore lagrer alle mediefiler (billeder, videofiler, pdf-dokumenter osv.) i et centralt mediebibliotek, hvormed filerne kan bruges på tværs af websitet. Dette fungerer i princippet godt om end der er et par men’er: Mapper i mediebiblioteket åbner meget langsomt, hvis de indeholder mange billeder. Sikkert fordi Sitecore insisterer på at rendere thumbnailversioner hver gang. Og det er ikke muligt at udføre handlinger på mere end én fil ad gangen. Det føles som en amputeret Windows Stifinder, og det gør visse typer omstruktureringer eller oprydninger meget tidskrævende. En lignende følelse opstår, når man vil bruge flere/mange mediefiler på den samme side. Sitecore husker ikke hvilken mappe du sidst har haft åben, så du kan komme ud i noget meget trættende klik-maraton eftersom filerne skal vælges én efter én.

Mediefiler kan kun behandles én ad gangen.

Opretter man mange indholdssider, er det mest uhensigtsmæssige dog selve den måde hvorpå mediefiler knyttes til disse sider. Et billede kan eksempelvis kun indsættes ved at klikke igennem hele mediebibliotekets (til tider lidet responsive) indholdstræ og pege på det ønskede element. Her ville det være umådeligt meget nemmere, hvis det pågældende billede kunne fremsøges eller evt. blot trækkes direkte fra et mediebiblioteksvindue til den ønskede placering. Et eksempel på en ret basal funktion, som forekommer unødigt besværlig.

Ved tilvalg af et billede, skal det nødvendigvis findes via bladring i filsystemet. Det kan være besværligt.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den måde Sitecore behandler mediefiler på, betyder at de alle får endelsen .ashx. Hvis du uploader en pdf-fil, kommer den altså til at hedde filnavn.ashx. Det giver god nok mening på et teknisk plan, men det kan altså give en række problemer i forhold til eksterne systemer, som bruger netop filers endelse til at vurdere deres type.

At Sitecore holder styr på alle relationer mellem indholdselementer (f.eks. hvis et billede bruges i en artikel) er til gengæld særdeles nyttigt, da man så ikke skal være bekymret for at flytte rundt på sine mediefiler og andre indholdselementer.

Uimponerende versionsstyring

Det er muligt manuelt at gemme “versioner” af et givent indholdselement (hvor det så er den seneste der vises på web). Det er også muligt at få Sitecore til selv at gemme versioner, men min erfaring med denne feature er dårlige*. F.eks. er proceduren omkring låsning og oplåsning af elementer ikke særligt veltunede. Det kan sættes op på mange måder, men ingen af dem er øjensynligt problemfri.

Den største mangel er dog måske at systemet ikke bare selv gemmer ens arbejde løbende, som det f.eks. er tilfældet i det udmærkede og ganske gratis mini-CMS WordPress. Det burde være oplagt: INTET er mere frustrerende for en indholdsproducent end at miste indhold. Man MÅ ikke kunne miste indhold. Men I sitecore er det sådan at ens arbejde i editoren er tabt, hvis der af en eller anden grund ikke kan gemmes i det øjeblik man afslutter. Kære Sitecore: Glem “infinite global opportunities” og indfør velfungerende auto-gem.

Udsat udgivelse virker ikke

Udsat udgivelse – altså tidsbestemt fremtidig udgivelse af udvalgte elementer – kan være praktisk i forbindelse med kampagner, klausulerede nyheder osv. Funktionen er indbygget i Sitecore, men min erfaring er at den ikke virker.*

Ringe browserunderstøttelse

Sitecore lover ikke at alle systemets brugerflader fungerer i alle browsere (det er skabt til Internet Explorer) men den grundliggende “content editor” burde angiveligt fungere i f.eks. Firefox. Det gør den bare kun i yderst principiel forstand. Det ER teoretisk muligt at arbejde med indhold i f.eks. Firefox til MAC, men det er ikke noget man ønsker for sin værste fjende. Dette er selvfølgelig meget uheldigt i forhold til fleksibilitet og brugernes muligheder for at rette kritiske indholdsfejl hvor disse brugere nu end måtte befinde sig.

Manglende sproglig opmærksomhed

Den dansksprogede version af dette dansksprogede produkt sprudler ikke ligefrem af overskud. Ikke sjældent er de anvendte betegnelser faktisk direkte meningsforstyrrende. Nedenstående eksempel er bare sjusket:

Linket skulle være opdateret for at undgå knuste links…?

Svartider og stabilitet

Principielt set er det nok den enkelte leverandør – fremfor selve Sitecore – der er ansvarlige for eventuelle performanceproblemer. Det er dog min fornemmelse at der ofte er problemer med Sitecorebaserede websites, hvilket muligvis kan tyde på at systemet ikke er helt nemt at holde flydende.

Bottom line

Er Sitecore det rigtige CMS at vælge? Det afhænger selvfølgelig af dine behov. Nogle funktioner vil være livsnødvendige for nogle og ligegyldige for andre. Visse designvalg vil måske irritere dem, som jonglerer rundt med mange billeder og være ligegyldige for dem der ikke gør.

Og – endnu mere væsentligt – svaret afhænger selvfølgelig af alternativerne. Nogle organisationer er bundet af særlige tekniske eller udbudsmæssige krav og kan ikke vælge frit på alle hylder. Nogle foretrækker sikkerhed og support, mens andre lægger større vægt på fleksibilitet og potentialet for dynamisk videreudvikling. Og så videre.

Endelig skal jeg erkende, at selvom jeg har “prøvet” og “set” en del CMSer, har jeg ikke indgående kendskab til de store “enterprise”-alternativer og kan ikke vurdere hvordan de klarer sig i en ofte lavpraktisk dagligdag.

Men når alle disse disclaimere er af vejen, er min personlige konklusion at Sitecore har nogle gode kort på hånden, men også tager alt for afslappet på brugeroplevelsen af systemets helt grundlæggende funktioner.

Måske har man en tendens til at tilgive mere, hvis man går open source-vejen. Når man vælger et (småpebret) kommercielt system mener jeg godt man kan forvente en mere velsmurt maskine. Især fordi så relativt små tilføjelser og ændringer ville kunne øge køreglæden markant.

Det forekommer nærliggende at salgstrukturen, hvor producenten primært (eller kun) taler med udviklere som sælger videre, forårsager et usundt fokus på teknik og en manglende interesse for slutbrugerens oplevelse og behov.

* Jeg kan ikke bedømme om dette skyldes selve Sitecore eller måden hvorpå det er konfigureret.

Denne anmeldelse er baseret på erfaring med Sitecore 6.0. Der findes en nyere version, der øjensynligt har indbygget tagging og drag-and-drop til mediebiblioteket.

Sitecores “Page Editor”-funktion gør det muligt at rette i en side via selve sitets frontend (altså i total WYSIWYG). Jeg har ikke erfaring med denne funktion.

Anmeldelse af Clay Shirkys “Cognitive Surplus”

Teknologitænker Clay Shirkys “Cognitive Surplus” er mindre interessant end forgængeren. At den alligevel er strålende, siger noget om forfatterens format.

På side 121 af sin nye bog skriver Clay Shirky at “One of the weakest notions in the entire pop culture canon is that of innate generational differences, the idea that today’s thirtysomethings are members of a class of people called Generation X while twentysomethings are part of Generation Y, and that both differ innately from each other and from the baby boomers. […] a kind of astrology for decades instead of months“.

Man har bare lyst til at give manden en stort knus, når han skriver den slags, for hvor fungerer denne “weakest notion” dog som et tungt slør af dumhed i meget af debatten om nye teknologier og deres effekter.

Shirky – altid veloplagt og ofte kontrær – er et værn mod den slags dumhed. Han påpeger paradokser, identificerer forbindelser og dyrker det lange, tankevækkende perspektiv. Hovedpointen i “Cognitive Surplus” er at det vestlige menneske har oplevet en eksplosion i mangden af fritid og pludselig står med helt nye udtryksformer og organisatoriske muligheder i kraft af internettet. Dette kreative potentiale kan bruges til at photoshoppe nuttede kattekillinger, men det kan også bruges til at skabe et Wikipedia, organisere delebilordninger og mobilisere progressive sociale bevægelser. Især under bestemt forudsætninger, som Shirky søger at identificere.

Bogen udtrykker en præference for interaktivitet, som efter min mening er overophedet. I Shirkys verden er lolcats (som billedet ovenfor) og World of Warcraft-raids nødvendigvis mere fornuftige aktiviteter end brug af envejs-medier. Dette verdensbillede har et skar af teknologiromantik over sig.

Desuden bidrager “Cognitive Surplus” med en mindre sammenhængende pointe end forgængeren “Here Comes Everybody” fra 2008.

Men de historiske og socialpsykologiske pointer er tankevækkende og prosaen flyder elegant. Bogen er ingen milepæl, men er ikke desto mindre stærkt læseværdig.

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt

Susana Toscas, Simon Egenfeldt-Nielsens og min computerspilgrundbog “Understanding Video Games” har i følge forlaget solgt hæderligt i sine første 8 måneder. Ole Ertløv Hansen har I øvrigt netop anmeldt den i tidsskriftet MedieKultur. OEH har pæne ting og sige, men hæfter sig også ved en række kritikpunkter, hvoraf flere er rimelige nok.
Bogen kan købes hos Adlibris for 174 kr. + forsendelse.