Aldrig har der været en bedre tid for kæmpeidioter. Den digitale virkelighed stiller uhørt monumentale krav til din impulskontrol, og skal du klare dig helskindet igennem fristelserne, så må du hellere binde dig til masten.
For godt ti år siden skrev jeg mit speciale. I en periode cyklede jeg hver dag gennem byen for at slå mig ned på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg klappede min bærbare op; en maskine, der svarer til en moderne Macbook lidt ligesom en storskraldscontainer svarer til en klinik-hvid Vipp-spand.
Cyberspace? Det havde man skam, og det foregik stående foran en af fire gavmildt opstillede terminaler udstyret med Netscape 4.1, en uskøn browser, der allerede dengang var et metaltræt blast from the past.
For mig var det et fuldstændig perfekt miljø for produktivitet.
Jeg kunne gå online, men det var ved gud ikke noget jeg gjorde for sjov. Det var lige præcis så tilpas besværligt, at det aldrig blev en impulsiv handling – det krævede tid og kræfter hver gang.
Netscape 4. Grim, besværlig og et glimrende værn mod fristelser.
Jeg tænker nogle gange, at jeg aldrig ville have klaret mig igennem gymnasiet, hvis jeg havde haft en nutidig computer.
Den amerikanske teknologitænker David Weinberger ynder at sige, at vi lever i den bedste tid til at være informationssøger og den bedste tid til at være en komplet idiot. Weinberger hentyder til, at vi på nettet har adgang til “fakta” som aldrig, aldrig ville have klaret sig igennem klassisk præfiltrering, altså kvalitetskontrol der i printkulturen afgjorde om noget var udgivelsesværdigt.
Men idiotien truer også fra en anden kant. It-iværksætteren Clay Johnson påpegede for nylig, at vi har sat vores generations skarpeste hjerner til at designe tjenester og værktøjer som, i praksis, gør alt hvad de kan for at gøre os til overfladiske tåber. Facebook, Twitter, Google, dit emailprogram, din RSS-læser og din smartphone vil så umådeligt gerne i kontakt med dig, hvilket de ikke overser nogen chance for at fortælle dig.
Og selvom du skulle følge Johnsons råd og eliminere de omsiggribende notifikationer, lurer fristelserne jo lige bag det aktuelle skærmvindue. Måske har jeg ingen rygrad, men når jeg sidder ved en computer føler jeg at min præfrontale cortex (som spiller en central rolle i impulskontrol) skal råbe temmelig højt for at overdøve de små mænd i mit hovede, der liiige gerne vil se om der er nogle spændende røde tal på Facebook, interessante links på Twitter eller nyt på netaviserne.
Netop derfor elsker jeg min Kindle og dens nærmest steampunkagtige e-ink: Den kan stort set intet. Jeg identificerer mig fuldstændig med de personer, der i en New York Times-artikel sammenlignede boglæsning på en tablet med madlavning med småbørn i køkkenet (temmelig besværligt og kødsovsen brænder altid på). Med min Kindle tier stemmerne stille og jeg kan faktisk koncentrere mig.
E-reader. Dens bedste feature er at den stort set ingenting kan.
Vil det så sige, at det er en god ide at gøre en indsats for at begrænse sine egne valgmuligheder?
Selvfølgelig er det det.
Og det er jo en strategi med en ædel slægtstavle. Da Odysseus krydsede rastløst rundt i det græske øhav blev han lidt bekymret for sin egen evne til at modstå sirenernes lokkende sang. Så han lod sig binde til masten og proppede bivoks i mandskabets ører – så de ikke kunne høre hverken sirenerne eller deres kaptajn, hvis han skulle skifte mening (hvilket han selvfølgelig gjorde: “…jeg følte i hjertet lyst til at lytte og bød med blikke og nik mine svende slippe mig løs.”).
Teknikken er jo også hyppigt anvendt blandt folk som ønsker at kvitte smøgerne, den usunde mad eller overforbruget: Undgå fristelsen; giv din hjernes eksekutivfunktion tid til at protestere. Frys eventuelt kreditkortet inde i en stor klump is.
I den økonomiske spilteori er udryddelsen af egen fremtidige valgmuligheder et hyppigt tema. I mange situationer har du lyst til at holde så mange muligheder åbne som muligt, men der er markante undtagelser. Det klassiske eksempel er “The Chicken Game”: To biler kører lige mod hinanden, og den chauffør, der først drejer har tabt. Hvad gør du? Flå rattet af og kast det ud af vinduet, idet du sikrer dig at modstanderen ser det (okay, det er ikke vildt nemt at flå et rat af, men du forstår princippet). En anden klassiker er “The Kidnapper Game”: Din kidnapper – hvis ansigt du har set – vil sådan set gerne lade dig gå, men kun hvis du kan garantere, at du ikke vil angive ham til politiet. Her er det i din interesse at afskære dig selv fra muligheden for at gå til politiet i fremtiden…
Stoler du ikke på dig selv om morgenen? There’s a gadget for that. Helikoptervækkeuret flyver op under loftet og stopper først når du har bevist at du står op.
Hvis du synes om den tankegang, så tænk på Odysseus og sirenerne sådan her: Odysseus forventer at være i interessekonflikt med sit fremtidige jeg. Han forventer at hans fremtidige jeg vil have anderledes præferencer (glem hende Penelope, giv mig sirenerne) og ønsker at undgå konsekvensen ved at fratage Fremtids-Odysseus visse handlemuligheder.
Vi gør det hele tiden, i stor og lille skala. Hvis ikke jeg kender dig og alligevel stoler på, at du opfører dig som nogenlunde fornuftig samfundsborger er det delvist fordi vi sammen accepterer og støtter et system (retsstaten), der begrænser vores handlerum (og gør det nogenlunde attraktivt at opføre sig ordentligt).
Og de hårdest ramte (og mest selvindsigtsfulde) gør det foran skærmen. For vores utro opmærksomhed har affødt en hel lille industri af af selvbegrænsningssoftware. Fristet over evne? For kun 10 USD kan du få adgang til programmet Freedom, et værktøj som kan én ting: Spærre din dyrt betalte internetforbindelse. Yep, først betaler du for adgang til nettet og så betaler du for at få den spærret. Freedom var navnet; du bliver fri ved at begrænse dig selv. StayFocusd, en add-on til Chrome, gør noget lignende.
https://twitter.com/#!/BrownleeMaureen/status/181807988342923266
Græske søfarere, macho-dødslege og askese-software… hvad var det nu problemet var? Først og fremmest bør det måske nævnes at der, helt overordnet, ikke er grund til pessimisme. Som Weinberger understreger, har der aldrig været en bedre tid for informationssøgere. Det digitale overflødighedshorn gør os i stand til at udnytte vores sparsomme tid optimalt: Vi kan bade i en flod af de ypperste medieprodukter, indgå i voldsomt givtige faglige netværk på Twitter, finde ny bolig (og fede cupkageopskrifter) på Facebook.
Problemet er, at vi lever i en kagebutik. Din bippende smartphone er som et stykke friskbagt hindbærtærte. Hvad siger du? Du har kontrol over det? Fint, så er du sikkert også en af dem, der er normalvægtig, har kvittet smøgerne og løber til arbejde. Hallelujah. Men for det første har ikke alle selvkontrol i samme mængder, og for det andet har du jo formentlig netop sørget for ikke at omgive dig med slik og cigaretter. Da jeg underviste it-studerende var jeg meget eksplicit på ét punkt: Jeg nægtede at undervise i et computerlokale. Maskinernes blotte tilstedeværelse nedsatte koncentrationsniveauet betydeligt.
God gammeldags, dødkedelig selvkontrol kommer til at adskille de produktive fra de overfladiske. Ikke i et en-til-en-forhold naturligvis; Twitter i arbejdstiden er ikke vejen til fortabelse. Men manglende mådehold i forhold til fristelsen til at multitaske er, hvis du skal præstere noget større og sammenhængende, det rene gift. Computere i folkeskolens klasseværelser? Really? Jojo, jeg forstår godt, at computere kan en helt masse vigtigt og spændende.
Det er jo lige præcis det, der er problemet.
Læs også
