Tag: social media

We’ve got 99 problems but the museum selfie ain’t one

In 2015 the museum selfie was taken hostage and used as a cultural lightning rod. What is proper museum behaviour? The discussion is almost comically separated from reality but its very intensity makes one thing clear: Something fundamental is at stake.

Follow Danish public debate on museums? One permanent fixture of the past year was the museum selfie controversy. Mirroring an international debate, Danish news media displayed quite a bit of concern over the behaviour of museum guests and the priorities of museums as regards “user involvement”. A few examples:

Later followed by:

Having museum practice debated in national media is a fine thing indeed. But there’s something strange here as well. Excepting the personally normative criticisms of current practice in Kristeligt Dagblad (which are fully legitimate even if I heartedly disagree) the selfie “problem” is a victimless one.

None of these articles point to concrete problems nor showcase one single guest (apart from art critics) interested in voicing their discomfort.

This rhymes well with the volume of complaints that we have received at the SMK. Now, there may be letters I haven’t seen and comments at the ticket counter that I haven’t heard (and I’m not saying the sentiment cannot possibly exist), but I have a pretty decent idea of all feedback from digital channels and adding everything together across all these platforms gives a huge big… zero. Also known as “nothing”.

The SMK has received some media flak for our “selfie room” constructed as part of our Eckersberg exhibition. The room in question is a small one in which the guest may climb a small staircase to make the perspective fall into place and thus place herself “inside an Eckersberg painting”. Opposite the staircase is a mirror to observe the effect. Number of hashtags, camera pictograms and use of the words “selfie”, “photo”, and “Instagram” on the walls in total: None.

Equally interesting is the number of guests who actually do post selfies from this room. Doing my best to monitor social traffic related to the museum I have probably seen around 10 selfies from this room and certainly no more than 15 (my guess would be that the actual total posted online is far below 100). If nothing describes the room as a selfie room and almost no guests use it as a selfie room, is there then actually a selfie room? It’s not that we’re super holy and cannot see why the thing has selfie connotations, but the answer to this philosophical conundrum is surely not a given.

The perspective room
Yours truly taking a picture into a mirror. Okay, okay, it’s a selfie.

And yes, you’re right. The whole thing is a smoke-screen. Journalists (apart from, I suspect, sometimes simply finding the combination of lofty “museum” and profane “selfie stick” fascinating) are picking up on the larger debate. Or, in the case of newspaper art critics, they are simply addressing larger issues through the selfie example.

We are talking here about The Proper Way to Enjoy Art. No, that’s not actually precise. We are talking about the proper way for others to enjoy art. With the possible exception of Louisiana’s wildly successful (and visually stunning) Kusama exhibition no-one visiting SMK, the National Museum or indeed any other Danish museum can possibly have their museum experience negatively affected by other people’s mobile phones.

You may wish that these other people would approach the art without further mediation but as I often tell my daughter when she makes unreasonable demands: “Yes, and I would like a sports car delivered to my door”. Now, I’m sure that is a very annoying comment but there are many things we cannot – and have no business trying to – control.

So, let’s by all means keep the discussions going, but here’s to worrying mainly about, oh you know, real things in 2016.

See also:

Measuring Instagram reach with barely any magic

Instagram reach can be measured. At least sort of. Here’s the SMK approach.

I’ve been describing our approach to Instagram measurement in a number of emails now, so I thought I’d just outline it here.

For those of us who like to track what we’re doing the whole problem, of course, is that Instagram does not provide any behind-the-scenes metrics. Thus, while you can add up engagement numbers (numbers of likes, numbers of comments etc.) you can’t tell how many people actually saw your masterful squares.

But that’s just one problem. At SMK, we really prefer to look beyond our own channels and include what museum guests and others are sharing. We like to see ourselves as initiators or inspirators of conversation, but we certainly don’t see worthwhile activity as confined to the channels that we happen to “own”.

Here’s what we do: First of all, we try to catch the largest possible amount of Instagram activity related to the museum. For this, we use the wonderfully flexible IFTTT (If This Then That) web service. IFTTT users can set up simple “recipes” using “ingredients” in the form of web services and selected actions. For instance, a recipe can be “Send any image uploaded to a specific Facebook page to a specific email address”.
We’ve set up IFTTT to track Instagrams posted at the two locations of SMK and/or with one of the hashtags often used by museum guests.

IFTTT recipe
IFTTT recipe

When such a photo is posted, IFTTT adds it to a Google Drive spreadsheet immediately. The spreadsheet fills up with lines like this:

Instagrams in a spreadsheet
Instagrams in a spreadsheet

At this point, what we have is just lines in a spreadsheet. Getting to reach requires a combination of math and guesswork informed assumptions.

We counted the number of followers for all posters in one whole month and it turned out they had an average of 400 followers. To measure reach for any month, we thus multiply the number of photos with 400. Obviously, however, Instagramers don’t see all images in their feed – and there’ll be a certain overlap of followers – so we’ve found it appropriate to divide by three.

Now, the ‘three’ is highly arbitrary. Is three the optimal number? Almost surely not (it is a prime number, though, shouldn’t that count for something?…). You might suspect that the resulting number will be too high, but our logic is that the IFTTT does not capture everything posted from the museum (i.e. everything not geo- or hashtagged) and so we compensate upwards. Thus, the SMK formula is:

Instagram reach = Number of photos posted in a month * 400 / 3

Of course, you can adjust the 3 any way you find appropriate.

Feel free to argue, but my logic is this: Our formula is not perfect, but it is the most reasonably approximation we can currently come up with. Also, while the actual number should be asterisked with disclaimers, the math here is simple and gives an easy way to track development over time. In short, we are happy with it until more precise tools come around.

Squaring the museum: A year of Instagram at SMK

For the past year we’ve hosted a small series of Instagram events at the National Gallery of Denmark. The result is a diversity of perspectives and quite a few masterpieces.

Given enough eyes, if you’ll pardon the paraphrase, all corners of the museum can be made photogenic. A year ago this August we had our first Instagram event at SMK, giving a group an exclusive tour an hour before opening to the public (a tour where I elegantly managed to get myself locked all alone into the permanent exhibition in ways still somewhat unexplained).

And just to be clear: It is a truly great thing. Inviting visual creativity inside is a real pleasure and a great way to engage with the art in new ways (not to mention the staircases and each and every reflective surface). In this post, I’ll sketch our experience so far.

Instagramers getting ready
Instagramers getting ready (August 2014)

For our very first attempt at the genre, Instagram staff members – in town for Copenhagen Fashion Week – actually handled logistics. A group of 12 specially invited IG’ers were taken for a “empty museum” walk under the #emptysmk hashtag. Yes, we bent our hashtag model which is always SMK-something to associate ourselves just a bit with the fabulous #emptymet series of events.

Going on instinct we’d asked a guide to lead the way, speaking knowledgeably about the collection. This effort turned out to be wasted, however, as the photography mission left very little mental room for taking in art history.

Some of the photos from this first tour are shown here:

One more from #emptysmk > discovering colour with @kjwww // #artwatchers #timeforteal

A photo posted by Hannah Waldram (@hannahrw) on

Soon after the walk we were contacted by Instagramers Denmark, and with that fine association we made a similar setup (only after hours, not before). About 15 people went for an #emptysmk walk, once again with great images to show for it:

tak @igersdenmark @smkmuseum for en hyggelig fototur i #emptysmk. A photo posted by laurenlila (@laurenlila) on

  One more from the event today // #emptysmk @smkmuseum   A photo posted by Judith Stohn (@jstohn) on

 

Wanting to try our hands at something slightly more focused we held our next event at the Royal Cast Collection, which is in a separate location from the rest of the museum. As it was now winter and we had to plan for late in the day, we arranged for some simple extra lighting in the form of two strong photographer’s lamps that we could move around to try different setups. Again we worked with Instagramers Denmark to invite 15 people for an atmospheric tour of the collection. Incidentally, 15 is our preferred number as larger groups become too difficult to move around and as we like to keep the atmosphere relatively casual and be able to answer everybody’s questions. This photo shows a bit of context:

Photo event at the Royal Cast Collection
Photo event at the Royal Cast Collection

A couple of shots from the talented IG’ers:

Went on a cosy walk on SMK Cast Museum today – thanks for inviting us :) // A photo posted by Bobby Anwar (@bobbyanwar) on

Golden light

A photo posted by Oliver TCB (@olivertcb) on

Night at the museum… Thank You @igersdenmark for a fun night at The Royal Cast Collection. A photo posted by Abdellah Ihadian (@mr_babdellahn) on

For our next event we went anti-empty and invited photo folks for our grand opening of the “What’s Happening?” exhibition. The idea was to show the museum full of life and activity, which is a nice idea, but not necessarily one the IG’ers went for as you can see here:

Museum | kunst

A photo posted by Oliver TCB (@olivertcb) on

The | bag – thanks for the invite @smkmuseum ✌️ #smkmuseum #communityfirst #copenhagen

A photo posted by LittlemyCPH (@littlemycph) on

A photo posted by Oliver TCB (@olivertcb) on

But okay, you can’t always have (or plan) them all.

It’s been great seeing the museum through so many talented people’s lenses. We look forward to new adventures in square format in the time to come.

If you have any questions about our initiatives, don’t hesitate to ask.

Feel free to join our SMK photo events Facebook group.

For details, metrics and other wonderful things, see my Museums and the Web paper on The Me/Us/Them Model.

The new museum conversation is not about you

We used to fret over directing traffic to our own websites. Then we expanded our perspective to include all our channels. It’s time for the next leap: The one where we forget ourselves entirely.

It comes up all the time. The disparagement that museums (and indeed other institutions) are not fulfilling the true potential of social media. The idea – if you’ll allow me to paraphrase – that social media should usher in a golden age of democratic equality where museums are but partners in an enlightened, free-flowing dialogue. If you subscribe to this ideal, and then glance at the Facebook pages of your local museum you are likely to despair. What you see, very often, is at least partly marketing-like (“Oh no, look! They’re doing push communication!”) and dialogue is often sparse.

But here’s the thing: DON’T look too closely at those official feeds. Doing so is akin to your reporting in 2005, the time where your main measure of online success was traffic to your own website. Thankfully, we (mostly) managed to challenge this too-simple metric to include all our channels. Of course, we said, it does not make sense to think of the website as the ultimate destination when people can be inspired on Twitter, sign up for events on Facebook etc. It was the right argument at the right time. But now we need a similar shift in our priorities, our thinking, and our reporting.

Most of our social media strategies specify conversation and community-building as main goals of our efforts. In my view many museums are doing really important work to stimulate these conversations, but we don’t necessarily see it on our “owned” profiles. We see it as the result of making high-quality content easily available, of changing photo policies and of inspiring guests to talk and share. Museums provide building blocks and frameworks for conversation but these conversations largely take place in whatever contexts people find relevant.

In other words: We need another KPI revolution. We need to further minimize the us/them distinction. I like to say that “the strategy isn’t us, it’s them” but let me be clear: It’s really both. Museums can play an important role in stimulating conversations around their subject matter – a job that requires time and effort – but to measure that success in likes, engagement and mentions to some degree misses the point. We need to measure how our materials are used and the far more indirect ways in which we stimulate interest.

Is this broader conversation much harder to measure? Yes. Are our reporting tools tailored to this broader perspective? No. But if we allow ourselves to be guided by our tools we’d still only be comparing unique visits via Google Analytics.

On an endnote: To the skeptic this may sound like a cop-out. Like changing our reporting just because we couldn’t fulfil our goals. But it really isn’t. The goals remain (largely) the same, the effort required is equal or greater, and it’s only our old-fashioned – and rather self-centred – KPIs that need to change. And once we do, it’s very likely that we’ll stumble on all those conversations that some people vainly want to only appear in the official Facebook feed.

Glimrende guidebog fra de sociale mediers frontlinje

Boganmeldelse af Astrid Haugs Sig du kan li’ mig. Udgivet på kommunikationsforeningen.dk (14. november 2014).

Astrid Haugs guide til indholdsstrategi for sociale medier svulmer af eksempler og snusfornuftige råd, mens den undgår de abstrakte paroler. Hvis du er blevet skuffet et par gange og nogle gange bliver i tvivl om hvad det er der sker, så kan du med stor fordel begynde her. 

For fire år siden, i 2010, mødtes jeg med en håndfuld kolleger for at diskutere effektmåling af sociale medier. En deltager – en repræsentant for en af landets helt store virksomheder – fortalte at man over et år havde arbejdet med et velrenomeret konsulenthus for at udvikle en formel for ‘social return on investment’. Det var selvfølgelig mestendels nonsens, afsluttede hun sin fremlæggelse, men ledelsen var tilfreds, og nu kunne hun endelig komme videre med sit arbejde. 

Kan du huske 2010? Det var en forvirret tid. Foruden den massive målsætningsforvirring sitrede luften også endnu af revolutionsromantik: Ord som paradigmeskift og ‘social disruption’ hærgede hårdtpumpede PowerPoint-slides. Transparens var den håbefulde universalmedicin og, nå ja, alle gamle virksomheder ville selvfølgelig snarligt forsvinde ned i den hjælpeløse anakronismes kulsorte afgrund.

At alt dette (i det store hele) ligger bag os bevidnes tydeligt af Astrid Haugs nye ‘Sig du kan li’ mig: Indholdsstrategi for sociale medier’. Vi er, indleder Haug, ‘forbi de smarte buzzwords og de hurtige skud i bøssen’. Forventningsafstemningen er klar fra starten: Enhver der håber på mirakelmidler og nemme løsninger kan godt pakke drømmene sammen og smøge ærterne op: for ‘det er det lange, seje træk og hårde arbejde, der giver resultater… Der er ingen hurtige tricks, der kan klare ærterne for dig. Der skal knokles’.

Og det bliver der. Haug har været på en omfattende rundtur blandt danske social media-ansvarlige og illustrerer sine mange praktiske pointer med velvalgte eksempler fra det såkaldt virkelige liv. Vi hører blandt andet om trestrenget indholdsstrategi hos JYSK, hvordan Ældre Sagen sled sig til en overvældende stigning i Facebook-engagement og hvordan Søstrene Grene bruger sociale medier til at vurdere potentialet for nye butikker. Disse konkrete erfaringer fra frontlinjen kobles til letforståelige kommunikationsmodeller, og denne form – hvor rigtige mennesker gør sig ægte overvejelser om sejre og fiaskoer – gør bogen særdeles læsevenlig.  

Forfatteren trækker desuden på sin erfaring som rådgiver for organisationer i alle størrelser. Hun kender problemerne, frustrationerne og den kroniske mangel på tid hos virksomheder, hvor arbejdet ikke er forankret i en succesfuld strategi. Og det er nok særligt her ‘Sig du kan li’ mig’ vil skinne som et fyrtårn på et mørkt hav. Især alle, som mangler inspiration og føler at de, i ubehagelig grad, famler sig frem uden et klart mål for øje, vil i bogen finde et veritabelt arsenal af gode råd og ideer til en forbedret indsats. Større organisationer som kæmper mere med ansvarsfordeling og – for nogles vedkommende – en overflod af potentielt indhold vil ikke finde svarene i Haugs bog (men måske i den næste?).

Til gengæld får læseren gang på gang slået fast, at der skal opelskes nye kompetencer indenfor visuel og følelsesbåret kommunikation. Især, selvfølgelig, hvis man vil bevæge sig ud på de mere entydigt visuelle platforme. Og netop med hensyn til platformvalg har forfatteren stået med en vanskelig beslutning. Valget af platform kan være en hård strategisk nød at knække, men er samtidig vanskelig at behandle i bogform, da platformenes indbyrdes forhold forskydes løbende og logikkerne kan påvirkes af selv små ændringer i funktionalitet (for ikke at tale om Facebooks nærmest neurotiske omskiftelighed). Her har Haug yderst fornuftigt valgt at holde sig til de mere overordnet indholdsstrategiske diskussioner fremfor at jage et flygtigt øjebliksbillede. 

Fornuft er i det hele taget et nøgleord for ‘Sig du kan li’ mig’. Som læser blændes man ikke af højtflyvende ideologi, men præsenteres for summen af praktiske råd til det daglige arbejde med sociale medier anno 2014. Det er befriende konkret og forbilledligt brugbart.

Tvivlsom Facebook-journalistik

The Guardian, Forbes, Ritzau og mange andre elskede tydeligvis historien om at teenagere masseudvandrer fra Facebook. Dokumentationen var dog næsten latterligt tynd.

Hos The Guardian lød det “Facebook ‘dead and buried to teens’, research finds” og Politiken fortalte at “Teenagere siger farvel til Facebook“.  I det hele taget kørte historien om hvordan de kære unge giver den lyseblå kæmpe fingeren lystigt rundt i voldsomt mange nyhedsmedier.

The Guardian kaldte det et resultat fra et “extensive European study”, mens Politiken/Ritzau henviste til “en undersøgelse, som EU finansierer”.

Forskningsresultater altså? Det ville være så meget sagt. Den britiske antropolog David Miller havde skrevet et blogindlæg på websitet The Conversation. I dette blogindlæg havde han udtalt sig om teenageres forhold til Facebook med henvisning til det “Global Social Media Impact Study” som han leder. Det er dog værd at nævne:

  • Undersøgelsen er ikke færdig (datamaterialet indhentes i 2013/2014)
  • Ikke skyggen af et resultat er blevet publiceret som noget, der ligner en forskningsartikel
  • Millers konklusioner bygger primært på én gruppe unge i én britisk by
  • Ingen steder fremgår det hvor mange personer forskerne har interageret med

Der er altså tale om præliminære spekulationer i blogform baseret på et ufærdigt, kvalitativt forskningsprojekt.

Vender teenagere ryggen til Facebook? Det er der sikkert mange der gør. Er det så god en historie at relativt seriøst medier kaster enhver kildekritik overbord og glædeligt drøner afsted med en halv vind? Åbenbart. Tror vi på at nyhedsmedierne tænker før de publicerer? De gør det lidt svært for os…

 

Det Sociale Vanvid: Anmeldelse af Dave Eggers’ ‘The Circle’

Dave Eggers digitale dystopi ‘The Circle’ tager de sociale mediers allerværste aspekter, lader dem hæve til ekstreme dimensioner og klasker dem nådesløst i hovedet på læseren.

For unge, ambitiøse Mae Holland er et job hos verdens absolut førende sociale medie, The Circle, en rendyrket ønskedrøm. Med hængende underkæbe får hun fremvist firmaets glitrende campus, befolket af højt begavede unge himmelstormere, som alle føler historiens vingesus: De føler, at de bekæmper fortidens mørke ved at kaste lys over alt. ‘Everything that happens, must be known’, hedder det.

Skønt virker det, men meget hurtigt hører vi også – iblandet diverse beskrivelser af corporate vanvid – om hvordan den ophøjede målsætning bliver en altfavnende sandhed, som forfølges nådesløst og fundamentalistisk. Hemmeligheder, diskretion og privatliv er trusler mod den nye verdensorden og behandles hånligt og afvisende af de rettroende.

For sin utilslørede afstandtagen fra sociale mediers overfladiskhed og Silicon Valley-forestillingen om at demokratiske mangler kan udbedres med et idiotsikkert teknologisk fix har forfatter Dave Eggers påkaldt sig masser af modvilje. Wired har f.eks. erklæret at Eggers ganske enkelt ikke forstår internettet.

The Circle kan da bestemt også anklages for mange grimme ting. Den er vitterligt lige så subtil i sin kritik som et løbsk trykluftsbor og minder på denne måde om de noveller din dansklærer proppede ned i halsen på dig i 8. klasse, før nogen vurderede, at du var klar til rigtig voksenlitteratur. Karikaturen står også til dels i vejen for persontegningen. Flere gange foretager hovedpersonerne simpelthen beslutninger og når konklusioner som er klart hinsides al rimelighed i disse personers stræben efter den totale gennemsigtighed. Venner svigtes, familie fremmedgøres og moral bortgemmes i et stort sort hul. Det kan nogle gange blive for meget.

Men bogen er en satirisk overdrivelse. Litterært kan det være et problem, men du kan ikke rimeligvis kritisere George Orwells ‘Animal Farm’ på baggrund af at den er en urealistisk beskrivelse af livet på en bondegård. Selvfølgelig er Eggers ikke ude på at skildre den sociale, digitale verdens kompleksitet. Han tager dens værste sider og den mest problematiske tankegods; forstørrer og fremskriver dem nådesløst. Han viser deres fascistiske potentiale. Han overdriver så absolut, men hans beskrivelse af kronisk over-sharing, foragt for privatliv og det fladpandet kommercialiserede kredsløb af reviews, ratings og binære vurderinger af komplekse emner (liker du, eller liker du ikke) bør ramme læseren som et stød i maven.

‘The Circle’ er social media horror. Læs den før hjernevasken er komplet.

 

Facebook er demokratiets islagkage

“Facebook må reguleres” mente Politiken på lederplads den 13. juli i år. Det mener kommunistpartiet i Kina sikkert også, hvilket understreger ideens svaghed. Men regulering er heller ikke løsningen, for problemet med Facebook er os selv.

I kølvandet på Peter Øvig Knudsens nøgne hippier og deres omdiskuterede kollision med Facebooks bornerthed, har flere politikere raslet med sablerne. Facebook har for meget magt til at kunne eksistere uden regulering, hævdes det. Politikens lederskribent er enig og foreslår at sætte hårdt mod hårdt ved at trække anti-monopolbestemmelser af stalden.

Man kan diskutere, hvorvidt Facebook har et reelt monopol (jeg er skeptisk) men den diskussion vil jeg overlade til andre. Lad os i stedet se kort på det populære forslag om at overtale Facebook til at anlægge et mere europæisk perspektiv på verden.

For nu at gå direkte til elefanten i rummet: Facebook kommer ikke til at lægge Europæiske værdier om ytringsfrihed, her eksemplificeret med nøgne blomsterbørn, til grund for sine politikker. For så vil andre regioner (arabiske lande, asiatiske lande, afrikanske lande osv.) naturligvis også omgående spæne ned til postkassen med en lang række krav. Og disse krav vil i nogle tilfælde være modstridende. Det ville næppe fungere, og vi ville endda kun nå til dette punkt, hvis europæerne faktisk kunne blive enige. Men sydeuropæere har ikke helt samme frigjorte seksualmoral som danskerne.

På Facebook kan dit parforholdsstatus angives til “It’s complicated”. Det samme er jo ytringsfrihed, set fra Californien. For det er ikke mange måneder siden, at Facebook kom under kraftig beskydning for ikke at censurere. Forargelsen var nemlig massiv, da Facebook ikke umiddelbart mente, at de skulle fjerne en række kvindefjendske sider, der i nogle tilfælde forherligede voldtægt.

Hermed ikke sagt at man skal gå og have ondt af den lyseblå gigant. Man skal bare forstå, at interesserne er ekstremt mangfoldige og at Facebook netop er stort fordi tjenesten i en vis forstand orienterer sig i forhold til forargelsens laveste fællesnævner.

Men spørgsmålet er nu også, om den opblussede modvilje mod Facebook ikke drejer sig om noget helt andet end Peter Øvig og de europæiske frihedsidealer. Når danske politikere, som ofte selv har glæde af Facebook, kritiserer tjenesten giver de udtryk for det samme had-kærligheds-forhold som de fleste almindelige brugere lever med. Den glæde man kan føle ved en “like” eller en rosende kommentar er jo, for mange mennesker, forbundet med et mildt selvhad. Interaktionen virker overfladisk og vi ville ønske vi var mindre interesseret i konstant bekræftelse.

Denne følelse har en pendant i et lidt større perspektiv. Politikere ved godt, at man nok burde undgå Facebook. Man burde undgå at lade den offentlige debat foregå i profitorienterede amerikanske rammer, hvor enhver med respekt og interesse for klassisk privatliv med rette tager sig til hovedet. Det er blot så afsindigt nemt og effektivt, at man falder pladask for fristelsen. Facebook er som en islagkage. Du ved at du burde takke nej, men den står lige foran dig og den smager fantastisk.

Dialog og debat er glimrende. Men det vil aldrig få Facebook-ubehaget til at gå væk. For ubehaget handler om vores egen selvrespekt, og den kan nok så mange EU-høringer ikke gøre ret meget ved.

 

Facebook, psykopaterne og din plørefulde nevø

Nogle skyer Facebook som pesten. Andre deler hæmningsløst ud af personlige pinligheder, som var der ingen dag i morgen. Rækken af perspektiver på den slags adfærd er lang, men her er to vinkler du måske ikke har hørt før…

I den yderste udkant af kommunikationsteorien findes en håndfuld perspektiver, der henter inspiration fra en utraditionelle kant. De er inspireret af økonomisk tænkning, hvilket får dem til at klinge underligt atonalt i kommunikationsører. Atonale eller ej, jeg har i nyere tid hørt et par perspektiver på Facebookbrug som i det mindste er tankevækkende.

Er Facebookfravær et tegn på psykopati?

Amerikanske Mashable bragte for nogle uger siden en artikel med overskriften “Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath“. Ideen er at Facebooktilstedeværelse i så overvældende grad udgør normaladfærd, at fravær (i hvert fald i visse demografiske grupper) kan udlægges som et tegn på, at man har noget at skjule og/eller er psykisk afvigende.

Journalist og blogger Lars K. Jensen har skitseret debatten og kalder den grundlæggende præmis for skrupskør. Det kan man ikke fortænke ham i, men bag amatørpsykologien gemmer sig et interessant spørgsmål: Hvad signalerer Facebookfravær?
Hvis du – som jeg – ofte googler nye samarbejdspartnere osv. for hurtigt at få et indtryk af deres netværk og baggrund, er ikke-eksisterende Facebook/Twitter/LinkedIn-profil ikke bare et neutralt signal.

Økonomen Robert Frank (der har skrevet den glimrende “Passions Within Reason”) taler om et “full disclosure principle” i kommunikation. Tanken er, at dersom nogen ser en fordel i at kommunikere besiddelse af en given “egenskab”, så kan den der mangler denne egenskab ikke bare tie om denne mangel (der er flere nuancer, læs selv Frank). Et eksempel: Forestil dig en række jobsamtaler hos en arbejdsgiver, der meget nødigt vil ansatte en gravid medarbejder. Her kan man godt have en regel, der forbyder arbejdsgiveren at spørge til dette forhold, men ikke-gravide ansøgere kan se en fordel i at understrege, at de ikke har planer om familieforøgelse i nær fremtid. Hermed bliver ikke-kommunikation om dette emne et potentielt uheldigt signal.

I den optik kan fravær fra de sociale medier måske og af nogle tolkes som et signal om, at man ikke har noget fordelagtigt at dele (ligesom andre selvfølgelig vil kunne tolke det i alle mulige andre, ofte positive, retninger).

Dette forstærkes af et forhold ved de sociale medier, som ofte undervurderes: Du har netop ikke fuld kontrol over dine signaler. Facebook, Twitter og LinkedIn tilbyder dig en vis, men ikke fuld, kontrol over din profils “udsagn”. På Facebook og LinkedIn skal dine “venner” bekræfte at I er venner (og på LinkedIn vil mange arbejdsgivere sikkert tage affære, hvis du hævder at have haft stillinger du ikke har haft) og på Twitter skal du gøre dig fortjent til følgere.

Evolutionsbiologen Amotz Zahavi (og evolutionsbiologi og økonomi har mange ligheder i denne sammenhæng) taler om “ærlige signaler”; signaler du ikke kan kontrollere og som derfor er troværdige. Dit netværk på de sociale medier er i høj grad et sådant ærligt signal, det kan (stort set) ikke fakes.

Der er selvfølgelig ingen som helst nødvendig sammenhæng mellem fravær på sociale medier og fravær af netværk, men der er i hvert fald en klar sammenhæng mellem dit LinkedIn-netværk og dit faktiske netværk.

Plørestiv af frygt for fremtiden

I den diametralt modsatte ende af spektret finder vi teenagere, der, tilsyneladende uden tanke for fremtiden, poster afslørende, pinlige, småpornografiske detaljer til offentligt skue. Vi voksne ved bedre: Den slags er jo konsekvensen af barnlig kortsigtethed, thi potentielle arbejdsgivere vil jo finde disse udgydelser og straks stemple staklerne som utroværdige festaber.

Men man kan faktisk tænke sig, at denne adfærd er alt andet end kortsigtet. Judith Donath, medieforsker ved Harvard og MIT, luftede nemlig i sin keynote ved New Media Days i 2010 en alternativ udlægning: Teenagerens hæmningsløse selvudstilling kan være en “commitment-strategi”.

Lad os tage det klassiske eksempel på en sådan: Oddyseus var bange for at blive fristet af sirenerne og lod sig derfor binde til masten. Altså: Oddyseus frygtede, at hans fremtidige præferencer ville adskille sig fra hans nuværende. Og måske er det også det teenagerne tænker? Måske frygter de (på et eller andet plan) at deres fremtidige jeg vil ønske sig et kedeligt kontorjob? Måske er overgearede festbilleder et forsøg på at fratage ens fremtidige jeg visse (set fra nutiden: ubehagelige) handlemuligheder.

Strategi skal her naturligvis ikke forstås som en bevidst, cerebral øvelse. Mere som et delvist instinktivt respons til de voksnes: “Pas nu på dit online-omdømme – ellers bliver du aldrig ligesom os!”.

Jeg gad godt grave mig ned i begge perspektiver – og i “økonomiske” vinkler på kommunikation mere generelt. Sig til hvis du vil sponsorere et lille års forskning :-)

Test dig selv: Er du voksen?

Aldrig har der været en bedre tid for kæmpeidioter. Den digitale virkelighed stiller uhørt monumentale krav til din impulskontrol, og skal du klare dig helskindet igennem fristelserne, så må du hellere binde dig til masten.

For godt ti år siden skrev jeg mit speciale. I en periode cyklede jeg hver dag gennem byen for at slå mig ned på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg klappede min bærbare op; en maskine, der svarer til en moderne Macbook lidt ligesom en storskraldscontainer svarer til en klinik-hvid Vipp-spand.

Cyberspace? Det havde man skam, og det foregik stående foran en af fire gavmildt opstillede terminaler udstyret med Netscape 4.1, en uskøn browser, der allerede dengang var et metaltræt blast from the past.

For mig var det et fuldstændig perfekt miljø for produktivitet.

Jeg kunne gå online, men det var ved gud ikke noget jeg gjorde for sjov. Det var lige præcis så tilpas besværligt, at det aldrig blev en impulsiv handling – det krævede tid og kræfter hver gang.

Netscape 4. Grim, besværlig og et glimrende værn mod fristelser.

Jeg tænker nogle gange, at jeg aldrig ville have klaret mig igennem gymnasiet, hvis jeg havde haft en nutidig computer.

Den amerikanske teknologitænker David Weinberger ynder at sige, at vi lever i den bedste tid til at være informationssøger og den bedste tid til at være en komplet idiot. Weinberger hentyder til, at vi på nettet har adgang til “fakta” som aldrig, aldrig ville have klaret sig igennem klassisk præfiltrering, altså kvalitetskontrol der i printkulturen afgjorde om noget var udgivelsesværdigt.

Men idiotien truer også fra en anden kant. It-iværksætteren Clay Johnson påpegede for nylig, at vi har sat vores generations skarpeste hjerner til at designe tjenester og værktøjer som, i praksis, gør alt hvad de kan for at gøre os til overfladiske tåber. Facebook, Twitter, Google, dit emailprogram, din RSS-læser og din smartphone vil så umådeligt gerne i kontakt med dig, hvilket de ikke overser nogen chance for at fortælle dig.

Og selvom du skulle følge Johnsons råd og eliminere de omsiggribende notifikationer, lurer fristelserne jo lige bag det aktuelle skærmvindue. Måske har jeg ingen rygrad, men når jeg sidder ved en computer føler jeg at min præfrontale cortex (som spiller en central rolle i impulskontrol) skal råbe temmelig højt for at overdøve de små mænd i mit hovede, der liiige gerne vil se om der er nogle spændende røde tal på Facebook, interessante links på Twitter eller nyt på netaviserne.

Netop derfor elsker jeg min Kindle og dens nærmest steampunkagtige e-ink: Den kan stort set intet. Jeg identificerer mig fuldstændig med de personer, der i en New York Times-artikel sammenlignede boglæsning på en tablet med madlavning med småbørn i køkkenet (temmelig besværligt og kødsovsen brænder altid på). Med min Kindle tier stemmerne stille og jeg kan faktisk koncentrere mig.

E-reader. Dens bedste feature er at den stort set ingenting kan.

Vil det så sige, at det er en god ide at gøre en indsats for at begrænse sine egne valgmuligheder?

Selvfølgelig er det det.

Og det er jo en strategi med en ædel slægtstavle. Da Odysseus krydsede rastløst rundt i det græske øhav blev han lidt bekymret for sin egen evne til at modstå sirenernes lokkende sang. Så han lod sig binde til masten og proppede bivoks i mandskabets ører – så de ikke kunne høre hverken sirenerne eller deres kaptajn, hvis han skulle skifte mening (hvilket han selvfølgelig gjorde: “…jeg følte i hjertet lyst til at lytte og bød med blikke og nik mine svende slippe mig løs.”).

Teknikken er jo også hyppigt anvendt blandt folk som ønsker at kvitte smøgerne, den usunde mad eller overforbruget: Undgå fristelsen; giv din hjernes eksekutivfunktion tid til at protestere. Frys eventuelt kreditkortet inde i en stor klump is.

I den økonomiske spilteori er udryddelsen af egen fremtidige valgmuligheder et hyppigt tema. I mange situationer har du lyst til at holde så mange muligheder åbne som muligt, men der er markante undtagelser. Det klassiske eksempel er “The Chicken Game”: To biler kører lige mod hinanden, og den chauffør, der først drejer har tabt. Hvad gør du? Flå rattet af og kast det ud af vinduet, idet du sikrer dig at modstanderen ser det (okay, det er ikke vildt nemt at flå et rat af, men du forstår princippet). En anden klassiker er “The Kidnapper Game”: Din kidnapper – hvis ansigt du har set – vil sådan set gerne lade dig gå, men kun hvis du kan garantere, at du ikke vil angive ham til politiet. Her er det i din interesse at afskære dig selv fra muligheden for at gå til politiet i fremtiden…

Stoler du ikke på dig selv om morgenen? There’s a gadget for that. Helikoptervækkeuret flyver op under loftet og stopper først når du har bevist at du står op.

Hvis du synes om den tankegang, så tænk på Odysseus og sirenerne sådan her: Odysseus forventer at være i interessekonflikt med sit fremtidige jeg. Han forventer at hans fremtidige jeg vil have anderledes præferencer (glem hende Penelope, giv mig sirenerne) og ønsker at undgå konsekvensen ved at fratage Fremtids-Odysseus visse handlemuligheder.

Vi gør det hele tiden, i stor og lille skala. Hvis ikke jeg kender dig og alligevel stoler på, at du opfører dig som nogenlunde fornuftig samfundsborger er det delvist fordi vi sammen accepterer og støtter et system (retsstaten), der begrænser vores handlerum (og gør det nogenlunde attraktivt at opføre sig ordentligt).

Og de hårdest ramte (og mest selvindsigtsfulde) gør det foran skærmen. For vores utro opmærksomhed har affødt en hel lille industri af af selvbegrænsningssoftware. Fristet over evne? For kun 10 USD kan du få adgang til programmet Freedom, et værktøj som kan én ting: Spærre din dyrt betalte internetforbindelse. Yep, først betaler du for adgang til nettet og så betaler du for at få den spærret. Freedom var navnet; du bliver fri ved at begrænse dig selv. StayFocusd, en add-on til Chrome, gør noget lignende.

https://twitter.com/#!/BrownleeMaureen/status/181807988342923266

Græske søfarere, macho-dødslege og askese-software… hvad var det nu problemet var? Først og fremmest bør det måske nævnes at der, helt overordnet, ikke er grund til pessimisme. Som Weinberger understreger, har der aldrig været en bedre tid for informationssøgere. Det digitale overflødighedshorn gør os i stand til at udnytte vores sparsomme tid optimalt: Vi kan bade i en flod af de ypperste medieprodukter, indgå i voldsomt givtige faglige netværk på Twitter, finde ny bolig (og fede cupkageopskrifter) på Facebook.

Problemet er, at vi lever i en kagebutik. Din bippende smartphone er som et stykke friskbagt hindbærtærte. Hvad siger du? Du har kontrol over det? Fint, så er du sikkert også en af dem, der er normalvægtig, har kvittet smøgerne og løber til arbejde. Hallelujah. Men for det første har ikke alle selvkontrol i samme mængder, og for det andet har du jo formentlig netop sørget for ikke at omgive dig med slik og cigaretter. Da jeg underviste it-studerende var jeg meget eksplicit på ét punkt: Jeg nægtede at undervise i et computerlokale. Maskinernes blotte tilstedeværelse nedsatte koncentrationsniveauet betydeligt.

God gammeldags, dødkedelig selvkontrol kommer til at adskille de produktive fra de overfladiske. Ikke i et en-til-en-forhold naturligvis; Twitter i arbejdstiden er ikke vejen til fortabelse. Men manglende mådehold i forhold til fristelsen til at multitaske er, hvis du skal præstere noget større og sammenhængende, det rene gift. Computere i folkeskolens klasseværelser? Really? Jojo, jeg forstår godt, at computere kan en helt masse vigtigt og spændende.

Det er jo lige præcis det, der er problemet.

Læs også