Category: Stuff

AI, kunstig intelligens, banker på overalt – også hos museerne. Men hvordan får vi gavn af teknologien uden at smide hverken kvalitet, faglighed, ansvarlighed eller andre ønskebørn ud med badevandet? SMK’s erfaringer kan måske hjælpe med at kaste lys over spørgsmålet.

En grå februardag i 2017 sad jeg og gode kolleger omkring et rundt mødebord og så bekymrede ud. For det var netop gået op for os, at vores spæde digitale formidlingsprojekt snart ville blive ramt af to pragteksemplarer af det man kun i meget optimistiske kredse kalder udfordringer.

Kort fortalt ville projektet ikke længere have de forventede årsværk, samtidig med at alle museets systemer og alle museets data i nær fremtid skulle omstruktureres og flyttes til, på dette tidspunkt, ukendte adresser. Nej, jeg ved heller ikke, hvorfor det altid er sådan.

Under alle omstændigheder: Vi havde akut brug for hjælp. Og vi besluttede derfor at ’tilkalde robotterne’ ved at skrue kraftigt op for brugen af kunstig intelligens.

Gæster eksperimenterer med kunstig intelligens i form af en installation til et SMK Fridays-arrangement. Foto: Jonas Heide Smith/SMK.

Drømmen om den åbne samling

Hvad var egentlig målet dengang i 2017? I al beskedenhed var vores drøm at gøre al museets viden frit tilgængelig online: Al samlingsdata, alle værkfotos og, meget gerne, alt formidlingsmateriale i form af video, audio, artikler, kataloger, blogindlæg og hvad vi ellers har produceret gennem tiden. At tilgængeliggøre digitale ressourcer lyder måske nemt, men virkeligheden var naturligvis kryptiske filformater, hostende harddiske opkaldt (med sprittusch) efter græske filosoffer og uklare aftaler om brugsret.

Udover oprydning i vores samlingsdata havde vi alvorligt brug for kontekst til værkerne og ’lægmands-indgange’ til samlingen. Mindre “olie på lærred”, mere “hest”, “solopgang” og “farven blå”.

På dette tidspunkt var vores AI-erfaringer blandede. Let overmodigt havde vi i projektgruppen eksperimenteret med at træne en AI til at kategorisere museets samling i stilarter som fx barok, manierisme, naturalisme eller kubisme. Da vi slap denne AI løs på samlingen var resultatet interessant, men lad os bare sige, at det blev modtaget med en vis skepsis af kunstfaglige kolleger. Og ikke uden grund, vi havde nok slået et for stort brød op.

Men det havde ikke taget modet fra os, og de mere lavpraktiske opgaver stod heldigvis i kø, ikke mindst det problem, at vores 40.000 værkfotos var meget uens beskåret. Rodet at se på og svært at forstå for brugeren. Vi trænede en AI til at hjælpe os med overblikket og kunne, med gode, lockdown-ramte kollegers hjælp, få styr på billedsamlingen.

Siden da har vi tilkaldt robotterne tit og ofte. AI har produceret hundredtusindvis af beskrivende emneord til vores værkfotos, AI har fundet visuelle ligheder mellem værker, AI har placeret værker geografisk på et Danmarkskort, AI har hjulpet os med at producere udstillingsvideo og vi har ladet gæster eksperimentere med teknologien under ret løsslupne forhold.

Der er mange kanter på dette foto af et grafisk værk, og derfor er det ikke oplagt for AI, præcist hvor man bør beskære.
Hans Nikolaj Hansen, Vinteren, 1908-1910, Statens Museum for Kunst, open.smk.dk, public domain.

Hvad har vi lært?

Som bekendt udgør november 2022 en skarp skæringsdato. Her eksploderede den såkaldt generative AI – ikke mindst i form af DALL-E, Midjourney og ChatGPT – og affødte en omgående kulturel chokreaktion. Tusindvis af artikler, podcasts og rapporter har fulgt efter.

Reaktionen er både meget interessant og meget forståelig, for den generative AI indtager en enorm del af det efterhånden begrænsede landområde, vi troede var forbeholdt mennesker.

Men lad os sætte parentes om de store erkendelsesspørgsmål og fokusere på museerne. Hvad har vi lært? Efter alle SMK’s eksperimenter og efterfølgende, lange diskussioner har jeg lyst til at pege på en række forhold.

Vi har været her før

Tænk på fotografiet, PC’en og internettet. Teknologier som gav radikalt nye muligheder og som man i udgangspunktet kunne forledes til at tro ville påvirke museernes praksis og forhold til deres gæster markant. At disse opfindelser faktisk ikke omkalfatrede museerne er tegn på en meget kraftig forandringsresistens (både hos museer og deres brugere). Det kan man naturligvis mene meget om, men at formulere AIs fremmarch som et fundamentalt skifte for museerne tyder på historieløshed. Hvilket er yderst heldigt, for så kan vi bruge kræfterne på at udpege de mange områder, hvor AI faktisk hensigtsmæssigt kan appliceres.

AI gør arbejdet 80% nemmere

Samtlige af vores erfaringer peger i samme retning: AI kan i visse situationer gøre arbejdet meget nemmere. Men snydeordet i foregående sætning er “arbejdet” og der skal tyk streg under “visse situationer”. For hvad går vores arbejde egentlig ud på?

Koger man museumsarbejdet ned til formelle stillingsbeskrivelser får man et svar, som siger meget lidt om, hvordan en arbejdsdag ser ud. Er du for eksempel kommunikationsmedarbejder, går din opgave måske formelt set ud på at producere indhold, men

dette endemål siger intet om de konstante afvejninger, oversættelser, forhandlinger og sociale hensyn, du konstant må navigere i for at nå til målet. Disse ting står ikke i vejen for arbejdet, de er arbejdet.

Det interessante er måske, at vi ofte selv overvurderer graden af systematik i vores arbejde. Kan du huske eksemplet med de mange beskæringskrævende værkfotos? Det lyder jo rutinepræget, banalt og meget robot-egnet, men det viser sig, at variationen i både værkerne og deres præsentation er enorm (der er virkelig mange måder at markere en kant på en tegning). En tegning på papir er måske nok firkant-agtig, men det er faktisk langt fra det perfekte rektangel.

AI er en utrættelig assistent, der kan gøre mange processer langt nemmere. Men at tro, at maskinerne kan fungere alene svarer til at tro, at praktikanter (med al respekt for praktikanter) kan køre museet alene.

Hybrid virker bedst

Stirrer man intenst på de fejl, som AI’er begår, vil man nok beroliget konkludere, at vi ikke skal være bekymrede for at blive erstattet. Men måske er det slet ikke det væsentlige. Det er ofte mere interessant at se på, hvordan samarbejdet bedst orkestreres. Dette blev ikke mindst tydeligt for os i projektet Kunstens Danmarkskort, hvor vi ønskede at placere samlingen på et landkort. Her koblede vi, om man vil, tre typer intelligens sammen, da vi supplerede museets egen viden med stedbestemmelse via AI, som vi endelig lod almindelige danskere hjælpe med at finpudse. Alle tre bidrag gjorde resultatet bedre.

Den sorte boks bør bekymre

For museer er det måske vanskeligste AI-problem, at man nemt giver køb på indblik i egne processer. En AI giver måske brugbare resultater, men hvordan er de opstået? De fleste AI-tjenester er sorte bokse, hvor mellemregningerne er uudgrundelige. Ligegyldigt når det handler om billedbeskæring, ikke meget væsentligt når det handler om oversættelse, men problematisk når det handler om at kategorisere samlingen. Man bør tænke sig godt om, før man veksler gennemskuelighed til effektivisering.

Nemme svar, svære spørgsmål

Nogle kan lide at sige, at de generative chatbots har “en ph.d. i alt”. Nogle kan også lide at sige, at der ikke findes dumme spørgsmål. Det sidste er tvivlsomt. Ekspertise er jo ikke (kun) evnen til at svare korrekt, men i høj grad evnen til at stille de rigtige spørgsmål. Måske kan du få et klogt svar fra en AI, men det kræver det helt rigtige spørgsmål, og det kræver indsigt at afgøre, om svaret faktisk er klogt.

Således også for selve vurderingen af, hvilken rolle AI skal spille på et museum. Kloge svar kræver indsigt i både museet og i teknologien. Museumsfolk har førstnævnte og gør klogt i at tilegne sig sidstnævnte. Måske har denne artikel hjulpet en lille smule. Og på SMK deler vi gerne ud af både de erfaringer vi gør os (se smk.dk/ai) og hører umådeligt gerne om andres.

Jonas Heide Smith er leder af Digital Enhed på SMK – Statens Museum for Kunst.

Bragt i Magasinet Museum, forår 2024.

Bragt i tidsskriftet Danske Museer, december 2019.

Hverdagen er travl, opgaverne er legio, og den nye udstilling åbner i morgen. Hvordan skal man dog få museet til at stråle på de sociale medier?

At skabe sublimt indhold og en vidunderlig varm stemning på museets sociale medier er egentlig nemt: Man skal blot udvikle indhold, der flugter elegant med museets strategi, er smukt produceret, skrevet med et kærligt glimt i øjet, som både tager gamle og nye brugergrupper i hånden, og som vækker oprigtig begejstring. Og så skal man være i konstant øjenhøjde og indgå i vidende, favnende og konstruktiv dialog med høj som lav, mens man live-transmitterer en åbningstale med den anden hånd. Det skal man så gøre på Facebook, Instagram, Google Business, TripAdvisor og Twitter, mens man aktivt fortrænger, at museets Wikipedia-side trænger til en yderst kærlig hånd.

Det siger sig selv, at museer ikke altid er sublime på de sociale medier. Den gode (eller dårlige, om man vil) nyhed er, at ingen altid er sublime. En anden trøst er, at der heldigvis findes teknikker og principper, som gør det hele nemmere. Nedenfor giver jeg derfor 10 gode råd til, hvordan man kan arbejde med museets sociale platforme. Listen er langtfra udtømmende. Til gengæld har jeg sigtet efter midten af abstraktionsstigen: Vi skal ikke tale om det minutiøse som f.eks. “sådan beskærer du et billede”, “brug aldrig repost-apps på Instagram” eller det overordnede som “sådan sikrer du sammenhæng mellem museets strategier” og “sådan bør du rapportere til direktionen”. I stedet skal vi holde os til anbefalinger, der gør den SoMe-ansvarliges arbejde både sjovere og mere effektivt.

1: Vær et menneske

Det måske allervigtigste (og oftest ignorerede) råd går på at undgå den planlagte, strategiske og institutionelle tone. Sagt på en anden måde: SoMe-indhold skal altid inspirere – ikke informere. Jeres SoMe-profil er ikke et nyhedsbrev, og den er slet ikke en pressemeddelelse. Husk begejstring og aktualitet, og drop det formelle og overdrevent velforberedte. Husk, at der vil være et konstant pres fra dine omgivelser til at glemme dette råd. Stå imod. Drop fodnoterne, og vis, at dit museum også er et slags menneske. Det handler bestemt ikke om at være sløset eller kikset, men om at være en engageret og underholdende stemme i det store indholdshav.

2: Producér meget indhold

Indsaml så meget indhold, du kan, og vælg 90 % fra. Tag altid mindst 20 billeder af alting, så bliver et af dem sikkert skarpt, sjovt og velkomponeret. I en digital verden bruger man sin tid på post-produktion og sletning, ikke på planlægning og forudgående bekymring. Og husk de ord, der ofte tillægges Hemingway: “Det første udkast til hvad som helst er altid noget møg.”

3: Fastlæg formater

Sørg for at udvikle 5-10 indholdsgenrer (udstillingsåbningen, video-interviewet, samlings-formidlingsopslaget…), og sørg så for at kunne dem på fingerspidserne. Fotografer folk samme sted, hav formater at falde tilbage på, hvis du mangler indhold. At ville starte forfra hver gang er forbilledligt, men voldsomt ineffektivt

4: Producér tværmedialt

Når du alligevel er i gang, så sørg altid for at producere indhold, der kan bruges på tværs af platforme. Tag et vertikalt foto, hver gang du tager et horisontalt. Optager du video, så optag også altid en lille stump, der kan bruge på en Instagram-story. Tag altid et foto af, at du optager video. På denne måde får du flere nedslagsmuligheder for hver historie

5: Respektér platform og algoritme

Hvis din strategi handler om konkrete medieformater, så er den for specifik. SoMe-platformenes algoritmer bestemmer, hvilke typer indhold der virker. Lad være med at slås med dem. Dine budskaber handler ikke om tekst, foto eller video, men om indhold. Hvis Facebook pludselig elsker video, så lav da endelig video. Vælg dine kampe med omhu.

6: Vær aktuel

Den nemmeste (og mest ufarlige) måde at virke levende og dynamisk på er at være aktuel. Bind dine opslag op på aktuelle begivenheder. Undtagelse: Tal kun meget sjældent om vejret. Vejret er det nemmeste, mest fristende og ukontroversielle samtaleemne og derfor selvsagt også det mindst interessante. Vejret er nødt til at være sidste udvej.

7: Kommunikér i lag

Vi står alle med et dilemma: Skal vi kommunikere til museets faste venner, eller skal vi inkludere nye målgrupper og dermed risikere at virke kedelige og overforklarende for de indviede? Det er vigtigt at opløse dette dilemma. Det gøres ved at kommunikere i lag: ved at tale klart, men også belønne det faste publikum med et lille vink eller en indforstået reference. Princippet om at ’dobbeltkommunikere’ kender du fra børnefilm: Shrek er sjov for både børn og voksne, Teletubbies er ikke.

8: Tænk altid kun på brugeren

Museets følgere har generøst tilladt jer at bo fast i deres lomme. De giver jer venligt deres knappe opmærksomhed helt gratis, og det bør afføde ydmyghed og bevidstheden om, at I skylder dem omhu og et højt ambitionsniveau. Alt indhold skal ikke være sublimt, men alt skal være helt i orden. Og en af SoMe-personens vigtigste opgaver er at sige nej til resten af museet. SoMe-kommunikationen er altid til følgerne og aldrig – eller kun helt sekundært – til politikere, fonde, advisory boards eller til museets ledelse. Når du poster om, at nogen har holdt et Powerpoint-oplæg på museet, så ved du, at du har glemt dette råd

9: Køb ordentligt udstyr

I har brug for et minimum af udstyr, især et ordentligt kamera ­– eventuelt blot en telefon af nyere dato – samt fornuftig software til efter-redigering. Det er voldsomt banalt, men ikke desto mindre vigtigt at huske. Uskarpe billeder betyder ligesom uskarp tekst, at I ikke tager relationen til brugeren alvorligt

10: Brug gæsterne

Er I så heldige at have flotte objekter og/eller flotte omgivelser, så invitér endelig gæsterne med ind i kommunikationen. Gæster producerer indhold, som det er selvundergravende ikke at genanvende på jeres egne kanaler, f.eks. som stories på Instagram. Inspirér til fotografering via jeres egne billeder, og fortæl endelig gæsterne, hvis I har en liberal fotopolitik på museet.

Kommentar bragt i Politiken, 30/6-2019.

Pludselig synes vi, at computerspil skaber afhængighed og at mobiltelefonen er roden til alt ondt. Et bekvemt verdensbillede, men måske også lige lovligt bekvemt.

I filmen South Park føler beboerne i en lille amerikansk by behov for at placere den samlede, kollektive skyld for alle deres problemer og bryder spontant ud i fællessangen “Blame Canada!”.

For øjeblikket er vi på vej ad samme rute. Vi har fundet en taknemmelig, universel forklaringsmodel for en lang række problemer, og den forklaringsmodel hedder digitale medier og disse mediers budbringer: mobiltelefonen.

Et par eksempler.

Den 25. maj valgte verdenssundhedsorganisationen WHO at indføre diagnosen computerspilafhængighed. Med andre ord: Computerspil skal nu opfattes som et potentielt skadeligt fænomen, noget der kan skade os ved at fange os i et afhængighedsforhold.

Det er på mange måder bizart. Eller rettere: Det er forventeligt, eftersom der i årtier har været kræfter, der arbejdede på dette resultat. For afhængighedsspøgelset har jo altid kredset om nye medier og andre kulturelle fænomener med særlig appel til unge. Grupper i samfundet har jo altid arbejdet for statslig regulering og lobbyet for nye diagnoser uanset om problemet hed serielitteratur, radiospil, fjernsyn, jazz-musik, rock-musik, tegneserier, horror-film, eller rollespil. Det eneste nye under solen er, at diagnoselobbyen faktisk har haft held med deres forehavende. Skærme har simpelthen dårlig presse nu om dage.

Det stod soleklart i denne uge, hvor forskere fra Syddansk Universitet udgang en rapport om “Det aktive frikvarter”. Her beskrives udfordringer i forhold til indretning og dårligt vejr. Faktisk opremser forskerne 26 anbefalinger, hvoraf én handler om telefoner. Hos TV 2 bliver det til “Forskere: Konfisker mobilen og send eleverne ud at lege”. Hos videnskab.dk bliver det “Forskere opfordrer: Stram reglerne for brug af mobiltelefoner i frikvartererne”, en formulering som Syddansk Universitet utroligt nok selv vælger at gentage på Twitter akkompagneret af en telefon-GIF.Vi er midt i en gigantisk kulturel ko-vending, når det gælder digital teknologi. Vores forhold til Silicon Valley og al dens væsen er ramt af akut, chok-agtig nedkøling. Tech-bekymrede bøger lander i en lind strøm, sociale medier beskrives nu – uden videre argumentation – som demokratiundergravende, algoritmer (som nok er et af debattens mest misbrugte begreber) er pludselig en mystisk, odiøs størrelse, der kan beskyldes for det meste. Vi taler om overvågningskapitalisme, onlineradikalisering og YouTube som Hadets Megafon. De radikalt nye vinde har for længst forplantet sig til det politiske niveau. EU’s persondataforordning GDPR var (blandt andet) et forsøg på en radikal stramning af de fritflydende datastrømme. Og EU’s ophavsretsdirektiv fra marts i år var en spand koldt vand i hovedet på dele af tech-branchen. Igen: Intet nyt ved at traditionelle medier og rettighedshavere nærede dette ønske ved deres bryst. Det nye var, at deres ønske pludselig havde gennemslagskraft. At internetvirksomhedernes karma pludselig var så tyndslidt at deres analoge modstandere kunne vinde episke slag til udbredt jubel.

Så hvor står vi? Hvis vores samlede kulturelle holdning til skærmteknologi er et pendul, så bevæger dette pendul sig tungt og pludseligt i en helt ny retning. Det er udmærket. Vi har i årtier indiskutabelt overvurderet en hel række aspekter af de nye teknologier og med næsten religiøs iver kastet os grådigt over alt fra disruption, over ‘big data’, digitale læremidler, gamification, ansigtsgenkendelse og til algoritmestyret politi- og domstolsarbejde. For et lige dele skarpsynet og tragikomisk portræt af denne iver, kan man læse Markus Bernsens glimrende “Danmark Distruptet – Tro, håb og tech-giganter” (Gyldendal, 2019).

Og lad endelig pendulet fortsætte, for vi har alvorligt brug for den nye tech-skepsis. Vi skal nemlig have dæmmet op for uhæmmet krænkelse af privatliv og alle de kafkaske situationer som ukritisk indførsel af algoritmer i den offentlige forvaltning kan medføre (og faktisk hele tiden medfører).

Beskat og opsplit endelig Facebook, Google og Amazon. Store, uklart regulerede monopoler har ingen af os glæde af, og de har alt for stor magt over os alle (uanset om vi er brugere eller ej). Og regulér endelig handel med vores personlige data i langt højere grad end det er tilfældet. Sæt en stopper for håbløse forretningsmodeller og drop benovelsen over for nye dimser, der lokker med at fjerne friktionen fra det sociale liv.

Men lad os også lige tage en dyb indånding. Kunstig intelligens i den offentlige forvaltning er ofte et syndigt rod, men skærmangst og irrationel modvilje mod unges socialitet er og bliver en dårlig ide.

Mobiltelefoner kan være til besvær og skabe både konflikt og distraktion. Men de kan som bekendt også bruges til at danne venskaber, planlægge legeaftaler og tilgå utrolige dele af menneskehedens samlede viden. Uanset hvad bekymringsindustrien altid mener, så ødelægger ny teknologi ikke vores børns hjerner eller gør dem til afstumpede voldsmænd. De animerede beboere i South Park kunne selvfølgelig ikke give Canada skylden for alle deres problemer, og det er værd at huske. Virkeligheden er kompleks, algoritmer er ikke altid onde og uanset hvor dårlige IT-beslutninger vi har taget som samfund, så er mobiltelefoner virkeligt mange forskellige ting på en gang.

This article appeared in Museum-iD, September 2017

Jonas Heide Smith on why museums need to be more reductionist yet more disorganized in order to succeed in the digital world.

The signs are all around us: Museums are abandoning the museum-as-building paradigm and even stepping beyond the museum-as-building + website “tiny addendum model” to embrace the idea of the museum as platform. Not in a coordinated rush, and certainly not at similar speeds but as an audible rumble fueled by the affordances of digital technologies.

If I may very briefly summarize, the idea is this: The interface to our collections is now a myriad different views through a myriad different screens over which we have very little control. The museum, in other words, has become increasingly distributed (see also Bautista & Balsamo, 2011) and strictly prioritizing one interface over another is non-trivial. Or as Nancy Proctor exemplarily notes “a bricks-and-mortar museum is an analog platform” (Proctor, 2010).

Now, while this new model may be increasingly accepted in some variation it often remains largely metaphorical. While digitizing one’s collection, surrendering control, and making files accessible through third party platforms is brave, commendable, and challenging in itself it does not fulfil the digital potential of most museums. Let me explain why I believe we need to be more reductionist yet more disorganized in order to succeed.

Towards a thick connection

You may have accepted that the internet is the prime repository for shared knowledge (or ‘information’ if you insist) in our societies. For any knowledge institution we are long past the point where choosing not to have a strong impact online is the choice in need of an explanation.

Many institutions have material online in some form and thus have at least some connection to the web. But the usefulness of these connections runs the gamut. A “thin” connection is one where very little material is published and/or where this material is unorganized. It’s what you get if you, say, place a collection of photos for download on your website. The very dedicated, the very knowledgable, or the very lucky can find them and use them but the downloaded photo will typically have very little associated information. Your museum may know a lot about the object but the user will be able to find out very little. In a sense, then, your collection will be connected to the shared knowledge bank though a very thin connection.

At the other end of the spectrum, a “thick” connection is one where the museum’s knowledge resources are published far more systematically than the occasional JPG image file. It’s one where material is both accessible and useful to individuals and to systems. And it’s one where ideally all of the museum’s relevant knowledge comes packaged with the object. It’s also one that requires a leap into reductionism and disorder.

The case for reductionism

To the computer on your desk and the phone in your pocket, everything is data. Your device can run mind-numbing accounting software, play Handel’s Music for the Royal Fireworks, or display your flight schedule and in an important sense it will do it all equally well. It won’t care about specifics – it’s a platform, and a wildly important one due to rampant reductionism.

Think of the standard shipping container (that probably contained your device at one point) as a similar mechanism. It’s context-free blandness is its very strength: It’s highly flexible and can pretty much contain anything and everything.

Museums have digital content. But in order to make this content flexible enough to be truly useful we need to see not videos, research articles, blog entries, nor exhibition websites but content blocks. In a sense, then, we need to do what we are trained not to do: We need to ignore context.

Does this sound disturbing? If so, the notion may have made you think of the disreputable practice of cross-platform publishing; the (often problematic) idea that the same content can work well in many different formats. But the reductionism we’re looking for here is not this, but rather that of a library: To be useful, a library defines any book as “simply” an instance of books, thus ignoring typography, quality of writing, the mental state of the author, the imagined reactions of the reader etc. But, emphatically, the library does not reformat books on purchase to look the same and museums have no good reason to do this either.

In other words: We need to forget the properties of our materials that are irrelevant to organization without, of course, destroying these properties.

Order through disorder

Which is the best way to organize our digital content blocks? If you’ve ever tried to draw up a sitemap for a complex website you know that this is dangerous territory. But in an important sense the answer is “in every way”. Organizing digital content is decidedly not the same as organizing physical objects. A physical object can be in one place at a time. In an art museum, you can organize your exhibition chronologically, by theme, by style, or by painter but you can only choose one. On the museum’s website, while you cannot have the physical artworks themselves, you can have all your representations and all your material in every way at once and this requires a footnote: We need to leave behind the shipping container metaphor – despite all their flexibility shipping containers can only be in one place at a time. Let’s refer to our material instead as elements.

A sitemap has its uses but it’s a strangely physical exercise as it imposes a particular hierarchical structure on elements that really don’t need it and will necessarily correspond to the logical structure of only very few users (on deeper levels it’s likely that no one user will find the structure fully logical). What we need is a way to let users choose their own structure based on their own definition of relevance. And for that, we need to establish connections between our elements by introducing what we could call associators. Associators are labels used to form relationships, in other words they are ‘metadata’.

Of course, the more common name for such metadata is “tag” or even “keyword” but those may give the wrong impression as an associator is better thought of as anything that defines a relationship between elements. On this view, we can identify at least four types of associators:

• Organic. Keywords contributed by someone, whether museum staff or uses
• Machine-based. Keywords contributed by computer analysis of image content (for instance)
• Found. Properties of the file itself such as camera metadata, document length, color distribution of an image.
• Implied. Relations gleaned from user behaviour. For instance, a relationship can be established between two objects that are often seen by the same user.

Using a scheme such as this, rich relationships can be built between objects in a collection. No all-encompassing authoritative taxonomy is needed. The price, of course, is a certain unpredictability. But the advantages are legion as you (and your users) will now have a much more versatile way of organizing everything based on any requirement.

Towards thicker connections

To successfully be a platform – in the very concrete and somewhat technical sense described here – museums must not just publish their material online but meaningfully connect their materials to each other and to the web. I’ve left out the technical specifications on purpose since the whole point here is to think beyond concrete platforms but in outline, it’s a model we’ll be pursuing at SMK as part of the SMK Open project (www.smk.dk/smkopen) in the years to come

The idea of the distributed museum is by no means new but if we can establish much more powerful “thick” connections between museums and the web we may just be pushing our relevance into a whole different league.

Bibliography

Proctor, Nancy. “Digital: Museum As Platform, Curator As Champion, in the Age of Social Media.” Curator: The Museum Journal 53, no. 1 (2010): 35-43.

Bautista, S, and Anne Balsamo. “Understanding the Distributed Museum: Mapping the Spaces of Museology in Contemporary Culture.” Museums and the Web 2011. 2011.