Category: Stuff

Er dit website ved at være kikset?

I 2013 falder hammeren. Hvis ikke dit website opfører sig ordentligt når det møder små touchskærme, så vil brugeren begynde at krumme tæer.

Hidtil har det været en fornøjelse – men ikke en forventning – hvis dit website tilpassede sig små skærme og lod sig betjene nemt via touch. Men vi er nu nået til et punkt hvor tilpas mange har set lyset (f.eks. under overskriften “responsive webdesign”) – så i løbet af det kommende år begynder det at påvirke dit brand, hvis du ikke følger med.

Især skal man tænke over tre ting…

Automatisk tilpasning

Det er rigtigt at smartphone-brugere kan zoome, men det er og bliver en nødløsning, da man ikke kan overskue indhold og navigation samtidig.

I stedet bør websitet præsentere indhold og navigation på brugerens præmisser og tilpasse sig “enhver” skærmstørrelse på en intelligent facon. Hvordan det teknisk håndteres er selvsagt valgfrit, men en egentlig “responsive” tilgang har mange fordele for de fleste. Aviserne har, med deres mobilsites, fat i noget rigtigt (Politiken, Berlingske). Folketinget, Statsministeriet, Frederiksberg Kommune og utallige andre har en… hmm… spændende udfordring forude.

Vanskeligt at overskue, umuligt at læse uden zoom

Touch stiller særlige krav

“Slide” er ved at etablere sig som en navigationskonvention. Touch-brugere vil i stigende grad forvente at kunne slide sig igennem slidere (sjovt nok) fremfor at fumle rundt efter små muse-egnede pile. Det er en ny og meget imødekommende mulighed.

Til gengæld må man i stigende grad opgive klynger af meget små elementer, for ikke bare er touch-skærmene (typisk) mindre end deres desktop-fætre – fingerspidsen er også mindre præcis end en fancy skrivebordsmus. I det lille format skal ting være ekstra store.

Endelig er informationslag baseret på “hover” altid en dårlig ide (i deres klassiske format) når brugeren faktisk ikke kan udføre netop den handling.

Tung interaktion kræver særlig omsorg

Når nogle brugere i stigende grad benytter mobildevices som egentlige pc-erstatninger, så skal det også være muligt at anvende formularer og lignende i forbindelse med e-handel af enhver art. Det trækker en tyk streg over det som egentlig altid har været en udfordring: Find kreative alternativer til endeløse formularer. Hent data fra telefonbøger, sociale medier, GPS-enheder, ja hvor end du kan få fingre i dem. Brug dropdowns frem for fritekst. Bare dæmp smerten alt hvad du kan.

Og så skal det faktisk virke…

Og så lige en ting mere. Alle funktioner bliver simpelthen nødt til at virke på gængse platforme. Man er ikke altid herre over samarbejdspartneres tekniske valg, men Java og Flash holder selvfølgelig ikke når iPhones og iPads ikke gider lege med. Er man tvunget til at udsætte sine brugere for disse teknologier, må man checke brugerens device og imformere klart, hvis vedkommende ikke kan være med. Alt andet er særskilt uhøfligt.

God fornøjelse med 2013 og jeg glæder mig til at besøge dit website på min telefon.

Hold kæft og vær sur!

Da amerikanske Barbara Ehrenreich fik konstateret brystkræft mødte man hende med et omfattende krav om positiv tænkning. Det skulle man aldrig have gjort. En anmeldelse af Ehrenreichs bog “Smile or Die: How Positive Thinking Fooled America and the World” fra 2010.

Fra bogens forside

Bill Clinton udtalte i 2000 at “never before has our nation enjoyed, at once, so much prosperity and social progress with so little internal crisis and so few external threats”.

Altså “2000”, som i lige før 9/11, før krig i Irak og finanskrise. Fem år senere hyldede nationalbankdirektør Alan Greenspan den amerikanske økonomis imponerende tilstand og tilskrev det markedskræfternes frie spil. Åbenlyst uheldigt når man tænker på hvad der fulgte, men ikke – mener den amerikanske journalist Barbara Ehrenreich – tilfældigt. For positiv tænkning har bredt sig som en virus i en uhellig alliance mellem nyreligiøse tosser, new-age-inspirerede coaches, intellektuelle svæklinge og et amerikansk erhvervsliv, der beredvilligt har smidt sund fornuft i en dyb, mørk kløft.

Lyder det voldsomt? I sin jagt på ondets rod går Ehrenreich idehistorisk til værks. I sin moderne form opstod tænk-positivt-bevægelsen som en religiøs modreaktion på calvinismens glædesfornægtelse. Man observerede hvordan skyld, skam og arvesynd nok ikke lige var vejen til livsfylde (ofte var det faktisk vejen til depression og død) og lancerede et alternativ (den såkaldte “New Thought”). Det blev gennem årtierne samlet op af diverse selvhjælpsforfattere, der med større eller mindre (ofte mindre) intellektuel stringens fik begrundet idealet om positiv tænkning i diverse forestillinger om tankens kraft. Og netop tankens kraft er ikke noget at kimse af. “Visualisér dine ønsker og de skal blive opfyldt”, er essensen af ideologien. Fjern dig fra det negative (såmænd også hvis det er dine familiemedlemmer) og fokusér på det positive, kun dermed vil du opnå lykken.

For Ehrenreich er dette decideret magisk tænkning, en manifestation af “the law of attraction”, du ved den der med at ikke-tænkende ting søger deres egen lighed. Altså den med at du ikke må forære nogen en tegnebog uden penge i.

Det er relativt nemt at rubricere i afdelingen for shamanistisk drømmetænkning, men i de seneste årtier har de godtfolk som Ehrenreich beskriver som horder af nyreligiøse charlataner fået et kvalitetsstempel. Det er sket i form af såkaldt positiv psykologi, tanken om at psykologien (også) skal fokusere på det gode (eller: endnu bedre) liv. Retningen har vist sig uhyre populær på visse amerikanske universiteter og har givet positivitets-ideologerne ny (pseudo)videnskabelig vind i sejlene. I mellemtiden ved Ehrenreich ikke om hun skal græde eller grine.

Ehrenreichs nådesløse – og ofte meget sprogligt veloplagte – spidning af charlataner og slangeoliesælgere er underholdende og vel også lærerig. Hun beskriver i pinefulde detaljer sine oplevelser ved diverse coach-konferencer hvor indlæggelsesmodne tosser fylder sig selv og hinanden med teoretisk tomhed. Og hun angriber punktvis den typisk ret tynde forskning som nogen bruger til at fremhæve tvangspositivitetens velsignelser. Nej, rare tanker kan ikke kurere kræft, og nej – uanset om du synes glasset er næsten fuldt så gør det ikke at du lever længere (så vidt den hidtidige forskning har kunnet påvise).

Bogen kunne dog med fordel have boret dybere i forskningen, også selvom vi så måtte have undværet anekdoter om Ehrenreichs møde med det ufortyndede vanvid.

Bogen er underholdende og til tider direkte morsom. Den idehistoriske undersøgelse er desuden temmelig interessant og ret overbevisende. Det er dog en skam – og ikke ligefrem fremmende for troværdigheden af Ehrenreichs stormangreb – at hun ikke bruger mere tid på forskningens faldgruber og egentlige konklusioner. Det havde skabt et mere slagkraftigt argument (mod påtvungen positivitet, ikke mod positivitet som sådan, naturligvis).

Desuden havde en lille smule mindre entydig fordømmelse af de nedrakkede tendenser nok også fjernet den duft af korstog, der præger udvalgte passager. Men Ehrenreich er sur, og meget kan tyde på at hun har al mulig grund til at være det.

Anmeldelse: Fremtiden er papirhvid

Og der blev lys. Kindle Paperwhite, Amazons seneste e-ink-maskine, har touch-skærm og indbyggede lamper. Det lyder som en lavteknologisk fattigmands-tablet og det er det også – på den allerbedste måde.

Indbygget lys lyder en smule undervældende, hvis man er vant til farvestrålende retina-skærme. Men blandt dedikerede e-readere baseret på e-ink er det en lille, festlig revolution.

Hidtil har jeg læst på en Kindle 3, en model uden touch-screen og med fysisk keyboard. Bladring via knapper på siden har aldrig generet mig, men denne ældre maskine har helt åbenlyst manglet en lyskilde. Og så har præsentationen af mit digitale bibliotek været aktivt kedsommelig, da samlingen blot fremstod som en uopfindsom liste af tekst.

Kindle Paperwhite, som jeg nu har brugt i en uges tid, lapper disse huller. Det indbyggede lys kastes ind over skærmen fra siderne og har to positive effekter og én bivirkning.

På den positive front kan man jo (selvsagt) rent faktisk bruge maskinen i dårlig belysning og så fremstår skærmen mere hvid og papiragtig end tidligere.

På minussiden medfører teknikken ikke en helt jævn belysning på tværs af siden. Der opstår sorte skygger som går lidt ud over den rene papirhvide æstetik. Det har dog ingen funktionel betydning.

Bogsamlingen præsenteres nu grafisk (om end monokromt) og det er en klar fordel, at denne del nu i det mindste fremstår tåleligt.

Touch-brugerfladen fungerer i det store hele udmærket. E-blækket kan ikke altid rendere helt hurtigt nok, men det gør ikke noget videre, da man sagtens kan taste videre selvom skærmbilledet er lidt forsinket. Markering af tekst er en væsentligt hurtigere proces med touch end med det fysiske keyboard, hvor man ofte skulle scrolle en del rundt.

Selve bladringen sker ved tryk (eller swipe, eller hvad du nu føler for) på en bestemt del af skærmen. For mig at se er det hverken værre eller bedre end de gamle knapper på siden.

Interaktionsdesignet virker til gengæld en smule ubeslutsomt. Det virker som om Amazon-designerne ikke er er helt enige om hvordan man bedst navigerer i lister via touch. Men mon ikke det bliver ensrettet med tiden?

Alt i alt er vi ude i en serie beskedne forbedringer. Hvis du opgraderer fra tidligere version bør det være for lysets skyld. Hvis du overvejer Paperwhite som din første e-læser, så er den hermed varmt anbefalet.

Frydefulde timer bagude

Politiken har sparket computerspillene ud af kultursektionen og nedlagt deres spilredaktør-stilling. Det er et hårdt slag i maven for håbet om at spil snart anerkendes som væsentligt kulturprodukt.

En vintermorgen i 1998 var jeg lige ved at skvatte af cyklen. “Frydefulde timer forude” forkyndte Politikens spiseseddel fra fortovene. Anledningen var udgivelsen af (det absolut strålende) Baldur’s Gate så der var al mulig grund til begejstring*. Men jeg havde ved den søde grød aldrig set et dansk dagblad markedsføre sig på en spilanmeldelse. Ret progressivt, ret modigt.

For de af os, der gik rundt og tænkte at teknologi var spændende var Politiken i disse år faktisk on a roll. Avisen brillerede med den legendariske ‘Computer’-sektion hvor Henrik Palle, Ole Grünbaum, Lars Dahlager m.fl. dissekerede de nyeste tendenser og computerspil blev som antydet behandlet med tydelig sympati og interesse. Those were the days.

Når Politiken nu sparker spillene ud af kultursektionen forstærkes dog et helt andet billede: Avisens dækning af teknologistof og digitale medier oser langt væk af ligegyldighed. Her frister freelance-skribenter en uglamourøs skæbne og vinklingen er gerne overfladisk og perspektivløs (herunder regnes de endeløse artikler om diverse småproblemer med Apples telefoner). Ikke én fastansat skribent synes at kære sig om stofområdet, ligesom redaktørerne tydeligvis ikke gør det i særlig stor stil.

Spilredaktør Thomas Vigilds afgang er et tab for Politiken, og man kan undre sig over avisens prioriteringer. Men i et lidt større perspektiv må man også kalde det et ret utvetydigt tilbageskridt i kampen for at få computerspillet anerkendt som væsentlig kulturel udtryksform. Dem der kæmper denne kamp (anyone?) gør det ikke med ret stor succes.

* Jeg kan muligvis huske forkert – spisesedlen kan have figureret i forbindelse med Baldur’s Gate 2 (2000). Det gør ingen særlig forskel.

De stakkels digitale indfødte


Foto: TF28 ❘ tfaltings.de

Gør os alle en tjeneste: Nævn aldrig igen begrebet “digitale indfødte”.

For et par uger siden kunne DR formidle den overraskende nyhed at “unge” har svært ved det offentliges digitale selvbetjeningstilbud.

Hvorfor er det overraskende? Jo, selvfølgelig fordi sådan nogle “unge” befinder sig som fisk i vandet på nettet, er vokset sammen med deres sociale netværk og i det hele taget går rundt med hjerner i perfekt digital balance.
Eller det var i hvert fald cirka sådan den amerikanske pædagogiktænker Marc Prensky fremlagde tingene i sin 2001-artikel “Digital Natives, Digital Immigrants“.
Ikke at ideen overhovedet var ny. Teknologisociologen Sherry Turkle havde f.eks., med noget mere tyngde, luftet præcist samme tanke seks år tidligere. I sin “Life on the Screen“, skrev Turkle blandt andet:

“Today’s children are growing up in the computer culture; all the rest of us are at best its naturalized citizens…”

Jeg ved ikke med dig, men jeg har altid fundet den slags påståede mentalitetskløfter mellem generationer temmelig… nåja… anstrengende.

Generationerne lever trods alt ikke hermetisk adskilte liv. Ja, hvis du har børn kan du sagtens opleve at deres institutions- og skoleliv ligner dit eget stort set ned til den skævt laminerede kopi af “I Østen Stiger Solen Op”. Det er kun i verdensfjerne drømme (og måske enkelte kommuner) at forskellen reelt er synlig.

Men min allergi mod begrebet fik for alvor næring, da jeg som nyuddannet blev sat til at undervise unge studiestartere på CBS. Allerede på de indledende informationsmøder blev det ekspliciteret, at min opgave jo primært skulle være at vejlede og kvalitetssikre digitale kommunikationsopgaver. For selve det tekniske havde disse fremmelige unge mennesker naturligvis helt og aldeles styr på. De ville sagtens kunne oprette (og via FTP, uploade) hjemmesider, det var man forvisset om. Behøver jeg fortælle om disse forestillingers larmende sammenstød med en ubønhørlig virkelighed?

Nej vel? Men hvorfor trives denne tanke om de unge digitalekvilibrister stadigvæk? Altså, nu har diskussionen jo affødt en velvoksen litteratur man kan opsøge, men for mig at se handler det primært om to ting: Begrebsklumpning og brugervenlighed.

Han er god til fodbold, så han må være god til skak!

I hvert fald én ting understøtter “Digitale indfødte”-tankegangen: Mange “modne” personer synes at tro at alt digitalt på en eller anden måde er det samme. Smartboards er (formoder man) ligesom Facebook, statslige selvbetjeningsløsninger er (formoder man) ligesom Skype osv. Men der er så godt som ingen transfer mellem YouTube og Excel. Ligesom der ikke er nogen særlig transfer mellem dine kompetencer på fodboldbanen og dine Skak-evner. Også selvom begge dele kan defineres som spil.

Når tanken om de “digitale indfødte” gør mig gammel og træt er det altså ikke fordi jeg synes, “de unge” (som også i debatten elegant klumpes sammen til en homogen masse) er dårlige til it. De er bare – indtil de eksplicit lærer det andet – primært gode til lystbetonede aktiviteter som computerspil, Facebook og videoer på YouTube. Og det gør dem ikke til hverken HTML-ninjaer eller Sharepoint-genier.

Brugervenligheden er i vejen

I nogen grad kan ældre medborgeres misforståelse også skyldes selve computerens udvikling. For 20 år siden var det faktisk sådan at computerbrug medførte generelle it-kompetencer. For du kom ikke langt i starthalvfemserne før du skulle håndmodificere din autoexec.bat og jage enhedsdrivere de mest utænkelige steder.

Hey, flot config.sys du har der

Men side har man satset massivt på netop at eliminere dette behov for basal forståelse. Det har været selve kongstanken i digital interaktionsdesign at man skulle kræve så lidt teknisk viden som overhovedet muligt, at brugerfladerne skulle være “naturlige” og “intuitive”. IPad’en er denne udviklings ypperste manifestation og ja, en 2-årig kan bruge den, men det betyder også lidt groft sagt, at dine iPad-evner ikke gør dig bedre til ret meget andet.

En barndom med it gør dig nok tryg og fandenivoldsk overfor fremmede systemer, men ikke automatisk til superbruger af interfaces som ikke kræser for brugeroplevelsen. Tror man på myten kommer man let til at gøre mange unge en bjørnetjeneste. De har ligeså meget behov for at lære at bruge Excel som os andre. Gud bedre det.

 

Facebook, psykopaterne og din plørefulde nevø

Nogle skyer Facebook som pesten. Andre deler hæmningsløst ud af personlige pinligheder, som var der ingen dag i morgen. Rækken af perspektiver på den slags adfærd er lang, men her er to vinkler du måske ikke har hørt før…

I den yderste udkant af kommunikationsteorien findes en håndfuld perspektiver, der henter inspiration fra en utraditionelle kant. De er inspireret af økonomisk tænkning, hvilket får dem til at klinge underligt atonalt i kommunikationsører. Atonale eller ej, jeg har i nyere tid hørt et par perspektiver på Facebookbrug som i det mindste er tankevækkende.

Er Facebookfravær et tegn på psykopati?

Amerikanske Mashable bragte for nogle uger siden en artikel med overskriften “Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath“. Ideen er at Facebooktilstedeværelse i så overvældende grad udgør normaladfærd, at fravær (i hvert fald i visse demografiske grupper) kan udlægges som et tegn på, at man har noget at skjule og/eller er psykisk afvigende.

Journalist og blogger Lars K. Jensen har skitseret debatten og kalder den grundlæggende præmis for skrupskør. Det kan man ikke fortænke ham i, men bag amatørpsykologien gemmer sig et interessant spørgsmål: Hvad signalerer Facebookfravær?
Hvis du – som jeg – ofte googler nye samarbejdspartnere osv. for hurtigt at få et indtryk af deres netværk og baggrund, er ikke-eksisterende Facebook/Twitter/LinkedIn-profil ikke bare et neutralt signal.

Økonomen Robert Frank (der har skrevet den glimrende “Passions Within Reason”) taler om et “full disclosure principle” i kommunikation. Tanken er, at dersom nogen ser en fordel i at kommunikere besiddelse af en given “egenskab”, så kan den der mangler denne egenskab ikke bare tie om denne mangel (der er flere nuancer, læs selv Frank). Et eksempel: Forestil dig en række jobsamtaler hos en arbejdsgiver, der meget nødigt vil ansatte en gravid medarbejder. Her kan man godt have en regel, der forbyder arbejdsgiveren at spørge til dette forhold, men ikke-gravide ansøgere kan se en fordel i at understrege, at de ikke har planer om familieforøgelse i nær fremtid. Hermed bliver ikke-kommunikation om dette emne et potentielt uheldigt signal.

I den optik kan fravær fra de sociale medier måske og af nogle tolkes som et signal om, at man ikke har noget fordelagtigt at dele (ligesom andre selvfølgelig vil kunne tolke det i alle mulige andre, ofte positive, retninger).

Dette forstærkes af et forhold ved de sociale medier, som ofte undervurderes: Du har netop ikke fuld kontrol over dine signaler. Facebook, Twitter og LinkedIn tilbyder dig en vis, men ikke fuld, kontrol over din profils “udsagn”. På Facebook og LinkedIn skal dine “venner” bekræfte at I er venner (og på LinkedIn vil mange arbejdsgivere sikkert tage affære, hvis du hævder at have haft stillinger du ikke har haft) og på Twitter skal du gøre dig fortjent til følgere.

Evolutionsbiologen Amotz Zahavi (og evolutionsbiologi og økonomi har mange ligheder i denne sammenhæng) taler om “ærlige signaler”; signaler du ikke kan kontrollere og som derfor er troværdige. Dit netværk på de sociale medier er i høj grad et sådant ærligt signal, det kan (stort set) ikke fakes.

Der er selvfølgelig ingen som helst nødvendig sammenhæng mellem fravær på sociale medier og fravær af netværk, men der er i hvert fald en klar sammenhæng mellem dit LinkedIn-netværk og dit faktiske netværk.

Plørestiv af frygt for fremtiden

I den diametralt modsatte ende af spektret finder vi teenagere, der, tilsyneladende uden tanke for fremtiden, poster afslørende, pinlige, småpornografiske detaljer til offentligt skue. Vi voksne ved bedre: Den slags er jo konsekvensen af barnlig kortsigtethed, thi potentielle arbejdsgivere vil jo finde disse udgydelser og straks stemple staklerne som utroværdige festaber.

Men man kan faktisk tænke sig, at denne adfærd er alt andet end kortsigtet. Judith Donath, medieforsker ved Harvard og MIT, luftede nemlig i sin keynote ved New Media Days i 2010 en alternativ udlægning: Teenagerens hæmningsløse selvudstilling kan være en “commitment-strategi”.

Lad os tage det klassiske eksempel på en sådan: Oddyseus var bange for at blive fristet af sirenerne og lod sig derfor binde til masten. Altså: Oddyseus frygtede, at hans fremtidige præferencer ville adskille sig fra hans nuværende. Og måske er det også det teenagerne tænker? Måske frygter de (på et eller andet plan) at deres fremtidige jeg vil ønske sig et kedeligt kontorjob? Måske er overgearede festbilleder et forsøg på at fratage ens fremtidige jeg visse (set fra nutiden: ubehagelige) handlemuligheder.

Strategi skal her naturligvis ikke forstås som en bevidst, cerebral øvelse. Mere som et delvist instinktivt respons til de voksnes: “Pas nu på dit online-omdømme – ellers bliver du aldrig ligesom os!”.

Jeg gad godt grave mig ned i begge perspektiver – og i “økonomiske” vinkler på kommunikation mere generelt. Sig til hvis du vil sponsorere et lille års forskning :-)

Spil og vold anno 2012

Efter 20 år har debatten om voldelige computerspil nået et højt intellektuelt niveau. Just kidding.

I marts 2012 udsendte den københavnske spiludvikler IO Interactive en “teaser trailer” til deres kommende spil Hitman: Absolution. I traileren udsletter den skaldede lejemorder en gruppe tungt armerede, latex-beklædte kvinder som, før de bekender deres sande morderiske kulør, er forklædt som katolske nonner.

IO Interactive henviste til semiironisk voldsfilmsæstetik og bedyrede at de ikke bevidst jokkede på hverken religiøse eller feministiske tæer. Men ikke desto mindre vakte latexnonnerne en vis harme og anslog en debat i danske avisspalter, som var ganske interessant. Ikke fordi den var begavet (guderne skal vide, at det var den ikke) men fordi den sagde noget væsentligt om computerspil i 2012. Lad os tage den kronologisk…

Lejemorderen og blodbadet

Hitman-traileren tiltrak sig anklager om at bidrage til intet mindre end en “voldtægtskultur”. Den formåede desuden at lande pladask midt i to højaktuelle, betændte diskussioner: Diskussionen om den mandsdominerede spilverden og diskussionen om hvorvidt dele af spilbranchen har droppet alle kreative ambitioner til fordel for et, stort rendyrket voldsorgie.

Forbud mod vold?

Herhjemme fik traileren læge og debattør Vibeke Manniche, der før har udtalt sig kritisk om voldelige spil, til (i BT, den 9/6) at mene at “et generelt forbud” mod voldelige spil var “den rigtige vej”. Grunden til at et decideret forbud er løsningen var, ifølge Manniche, at “Der er intet positivt at sige om voldelige computerspil – udover at udviklerne og producenterne griner hele vejen ned til banken” og “der er bare rigtig mange dovne, travle og decideret dumme forældre, hvor en opfordring simpelthen ikke er nok”.

Indlægget udløste en massiv reaktion i kommentarsporet, hvor Manniches modstandere angreb hendes faglighed, hendes logiske evner og ret til overhovedet at udtale sig. Fandt man denne salvo for voldsom skulle man ikke besøge Manniches blog, hvor hun udfoldede sit synspunkt i en række indlæg (“Dit barn bliver rigtig dygtig til at slå ihjel!“, “Forskning som viser, at voldelige PC/video-spil øger risikoen for voldelig adfærd“, “Når debat erstattes af perfide, personlige angreb“, “Voldelige PC/videospil – interessekonflikter?“).

Selvom Manniche gentagne gange pointerede at decideret perfide kommentarer ikke ville blive bragt på bloggen, kogte kommentarfelterne nærmest over af, ofte alvorligt grammatisk udfordret, harme. Manniches antydninger af at denne aggressivitet netop underbyggede hendes pointe, hjalp ikke på stemningen (“…jeg er blevet bestormet af uhyggelig aggressive ´gamere´ – som de så yndigt kalder sig selv. Havde den videnskabelige litteratur ikke for længst overbevist mig, er jeg da blevet meget sikker i min sag.”). En mere afbalanceret reaktion kom i øvrigt fra spilskribent Julie Horup.

Efter mange opfordringer til at underbygge sine påstande, fremhævede Manniche en håndfuld undersøgelser. Særligt støttede hun sig til en metaanalyse af Craig Anderson et.al. bragt i tidsskriftet Psychological Bulletin under titlen “Violent video game effects on aggression, empathy, and prosocial behavior in eastern and western countries: a meta-analytic review“. Den vender vi lige tilbage til.

De gamle forstår det ikke

I mellemtiden meldte modstandere sig på banen. I Berlingske skrev forskningsassistent Rune Kristian Lundedal Nielsen en kronik hvor han forfægtede det synspunkt at:

“Den ældre generations forældede syn på spil er, at de bare er sjove, platte og tomhjernede former for tidsfordriv, hvilket medfører fejlagtige antagelser om, at spil er leg for børn. I virkeligheden er spil langt mere interessante, udfordrende, krævende, spændende og sociale, end de er sjove.”

Lundedal Nielsen var overbevist om at modviljen mod spil måtte skyldes en ældre generations næsten instinktive afstandtagen til det nye og var sikker på at også selve forskningen ville få “en anden tone” i fremtiden “når der ikke længere er nogen i live, der kan huske de gode gamle dage før computerspillet og internettet.”

Han blev sekunderet af Jyllands-Postens klummeskribent Mie Harder, som beklagede eksistensen af en usaglig “bekymringslobby” (teksten er ikke online).

Forskningen viser jo entydigt…

Disse angreb fik neurolog og professor på Rigshospitalet, Albert Gjedde, til at tage bladet fra munden og beklage Lundal Nielsen og Harders tone samt direkte modsige påstanden om at spil ikke skaber afhængighed:

“der er mennesker, som på grund af særlig disposition er i fare for at blive afhængige af computerspil, og som på grund af afhængigheden og dens årsager kan miste evnen til at skelne mellem rigtig vold og virtuel vold, når de spiller de voldeligste spil”

Ligesom Manniche, henviste Gjedde til ovennævnte metaanalyse af Anderson et.al. I dette studie forsøger forskerne at sammenligne en lang række undersøgelser om sammenhængen mellem voldelige spil og ændringer i adfærd hos spillerne. Artiklens forfattere når selv frem til at der nu er klar indikation på at voldelige spil medfører øget aggression.

Undersøgelsen er dog langt fra uproblematisk, hvilket både Manniche og Gjedde undlader at nævne. Først og fremmest indebærer udvalget og behandlingen af de forskelligartede undersøgelser en række valg som kan diskuteres. Men Andersons analyser er også før i tiden blevet angrebet for at favorisere undersøgelser, der passer i deres kram. Særligt kritisk overfor Anderson er amerikanske Christopher J. Ferguson, der i en kritik af hele tilgangen til medieeffekter specifikt skriver om metaanalysen:

“This most recent Anderson et al meta-analysis also contains significant flaws: including numerous studies with measures which are un-standardized or have poor validity, focusing on bivariate correlations rather than better controlled estimates of video game effects, failing to include some published work from authors critical of the causal hypothesis and including an unreliable evaluation of ‘best practice’ studies that conflates measurement error with ‘best practics’ due to the failure to consider the impact of unstandardized assessment measures.”

Ferguson noterer sig at mange af disse fejlkilder hæver sandsynligheden for at finde en effekt og understreger at den effekt som Anderson et.al. finder trods dette forhold er temmelig lille.

Her skal jeg ikke at tage stilling til Fergusons kritik, men både Manniches og Gjeddes formuleringer synes i påfaldende grad møntet på helt at ignorere den betydelige, metodiske kritik som medieeffektundersøgelser har tiltrukket sig igennem årtier.

Så status er…

Den, godt nok relativt afgrænsede, debat om spilvold som dukkede op i første halvdel af 2012 vidner om flere ting. For det første er den bemærkelsesværdigt upåvirket af tid og erfaring. Den kunne, næsten ordret, have udspillet sig for 20 år siden. For det andet er det en debat, der stilfærdigt ties ihjel af vores politikere. Spil, også hvis de påstås at skade, flyver umådeligt langt under den politiske radar. Emnet har simpelthen stort set ingen interesse.

Og det tegner et billede af en kontrast. Dele af spilbranchen har nu i mange årtier bedyret at mediet er mainstream, idet man med betydelig iver fremhæver enhver statistik (uanset hvor utroværdig) der viser at piger spiller meget og at gennemsnitsalderen blandt spillere er høj. Samtidig er det en udbredt holdning i dele af spilverdenen at computerspillet er blevet modnet som udtryksform i takt med at langt flere har eksperimenteret kunstnerisk med formen.

Men computerspil er ikke mainstream. I hvert fald ikke på tilnærmelsesvist samme måde som film og litteratur, altså som en udtryksform, der også nyder kulturel (herunder kulturpolitisk) bevågenhed. Rigtig mange mennesker (samt de politikere de stemmer på) er decideret ligeglade med spil. Ikke fjendtligt stillede, men netop ligeglade.

Og det er lidt interessant her i 2012, det år hvor computerspillet (i al stilhed) fylder 50 år.

Computerspil, vold og konspirationsteorier

I debatten om computerspil og vold er det besnærende nemt at anklage modstanderen for at være motiveret af andet end den ædle jagt på sandhed. Don’t do it.

Tre svenske forskere udgav for et par ugen siden en forskningsartikel. Heri beskrev de en undersøgelse af samarbejde blandt spillere af Lord of the Rings Online. Det affødte en række nyhedsartikler (f.eks. “Voldelige computerspil frikendes af forskere” og “Study Suggests Violent Gaming Leads To Cooperation, Not Aggression“).

Lad mig sige det på en pæn måde: De pågældende journalister har næppe læst forskningsartiklen, der opsummerer:

“Many of the cultivated proficiencies gained through playing the Lord of the Rings Online seem locally tied to the particular game and its specific bosses. Whether these proficiencies will carry over to the world beyond the screen lies outside the scope of our investigation. However, we remain doubtful.”

Deprimerende, men lad os snakke om noget andet. Her til aften deltog jeg i programmet AK24 på Radio 24/7 til en snak om forskningen i sammenhængen mellem computerspil og vold (hør programmet, spol til 29:09).

Her blev jeg blandt andet konfronteret med læge Vibeke Manniches konklusion: Selvfølgelig er voldelige spil skadelige. Og hendes vidunderlige forsøg på at miskreditere dem, der måtte tage spillene i forsvar: De er – skriver Manniche – typisk mænd og – antyder hun – de har økonomiske motiver for at forsvare spilbranchen.

Jeg har diskuteret sagen med Manniche på DR2s Deadline en gang. Efter vores debat forklarede hun mig, at min argumentation formentlig skyldtes mit testosteronniveau. Det med kønnet optager hende tydeligvis en del.

Værten på AK24 spurgte mig om den ofte sjuskede forskning på voldsområdet kan skyldes moralsk panik og manglende forståelse for de unges mediepræferencer og livsstil. Og nu kommer jeg så til min pointe.

Det er besnærende nemt at svare ja til dette spørgsmål. Det er en herligt afmonterende (og historisk nemt underbyggelig) kritik af effektforskningen. Men selvom denne retoriske strategi – for mig at se – er langt mere legitim end Manniches (og mange andres) de-er-i-lommen-på-spilbranchen-argument, så er dens formål helt grundlæggende det samme: At fjerne fokus fra selve videnskaben og pege det på afsenderen.

Mit bedste råd er: Don’t do it. Forskeren bag en given undersøgelse kan for så vidt være skingrende vanvittig. Hvis han/hun overholder kravene til videnskabelig metode (og præsentation af resultater) så er det fuldstændigt underordnet. Og hvis han/hun IKKE gør det, jamen så er det jo bare der man sætter kritikken ind.

Begge “parter” bør slukke for konspirationsteorierne og i stedet bruge tiden på faktisk at læse de pågældende undersøgelser. Det er mere tidskrævende og måske mindre sjovt. Men det er også langt mere interessant og væsentligt mindre… well… barnligt.

Test dig selv: Er du voksen?

Aldrig har der været en bedre tid for kæmpeidioter. Den digitale virkelighed stiller uhørt monumentale krav til din impulskontrol, og skal du klare dig helskindet igennem fristelserne, så må du hellere binde dig til masten.

For godt ti år siden skrev jeg mit speciale. I en periode cyklede jeg hver dag gennem byen for at slå mig ned på Det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg klappede min bærbare op; en maskine, der svarer til en moderne Macbook lidt ligesom en storskraldscontainer svarer til en klinik-hvid Vipp-spand.

Cyberspace? Det havde man skam, og det foregik stående foran en af fire gavmildt opstillede terminaler udstyret med Netscape 4.1, en uskøn browser, der allerede dengang var et metaltræt blast from the past.

For mig var det et fuldstændig perfekt miljø for produktivitet.

Jeg kunne gå online, men det var ved gud ikke noget jeg gjorde for sjov. Det var lige præcis så tilpas besværligt, at det aldrig blev en impulsiv handling – det krævede tid og kræfter hver gang.

Netscape 4. Grim, besværlig og et glimrende værn mod fristelser.

Jeg tænker nogle gange, at jeg aldrig ville have klaret mig igennem gymnasiet, hvis jeg havde haft en nutidig computer.

Den amerikanske teknologitænker David Weinberger ynder at sige, at vi lever i den bedste tid til at være informationssøger og den bedste tid til at være en komplet idiot. Weinberger hentyder til, at vi på nettet har adgang til “fakta” som aldrig, aldrig ville have klaret sig igennem klassisk præfiltrering, altså kvalitetskontrol der i printkulturen afgjorde om noget var udgivelsesværdigt.

Men idiotien truer også fra en anden kant. It-iværksætteren Clay Johnson påpegede for nylig, at vi har sat vores generations skarpeste hjerner til at designe tjenester og værktøjer som, i praksis, gør alt hvad de kan for at gøre os til overfladiske tåber. Facebook, Twitter, Google, dit emailprogram, din RSS-læser og din smartphone vil så umådeligt gerne i kontakt med dig, hvilket de ikke overser nogen chance for at fortælle dig.

Og selvom du skulle følge Johnsons råd og eliminere de omsiggribende notifikationer, lurer fristelserne jo lige bag det aktuelle skærmvindue. Måske har jeg ingen rygrad, men når jeg sidder ved en computer føler jeg at min præfrontale cortex (som spiller en central rolle i impulskontrol) skal råbe temmelig højt for at overdøve de små mænd i mit hovede, der liiige gerne vil se om der er nogle spændende røde tal på Facebook, interessante links på Twitter eller nyt på netaviserne.

Netop derfor elsker jeg min Kindle og dens nærmest steampunkagtige e-ink: Den kan stort set intet. Jeg identificerer mig fuldstændig med de personer, der i en New York Times-artikel sammenlignede boglæsning på en tablet med madlavning med småbørn i køkkenet (temmelig besværligt og kødsovsen brænder altid på). Med min Kindle tier stemmerne stille og jeg kan faktisk koncentrere mig.

E-reader. Dens bedste feature er at den stort set ingenting kan.

Vil det så sige, at det er en god ide at gøre en indsats for at begrænse sine egne valgmuligheder?

Selvfølgelig er det det.

Og det er jo en strategi med en ædel slægtstavle. Da Odysseus krydsede rastløst rundt i det græske øhav blev han lidt bekymret for sin egen evne til at modstå sirenernes lokkende sang. Så han lod sig binde til masten og proppede bivoks i mandskabets ører – så de ikke kunne høre hverken sirenerne eller deres kaptajn, hvis han skulle skifte mening (hvilket han selvfølgelig gjorde: “…jeg følte i hjertet lyst til at lytte og bød med blikke og nik mine svende slippe mig løs.”).

Teknikken er jo også hyppigt anvendt blandt folk som ønsker at kvitte smøgerne, den usunde mad eller overforbruget: Undgå fristelsen; giv din hjernes eksekutivfunktion tid til at protestere. Frys eventuelt kreditkortet inde i en stor klump is.

I den økonomiske spilteori er udryddelsen af egen fremtidige valgmuligheder et hyppigt tema. I mange situationer har du lyst til at holde så mange muligheder åbne som muligt, men der er markante undtagelser. Det klassiske eksempel er “The Chicken Game”: To biler kører lige mod hinanden, og den chauffør, der først drejer har tabt. Hvad gør du? Flå rattet af og kast det ud af vinduet, idet du sikrer dig at modstanderen ser det (okay, det er ikke vildt nemt at flå et rat af, men du forstår princippet). En anden klassiker er “The Kidnapper Game”: Din kidnapper – hvis ansigt du har set – vil sådan set gerne lade dig gå, men kun hvis du kan garantere, at du ikke vil angive ham til politiet. Her er det i din interesse at afskære dig selv fra muligheden for at gå til politiet i fremtiden…

Stoler du ikke på dig selv om morgenen? There’s a gadget for that. Helikoptervækkeuret flyver op under loftet og stopper først når du har bevist at du står op.

Hvis du synes om den tankegang, så tænk på Odysseus og sirenerne sådan her: Odysseus forventer at være i interessekonflikt med sit fremtidige jeg. Han forventer at hans fremtidige jeg vil have anderledes præferencer (glem hende Penelope, giv mig sirenerne) og ønsker at undgå konsekvensen ved at fratage Fremtids-Odysseus visse handlemuligheder.

Vi gør det hele tiden, i stor og lille skala. Hvis ikke jeg kender dig og alligevel stoler på, at du opfører dig som nogenlunde fornuftig samfundsborger er det delvist fordi vi sammen accepterer og støtter et system (retsstaten), der begrænser vores handlerum (og gør det nogenlunde attraktivt at opføre sig ordentligt).

Og de hårdest ramte (og mest selvindsigtsfulde) gør det foran skærmen. For vores utro opmærksomhed har affødt en hel lille industri af af selvbegrænsningssoftware. Fristet over evne? For kun 10 USD kan du få adgang til programmet Freedom, et værktøj som kan én ting: Spærre din dyrt betalte internetforbindelse. Yep, først betaler du for adgang til nettet og så betaler du for at få den spærret. Freedom var navnet; du bliver fri ved at begrænse dig selv. StayFocusd, en add-on til Chrome, gør noget lignende.

https://twitter.com/#!/BrownleeMaureen/status/181807988342923266

Græske søfarere, macho-dødslege og askese-software… hvad var det nu problemet var? Først og fremmest bør det måske nævnes at der, helt overordnet, ikke er grund til pessimisme. Som Weinberger understreger, har der aldrig været en bedre tid for informationssøgere. Det digitale overflødighedshorn gør os i stand til at udnytte vores sparsomme tid optimalt: Vi kan bade i en flod af de ypperste medieprodukter, indgå i voldsomt givtige faglige netværk på Twitter, finde ny bolig (og fede cupkageopskrifter) på Facebook.

Problemet er, at vi lever i en kagebutik. Din bippende smartphone er som et stykke friskbagt hindbærtærte. Hvad siger du? Du har kontrol over det? Fint, så er du sikkert også en af dem, der er normalvægtig, har kvittet smøgerne og løber til arbejde. Hallelujah. Men for det første har ikke alle selvkontrol i samme mængder, og for det andet har du jo formentlig netop sørget for ikke at omgive dig med slik og cigaretter. Da jeg underviste it-studerende var jeg meget eksplicit på ét punkt: Jeg nægtede at undervise i et computerlokale. Maskinernes blotte tilstedeværelse nedsatte koncentrationsniveauet betydeligt.

God gammeldags, dødkedelig selvkontrol kommer til at adskille de produktive fra de overfladiske. Ikke i et en-til-en-forhold naturligvis; Twitter i arbejdstiden er ikke vejen til fortabelse. Men manglende mådehold i forhold til fristelsen til at multitaske er, hvis du skal præstere noget større og sammenhængende, det rene gift. Computere i folkeskolens klasseværelser? Really? Jojo, jeg forstår godt, at computere kan en helt masse vigtigt og spændende.

Det er jo lige præcis det, der er problemet.

Læs også

Pia Kjærsgaard i Detektor

Den 17. januar 2012 fortalte Pia Kjærsgaard om sin holdning til tal og fakta i P1-programmet Detektor. Det er logik af en helt særlig kaliber.

Thomas Buch-Andersen (TBA), vært på Detektor, havde Pia Kjærsgaard (PK) i studiet. Han konfronterede hende med, at hun (i DR2 Debatten) havde kritiseret justitsminister Morten Bødskov for at finansloven var betydningsløs for de fattigste danskere. PKs ord var:

PK: De økonomisk dårligt stillede får 23 kroner mere om måneden. Jamen det er jo fantastisk.

Her følger Detektor-interviewet i sin helhed:

TBA: Såvidt PK i debatten på DR2 sidste uge. Men er det sandt, at de økonomisk dårligt stillede får 23 kroner mere om måneden? 23 kroner er størrelsen på den grønne check, som var Enhedslistens pris for at være med i finanslovsaftalen. Den betyder at alle med en indkomst under 212.000 kr får et tiskud, som skal kompensere for øgede sundheds- og energiafgifter. Så den kommer rent faktisk dårligt stillede danskere til gode med 23 kr om måneden. Men men finansloven afskaffer regeringen også starthjælpen som betyder at i hvert fald 4000 mennesker får mindst 2000 kr. mere om måneden efter skat. Og andre tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at også de mere end 5000 mennesker på introduktionsydelse vil få ca. 4500 kr mere om måneden. Jeg har spurgt PK hvor hun har det fra, at de økonomisk dårligt stillede får 23 kr mere om måneden…

PK: Det har jeg fra utallige eksempler i den almindelige debat. Jeg ved faktisk at, det er jeg ret sikker på, Radioavisen – DR Radioavisen – også har bragt det tal, at det de økonomisk dårligt stillede fik ud af det her finanslovforlig, hvor man jo havde lovet guld og grønne skove, det var 23 kr mere om måneden. Det har stået i utallige avisartikler altså det er – jeg tror det er sådan et kendt tal. Man kan også sige 280 kr. mere om året, men altså de der 23 kr mere om måneden, det tror jeg det har været, det har været det der har været det gængse. Og det jeg også oplevede i debatten, det var jo, at hverken Morten Bødskov, som var ude her med riven, eller Johanne Schmidt-Nielsen talte mig imod. Altså de var helt tavse. De havde haft alle tiders chance…

TBA: Men det gør vi så, havde jeg nær sagt, eller det gør fakta så.

PK: Ja

TBA: Altså når man ser på hvad for eksempel dem, som ikke længere skal være på starthjælp de får ud af de her af finansloven, så er det mindst 2000 kr om måneden efter skat. Hvorfor tæller du ikke dem med i gruppen af de økonomisk dårligt stillede uanset om Morten Bødskov og Johanne Schmidt-Nielsen siger det eller ej?

PK: Nej, men de er jo slappe. Øh, det er dem, der har siddet omkring bordet, og de burde jo have gået imod mig, så havde vi fået en diskussion af det. Det kan vi muligvis få en anden gang.

TBA: Men det er dig, der siger det.

PK: Jojo, men jeg må bare sige, at jeg holder mig til det gænge tal som har været de her 23 kr, altså det har jo stået som overskrifter i jeg ved ikke hvor mange steder uden at blive modsagt. Og det var det jeg tog til mig.

TBA: I hvor høj grad tjekker du de tal du bruger, inden du bruger dem?

PK: Jamen, i hvor høj grad tjekker Radioavisen de tal inden man bruger det i Radioavisen? Altså det modspørgsmål kunne jeg så stille.

TBA: Men hvilket ansvar har du som politiker for at bruge tal som der er hold i?

PK: Jomen jeg har det ansvar, at jeg kan sige det, og så er der nogle der kan modsige mig. Og det gør I så nu. Men der hvor jeg synes, det er uendeligt slapt det er, når de mennesker, der har siddet omkring bordet, IKKE modsiger mig. Har alle tiders chance for at sige “hvor har du det fra? Det vil vi godt lige have dokumenteret.” De klapper i som østers, fordi de ved jo også udmærket godt, at de tal som jeg brugte har været brugt i den daglige politiske debat. Der har jeg heller ikke hørt, de er blevet modsagt.

TBA: Et andet eksempel det er den gruppe der har været på introduktionsydelse. Det drejer sig om mere end 5000 personer. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser at de vil få ca. 4500 kr. mere om måneden. Så er det sandt når du siger, at de økonomisk dårligt stillede får 23 kr mere om måneden med den nye finanslov?

PK: Jamen jeg må jo forholde mig til at de tal, der er blevet forelagt mig – og der kunne medierne måske også gøre lidt mere ud af at have et bedre baggrundsmateriale som vi politikere så går videre med – fordi det skal…

TBA: Det er så blandt andet derfor vi er – undskyld jeg afbryder – men det er så blandt andet derfor vi er sat i verden. Nu er du så…

PK: Jo men prøv lige at hør…

TBA: …forhåbentlig blevet klogere

PK: Nej. Det er I måske også. Altså det er jo set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Så har man sådan et program på P1, som kan lege detektor og fred være med det (griner) det synes jeg egentlig er ret forfriskende…

TBA: Tak skal du have.

PK: Jeg synes det er sjovt at sidde her, men I kunne måske have gjort det for et halvt års tid siden.

TBA: Jamen det var…

PK: Ahh, 3-4 måneder siden.

TBA: Det var i sidste uge du sagde det.

PK: Jojo, jamen hold nu op. Altså jeg er jo ikke den første, der har sagt det. I kunne måske have gjort det allerførste gang det her tal var oppe, altså der må jeg da…

TBA: Så du mener, at tallet er fejlagtigt?

PK: Nej! Det mener jeg ikke det er, men I kan jo så heller ikke mene det, når I umiddelbart efter man har lavet den her aftale med den røde løftebrudsregering har lavet denne her aftale, så kunne I jo have sagt “hallo!” alle de gange hvor tallet har været nævnt. Fordi det er jo…

TBA: Så fordi vi ikke har været tidligere, så er tallet sandt?

PK: Ne.. ja! Det vil jeg stadigvæk sige det er, men hvorfor i alverden, fordi at jeg kommer med…

TBA: Hvordan hænger det sammen?

PK: … Nej men prøv lige at høre, fordi jeg kommer med det i debatten. Og der er måske en eller anden medarbejder der, oppe på Enhedslistens pressesekretariat eller et andet sted, der har sagt “Øv, det gik ikke så godt for Johanne Schmidt-Nielsen, nu skal Pia Kjærsgaard lige svare på det her.” Og det synes jeg, det synes jeg…

TBA: Det har vi ikke fået fra Enhedslisten, bare lige for at…

PK: Nej, men så fra Finansministeriet eller Socialdemokratiet, jeg er ligeglad, jeg tror ikke I selv har fundet ud af det. Så kvikke tror jeg ikke I er (griner).

TBA: Okay, det står for din regning.

PK: Ja, skidt nu være med det. Altså jeg må stadigvæk som politiker og i opposition, endda i SKARP oppossition, der ikke har ministerier til rådighed. Hvor jeg ikke har alle mulige beregninger til rådighed. Men det har den nye regering. Det har jeg ikke. Der må jeg meget forholde mig til hvad jeg kan læse gentagne gange i den meget, meget saglige, seriøse presse.

TBA: Hvis du nu havde chancen for at gøre det om, hvad ville du så, hvad ville du så sige nu?

PK: Så tror jeg jeg ville sige det samme (griner). Det tror jeg, jeg ville.  Altså hvorfor skal man komme, hvorfor skal man komme med alle de der forbehold?