Rudersdal Kommune inviterer borgere til at diskutere kommunale forhold via kommunens website. Det foregår primært i form af kommentarer til én side. Rudersdalborgerne har forhåbentlig nogle velsmurte scroll-hjul.
Men der er også mulighed for at modtage kommentarer til siden på email eller i RSS-form og de seneste kommentarer fremvises også på websitets forside. I skrivende stund har siden 260 kommentar-indlæg hvor det seneste (fra i dag) handler om kommunens (manglende) klimaindsats.
Jeg er begyndt at interessere mig en del for reelle eksempler på (succesfuld og det modsatte) borgerinddragelse i den offentlige sektor via digitale medier. Alt fra deltagelse i beslutningsprocesser til åbne APIer som lader borgeren bidrage til, og forbedre, den offentlige sektors udbud.
I kommende indlæg vil jeg helt kort pege på eksempler efter princippet research-for-åben-blog. Hvis du har flere eksempler, forslag eller strøtanker, så venter kommentarfeltet på dig.
Du har tusindvis af digitale billeder i din samling. Hvilket aspekt af disse billeder er bedst egnet som organiseringskriterium? Dato? Indhold? Filstørrelse? Ophavsmand? Ingen af dem. Og alle sammen. Præ-organiseringens tid er forbi.
En ikke ubetydelig andel af menneskehedens intellektuelle udladning i de seneste årtusinder har fokuseret på spørgsmålet om organisering. Hvad vil det sige at organisere? Og hvilken organisering af virkeligheden er bedst og mest “rigtig”? Ideen om mere eller mindre “korrekt” organisering knytter sig typisk til en forestilling om en grundliggende orden. En orden som kan kan være knyttet til en religiøs forestilling om en “skaberplan” eller til en Platon-style ideernes ideelle verden.
En vigtig grund til at vi historisk set har brugt så megen kvalitetstid på emnet er den simple, at organisering har været et uomgængeligt vilkår. I den fysiske verden kan en given genstand kun eksistere et sted af gangen, og derfor må den placeres hensigtsmæssigt for at kunne findes.
Hvis din boghandler har et eksemplar af Ian Kershaws Hitler-biografi, så er det temmelig væsentligt at dette eksemplar er placeret efter en vis logik. F.eks. under biografier. Denne logik er dog langt fra entydigt bedst. Måske researcher du Tysklands historie i det 20. århundrede, krigshistorie, lederskab eller fascisme og misser et væsentligt kapitel i Hitler-bogen, fordi du ikke leder under biografier.
Jo større mængder enheder – tænk Det Kongelige Bibliotek fremfor din lokale boghandler – jo mere udpræget bliver problemet (måske er det derfor jeg aldrig kan finde noget som helst af jeg leder efter i Fona på Strøget).
Kloge bibliotekarer har selvfølgelig fundet en måde at afhjælpe problemet på: Kartotekskortet. Kartotekstkortet (og dets digitale pendanter) er en måde at omgå den entydige placerings tyrani. Kortet refererer til en bog og man kan nu have så mange organiseringsprincipper som man har kortsamlinger (f.eks. “alle bøger opdelt efter forfatterens efternavn” OG “alle bøger alfabetisk efter titel” OG “alle bøger efter genre og derefter efter forfatters efternavn” osv.).
David Weinberger – forfatter, teknofilosof og underviser på Harvard Law School – taler i sin bog Everything is Miscellaneous: The Power of the New Digital Disorder om tre typer organisering:
Førsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.
Andenordens-organisering bygger derimod på et ekstra referencelag a la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.
Men det virkelig interessante er selvfølgelig tredjeordens-organisering. I en digital verden, hvor man f.eks. formidler digitale billeder fremfor analoge bøger, bortfalder det vilkår at en genstand kun kan optræde et (eller få steder). Et billede på billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge. Det kan indgå i en oversigt over billeder med tagget “København” og samtidig indgå i en oversigt over alle billeder taget med et Nikon D90-kamera og en oversigt over alle billeder taget mellem kl. 23 og kl. 24. Og så videre.
Man kan også udtrykke det på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret på nogen bestemt måde. Det er udstyret med et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse.
Som Weinberger påpeger, så begrænses det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende af dette billedes meta-data (altså information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).
Og, tilføjer Weinberger, meta-data bør forstås som alt det, der henviser til billedet. Altså ikke bare det som billedets ophavsmand har orket at tilføje en sen nattetime, men enhver omtale, henvisning, anvendelse osv. af billedet. Med andre ord: Hver gang nogen knytter en forbindelse mellem to elementer skabes en ny organiseringsmulighed, ny betydning og nyt potentiale føjes til elementet.
Det vidste vi selvfølgelig på en måde godt alt sammen. Og så på den anden side. Weinberger udtrykker et meget centralt aspekt ved digitale meder på en meget tankevækkende (og ret underholdende) måde. Vi var godt klar over at ting kan organiseres fleksibelt på et website. Men læs Weinbergers bog, og gængse tilgange til informationsarkitektur på websites virker pludselig som udtjente dogmer fra en fjern middelalder. Man får lyst til at opgive hele sin nøje gennemtænkte struktur og bare give brugerne et stort fedt søgefelt. Ville det være klogt? Det ville i hvert fald være interessant.
Nye medier udsletter organisationer. Eller sagt anderledes: Nye digitale værktøjer forandrer det miljø, der tidligere gjorde det rationelt for individer at indgå i organiseret permanent samarbejde. Behovet for organisationer mindskes.
Clay Shirky, forfatter og New York University-underviser, udgav i 2008 bogen Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations. Bogen har én altdominerende pointe: Vi i den opkoblede verden er med stormskridt på vej ind i en tid hvor store – og før så øjensynligt naturlige – organisationer, mister deres relevans.
Pragteksemplet er naturligvis Wikipedia. Før i tiden (læs: for 15 år siden) var det utænkeligt at man kunne skabe et navigerbart leksikon med 10 millioner artikler uden en gigantisk styrende organisation og ret formidable omkostninger. I dag er det muligt fordi samarbejdets infrastruktur er forandret.
Shirky ekstrapolerer sådan set blot på baggrund af en anden ide; nemlig en af økonomen Ronal Coase’s. Coase gik i 1937 i kødet på et spørgsmål der var yderst relevant set fra en neoklassisk økonomisk vinkel: Hvorfor findes der virksomheder? Hvorfor findes der ikke bare enkeltindivider, der dynamisk indgår i forbindelser i markedet?
Coase’s svar var, at en virksomhed, samlet set, kan have en række fordele sammenlignet med en mængde enkeltindivider. En virksomhed kan nemlig have lavere transaktionsomkostninger; de omkostninger som er forbundet med at operere på et marked, hvor man skal skaffe sig information om priser, indgå komplicerede kontrakter osv.
Det kræver en vis volumen at overskue markedets muligheder, og en betydelig administration at håndtere store projekter. Eller: Det gjorde det i hvert fald. Shirkys pointe er at vi i nogle sammenhænge er langt mindre afhængige af store omkostningstunge organisationer/virksomheder i dag. Du kan sætte et professionelt udseende webnyhedsmedie op på en weekend og, hvis motivationen da er på plads hos indholdsleverandører, behøver du ikke have mange omkostninger til drift.
Det må ikke være sjovt at være dagblad…
1990erne bød, foruden uskønt metaforisk webdesign, på store (nogle gange FOR store) tanker om internettets betydning i en større filosofisk kontekst. Så brast boblen, og det var som om den tankemæssige traurighed overtog scenen for en tid.
Men ikke mere.
I de seneste år er vi blevet forkælet med en lille håndfuld rigtig gode ideer; perspektiver på digitale medier som rækker langt udover konkrete enkeltsager og sammenfatninger af teknologiens lyksagligheder. Perspektiver som binder fænomener sammen ved at påpege mere grundliggende sammenhænge og dermed gør os klogere.
En af disse ideer er princippet om Den Lange Hale. For fem år siden, i 2004, skrev Wiredredaktøren Chris Anderson en artikel med titlen The Long Tail (som senere blev til en bog med undertitlen How Endless Choice is Creating Unlimited Demand).
Det er en ret simpel ide: I forhold til en klassisk industriel kontekst, har digitale produkter nogle andre vilkår for produktion og distribution.
Når det drejer sig om fysiske produkter, så vil omkostninger ved lagring medføre at en forhandler (eller en distributør) nødvendigvis holder sig til et stærkt afgrænset sortiment. Selv den største boghandler har kun et ekstremt lille udvalg af alle bøger på markedet. Det samme gælder for skohandleren, musikbutikken osv.
Når vi derimod har at gøre med digitale produkter, f.eks. digitaliseret musik, så falder omkostningen ved lagring og distribution af en enkelt enhed til næsten ingenting. En digital musikbutik skal ikke nødvendigvis sælge særligt mange kopier af en given sang før det sagtens kan betale sig at have den i sortimentet. I følge Andersons opgørelser udgør ikke-hits faktisk ofte en meget stor del af opsætningen hos digitale købmænd. Nedenstående graf antyder denne distribution: En analog butik vil kun udbyde de mest efterspurgte varer, mens en digital butik (der handler med digitale varer) kan tjene mange bække små på at sælge et stort antal forskellige obskure værker en sjælden gang imellem.
Denne egenskab ved digital handel med digitale produkter fører til langt større udbud og dermed, potentielt, til en mere pluralistisk kultur. Det er, i en nøddeskal, ideen.
I sin bog beskriver Anderson desuden hvordan vi kan håndtere denne digitale overflod. Nemlig ved hjælp af såkaldt kollektiv filtrering, som kort fortalt handler om at brugerne selv (ved aktiv handling, eller blot ved at agere efter egne interesser) kan sortere i virvaret. Hvis du var glad for Gill Partingtons The Axis of Evil Cookbook så kan du sandsynligvis også godt lide John O’Farrells An Utterly Impartial History of Britain or 2000 Years of Upper-class Idiots in Charge.
Vi kan også lade Anderson forklare det selv: