Kom godt hjem, 2011

Kære 2011, jeg kunne lide dig! Selvom du – og det mener jeg ikke som en kritik af dig personligt – var underligt kort og hektisk. Mine personlige bedrifter stod liiidt i skyggen af at verdenshistorien syntes at rykke op i femte gear, men for the record nåede jeg faktisk at…

Med året således reduceret til narcissistiske bullets – rigtig godt nytår til jer alle sammen.

Artikel om computerspil og fantasy

Min artikel om forholdet mellem computerspil og fantasygenren er netop blevet udgivet i tidsskriftet Kritik. Den findes desværre ikke online, men skriv til mig hvis du gerne vil læse.

Den manende indledning lyder:

Forholdet mellem computerspil og fantasygenren er næsten unaturligt tæt. Siden mediets fremkomst har elvere og orker boltret sig lystigt i digitale verdener med en gennemslagskraft, som disse væsner sjældent er forundt i andre medier. Hvori bunder dette slægtskab?

Lidt senere forlyder det:

På baggrund af et historisk rids fremhæver jeg de strukturelle ligheder mellem fantasylitteratur og computerspil og argumenterer for, at den klassiske fantasygenre rummer utallige elementer, der gør den endog særdeles velegnet som grundlag for computerspil.

Mig og min e-reader

Min Kindle og jeg har nu kommet fast sammen i tre måneder. Det var kærlighed ved første ’slide to open’.

Amerikanerne elsker deres e-readere, nordmændende elsker deres e-readere – danskerne derimod er noget lunkne overfor deres e-readere. Men mit bedste bud er, at det vil ændre sig snarest.

For tre måneder siden fik jeg en Kindle 3 (den med keyboardet). Tre romaner plus det løse senere, virker det som den mest naturlige måde at læse bøger på. Så længe der er tale om skønlitteratur, altså. Skærmen er venlig ved øjnene, dimsen ligger godt i hånden, batteriet holder i evigheder og verdens største boghandel leverer det meste på 30 sekunder til en fornuftig pris. Og så fylder den så lidt i en taske at man stort set kan have den med overalt. Winwinwin.

At den syncer med Kindle-app’en på min MAC og min iPhone troede jeg var en ligegyldig gimmick, men det er faktisk praktisk, når supermarkedkøen begynder at bevæge sig med gletcherfart eller man strander i et venteværelse. Sammenlagt får jeg læst mere end før.

Faglitteratur? Not so much…

Kindle’n er altså glimrende til lineært fremadskridende tekstmasser. Navigation, notetagning op opslag derimod er muligt, og anvendeligt i en snæver vending, men jeg ville aldrig give mig i kast med egentlig faglitteratur (af typen som ikke skal læses fra a-z). Klikker man rundt, mister man orienteringen helt anderledes hurtigt end i en papirbog.

Et andet problem er ensheden. Jeg er stor tilhænger af Instapaper, som med mellemrum sender de webartikler jeg har klikket ”read later” til i herligt antigrafisk format til min Kindle. Det slår arbejdsskærmen any day, men den monotone (i ordets bedste betydning) fremtoning gør noget ved min hukommelse. Det er ganske enkelt nemmere –for mig – at huske en artikel læst på print, hvor jeg kan genkalde mig typografi, layout, om noget stod på en lige eller ulige side osv.

Instapaperformatet er ekstremt praktisk og behageligt, men her virker e-readerens overlegenhed mere beskeden.

Jamen…?

Og hvad så med duften af tryksværte, æggende omslag, taktil fornøjelse og pyntelige bogrygge på reolen? Hvad med BOGEN? Tak for det spørgsmål, det er glimrende.

For mig vil Kindle’n helt overtage paperbackbogens funktion, men jeg tror stadig jeg vil købe lækre udgivelser og bøger hvor layout og design spiller en særlig rolle. E-readeren truer de grimme papirbøger, men vil nok i nogen udstrækning sameksistere med det mere eksklusive papirbogsmarked.

Hvad er din erfaring? Hvorfor har du ikke en e-reader?

En forbløffende god bog om computerspil

Anmeldelse af Tristan Donovans “Replay”. Bragt på Version2, 7.10.2011.

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure ‘Uncharted 3’, træder hans læderstøvler på skuldrene af 50 års digitale forgængere. Det tog nemlig tankevækkende kort tid før den moderne teknologis gravalvorlige spydspids, computeren, blev inddraget til et noget uventet formål: leg. Computerspillets fødsel henlægges gerne til 1962, hvor en gruppe MIT-ansatte med tid til overs, adgang til en af datidens mere smidige maskiner og science fiction-blod i årerne frembragte Spacewar. Simpelt, episk og velafbalanceret var nøgleord for rumkrigen, der tog datidens spilverden med storm.

Ja, altså – ikke at ret mange opdagede det, for datidens spilverden bestod af enkelte udvalgte i besiddelse af det helt store teknologiske kørekort. Men enkelte så dollartegn i kølvandet på rumtorpedoerne, og snart kunne en måbende verden muntre sig med arkadespil som Pong og Gunfight. Senere fik vi klassikere som Asteroids, Pac-Man og Space Invaders, og kort efter begyndte spillekonsoller og hjemmecomputere at invadere stuerne.

I 2011 har vi så indie-spil som det strålende danske ‘Limbo’, kreative spil i tusindvis i Apples App Store og et internet fyldt med genreudfordrende minispil. Og så altså massive blockbustere som ‘Uncharted 3’. Men hvordan gik det egentlig til? Hvem gjorde hvad med hvem og hvorfor? Og kunne det hele været gået ganske anderledes? Det har den engelske spiljournalist Tristan Donovan sat sig for at undersøge i ‘Replay: The History of Video Games’ som nu foreligger i dansk oversættelse.

Ligetil og ærefrygtindgydende

Donovans projekt er på en gang ligetil og ærefrygtindgydende. Ligetil fordi en kronologisk fremadskridende beretning om computerspillets udvikling er oplagt nyttig (og interessant i en tid, hvor fortidens gamere retter nostalgiske blikke bagud). Og fordi udbuddet af sådanne beretninger er bemærkelsesværdigt mangelfuldt.

Nok har en del udgivelser hyldet spillenes grafiske udvikling, og nok har en del journalister leveret essayistiske tilbageblik på en svunden tid. Men når talen går på sammenhængende beskrivelser nævnes Steven L. Kents ‘The First Quarter’ tit som milepæl, og så er standarden mildest talt undervældende. Donovans projekt ærefrygtindgydende, fordi kildematerialet er så tilpas fragmentarisk og researchopgaven derfor så omfattende.

På den baggrund er ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’ en forbløffende god bog. Eller det vil sige: Den er på den ene side en umådelig stor bedrift og et overflødighedshorn af viden om spilbranchens veje og vildveje igennem fire-fem årtier – mens den på den anden side langtfra lever op til sit erklærede formål og leveres i et nærmest selvundergravende beskedent format.

Om formålet skriver Donovan selv, at computerspillenes historie ‘som regel fortælles ud fra hardware, ikke software: en fortælling om generation efter generation af spillekonsoller og deres producenters kamp om markedsandele.’ Og han fortsætter: ‘Jeg ville skrive historien om computerspil som kunstform snarere end som forretningsobjekt.’ Branchens skæve eksistenser

Donovan er opmærksom på spildesign og på, hvordan designkonventioner fødes og inspirerer senere værker. Men skal man være en smule grov, kan man indvende, at han faktisk netop bruger påfaldende mange ord på branche og personer – at vi som læsere faktisk ikke hører meget om ‘computerspil som kunstform’. Dertil er Donovans fokus i for høj grad rettet mod de ofte skæve eksistenser, som har befolket branchen. Ambitionen forløses altså faktisk ikke helt.

Dernæst fortjener formatet en kommentar. For ‘Replay’ er (selvom den danske udgave er umiskendeligt mere eksklusiv end den uinspirerede engelske) lidt af en usleben diamant. En 461 sider lang tekst (608 med appendiks osv.) om computerspil udelukkende illustreret med enkelte, pudsige portrætbilleder fra arkiverne – og altså renset for screenshots! – er og bliver en højst mærkværdig konstruktion. En bog om et visuelt medies historie uden billeder? Det var næppe sket for andre udtryksformer.

Så ‘Replay’ er faktisk ikke det, den gerne vil være, og den er meget asketisk (for ikke at sige kedelig) i sit format. Det er derfor så meget desto mere opsigtsvækkende, at Tristan Donovan alligevel har forfattet den absolut mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om computerspillets historie som undertegnede har været i nærheden af. Med sin fine sans for de historiske sammenhænge og sit utal af historiske detaljer er ‘Replay’ en milepæl. Og hvis du begynder nu, kan du lige nå at læse den, før du får travlt med ‘Uncharted 3’.

Tristan Donovan: ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’, oversat af Jack Daniel Groth-Pinnerup fra ‘Replay: The History of Video Games’. 608 sider, Forlaget Herreværelset, 2011. ISBN 978-87-9266-015-2