En enlig mor forsøgte at nå sit barns ukendte far ved hjælp af webvideo. Eller – det gjorde hun så ikke alligevel, for det hele var løgn og reklamelatin. Og så væltede en verden af afsky nedover afsenderen. Men hvad var de egentlig så sure over?
Sagens akter kan forventes offentligheden bekendt. Siden turistorganisationen VisitDenmark med reklamebureauet Grey i ryggen udgav videoen om Karen, enlig mor efter et multinationalt one-night-stand, har både gamle og nye medier kogt over med reaktioner på den få minutter lange fupvideo. For Karen og hendes uforsigtigt frembragte hyggebaby findes ikke, men var opfundet til lejligheden i et viralt brandingstunt.
Og de omtalte reaktioner har været blandede. De har nemlig dækket hele spektret fra total afsky over chokeret afstandtagen og til afstumpet vrede. Kort sagt: Hverken Karen (som viste sig at hedde Ditte), VisitDenmark eller Grey står til at vinde nogen popularitetskonkurrence lige for tiden. Ja, det er vel stort set kun lille August som (endnu!) er sluppet nogenlunde fri af røffellavinen.
Således har vi kunnet se Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen skælde ud, kønsforsker Karen Sjørup udtale sig om initiativets smagløshed, reklamedirektør Kirsten Dinesen affærdige kampagnen som helt igennem uetisk og høre en masse andre højrøstede mennesker mene mange slemme ting om videoen. Ikke mindst i den danske blogosfære (i bred forstand) hvor RSS-feedsene næsten kogte over af modvilje – det vender vi tilbage til.
Søndag forsvarede VisitDenmark endnu tiltaget i smukke vendinger, men allerede mandag blev presset så massivt at den høje cigarføring på meget kort tid blev erstattet med ydmyg tavshed.
Inden tavsheden sænkede sig, nåede vi dog at få afsenderens officielle læsning af videoen: Karen repræsenterer en ærlig moderne kvinde, der tager konsekvensen af sine handlinger med både overskud og integritet. En bestemt oppositionel læsning har dog nydt langt større udbredelse: Videoen bekræfter en forestilling om Danmark som fyldt af promiskuøse bimbos, for hvem “hygge” er lig med ubeskyttet samleje med tilfældige tilrejsende.
Hvis jeg må vove at tage ordet midt i al denne modvilje, tillader jeg mig at påpege at begge læsninger faktisk giver fuld mening. Medmindre ens seksualmoral er etableret omtrent samtidig med den danske samarbejdsregering er det fuldt muligt at mene at selv unge kvinder kan tillade sig et frisindet sexliv, hvis de vil tage konsekvensen.
Men kan man tillade sig at lyve om den slags i en reklame??? Jamen, hvorfor i alverden dog ikke? Selvfølgelig er man på gyngende grund hvis folk engagerer sig følelsesmæssigt, og selvfølgelig parkerer man potentielt på øretævernes holdeplads hvis man er med til at undergrave troværdigheden i et offentligt kommunikationsforum. Og afsenderne kan med rette anklages for en række fejl (som Trine-Maria Kristensen udmærket har redegjort for). Men come on, der er ingen der har lovet at YouTube-videoer har været igennem videnskabelig peer-review, før de når din skærm.
Kampagnens metoder er så langt fra lydefri eller indiskutabelt rimelige, men de står også så langt fra mål med den ekstreme fjendtlighed, der blev VisitDenmark til del. Så hvad er det der sker?
Uden nødvendigvis at hylde det ubeskyttede one-night-stand eller ubetinget skønmale enlig-forælder-tilværelsen, mener jeg vi har set en kombination af tre ting:
1) En seksualmoral af betydeligt puritansk tilsnit. Letlevende, seksuelt frisindet adfærd hører ingen steder hjemme, og vi skal bestemt ikke bilde udlændinge ind at vi er sådan nogle.
2) En vis sandhedsfanatisme. Her skal ikke leges med genrerne eller udfordres nogen som helst kommunikative grænser, thank you very much.
3) Hvad jeg efterhånden fristes til at kalde den danske blogosfæres gerontofobi. Man kan simpelthen næsten ikke holde ud når institutioner fra Den Gamle Orden bevæger sig ind i de sociale medier (som jeg før har antydet). Næsten uanset hvad de foretager sig, bliver de mødt med en massiv negativ bias. I har haft jeres tid, dinosaurer, hold jeres klamme old-media-fingre fra Den Nye Verden!
Og således er jeg, atter engang, langt mindre forarget end resten af blogosfæren. Jojo, Karen-filmen inviterer til uheldige tolkninger og man er tæt på at underminere den virale leg ved at gøre video for troværdig. Men er spillerummet ikke pludselig blevet noget snævert?
—
God tidslinie hos Overskrifts Underskrift og fornuftige tanker hos Katrine Thielke.
