Er det et filminstitut i din lomme…?


Det Danske Filminstituts website består af godt 110.000 sider. Disse sider har siden februar kunnet ses i særlige, mobiltilpassede versioner. Dette indlæg skitserer logikken bag mobilsitet, valg, fravalg og erfaringer.

Så godt som alle større virksomheder og organisationer overvejer i disse år hvordan man bedst håndterer det forhold, at stadigt flere brugere har smartphones. Og ikke mindst hvordan man bedst håndterer det medfølgende ønske (nogle gange forventning) om at websites og andre webtjenester kan tilgås komfortabelt via den lille skærm.

I sin rendyrkede form har overvejelsen tre resultater. Organisationen kan vælge 1) at lade stå til, 2) at udvikle 1 eller flere apps eller 3) at tilbyde et website med layout tilpasset små skærme. Den optimale løsning afhænger naturligvis af organisationens målsætninger og målgrupper. Og den afhænger af organisationens forventninger til en teknologisk fremtid som – uanset hvilke anstrengelser man gør sig – henligger i en tåge af udpræget uvished.

På Filminstituttet valgte vi at hoppe ind i kampen ved at tilbyde et mobilwebsite (besøg dfi.dk fra en smartphone for at se det). Det var væsentligt for os, at sitet ikke skulle medføre væsentligt merarbejde i dagligdagen, og vi valgte derfor en løsning, der var fuldt integreret med vores eksisterende webløsning. På denne måde kunne vi “mappe” samtlige eksisterende sideskabeloner og indholdselementer til alternative, mobile versioner (eller til “ingenting”, så at sige – en del indholdselementer vises slet ikke i mobilversionen). Målsætningen om minimalt ekstraarbejde lettes af at indholdselementer som f.eks. billeder typisk skal nedskaleres, hvilket fint kan klares uden menneskelig mellemkomst.
Desktopversion og mobilversion

Desktopversion og mobilversion af samme side

Don’t make them think

Vi valgte desuden en løsning med device detection. Ankommer man til en dfi.dk-adresse med et styresystem, som er på vores “mobil-liste”, får man automatisk mobilversionen. Til gengæld er det nemt at fravælge, hvis man savner desktop-udgaven. Visse store sites har mobilversioner som man kun ser, hvis man føjer småarbitrære elementer til URLen – men der er jo ikke nogen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de behøver at være.

320 pixels for nu

Pixel-mæssigt valgte vi en løsning optimeret til 3.-generations iPhone (dvs. 320px i bredden), da denne opløsning var i overvældende overtal blandt vores mobilbrugere. Denne beslutning er selvfølgelig aldeles pragmatisk og mestendels gearet til at holde udviklingen simpel i første omgang. Man kunne sagtens forestille sig et egentligt responsivt design – der mere intelligent tilpasser sig en bred vifte af skærmopløsninger – engang i fremtiden.

Navigation og IA

Man besøger typisk ikke – konkluderede vi – et website på telefonen for slavisk at bane sig vej igennem niveauerne til man finder en helt særlig, esoterisk underside. Fuld reproduktion af desktop-sitets navigationsmuligheder ville desuden være både vanskelig, tung og uæstetisk på mobilsitet. Så vi valgte et stærkt nedbarberet informationshierarki, hvor desktop-sitets ca. 10 sektioner blev til 4. Og vi valgte dermed at se stort på det klassiske web-IA-princip, der siger at alle indholdselementer skal nedstamme i lige (navigérbar) linje fra sitets forside. På mobilsitet kan man ikke navigere sig frem til alle sider fra forsiden, og man kan – via sitets søgemaskine eller vores ven Google – med lethed komme til sider som ikke “bor” noget sted i sitets (synlige) struktur. Vi forventede at dette ville være helt uproblematisk og må på baggrund af erfaring konkludere at det er helt uproblematisk.

Og hvordan er det så gået?

Før mobilsitet havde vi omtrent 300 mobilbesøg om dagen, og det har vi stadig. I det hele taget har vi ikke observeret en eneste markant ændring i den overordnede brugeradfærd (dog en aaaanelse flere sidevisninger per besøg).

Det er interessant. Det antyder at mobilbrugere er så målrettede i deres webbrug – og så sjældent navigerer ret meget rundt på et website – at deres adfærd ikke umiddelbart lader sig flytte af design/IA.
Det er dog vores klare opfattelse – understøttet af de beskedne undersøgelser vi har foretaget – at selve smartphone-brugeroplevelsen er blevet eksplosivt forbedret. Du er hermed opfordret til selv at mærke efter :-)

Åben dataadgang til Danmarks Nationalfilmografi

Data Stream


min arbejdsplads er vi (i samarbejde med Center for Digitalisering) ved at udvikle en “åben adgang” til den store filmdatabase Nationalfilmografien.
Det betyder at interesserede med teknisk flair kan bruge databasens indhold til deres egne tjenester/applikationer/websider osv.
Adgangen sker via en webservice og efter OIOREST-standarderne og du kan læse mere om opsætningen.

Webservicen skal være klar til et arrangement den 4/11 på ITU ved navn Code Camp. Hvis du kender nogen som kunne være interesserede i at lege med vores data – enten den 4/11 eller senere, så sig meget gerne til!

Computerspil sælger mere end film – hvis man da snyder på vægten

Omsætning i DK for film, computerspil, bøger og musik

Opdateringer
– 2.5.2010: Tilføjet tal for bogsalg og samlet filmsalg
– 3.5.2010: Tilføjet tal for musiksalg (fra IFPI)

Jeg har vist igennem tiden forholdt mig mindre end positivt til spilbranchens manglende lyst til at dokumentere sin egen størrelse præcist. Men faktisk har Multimedieforeningen en håndfuld pressemeddelelser liggende med årsopgørelser (tak til @vigild). Og – i kombination med Det Danske Filminstituts løbende kortlægning af filmbranchen, Bogmarkedet.dk’s bogbarometer og IFPIs statistik – gør disse opgørelser en reel sammenligning på tværs af brancher mulig

Altså: Computerspil omsætter for et beløb, der er lidt højere end det danske box office-tal (dvs. billetsalg til film). Til gengæld omsætter DVD-markedet (salg og leje) for allermest. Og hvis man gerne meningsfuldt vil sammenligne “film og spil”, så bør man selvfølgelig lægge biografbilletsalg og DVD-omsætning sammen (den stiplede grå linje).

Man kunne bemærke at:

  • Biografbilletindtægterne er steget over perioden (2009 betød endnu en stigning, jeg har bare ikke lige tallet ved hånden)
  • Biograferne lever ikke kun af billetsalg, så tallet er ikke en entydig indikator for deres økonomi
  • Spilsalget har ikke vist decideret fremgang over perioden. Dog har Multimedieforeningen ikke (for alle de angivne år) opgivet de præcise tal (man taler f.eks. om et salg der var “ca. 20 % bedre end året før” og den slags). Spiltallene bliver efter alt at dømme stadigt mere troværdige over perioden – dataindsamlingen er angiveligt blevet mere systematisk med tiden.
  • Spilsalg fokuserer lidt snævert på detail-ledet. Men spil sælges i stigende grad som download eller service, og denne omsætning er ikke medregnet.
  • Spilsalg er selvfølgelig ikke en entydig indikator på hvor sjovt det er at være spilforhandler – der sælges også en betydelig mængde konsoller, controllere osv. (ligesom man jo også kan sælge filmhardware, f.eks. DVD-afspillere)
  • DVD- salget er svagt faldende. Jeg har helt udeladt VHS-tal her.
  • Tallene for bogsalg inkluderer bogklubsalg, digitale bøger, lydbøger osv.

Det Danske Filminstituts nye website

Det Danske Filminstitut, hvor jeg har fornøjelsen af at tilbringe mange af døgnets bedste timer, har fået nyt website. Forbedringerne er markante, både foran og bagved scenen.

Det Danske Filminstitut

Den nuværende version af dfi.dk har nu været tilgængelig i en lille måned og er udviklet i samarbejde med 1508 og Netmester. Den afløste et website, som var struktureret noget anderledes og i sin grundlæggende form havde 8-9 år på bagen. Her er en kort intro til de mest markante ændringer.

Fra bredde til dybde

Dfi.dk er ramme om et ganske stort antal services – herunder Cinemateket, branchehåndbogen DFI-bogen, og en håndfuld filmdatabaser – en række nyhedstjenester, en stor mængde statistisk filminformation, undervisningsmaterialer og information om de støtteordninger som DFI administrerer. I alt tæt på 70.000 sider.

Det gamle website var struktureret i bredden, og forsiden indeholdt en menu med 17 hovedindgange. Disse 17 er reduceret til 8 på det nye site – et antal, som er mere kompatibelt med almindelige brugeres evne til at overskue valgmuligheder.

Nu med billeder

Set i forhold til DFIs arbejdsområder og de massive billed- og videoressourcer instituttet råder over, var det gamle site temmelig visuelt asketisk. Det nye site bryder med den meget tekstbaserede formidling ved at introducere en række grafiske standardelementer og i det hele taget bygge de grundlæggende skabeloner op med billede(r) som vigtigt element. Desuden er flere sektionsforsider udstyret med en video-player, som kan vise filmtrailere eller små reklamefilm for Filmhusets tilbud.

Sammenhæng

2009-09-22_1101Da sitet rummer  store mængder baggrundsviden og samtidig en stor mængde nyheder, er der lagt stor vægt på at binde indhold sammen. Relationer mellem indhold oprettes både via grafiske kampagnefelter på sektionsforsiderne og igennem “Se også”-elementer, der indeholder både redaktionelt udvalgt og automatisk genereret indhold.

Sitets sociale sider

Redesignet har unægteligt lagt vægt på større fleksibilitet og brugervenlighed i DFIs formidling. Front end-mæssigt peger tre elementer dog frem imod en større åbning mod den digitale omverden:

  • Alle indholdssider kan nemt deles på sociale netværk via addthis.com
  • Indholdssider kan tilføjes kommentarer, hvis redaktøren har aktiveret funktionen (eksempel)
  • Alt aggregeret indhold, herunder søgeresultater, genererer et RSS-feed, et iCal-feed eller begge dele (eksempel)

Desuden er CMSet gearet til at publicere eksterne feeds på en nem og fleksibel måde.

Fremtiden

Mange af tankerne bag redesignet har vist deres værd. Med så stor en ombygning er der dog selvfølgelig også elementer som skal justeres og under selve udviklingen er der dukket nye gode ideer op. Så sitets udvikling vil fortsætte støt. Blandt andet baseret på brugernes feedback og forslag.

Kommentarfeltet nedenfor står åbent :-)

Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme

The Dark KnightJeg er professionelt interesseret i filmwebsites, men du har muligvis ikke hørt at det britiske UK Film Council (der svarer omtrent til den mere proaktive del af Det Danske Filminstitut) netop har spenderet 1 million gode pund sterling på et nyt website (halvdelen er brugt på søgemaskineoptimering og onlinemarkedsføring).

FindAnyFilm er et interessant initiativ. Sitet giver englænderen med lyst til at se en film et total (+/-) overblik over hvor og hvordan filmen kan ses: Biograf, DVD, TV, Streaming eller download.

Det lyder måske som almindelig fornuftig digital folkeoplysning, men teknikken i den slags er ikke for børn: Dimsen skal tale med ofte opdaterede biografdatabaser (800 biografer er med), scanne tv-programmer (300 tv-kanaler p.t.), tjekke med iTunes og andet sjov.

Men strategien er også interessant. Intet (eller kun lidt) brugerinddragelse – ingen kommentarer, ingen wiki-agtig funktionalitet – i hvert fald ikke i den nuværende version. Umiddelbart spøjst, men efter min mening har man prioriteret helt korrekt: FindAnyFilm er svaret på spørgsmålet: Jeg vil se film X, hvad er mine muligheder?

Så mangler vi bare svaret på spørgsmålet: Hvordan får vi sådan en på dansk?

Mere omtale i The Guardian hvor PedaloPedro er ret uimponeret