Jeg er megatræt af “dybe links”

Links.
Jeg er megatræt af diskussionen om “dybe links”. Faktisk var jeg allerede træt første gang jeg hørte betegnelsen for 8-9 år siden.

Umiddelbart handler diskussionen om kontrol, ophavsret og hvorvidt virksomheder må bruge andres produkter til at tjene penge. Og den diskussion blev så udmærket opridset på et nyligt DONA-arrangement, allervenligst videreformidlet af Kcast (jeg deltog ikke selv). Den, gennemsnitligt set, fornuftsbetonede paneldebat mundede dog ud i den pragmatiske konklusion at der er gode argumenter på begge sider og at det jo tydeligvis går fint nok alt sammen. Jeg er helt uenig.

Tværtimod synes jeg det går rigtig dårligt. Vi har en fuldstændig uklar retstilstand på et, også samfundsmæssigt, centralt område. Indenfor rimelighedens rammer kan man tolke at links (eller “dybe links”) er ulovlige og det gør så en betydelig del af befolkningen til lovovertrædere. Og det er rigtig uheldigt for retsfølelsen. Ligesom det var uheldigt da man frem til begyndelsen af dette årtusinde ikke måtte kopiere filer også selvom det muligvis ikke var i overensstemmelse med lovens ånd og uanset at det “gik fint nok altsammen”.

Det pragmatiske kompromis om at uklarheden jo ikke volder de store problemer, køber jeg heller ikke. Hvor mange offentlige institutioner undlader at linke (og laver dermed dårligere webtjenester) for at holde deres sti klinisk ren? Og hvor mange møder kræver det på landsplan at vedtage en sådan taktik?

Det er på tide at lovgiverne tager stilling. Jeg tror jeg sender en mail til SFs it-politiske ordfører for nu at starte et sted.

Fortsættelse følger…

Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme

The Dark KnightJeg er professionelt interesseret i filmwebsites, men du har muligvis ikke hørt at det britiske UK Film Council (der svarer omtrent til den mere proaktive del af Det Danske Filminstitut) netop har spenderet 1 million gode pund sterling på et nyt website (halvdelen er brugt på søgemaskineoptimering og onlinemarkedsføring).

FindAnyFilm er et interessant initiativ. Sitet giver englænderen med lyst til at se en film et total (+/-) overblik over hvor og hvordan filmen kan ses: Biograf, DVD, TV, Streaming eller download.

Det lyder måske som almindelig fornuftig digital folkeoplysning, men teknikken i den slags er ikke for børn: Dimsen skal tale med ofte opdaterede biografdatabaser (800 biografer er med), scanne tv-programmer (300 tv-kanaler p.t.), tjekke med iTunes og andet sjov.

Men strategien er også interessant. Intet (eller kun lidt) brugerinddragelse – ingen kommentarer, ingen wiki-agtig funktionalitet – i hvert fald ikke i den nuværende version. Umiddelbart spøjst, men efter min mening har man prioriteret helt korrekt: FindAnyFilm er svaret på spørgsmålet: Jeg vil se film X, hvad er mine muligheder?

Så mangler vi bare svaret på spørgsmålet: Hvordan får vi sådan en på dansk?

Mere omtale i The Guardian hvor PedaloPedro er ret uimponeret

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt

Freespace 2
Susana Toscas, Simon Egenfeldt-Nielsens og min computerspilgrundbog “Understanding Video Games” har i følge forlaget solgt hæderligt i sine første 8 måneder. Ole Ertløv Hansen har I øvrigt netop anmeldt den i tidsskriftet MedieKultur. OEH har pæne ting og sige, men hæfter sig også ved en række kritikpunkter, hvoraf flere er rimelige nok.
Bogen kan købes hos Adlibris for 174 kr. + forsendelse.

Sagt i al videnskabelighed

test tubes 2
Man hører ofte – i nogle medier – journalister karakterisere undersøgelser som henholdsvist videnskabelige eller uvidenskabelige.

Typisk anvendes de uvidenskabelige som oplæg til debat eller kritiske spørgsmål, mens de videnskabelige refereres og anvendes som var det sandheder mejslet i sten og afleveret pænt indpakket på et mellemøstligt bjerg.

Denne 2-deling udvisker desværre et væsentligt faktum: At en hvilken som helst undersøgelse (i princippet i hvert fald) kan placeres på et kontinuum mellem elendig/utroværdig og perfekt/troværdig. Kvalitet er ikke et enten-eller, men et kompliceret spørgsmål med rigtig mange variationsmuligheder.

Det afgørende for den korrekte placering er ikke om undersøgelsen lugter videnskabeligt (f.eks. ved at komme fra et universitet eller være udført af en “forsker”). Det afgørende er heller ikke hvem der har sponsoreret den (skønt en sponsor med interesse i et bestemt udfald bør afføde særlig skepsis). Det afgørende er udelukkende hvordan undersøgelsen er udført (og så har den akademiske verden nogle hårde selektionsmekanismer som selvfølgelig er troværdighedsskabende for en undersøgelse at have været i gennem).

Rent journalistisk, synes jeg der er to væsentlige pointer: Hvis en undersøgelse er elendigt udført og dermed komplet utroværdig, så hjælper det ikke noget at understrege at den er “uvidenskabelig” – så kan den simpelthen ikke bruges til noget som helst (andet end måske at starte en samtale). Og hvis en undersøgelse er født på et universitet, kan den stadigvæk godt være hjælpeløs, da især hvis den ikke har været igennem en hård review-proces.

Den erkendelse synes jeg ikke er lige stærkt rodfæstet på alle redaktioner.

Yderpoler af det forgangne år

New Years Fireworks 2008 033
Min omverden hævder hårdnakket at 2008 skulle lakke mod enden. 2008, min ven, jeg synes aldrig rigtig vi lærte hinanden ordentligt at kende. Men lidt nåede vi da at have med hinanden at gøre. Og i den reduktionistiske sidst-på-året-ånd vil jeg nu opgøre det på listeform:

Bedste faglitterære bog: David Weinbergers Everything is Miscellaneous. Og da i særdeleshed første halvdel. Weinberger er måske ikke menneskehedens mest præcise repræsentant, men EiM er et festligt sammensurium af klassifikationsneurotikere, antikke filosoffer og velturnerede omformuleringer af gamle sandheder. Clays Shirkys Here Comes Everybody var også god.

Bedste skønlitterære bog: Robert Harris’ The Ghost. Selvom den var langt fra så god som Imperium.

Bedste film: Måske trods alt Juno. Tvivlsom nykonservativ morale and all. Ku’ også meget godt lide The Prestige.

Mest sete film: Utvivlsomt Ronja Røverdatter. With a vengeance. And then some.

Mest hørte musik: Flaming Lips’ Yoshimi Battles the Pink Robots. Kun 6 år for sent. Der er håb.

Mest hørte sang i hjemmet: Uden konkurrence, Sys Bjerres Malene. Vi tager den lige et par gange hver aften med danseshow.

Bedste nye gadget: Okay, det er min iPhone. Jeg fortæller folk at jeg primært er glad for kalenderfunktion og smart adressebog. Men i virkeligheden er jeg vild med hver eneste lille obskure feature. Altså udover podcast-download-funktionen, der vist ikke er helt bagt færdig.

Bedste podcast: Mark Kermode’s film reviews. Kermode er den største. Dernæst P1s Mennesker og Medier (kom tilbage Lasse Jensen!), P1a Filmland (for langt til min ringe transporttid, lær af Kermode) samt Thielke+Westerkams Kommunikationscast (bare bliv ved).

Bedste spil: Desktop Tower Defense. Kulminationen på årtusinders spildesign.

Talk on user-generated content in virtual worlds

WoWScrnShot_022405_142053 copy

These are my slides for a panel talk on virtual worlds I’ll be giving today at the ECREA 2008 conference in Barcelona.

Constructive Communitites

View SlideShare presentation or Upload your own. (tags: user content)

The Power of Weakness 4: Some preliminary definitions

1030 calories...So Jonas, what is this “power of weakness” thing you keep going on about? you, the implied reader, ask.
And I want to thank you for taking the time, because that is a truly relevant inquiry.

The whole thing revolves around something which I find fascinating: That, in many diverse situations, we go out of our way to inhibit ourselves. We set up our environment in ways which limit us from making certain choices in the future. And we do so intentionally in order to gain an advantage.

The phenomenon is curious, since intuitively more options is better. In practice this is often not the case and examples are easy to come by: The dieter cleans out the fridge to eliminate temptations, the would-be cigarette quitter makes sure that the house is cigarette free, the writer shuts down his internet browser to avoid the temptation of checking online newspapers.

In these examples, a person fears that his future self will not share his current preferences. The current you prefers not having a chocolate bar to having one, but you fear that the person you will be in an hour will feel differently. In a sense, you’re engaged in a conflict with your future self.

Notably, this is different from merely fearing that your future self will not remember that which you presently have in mind. You’re acutely aware that you’re out of milk, but you fear that your future self (faced with the distractions of a thousand special supermarket offers) will (once again) forget to buy a certain dairy product. So you influence the cognitive focus of your future self by that powerful technique: The shopping list. This is not an example of the power of weakness, since your future self is not restrained, merely reminded of what he actually wants to do.

The power of weakness is not, however, limited to your battles with your fickle future self. Yes, I’m referring to the mass of mobile shapes commonly referred to as “other people”. At times, you want to limit your future options in order to elicit a particular response from someone else. This is something I’ll come back to ad nauseam, but a banal example is the commonly used strategy used whenever two people engage in that little left-or-right dance in which they need to move past each other without collision: To visibly commit to one side and avert one’s eyes (thus limiting one’s options as of this very moment). The message is this: We have no obvious way of solving this coordination problem and it doesn’t actually matter (i.e. no-one wins and loses) who does what, so I’ll simply choose left now thank you very much.

So, the power of weakness is: The phenomenon that, in certain situations, limiting one’s future options bestows a personal advantage.

Stay tuned for burning ships, suicidal drivers, kidnappers, speech acts, and bee wax.

The Power of Weakness 3: Norwegian News Flash

Trond Giske taler pフ NBF-møtet
Image 1: Trond Giske, Norwegian minister of culture

Technically we’re off topic here (unless our topic is very broad indeed) but I just realized that the near-Danes of Norway have taken a drastic approach to the lure of gaming.

Distressed with the rise of gambling addiction, the Norwegian government last year chose to ban all privately owned gambling machines. Lest riots should appear, the government is rolling out strictly controlled tailor-made machines which uphold a strict time and money limit and which are intentionally free of all the bells and whistles which normally attract gamers/gamblers.

Now, this is not directly related to the power of weakness, but a government is arguably a group’s way of controlling itself by adjusting the attraction of certain actions. I’ll get back to that in a later post. Right now I just thought that this was interestingly drastic and game-related to boot.

More details from Associated Press and for pictures of the unattractive wonder see VG.