Gode Ideer 2: Organisationens endeligt

Clay Shirky

Nye medier udsletter organisationer. Eller sagt anderledes: Nye digitale værktøjer forandrer det miljø, der tidligere gjorde det rationelt for individer at indgå i organiseret permanent samarbejde. Behovet for organisationer mindskes.

Clay Shirky, forfatter og New York University-underviser, udgav i 2008 bogen Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations. Bogen har én altdominerende pointe: Vi i den opkoblede verden er med stormskridt på vej ind i en tid hvor store – og før så øjensynligt naturlige – organisationer, mister deres relevans.

Here Comes EverybodyPragteksemplet er naturligvis Wikipedia. Før i tiden (læs: for 15 år siden) var det utænkeligt at man kunne skabe et navigerbart leksikon med 10 millioner artikler uden en gigantisk styrende organisation og ret formidable omkostninger. I dag er det muligt fordi samarbejdets infrastruktur er forandret.

Shirky ekstrapolerer sådan set blot på baggrund af en anden ide; nemlig en af økonomen Ronal Coase’s. Coase gik i 1937 i kødet på et spørgsmål der var yderst relevant set fra en neoklassisk økonomisk vinkel: Hvorfor findes der virksomheder? Hvorfor findes der ikke bare enkeltindivider, der dynamisk indgår i forbindelser i markedet?

Coase’s svar var, at en virksomhed, samlet set, kan have en række fordele sammenlignet med en mængde enkeltindivider. En virksomhed kan nemlig have lavere transaktionsomkostninger; de omkostninger som er forbundet med at operere på et marked, hvor man skal skaffe sig information om priser, indgå komplicerede kontrakter osv.

Det kræver en vis volumen at overskue markedets muligheder, og en betydelig administration at håndtere store projekter. Eller: Det gjorde det i hvert fald. Shirkys pointe er at vi i nogle sammenhænge er langt mindre afhængige af store omkostningstunge organisationer/virksomheder i dag. Du kan sætte et professionelt udseende webnyhedsmedie op på en weekend og, hvis motivationen da er på plads hos indholdsleverandører, behøver du ikke have mange omkostninger til drift.

Det må ikke være sjovt at være dagblad…

Gode Ideer 1: Den Lange Hale

Mplanet - The New Economy: Long Tail vs 80/20 - Chris Anderson

1990erne bød, foruden uskønt metaforisk webdesign, på store (nogle gange FOR store) tanker om internettets betydning i en større filosofisk kontekst. Så brast boblen, og det var som om den tankemæssige traurighed overtog scenen for en tid.

Men ikke mere.

I de seneste år er vi blevet forkælet med en lille håndfuld rigtig gode ideer; perspektiver på digitale medier som rækker langt udover konkrete enkeltsager og sammenfatninger af teknologiens lyksagligheder. Perspektiver som binder fænomener sammen ved at påpege mere grundliggende sammenhænge og dermed gør os klogere.

En af disse ideer er princippet om Den Lange Hale. For fem år siden, i 2004, skrev Wiredredaktøren Chris Anderson en artikel med titlen The Long Tail (som senere blev til en bog med undertitlen How Endless Choice is Creating Unlimited Demand).

Det er en ret simpel ide: I forhold til en klassisk industriel kontekst, har digitale produkter nogle andre vilkår for produktion og distribution.

Når det drejer sig om fysiske produkter, så vil omkostninger ved lagring medføre at en forhandler (eller en distributør) nødvendigvis holder sig til et stærkt afgrænset sortiment. Selv den største boghandler har kun et ekstremt lille udvalg af alle bøger på markedet. Det samme gælder for skohandleren, musikbutikken osv.

Når vi derimod har at gøre med digitale produkter, f.eks. digitaliseret musik, så falder omkostningen ved lagring og distribution af en enkelt enhed til næsten ingenting. En digital musikbutik skal ikke nødvendigvis sælge særligt mange kopier af en given sang før det sagtens kan betale sig at have den i sortimentet. I følge Andersons opgørelser udgør ikke-hits faktisk ofte en meget stor del af opsætningen hos digitale købmænd. Nedenstående graf antyder denne distribution: En analog butik vil kun udbyde de mest efterspurgte varer, mens en digital butik (der handler med digitale varer) kan tjene mange bække små på at sælge et stort antal forskellige obskure værker en sjælden gang imellem.

Den lange hale
Den lange hale

Denne egenskab ved digital handel med digitale produkter fører til langt større udbud og dermed, potentielt, til en mere pluralistisk kultur. Det er, i en nøddeskal, ideen.

I sin bog beskriver Anderson desuden hvordan vi kan håndtere denne digitale overflod. Nemlig ved hjælp af såkaldt kollektiv filtrering, som kort fortalt handler om at brugerne selv (ved aktiv handling, eller blot ved at agere efter egne interesser) kan sortere i virvaret. Hvis du var glad for Gill Partingtons The Axis of Evil Cookbook så kan du sandsynligvis også godt lide John O’Farrells An Utterly Impartial History of Britain or 2000 Years of Upper-class Idiots in Charge.

Vi kan også lade Anderson forklare det selv:

Jeg er megatræt af “dybe links”

Links.
Jeg er megatræt af diskussionen om “dybe links”. Faktisk var jeg allerede træt første gang jeg hørte betegnelsen for 8-9 år siden.

Umiddelbart handler diskussionen om kontrol, ophavsret og hvorvidt virksomheder må bruge andres produkter til at tjene penge. Og den diskussion blev så udmærket opridset på et nyligt DONA-arrangement, allervenligst videreformidlet af Kcast (jeg deltog ikke selv). Den, gennemsnitligt set, fornuftsbetonede paneldebat mundede dog ud i den pragmatiske konklusion at der er gode argumenter på begge sider og at det jo tydeligvis går fint nok alt sammen. Jeg er helt uenig.

Tværtimod synes jeg det går rigtig dårligt. Vi har en fuldstændig uklar retstilstand på et, også samfundsmæssigt, centralt område. Indenfor rimelighedens rammer kan man tolke at links (eller “dybe links”) er ulovlige og det gør så en betydelig del af befolkningen til lovovertrædere. Og det er rigtig uheldigt for retsfølelsen. Ligesom det var uheldigt da man frem til begyndelsen af dette årtusinde ikke måtte kopiere filer også selvom det muligvis ikke var i overensstemmelse med lovens ånd og uanset at det “gik fint nok altsammen”.

Det pragmatiske kompromis om at uklarheden jo ikke volder de store problemer, køber jeg heller ikke. Hvor mange offentlige institutioner undlader at linke (og laver dermed dårligere webtjenester) for at holde deres sti klinisk ren? Og hvor mange møder kræver det på landsplan at vedtage en sådan taktik?

Det er på tide at lovgiverne tager stilling. Jeg tror jeg sender en mail til SFs it-politiske ordfører for nu at starte et sted.

Fortsættelse følger…

Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme

The Dark KnightJeg er professionelt interesseret i filmwebsites, men du har muligvis ikke hørt at det britiske UK Film Council (der svarer omtrent til den mere proaktive del af Det Danske Filminstitut) netop har spenderet 1 million gode pund sterling på et nyt website (halvdelen er brugt på søgemaskineoptimering og onlinemarkedsføring).

FindAnyFilm er et interessant initiativ. Sitet giver englænderen med lyst til at se en film et total (+/-) overblik over hvor og hvordan filmen kan ses: Biograf, DVD, TV, Streaming eller download.

Det lyder måske som almindelig fornuftig digital folkeoplysning, men teknikken i den slags er ikke for børn: Dimsen skal tale med ofte opdaterede biografdatabaser (800 biografer er med), scanne tv-programmer (300 tv-kanaler p.t.), tjekke med iTunes og andet sjov.

Men strategien er også interessant. Intet (eller kun lidt) brugerinddragelse – ingen kommentarer, ingen wiki-agtig funktionalitet – i hvert fald ikke i den nuværende version. Umiddelbart spøjst, men efter min mening har man prioriteret helt korrekt: FindAnyFilm er svaret på spørgsmålet: Jeg vil se film X, hvad er mine muligheder?

Så mangler vi bare svaret på spørgsmålet: Hvordan får vi sådan en på dansk?

Mere omtale i The Guardian hvor PedaloPedro er ret uimponeret

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt

Freespace 2
Susana Toscas, Simon Egenfeldt-Nielsens og min computerspilgrundbog “Understanding Video Games” har i følge forlaget solgt hæderligt i sine første 8 måneder. Ole Ertløv Hansen har I øvrigt netop anmeldt den i tidsskriftet MedieKultur. OEH har pæne ting og sige, men hæfter sig også ved en række kritikpunkter, hvoraf flere er rimelige nok.
Bogen kan købes hos Adlibris for 174 kr. + forsendelse.

Sagt i al videnskabelighed

test tubes 2
Man hører ofte – i nogle medier – journalister karakterisere undersøgelser som henholdsvist videnskabelige eller uvidenskabelige.

Typisk anvendes de uvidenskabelige som oplæg til debat eller kritiske spørgsmål, mens de videnskabelige refereres og anvendes som var det sandheder mejslet i sten og afleveret pænt indpakket på et mellemøstligt bjerg.

Denne 2-deling udvisker desværre et væsentligt faktum: At en hvilken som helst undersøgelse (i princippet i hvert fald) kan placeres på et kontinuum mellem elendig/utroværdig og perfekt/troværdig. Kvalitet er ikke et enten-eller, men et kompliceret spørgsmål med rigtig mange variationsmuligheder.

Det afgørende for den korrekte placering er ikke om undersøgelsen lugter videnskabeligt (f.eks. ved at komme fra et universitet eller være udført af en “forsker”). Det afgørende er heller ikke hvem der har sponsoreret den (skønt en sponsor med interesse i et bestemt udfald bør afføde særlig skepsis). Det afgørende er udelukkende hvordan undersøgelsen er udført (og så har den akademiske verden nogle hårde selektionsmekanismer som selvfølgelig er troværdighedsskabende for en undersøgelse at have været i gennem).

Rent journalistisk, synes jeg der er to væsentlige pointer: Hvis en undersøgelse er elendigt udført og dermed komplet utroværdig, så hjælper det ikke noget at understrege at den er “uvidenskabelig” – så kan den simpelthen ikke bruges til noget som helst (andet end måske at starte en samtale). Og hvis en undersøgelse er født på et universitet, kan den stadigvæk godt være hjælpeløs, da især hvis den ikke har været igennem en hård review-proces.

Den erkendelse synes jeg ikke er lige stærkt rodfæstet på alle redaktioner.

Yderpoler af det forgangne år

New Years Fireworks 2008 033
Min omverden hævder hårdnakket at 2008 skulle lakke mod enden. 2008, min ven, jeg synes aldrig rigtig vi lærte hinanden ordentligt at kende. Men lidt nåede vi da at have med hinanden at gøre. Og i den reduktionistiske sidst-på-året-ånd vil jeg nu opgøre det på listeform:

Bedste faglitterære bog: David Weinbergers Everything is Miscellaneous. Og da i særdeleshed første halvdel. Weinberger er måske ikke menneskehedens mest præcise repræsentant, men EiM er et festligt sammensurium af klassifikationsneurotikere, antikke filosoffer og velturnerede omformuleringer af gamle sandheder. Clays Shirkys Here Comes Everybody var også god.

Bedste skønlitterære bog: Robert Harris’ The Ghost. Selvom den var langt fra så god som Imperium.

Bedste film: Måske trods alt Juno. Tvivlsom nykonservativ morale and all. Ku’ også meget godt lide The Prestige.

Mest sete film: Utvivlsomt Ronja Røverdatter. With a vengeance. And then some.

Mest hørte musik: Flaming Lips’ Yoshimi Battles the Pink Robots. Kun 6 år for sent. Der er håb.

Mest hørte sang i hjemmet: Uden konkurrence, Sys Bjerres Malene. Vi tager den lige et par gange hver aften med danseshow.

Bedste nye gadget: Okay, det er min iPhone. Jeg fortæller folk at jeg primært er glad for kalenderfunktion og smart adressebog. Men i virkeligheden er jeg vild med hver eneste lille obskure feature. Altså udover podcast-download-funktionen, der vist ikke er helt bagt færdig.

Bedste podcast: Mark Kermode’s film reviews. Kermode er den største. Dernæst P1s Mennesker og Medier (kom tilbage Lasse Jensen!), P1a Filmland (for langt til min ringe transporttid, lær af Kermode) samt Thielke+Westerkams Kommunikationscast (bare bliv ved).

Bedste spil: Desktop Tower Defense. Kulminationen på årtusinders spildesign.

Talk on user-generated content in virtual worlds

WoWScrnShot_022405_142053 copy

These are my slides for a panel talk on virtual worlds I’ll be giving today at the ECREA 2008 conference in Barcelona.

Constructive Communitites

View SlideShare presentation or Upload your own. (tags: user content)