Slides fra mit oplæg ved DADIU-kick-off, Askov Høskole, 31/8-2011.
Print er det nye vinyl
Som de mennesker jeg omgås på daglig basis er mere end klar over: Jeg har fået en Kindle og er glad for den. Samtidig er jeg die-hard fan af dødt træ. Så hvad skal det ende med?
På en journalistkonference for nylig udtalte John Bracken at “print er det nye vinyl”. Det giver god mening, for print (altså trykte bøger, magasiner mm.) er, ligesom vinyl…
- Upraktisk (ikke altid tilgængeligt)
- Svært at dele
- Synligt for andre (og dermed en identitetsmarkør)
- Synligt overfor en selv (og dermed noget man kan have en ikke-villet korrespondance med – man kan blive mindet om dets eksistens og indhold uden at søge det)
- Stærkt begrænset i sine anvendelsesmuligheder (og dermed ustressende og faciliterende for fokus)
- Dyrt pga. den irrationelle distributionsform
Digitale bøger er, i strore træk, alt det modsatte. Med en vigtig nuance: Ebogslæsere som Kindle adskiller sig fra mange andre digitale dimser ift. punkt 5. Din Kindle kan ikke bruges til alt muligt andet og, for nogle, er det meget positivt for oplevelsen.
Jeg hælder derfor til følgende forudsigelse: Paperbackformatet er færdigt. Med undtagelse af ekstreme situationer, så vil ebogslæseren være kronisk overlegen. Hardcover-bøger vil derimod stadig give mening, som gave- og prydobjekter og også som objekter man kan have et taktilt og nært forhold til. Og print vil i det hele taget fungere som en luksuspræget modgift til en hektisk hverdag. Det vil være et særligt selvforkælet aflukke hvor netop det at man IKKE kan foretage sig andet på samme tid bliver kardinaldyden.
Nu er problemet så bare, at hverken print eller “e” opfylder alle mine behov. Jeg er begyndt at tænke, at det er irriterende at jeg ikke kan læse min printbog, bare fordi den ligger derhjemme – og jeg er begyndt at savne at e-bogen står på hylden (især hvis den viser sig at være god). Så hvornår begynder e-bogen at følge med ved køb af printbogen til en fornuftig, beskeden merpris?…
Anmeldelse: Politikens iPhone-app
Politikens iPhone-app demonstrerer sin eksistensberettigelse. Men den illustrerer også formatets problemer og trænger efterhånden til lidt kærlighed.
For et år siden var stemningen, der omgav nyhedsapps til tablets og smartphones høj og fuld af lysegrønt håb.
Man havde – mente (og mener) repræsentanter for dagbladene – begået en brøler af episke dimensioner ved at ride med på informationshippiers vidtløftige drømme og stille webindhold til rådighed kvit og frit. Apps blev anset som en kærkommen undo-knap, en mulighed for at viske tavlen ren og få brugerne til atter at betale for omkostningstungt redaktionelt indhold.
Politikens iPhone-app var et ønskebarn, født i netop denne kortvarige tidslomme af håb. Jeg siger “kortvarig”, for mediehusene er ret enige om at virkeligheden (og brugernes betalingslyst) desværre ikke har stået mål med optimismen. Men jeg er blandt dem, som faktisk har lagt de beskedne 12 kroner om måneden i en rum tid – og her kommer min anmeldelse…
App’en ved første øjekast
App’en er, helt overordnet, en måde at tilgå redaktionelt Politiken-indhold – den er en nyhedslæser om du vil.
Indholdet er præsorteret i kategorier som vælges i en topmenu, der kan slides horisontalt. En kategoriforside indeholder i omegnen af 13 nyheder samt et antal billedgallerier (som dog er de samme i alle kategorier). Mens kategoriens topnyhed typisk præsenteres med et billede i hele skærmens bredde, vises alle efterfølgende nyheder på listen med en beskeden venstrestillet thumbnail.
Som bruger har du mulighed for at læse den enkelte nyhed i fuldtekst, “gemme” en nyhed i dit personlige arkiv eller dele nyheden via SMS, E-Mail, Facebook eller Twitter. Du har desuden mulighed for at indstille topmenuen som du ønsker, og du har mulighed for at søge i det avisen selv omtaler som “hele avisens digitale arkiv” (søgninger giver dog helt de samme resultater som en tilsvarende søgning på pol.dk).
For adgang til herlighederne skal du slippe 12 kr. per måned, en pris, der falder gradvist jo flere måneder du køber på en gang.
Det grafiske udtryk
Som alle dagblade er Politiken meget optaget af sit grafiske udtryk.
App’en skaber Politikengenkendelighed ved brug af logo, typografi og farvepalette, men undgår klogeligt at reproducere større elementer af papirtypografien. De skarpe kanter og de udpræget funktionalistiske grafiske virkemidler giver et lidt klinisk, men også velfungerende udtryk, der næsten demonstrativt sætter indholdet i centrum.
Vi komprimerer lidt hårdt her
Det er konsekvent gennemført med undtagelse af søgeinterfacet som insisterer på runde hjørner og et alternativt knaplayout, der virker lidt besynderligt.
Billeder på nyhedslisterne er bemærkelsesværdigt hårdt komprimerede, hvilket forekommer unødvendigt og småægerligt, især på det store tophistoriebillede.
Selve læseoplevelsen
Artikelvisningen – et overordentligt centralt element – er veldisponeret. Typografien er både markant og indbydende på en iPhone 4 og muligheden for at fjerne GUIen ved et enkelt klik er kærkommen.
De viste indholdselementer fungerer godt, men minimalismen tog dog nok en smule overhånd, da man valgte at slette diverse kontekstmarkører. Ret ofte kan man komme et stykke ned i en artikel før man (udelukkende pga. ordvalget) opdager, at der er tale om et debatindlæg fremfor en redaktionel – tilstræbt objektiv – artikel.
Og så kan man, som nævnt, dele indholdet. Og det er selvfølgelig her app-brugeren støder ind i det strømførende hegn omkring den afgrænsede app-have. App-udviklerne har meget rimeligt fokuseret på Facebook og Twitter, men personligt savner jeg mine gode venner Delicious og Instapaper. Du vil måske savne andre tjenester, og det understreger begrænsningen ved app-formatet, hvilket bringer os til…
Web vs. app
App’en kan næsten ikke vurderes på sine egne præmisser.
Man kommer uvægerligt til at sammenligne oplevelsen med nyhedslæsning i telefonens browser, og i denne sammenligning skal brugeren gerne føle at app-formatet tilføjer noget ekstra. Det gør Politikens, men kun lige akkurat eftersom bladring i nyheder jo netop er noget, der fungerer temmelig godt i en browser. Sat lidt på spidsen er mulighed for at redigere topmenuen, den eneste feature som man ikke umiddelbart ville have i en HTML-version. 12 kroner om måneden er ingenting, men nogle brugere vil nok føle at app-oplevelsen faktisk er værre end nyhedslæsning i browseren og så kan app’en være nok så billig.
App’en der ville være website
Problemet for Politikens app (og for mange tilsvarende apps) er at de fremstår som websites, der selv synes, de er for fine til HTML. Og det gør de fordi de så massivt fokuserer på tekstbaseret redaktionelt indhold, der netop gør sig absolut fint i det åbne webformat. Jeg kender ikke salgstallene, men min fornemmelse er at mange brugere finder disse appformater brugbare, men også ganske undervældende.
Vi kan godt blive enige om at udfordringen er ikke-triviel. Men hvis man et øjeblik glemmer redaktionelt udvalgte lister med nyheder, kunne man så ikke finde nyheds-appformater, der faktisk gav brugeren noget ekstra? Noget der med større vægt retfærdiggør at man skal downloade, betale, opdatere og huske at bruge sin app?
Er det et filminstitut i din lomme…?
Det Danske Filminstituts website består af godt 110.000 sider. Disse sider har siden februar kunnet ses i særlige, mobiltilpassede versioner. Dette indlæg skitserer logikken bag mobilsitet, valg, fravalg og erfaringer.
Så godt som alle større virksomheder og organisationer overvejer i disse år hvordan man bedst håndterer det forhold, at stadigt flere brugere har smartphones. Og ikke mindst hvordan man bedst håndterer det medfølgende ønske (nogle gange forventning) om at websites og andre webtjenester kan tilgås komfortabelt via den lille skærm.
I sin rendyrkede form har overvejelsen tre resultater. Organisationen kan vælge 1) at lade stå til, 2) at udvikle 1 eller flere apps eller 3) at tilbyde et website med layout tilpasset små skærme. Den optimale løsning afhænger naturligvis af organisationens målsætninger og målgrupper. Og den afhænger af organisationens forventninger til en teknologisk fremtid som – uanset hvilke anstrengelser man gør sig – henligger i en tåge af udpræget uvished.
På Filminstituttet valgte vi at hoppe ind i kampen ved at tilbyde et mobilwebsite (besøg dfi.dk fra en smartphone for at se det). Det var væsentligt for os, at sitet ikke skulle medføre væsentligt merarbejde i dagligdagen, og vi valgte derfor en løsning, der var fuldt integreret med vores eksisterende webløsning. På denne måde kunne vi “mappe” samtlige eksisterende sideskabeloner og indholdselementer til alternative, mobile versioner (eller til “ingenting”, så at sige – en del indholdselementer vises slet ikke i mobilversionen). Målsætningen om minimalt ekstraarbejde lettes af at indholdselementer som f.eks. billeder typisk skal nedskaleres, hvilket fint kan klares uden menneskelig mellemkomst.
Desktopversion og mobilversion af samme side
Don’t make them think
Vi valgte desuden en løsning med device detection. Ankommer man til en dfi.dk-adresse med et styresystem, som er på vores “mobil-liste”, får man automatisk mobilversionen. Til gengæld er det nemt at fravælge, hvis man savner desktop-udgaven. Visse store sites har mobilversioner som man kun ser, hvis man føjer småarbitrære elementer til URLen – men der er jo ikke nogen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de behøver at være.
320 pixels for nu
Pixel-mæssigt valgte vi en løsning optimeret til 3.-generations iPhone (dvs. 320px i bredden), da denne opløsning var i overvældende overtal blandt vores mobilbrugere. Denne beslutning er selvfølgelig aldeles pragmatisk og mestendels gearet til at holde udviklingen simpel i første omgang. Man kunne sagtens forestille sig et egentligt responsivt design – der mere intelligent tilpasser sig en bred vifte af skærmopløsninger – engang i fremtiden.
Navigation og IA
Man besøger typisk ikke – konkluderede vi – et website på telefonen for slavisk at bane sig vej igennem niveauerne til man finder en helt særlig, esoterisk underside. Fuld reproduktion af desktop-sitets navigationsmuligheder ville desuden være både vanskelig, tung og uæstetisk på mobilsitet. Så vi valgte et stærkt nedbarberet informationshierarki, hvor desktop-sitets ca. 10 sektioner blev til 4. Og vi valgte dermed at se stort på det klassiske web-IA-princip, der siger at alle indholdselementer skal nedstamme i lige (navigérbar) linje fra sitets forside. På mobilsitet kan man ikke navigere sig frem til alle sider fra forsiden, og man kan – via sitets søgemaskine eller vores ven Google – med lethed komme til sider som ikke “bor” noget sted i sitets (synlige) struktur. Vi forventede at dette ville være helt uproblematisk og må på baggrund af erfaring konkludere at det er helt uproblematisk.
Og hvordan er det så gået?
Før mobilsitet havde vi omtrent 300 mobilbesøg om dagen, og det har vi stadig. I det hele taget har vi ikke observeret en eneste markant ændring i den overordnede brugeradfærd (dog en aaaanelse flere sidevisninger per besøg).
Det er interessant. Det antyder at mobilbrugere er så målrettede i deres webbrug – og så sjældent navigerer ret meget rundt på et website – at deres adfærd ikke umiddelbart lader sig flytte af design/IA.
Det er dog vores klare opfattelse – understøttet af de beskedne undersøgelser vi har foretaget – at selve smartphone-brugeroplevelsen er blevet eksplosivt forbedret. Du er hermed opfordret til selv at mærke efter :-)
Our video game text book gets an extra life
In the year of our Lord 2008, Simon Egenfeldt Nielsen, Susana Tosca and I published our introduction to video games and video game studies Understanding Video Games (unabashedly subtitled “The Essential Introduction”).
The sales data was always semi-abstract to me, but our publisher just informed us that they are “very happy with its success”. It’s been taken up by quite a few game courses and would we do a revised 2nd edition? Lest our work become the less-than essential introduction, we’ve agreed :-) ETA: 2012.
Now, if you’ve read or actually used our book, we’d be very interested in hearing from you. What works, what doesn’t? What are the most important sections to update? What specific recent developments (or titles) should we cover?
Write me at jonas@autofire.dk or use the comment field or your telepathic powers. Thanks!