Hvem skulle have troet det? 2013 var året hvor væksten i salg af e-bøger stødte ind i en urokkelig mur.
Nedenstående graf var, efter min mening, årets mest interessante. Den viser væksten i det amerikanske e-bogsmarked; en vækst der i flere år fik den helt store dommedagstypografi frem, men som nu er forsvundet. Fra 252% vækst mellem 2009 og 2010 var vi nede på 5% fra 2012 til 2013 (målt på solgte enheder).
Udviklingen er ret bemærkelsesværdig. Selvom p-bogsmarkedet er svagt faldende (og en lille stigning for e-bøger ikke er helt så uvæsentlig endda) er det jo stort set ensbetydende med at e-bogsmarkedet (i nogle regioner) har ramt et plateau.
Det har ikke skortet på forklaringer, se f.eks. Nicholas Carrs udmærkede spekulationer. Disse betragtninger redegør fint for e-bogens begrænsninger, men jeg synes ikke helt de forklarer selve vækstkurven. At noget, der voksede så eksplosivt, skulle stabilisere sig så hurtigt virker overvældende. Har du en god forklaring?
2013 blev året hvor store dele af den vestlige verden udviste fremskredne tegn på tryghedspsykose. Det har faktisk været et katastrofeår.
Vi har hørt det igen og igen, men smag alligevel engang på følgende. Den amerikanske efterretningstjeneste NSA bygger gigantiske datacentre, hvor de kan analysere og lagre store dele af internettets enorme trafik. Detaljerne er uklare, men indsamlingen sker formentlig i en eller anden form for samarbejde med nogle af nettets største og mest magtfulde aktører som Facebook, Google og Apple.
I USA, hvor befolkningen ofte udtrykker sin skepsis til regeringsmagtens ansvarlighed opretter man altså et overvågningssystem, der i sin finmaskethed (om end selvfølgelig ikke i sine effekter) får alt hvad undertrykte befolkninger bag jerntæppet kendte til at blegne. Og samtidig lader man institutioner under Homeland Security svulme stort set udenfor lovgivernes kontrol.
New York Times har refereret NSA-dokumenter, der beskriver hvordan også mere almindelig dansk internettrafik (formentlig) overvåges. Og på denne baggrund fastholder vores statsminister at hun “ingen grund” har til at tro, at NSA overvåger i Danmark. Måske ligger denne angiveligt manglende grund til bekymring bag regeringens beslutning om at lade TDC’s centrale 4G-netværk bygge af kinesiske Hauwei som hverken amerikanerne eller briterne har tillid til. Og bag tilliden til at statens største it-leverandør, det amerikanske CSC der har tætte økonomiske bånd til NSA, “selvfølgelig” overholder dansk lovgivning som Digitaliseringsstyrelsens direktør Lars Frelle-Petersen har udtalt.
Men i Danmark har vi også vist os som store tilhængere af at overvåge os selv på nettet. Således har vi siden 2007 påbudt internetudbyderne at lagre detaljer om stort set al internetbrug (via de såkaldte logningsregler). En langt mere vidtgående praksis end den som EU påkræver. Repræsentanter fra Enhedslisten har udtrykt bekymring ved forholdene, som altså ligger langt fra beslægtede landes niveau. Men justitsminister Morten Bødskov har modgået kritikken med henvisning til bekæmpelse af børneporno. Selvsagt altid et kraftfuldt argument, men altså ikke et som på samme måde trumfer beskyttelsen af privatliv i vores nabolande.
Nu tænker du måske, at det bare er mig, der hænger fast i et romantisk billede af en fiktiv, analog fortid hvor mennesker mødtes ansigt-til-ansigt og gav håndslag på at være rare ved hinanden. At jeg er en maskinstormer som allerhelst så internettet udsat for den store delete-knap. Tværtimod. Jeg skal faktisk indrømme, at jeg har set mere end skævt til de overvågningsbekymrede i mange år. Jeg har lystigt delt ud af tanker, holdninger og kagebilleder på sociale medier, og gør det stadig. Det faktum at data om mine præferencer kunne videreudnyttes kommercielt har været mig inderligt ligegyldigt. Og jeg har skålet på den transparens – og den bemyndigelse af individer – som jeg mener de sociale medier ubestrideligt har medført.
Men selvom mange synes at have svært ved at acceptere denne skelnen, er afgivelse af bestemte typer information til individer og virksomheder ikke det samme som at bifalde omsiggribende statslig overvågning af borgerne. Det er påfaldende, hvor mange der accepterer Google-direktør Eric Schmidts udtalelse fra 2009 om at “Hvis der er noget, som du ikke ønsker at nogen skal vide, så skulle du måske ikke gøre det overhovedet” som universelt fornuftig. Forstå mig ret. Selvfølgelig er der tale om en afvejning. Politiets tilstedeværelse kan afskrække kriminalitet og menneskerettighedsorganisationers overvågning kan sætte spot på krænkelser. Og så videre, og så videre. Men overvågning af NSA-typen medfører (udover diverse juridiske spørgsmål) praktiske problemer i tre kategorier.
For det første medfører overvågning en tendens til forsigtighed og til at man arbejder efter bogen. Det er selvfølgelig ofte selve ideen med overvågning, men ofte også en stor ulempe. Når mange universitetsundervisere er skeptiske overfor automatisk videostreaming af deres forelæsninger er det ikke kun fordi de er bange for at blive afsløret som dårlige undervisere. Det handler lige så meget om den sikre viden om at et ukendt publikum vil gøre undervisningen stiv, uspontan, ukontroversiel og dermed dårlig. Som Hubert og Stuart Dreyfus forklarede i deres bog “Mind Over Machine” fra 1986: At arbejde efter bogen er noget begyndere gør. Ekspertise er netop at vide hvornår reglerne skal tilsidesættes. Og at vide hvornår der skal tænkes udenfor rammerne og udvises forståelse for kontekst og undtagelser.
For det andet er ideen om at analysere “al” data på utallige måder for at finde farlige forbindelser og dermed øge transparensen i praksis selvundergravende. At pudse avancerede algoritmer på bjerge af data og derefter lade forskellige mekanismer træde i kraft som følge af deres resultater vil føre til alt andet end gennemsigtighed. Tværtimod er det opskriften på en kafkask uklarhed hvor ingen, eller meget få, kan gennemskue systemernes logik. Vi vil blive udsat for effekter af processer som ingen i praksis vil kunne gennemskue. I august i år fortalte danske Tobias Linde Schanz hvordan han var blevet nægtet indrejse i USA, men ikke kunne få oplyst årsagen. Hans bedste bud var at han havde fået et telefonnummer som tidligere havde tilhørt en terrormistænkt. Hvem ved? Formentlig ikke ret mange. Velkommen til en tilstand af uvished og uigennemskuelige processer.
For det tredje – og dette er måske det helt centrale – bygger NSA-modellen på en helt igennem usandsynlig præmis, nemlig at de pågældende institutioner kan forvalte deres ansvar. Selvfølgelig kan de ikke det. Maskiner og firewalls vil blive kompromitteret. Men der er også mennesker involveret her, og over tid vil flere af dem – uden skygge af tvivl – i perioder være desperate, stressede, hævngerrige, fulde, umoralske, utilfredse eller under pres. Og så vil personfølsom data selvfølgelig slippe ud. Lyder det paranoidt? Tror du at højt trænede specialister og politisk opmærksomhed er en garant for at systemerne vil holde tæt? Den danske rigsrevision fortalte i november om hvordan politiet har brudt reglerne omkring dna-registeret og hvordan datasikkerheden var mangelfuld hos både Statens Serum Institut og Forsvarets Efterretningstjenester. “Der har været for lidt ledelsesmæssig bevågenhed på it-sikkerheden i staten,” vurderede kontorchef i Rigsrevisionen Michael Kubel. Men hvad med amerikanerne? Tja, præsident Obamas stort anlagte sundhedsreform og politiske troværdighed har i de seneste par måneder været under stormangreb fordi verdens mest magtfulde regering ikke har kunnet få healthcare.gov til at køre stabilt. Om så præsidentens job afhænger af det, er det åbenbart svært at få en hjemmeside til at fungere. Tilgiv mig, men det vi med sikkerhed kan regne med er at opsamlede data vil blive lækket og misbrugt. Man kan mene, at det er en pris, der må betales for tryghed, men lad os ikke foregøgle hinanden, at der er styr på tingene.
2013 har budt på afsløringer og udtalelser, der massivt bør have påvirket vores tillid til både danske og amerikanske myndigheders strategier og holdninger i forhold til overvågning. Og vi har fået åbenbaret en holdning til dataarkivering, der næsten kun kan kaldes neurotisk. Vi har skubbet til tilliden mellem regering og folk på en stærkt ubehagelig måde, og vi har fået gjort mange af de positive visioner, der med nogen ret har knyttet sig til internettet til latterfremkaldende vittigheder. Og med enkelte undtagelser har danske politikere – stiltiende om ikke andet – accepteret at det må være sådan.
Det er egentlig forbløffende, hvor meget man kan nå på bare et år.
Dave Eggers digitale dystopi ‘The Circle’ tager de sociale mediers allerværste aspekter, lader dem hæve til ekstreme dimensioner og klasker dem nådesløst i hovedet på læseren.
For unge, ambitiøse Mae Holland er et job hos verdens absolut førende sociale medie, The Circle, en rendyrket ønskedrøm. Med hængende underkæbe får hun fremvist firmaets glitrende campus, befolket af højt begavede unge himmelstormere, som alle føler historiens vingesus: De føler, at de bekæmper fortidens mørke ved at kaste lys over alt. ‘Everything that happens, must be known’, hedder det.
Skønt virker det, men meget hurtigt hører vi også – iblandet diverse beskrivelser af corporate vanvid – om hvordan den ophøjede målsætning bliver en altfavnende sandhed, som forfølges nådesløst og fundamentalistisk. Hemmeligheder, diskretion og privatliv er trusler mod den nye verdensorden og behandles hånligt og afvisende af de rettroende.
For sin utilslørede afstandtagen fra sociale mediers overfladiskhed og Silicon Valley-forestillingen om at demokratiske mangler kan udbedres med et idiotsikkert teknologisk fix har forfatter Dave Eggers påkaldt sig masser af modvilje. Wired har f.eks. erklæret at Eggers ganske enkelt ikke forstår internettet.
The Circle kan da bestemt også anklages for mange grimme ting. Den er vitterligt lige så subtil i sin kritik som et løbsk trykluftsbor og minder på denne måde om de noveller din dansklærer proppede ned i halsen på dig i 8. klasse, før nogen vurderede, at du var klar til rigtig voksenlitteratur. Karikaturen står også til dels i vejen for persontegningen. Flere gange foretager hovedpersonerne simpelthen beslutninger og når konklusioner som er klart hinsides al rimelighed i disse personers stræben efter den totale gennemsigtighed. Venner svigtes, familie fremmedgøres og moral bortgemmes i et stort sort hul. Det kan nogle gange blive for meget.
Men bogen er en satirisk overdrivelse. Litterært kan det være et problem, men du kan ikke rimeligvis kritisere George Orwells ‘Animal Farm’ på baggrund af at den er en urealistisk beskrivelse af livet på en bondegård. Selvfølgelig er Eggers ikke ude på at skildre den sociale, digitale verdens kompleksitet. Han tager dens værste sider og den mest problematiske tankegods; forstørrer og fremskriver dem nådesløst. Han viser deres fascistiske potentiale. Han overdriver så absolut, men hans beskrivelse af kronisk over-sharing, foragt for privatliv og det fladpandet kommercialiserede kredsløb af reviews, ratings og binære vurderinger af komplekse emner (liker du, eller liker du ikke) bør ramme læseren som et stød i maven.
‘The Circle’ er social media horror. Læs den før hjernevasken er komplet.
Ifølge Dave Eggers’ ‘The Circle’ er vejen til fascisme brolagt med sociale medier. Jeg har skrevet en anmeldelse. http://t.co/Rb48vcy0Tr
Alt for mange dygtige mennesker spilder for meget tid på at overveje hvordan deres store website skal struktureres. Men det er tid til at pensionere de slidte designmetaforer, for moderne websites skal struktureres på alle måder samtidigt.
Bare rolig, der er intet nyt i det jeg fortæller her. Samtlige tanker vil være kongerigets kløgtige user experience-designere bekendt. Jeg har dog tit manglet ét sted at henvise til og så er det nogle gange nemmest bare at gøre det selv.
Der eksisterer en slags “spontan” tilgang til opbygning af komplekse informationssystemer (vi siger bare “websites” fra nu af, ikke?). Den bygger på en bygningsmetafor: Et website er som et hus. Med i baggagen følger ideen om at elementerne skal placeres helt præcist i forhold til hinanden. Køkkenet skal placeres strategisk i forhold til stuen osv. Oversat til udviklingsworkshop taler vi her om at bruge mange timer af dit og mig liv på at diskutere den optimale placering af websitets indholdselementer.
Denne måde at tænke på er uheldig på mange måder. Men det største problem er, at præmissen er forkert. I et hus kan køkkenet kun være ét sted, men på et website kan et givent element placeres så mange steder som du har lyst. På et fysisk bibliotek kan en bog stå placeret efter ét overordnet organiseringssystem, men på et digitalt bibliotek er der ingen grænser for hvor mange principper indholdet kan organiseres efter (forfatterens navn, udgivelsesår, udgivelsessted, popularitet, originalsprog, begyndelsesbogstav, forholdet mellem vokaler og konsonanter osv.).
Med andre ord: Man spilder sine kræfter, hvis man leder efter den optimale struktur for websitets indhold. Der er ingen optimal struktur og det er ikke vigtigt.
Arbejdet handler i stedet om at dele indholdet op i bidder med så mange relationer mellem hinanden – og med så stor fleksibilitet – som muligt. Dette indebærer tre ting:
Alt indhold skal opbygges så modulært som muligt: Hvis du har et ord for et delelement (f.eks. “overskrift” eller “faktaboks” eller “hovedbillede”) så sørg for at det bliver adskilt fra de andre delelementer.
Indhold skal udstyres med metadata: Jo flere metadata, jo flere organiseringsmuligheder.
Indhold og præsentation skal adskilles mest muligt: Mindsk enhver fristelse til at definere design samme sted som indholdet defineres. Brug løgn, trusler og bestikkelse med chokoladefrøer for at få alle redaktører til at overholde dette princip.
Billeddelingstjenesten Flickr har altid været gode til metadata. Alle data om et billede bruges til at sætte det i relation til andre billeder.
Nu er du så nået dertil, hvor du kan se dit design som én aktualisering af dit indhold og du fortjener ærligt talt en fanfare for at have nået denne intellektuelle milepæl. Men hvad vigtigere er: Du kan nu langt nemmere, hurtigere og billigere udvikle nye funktioner eller varianter af designet til andre platforme eller formål. Og endnu bedre: Da dit indhold er fleksibelt og adskilt fra design, er dit næste redesignprojekt (design holder som bekendt langt kortere end det meste indhold) gjort uendeligt meget nemmere, billigere og mindre smertefuldt.
DR Nyheder udbredte sig vidt og bredt om, at skilsmissetallet for yngre par er faldet. Det viste sig at være – i bedste fald – temmelig misvisende. Radioprogrammet Detektor bad den ansvarlige redaktør forholde sig til problemet. Det gik så ikke så godt.
Nogle gange, faktisk ikke så sjældent, skal man bare lade folk tale helt selv. Jeg holder mig derfor fra at kommentere nedenstående. Blot en smule baggrund:
DR kørte – på alle platforme – nyheden om at færre yngre par bliver skilt. De baserede udsagnet på tal fra Danmarks Statistik, der viste at:
I forhold til 1999 er der ikke sket nogen særlig udvikling
I forhold til 2006 er der sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par
I forhold til 2004 er der sket et fald i skilsmisser blandt yngre par
Man har med andre ord valgt et helt arbitrært årstal (2004); med et andet årstal som udgangspunkt ville historien have været en ganske anden.
Detektors Thomas Buch Andersen konfronterede DR Nyheders indlandschef Lars Steen Pedersen med dette. Nedenfor kan du læse deres dialog.
Lars Steen Pedersen: Jamen, altså grunden til at vi vælger 2004, det er fordi vi ønsker at tage udgangspunkt i 2004. For ikke at gå for langt tilbage i forhold til de ændringer på mønster af hvor mange der bliver gift og så videre.
Thomas Buch Andersen: Hvis I så for eksempel havde valgt at tage tallene fra 2006, som jo også ligger lidt tættere på, og så får I de seneste 6 år, så ville I kunnet have lavet den modsatte historie, altså at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par. Hvad tænker du om det?
Lars Steen Pedersen: Nå, men altså nu tager vi udgangspunkt i 2004 og det er det vi, som du også selv fortæller om, det er de tal vi får trukket fra over den periode og vi får valideret tallene af Danmarks Statistik.
Thomas Buch Andersen: Men de tal I får fra Danmarks Statistik, de starter ikke i 2004 sådan som jeg forstår det. De starter i 1999 og går frem til 2012. Så det er jer, der træffer et valg på et tidspunkt, der siger, vi starter med at kigge på 2004 og frem til 2012.
Lars Steen Pedersen: De tal som vi får fra Danmarks Statistik er nogle tal, som de renser og bearbejder for os, så vi kan få de mest retvisende tal der er.
Thomas Buch Andersen: Men tallene fra 2006 og frem til 2012 er jo også valideret af Danmarks Statistik.
Lars Steen Pedersen: Jamen altså nu, nu bliver du ved med at køre rundt i noget med nogle forskellige årstal. Det vi kan tage udgangspunkt i er det som er det som lytterne kan tage udgangspunkt i, det er det indslag vi rent faktisk laver. Og der tager vi udgangspunkt i 2004 frem til 2012. Og det vi lægger frem, og det er det man skal forholde sig til, det er jo de ting som er valideret af Danmarks Statistik. Og det er valideret af de eksperter, også dem som medvirker i indslaget. Og det har de gjort, inden at vi bragte indslaget, og det har de gjort efter at vi har bragt indslaget. Så det er jo det, der er det væsentlige i det her.
Thomas Buch Andersen: Ville det ikke have været en lige så god historie, at der er sket en stigning i skilsmisser blandt yngre par?
Lars Steen Pedersen: Jamen, lad os nu forholde os til det indslag vi laver, og det er det der er det vigtige i det her.
Thomas Buch Andersen: Tak til indlandschef for DR Nyheder, Lars Steen Pedersen
I oktober udgiver Nintendo deres håndholdte 3D-konsol i en ny version. Uden 3D. Og det er sikkert klog, for 3D er en teknologi som meget få rigtige mennesker gad se nærmere på.
For seks år siden talte gravalvorlige stemmer om at internettets naturlige, næste udviklingstrin var 3D. Repræsenteret ved det massivt overomtalte Second Life. Drømmen imploderede (heldigvis) hurtigt med et stumpt “plumpf”.
Ikke desto mindre repræsenterede tanken om at 3D nødvendigvis er 2D overlegent en næsten usårlig forestilling. Spil- og konsolproducenter udbredte sig om 3D-projektionens lyksagligheder, men som Nintendo 2DS og mange andre sigende omprioriteringer så tydeligt viser, havde man lige glemt det der med at spillerne også helst skulle kunne se fidusen (med eller uden briller).*
2D er det nye 3D
Det samme gjorde sig gældende hos verdens tv-producenter, der satte prangende 3D-klistermærker på deres produkter. Også selvom tv-køberne modtog nyskabelsen med rungende ligegyldighed. Både BBC og amerikanske ESPN opgiver nu deres 3D-udsendelser. Ingen ser det alligevel.
Biografbranchen er eneste tilbageværende bastion. I biografmørket har 3D udvist en vis levedygtighed, selvom den generelle begejstring også her hurtigt kølnede.
Man kan vælge at grine eller græde af alt dette. Men det interessante – ja, decideret mystiske – er hvordan så mange brancher med en sådan iver kunne forfølge en så (viser det sig nu) eklatant ringe ide. 3D-projektion er jo en rent teknologidrevet innovation. Det er noget man kan fremstille, men også noget man – hvis man faktisk er i stand til (og gider) at foretage gyldige brugerstudier – burde kunne opdage ikke holder.
Jeg er tilbøjelig til at mene, at teknikbegejstrede teknikere i dette tilfælde fik lov at styre udviklingen i en åbenlyst fjollet retning. På den anden side: Der var vel heller ikke et velartikuleret folkekrav om at man skulle udvikle tonefilm, farve-tv og SMS. Når du som hårdt prøvet CEO skal afgøre om udviklingsafdelingens seneste påfund er grums eller guld, er der så åbenlys, synlig forskel på de nævnte ideer?
Måske skal vi bare indse at selv mastodontiske – påstået fornuftstyrede – teknologiproducenter langt hen ad vejen famler i blinde. Spåkunst er svær. Men du kan i hvert fald roligt smide dine 3D-briller ud.
* Det er min blog, så jeg må gerne blande tingene lidt sammen. Men 3D-modellering (a la Second Life) er selvfølgelig forskellig fra 3D-projektion (a la 3D-tv). Min pointe er, at mange er faldet for påstanden om at 3D per definition er bedre end 2D.
“Facebook må reguleres” mente Politiken på lederplads den 13. juli i år. Det mener kommunistpartiet i Kina sikkert også, hvilket understreger ideens svaghed. Men regulering er heller ikke løsningen, for problemet med Facebook er os selv.
I kølvandet på Peter Øvig Knudsens nøgne hippier og deres omdiskuterede kollision med Facebooks bornerthed, har flere politikere raslet med sablerne. Facebook har for meget magt til at kunne eksistere uden regulering, hævdes det. Politikens lederskribent er enig og foreslår at sætte hårdt mod hårdt ved at trække anti-monopolbestemmelser af stalden.
Man kan diskutere, hvorvidt Facebook har et reelt monopol (jeg er skeptisk) men den diskussion vil jeg overlade til andre. Lad os i stedet se kort på det populære forslag om at overtale Facebook til at anlægge et mere europæisk perspektiv på verden.
For nu at gå direkte til elefanten i rummet: Facebook kommer ikke til at lægge Europæiske værdier om ytringsfrihed, her eksemplificeret med nøgne blomsterbørn, til grund for sine politikker. For så vil andre regioner (arabiske lande, asiatiske lande, afrikanske lande osv.) naturligvis også omgående spæne ned til postkassen med en lang række krav. Og disse krav vil i nogle tilfælde være modstridende. Det ville næppe fungere, og vi ville endda kun nå til dette punkt, hvis europæerne faktisk kunne blive enige. Men sydeuropæere har ikke helt samme frigjorte seksualmoral som danskerne.
På Facebook kan dit parforholdsstatus angives til “It’s complicated”. Det samme er jo ytringsfrihed, set fra Californien. For det er ikke mange måneder siden, at Facebook kom under kraftig beskydning for ikke at censurere. Forargelsen var nemlig massiv, da Facebook ikke umiddelbart mente, at de skulle fjerne en række kvindefjendske sider, der i nogle tilfælde forherligede voldtægt.
Hermed ikke sagt at man skal gå og have ondt af den lyseblå gigant. Man skal bare forstå, at interesserne er ekstremt mangfoldige og at Facebook netop er stort fordi tjenesten i en vis forstand orienterer sig i forhold til forargelsens laveste fællesnævner.
Men spørgsmålet er nu også, om den opblussede modvilje mod Facebook ikke drejer sig om noget helt andet end Peter Øvig og de europæiske frihedsidealer. Når danske politikere, som ofte selv har glæde af Facebook, kritiserer tjenesten giver de udtryk for det samme had-kærligheds-forhold som de fleste almindelige brugere lever med. Den glæde man kan føle ved en “like” eller en rosende kommentar er jo, for mange mennesker, forbundet med et mildt selvhad. Interaktionen virker overfladisk og vi ville ønske vi var mindre interesseret i konstant bekræftelse.
Denne følelse har en pendant i et lidt større perspektiv. Politikere ved godt, at man nok burde undgå Facebook. Man burde undgå at lade den offentlige debat foregå i profitorienterede amerikanske rammer, hvor enhver med respekt og interesse for klassisk privatliv med rette tager sig til hovedet. Det er blot så afsindigt nemt og effektivt, at man falder pladask for fristelsen. Facebook er som en islagkage. Du ved at du burde takke nej, men den står lige foran dig og den smager fantastisk.
Dialog og debat er glimrende. Men det vil aldrig få Facebook-ubehaget til at gå væk. For ubehaget handler om vores egen selvrespekt, og den kan nok så mange EU-høringer ikke gøre ret meget ved.
For 10 år siden var det tydeligt at computerspil stod ved en milepæl. Nu kunne det kun gå en vej: Mod stadigt større kulturel anerkendelse. Og så alligevel ikke.
Computerspillet som underholdningsform har selvsagt masser af venner: Alle dem, som holder af en god omgang Assassin’s Creed, League of Legends eller Wordfeud. Men samtidig er computerspillet som udtryksform eller kunstart så godt som venneløst. Dette er temmelig forbløffende. Forbløffende fordi alle tegn, i så mange år, pegede i den modsatte retning. Nemlig på at computerspil nu var lige ved at være bredt kulturelt anerkendt som et medie på linje med film og litteratur. Ja, det virkede som om det kun lige handlede om at få de sidste detaljer banket på plads og så ville kulturpengene flyde og kunstmuseerne tage imod de digitale værker med åbne arme. Sådan er det ikke gået og det er på mange måder et mysterium. Lad os se om vi kan blive klogere.
Jaget vildt
I 2012 havde computerspillet 50-års jubilæum (regnet fra “Spacewar” fra 1962). Hørte du champagnepropperne springe og skåltalerne give genlyd i alle medier? Nej vel? Antiklimaks er næsten for pænt et ord, for begivenheden blev mødt af larmende tavshed. Eller det vil sige: Der var sådan set masser af støj. Den stammede blot fra de ophedede kontroverser, som omgav to lidet festlige emner: Vold og sexisme. I 2012 blev spilbranchen – hvis vi ignorerer en overflod af gode produktioner og kun ser på det bredere kulturelle aftryk – trukket igennem sølet to gange.
Først med anklager om generel, afstumpet voldsforherligelse bl.a. i forlængelse af en meget omtalt trailer til det danskproducerede Hitman: Absolution. Anklager som eksploderede i styrke i kølvandet på den tragiske skolemassakre i Newtown, Connecticut i december og stadig udløser højspændte krav om statslig indgriben mod voldelige spil i USA.
Dernæst som følge af heftig kritik af spilbranchens (og, sekundært, den mere dedikerede del af spillernes) forhold til kvindekønnet. Denne debat har altid ligget udspændt som en undertråd under en branche, der jævnligt er blevet kritiseret for en tyk overflod af testosteron og påfaldende mængder “damsels in distress”. Men med kampagnen #1reasonwhy, hvor kvinder i spilbranchen delte ud af lidet misundelsesværdige erfaringer fik den nyt og intenst liv. Godt suppleret af balladen om den amerikanske feminist Anita Sarkeesian, som med sin plan om at at undersøge kvinderoller i spil blev mødt af så aggresive verbale overreaktioner fra krigeriske mandlige spillere at Sarkeesians kritiske antagelser næsten ikke behøvede yderligere underbygning.
Vi var, med andre ord, så langt fra at fejre mediets kunstneriske meritter som man næsten kan komme.
På kanten af storhed
Der er, som nævnt, noget forbløffende over disse kontroverser. I 2002 delte MIT-medieforskeren Henry Jenkins sin tro på at “gaming is going to be the most significant art form in the 21st century”. Det var dengang Grand Theft Auto: Vice City fremviste en designmæssig overlegenhed, der affødte helt overvældende superlativer og hvor computerspil for alvor begyndte at røre på sig som forskningsfelt og som et legitimt område for universitetsstudier. Bøger, som hyldede spilklassikernes æstetik udkom i en lind strøm og store dele af spilbranchen talte meget om hvor meget kvinder – og sågar ældre medborgere – nu også var vilde med computerspil.
Samtidig begyndte flere progressive kunstmuseer at invitere spiludstillinger indenfor. Der var, kort fortalt, begejstring og optimisme i luften.
Begejstringens grænser
I Danmark var der dog to væsentlige tegn på at den kulturelle accept af mediet ikke kom helt så hurtigt og gnidningsfrit som nogle håbede. For det første så de “gamle” medier på med en vis overbærenhed. Film, litteratur og andre etablerede kunstarter – herunder menneskene bag – fyldte kultursektioner og -programmer til bristepunktet. Men (med enkelte undtagelser) er spil aldrig blevet behandlet på samme måde.
Om du så har den allerstørste tv-pakke, så skal du lede ihærdigt for at finde programmer dedikeret til spil. Da især, hvis du vil have disse spil behandlet i mere “modne” formater, som taler til det meget brede spektrum ift. køn og alder som spilbranchen så længe har påstået er publikummet. Andre har udvist lidt mere vægelsind, men Politiken valgte f.eks. sidste år i det store hele at udvise spilstoffet fra kultursektionen. Et temmelig sigende valg.
Det andet tegn på at begejstringen var mindre end universel var kulturpolitikken. For nu at gøre en lang historie kort, så har computerspil aldrig fyldt noget som helst på den kulturpolitiske dagsorden. Ingen kulturpolitiker – i hvert fald ikke en med direkte indflydelse – har nogensinde taget mediet til sig som andet end et beskedent figenblad. Der findes en spilstøtteordning, men politikerne har udpeget Filminstituttet til at forvalte den, og den kan uddele tæt på 1% af den sum som filmbranchen nyder godt af. Eftersom danske kulturpolitikere så nødigt vil tale om emnet, kunne man jo i stedet bruge denne fordeling til at konkludere at spil opfattes som 0.01 gange så vigtigt som film.
Hykleri?
Lad os nu være ærlige: Den danske kulturelite – herunder de politikere vi har valgt til at repræsentere os – opfatter ikke computerspillet som særligt vigtigt. Spørgsmålet er så nu “hvorfor?”. Svaret et komplekst, men her er mine bud.
For det første handler kulturpolitik jo ofte om at sikre tilvejebringelsen af produkter med et særligt danske præg. Det er dejligt nemt med film og litteratur for her kan man skele til om historien foregår i Danmark og er fortalt på dansk. Desuden kan man relativt nemt afgøre hvad historierne handler om og vi kan endda også – for det har vi brugt mange år på at lære i skolen – afgøre hvad de handler om på et mere abstrakt niveau (kærlighed, død, finanskrise, integration osv.). Hvis et computerspil er på dansk, er det ofte bare som et sprogvalg blandt mange og computerspil foregår sjældent i Danmark, for de foregår i det hele taget sjældent på konkrete geografiske lokationer. Desuden handler spil ofte ikke om noget i den klassiske narrative forstand, og hvis de gør, er handlingens dybde ofte tættere på “Die Hard” end på “Profeterne i Evighedsfjorden”. Det er selvfølgelig fordi computerspil så at sige handler om handling, at de “handler om” analyse og valg snarere end om fortællinger. Og det gør det ofte temmelig svært at tænke sig et særligt dansk spil. Analyse, valg og eksperiment er typisk af mere universelt og mindre nationalt tilsnit end historier om dansktalende mennesker i København.
Spilbranchen og mediets fortalere gør det dog heller ikke voldsomt nemt. Kulturjournalistikken er jo en slags kampplads. Man skal skubbe på og kunne levere de interessante vinkler på produktet og det investerer flere andre kunstarter masser af ressourcer i. Skåret over en kam, har spilbranchen ikke dette fokus, blandt andet fordi danske spilvirksomheder ofte er for små til at have deciderede pressemedarbejdere. Men måske også typisk fordi man udspringer af et teknisk udviklingsmiljø snarere end af kulturindustrien. Man har ofte ikke erfaring med kulturjournalistikken logikker og måske er man ofte også ret ligeglad.
Spilbranchens øvrige fortalere har nu heller ikke i overbevisende omfang været i stand til at formulere, hvad det er der gør mediet så væsentligt. Faktisk tror jeg at selv den mest velmenende kulturpolitiker vil mangle ord til at forsvare et fokus på computerspil. For kun meget sjældent svinger nogen sig op til en både forståelig og troværdig beskrivelse af mediets mere overordnede kvaliteter. Og det er der brug for, hvis spil skal ses som andet end leg og let underholdning.
Forfærdeligt?
Ser det hele så sort ud for computerspillets kulturelle anerkendelse? Selvfølgelig ikke, en del undtagelser bekræfter reglen. Computerspil som forskningsområde på universiteterne – og uddannelsesinitiativer som den nationale DADIU-uddannelse – er signaler om accept. Det samme er det når Jacob Stegelman, kendt fra DRs Troldspejlet, får en fast spilklumme i filmmagasinet EKKO og når Weekendavisen har valgt at behandle spilkritik med ganske stor seriøsitet. Og når MoMa i New York vælger at udstille fjorten computerspil som en del af den aktuelle udstilling “Applied Design”.
Man kan naturligvis også anlægge det perspektiv at kulturel anerkendelse er inderligt ligegyldig. For spildesign-disciplinen har det fint, uanset hvad gamle medier måtte vælge (ikke) at skrive. Det massivt prisvindende PS3-spil “Journey” fra sidste år er kun ét eksempel på succesrig kombination af forretning og imponerende kreativitet. Hele vejen fra det snævert kunstnerisk motiverede til indkøbskurvene i de store “app stores” vrimler det med produktioner som skubber til udtryksformens grænser og leger med mediets byggeklodser. Man kan mene alt muligt om hvilke genrer, der er de fineste, men helt overordnet er computerspillet ikke i krise.
Det er dog sådan her i landet, at mange udtryksformer – film, litteratur, teater, klassisk musik mv. – har brug for politisk velvilje (i en eller anden form) for at trives. Ingen har den ultimativt retfærdige fordelingsnøgle, der angiver hvem der fortjener hvor mange kulturpenge. Men nu er der gået så tilpas mange år med lurepasseri i forhold til computerspil, at danske kultur-og eventuelt erhvervspolitikere bør tage mod til sig og i det mindste forholde sig til computerspillet som medie, eksportvare og kunst.
Fra maj 2013 vil Politiken “tage betaling for webnyheder”. Bemærk dog formuleringen, for den interessante nyhed ville jo være at netbrugere fra maj 2013 gerne “ville betale”.
Politiken har – i lighed med flere andre dagblade – udnævnt 2013 til året hvor vinden vender, hvor universets balance genoprettes og hvor retfærdigheden endelig sker fyldest. For nu skal netbrugerne til lommerne, hvis de vil læse onlinenyheder.
Det er spændende. Det er derimod ikke helt så revolutionerende som Politiken gerne vil udlægge det og initiativet er desuden ledsaget af en håndfuld temmelig verdensfjerne udmeldinger.
Revolutionen kommer?
Politikens betalingsmodel hedder 44 kr. om måneden for ubegrænset adgang, mens gratister får adgang til 25 onlineartikler per device. I forhold til de ca. 400 kr. papiravisen koster om måneden (uden særlige rabatter) er det en ret beskeden pris, der – når den holdes op imod lavere annonceindtægter og forringet synlighed på sociale medier mv. – næppe vil være den store guldkalv. Prisniveauet hos Netflix, Spotify m.fl. taget i betragtning er det dog formentlig klogt ikke at lægge sig højere.
Eksperimentet er intereressant. Men selve ideen om at tage sig betalt for onlinenyheder er jo ikke ligefrem ny, hvilket nok bør foranledige til en vis skepsis. Flere danske dagblade har igennem årene forsøgt sig med modeller i samme boldgade. Måske vil den nye “porøse” tilgang virke bedre, men princippet rimer mere på “vi prøver igen” end på revolution i mine ører.
Besynderlige præmisser
Når Politikens læserredaktør Flemming Ytzen den 24/2 svinger sig op til at kalde tiltaget “historisk” og undres over at både Politiken og “de konkurrerende netmedier i så mange år [har] accepteret dette gratisprincip” lyder det lidt mere som en revolution i avisens (og måske dagbladenes) interne verdensbillede end som noget, der vil give ekko i evigheden udenfor murene.
Men Ytzen formulerer også en anden, højst diskutabel, præmis. Nemlig den gamle schlager om at dagbladene begik en historisk dumhed, da de i sin tid gjorde deres nyheder frit tilgængelige på nettet. Denne ide (som Ytzen dog primært refererer uden at tage direkte stilling til) lever i bedste velgående, men har altid været tvivlsom.
Ikke fordi betalingsvilligheden i de tidlige webdage var lille (hvilket den var) men fordi alternativet er vanskeligt at forestille sig.
For alternativet ville jo være, at nyhedsmedierne i 90erne havde sat sig til bordet og indgået en kartellignende aftale om at ingen måtte publicere gratis nyheder. Det kunne de selvfølgelig ikke. For det første ville det formentlig være ulovligt. Og for det andet ville enhver jo have incitament til at undergrave aftalen. Annonceindtægterne følger brugerne, og hvis alle lukkede deres indhold inde, ville den eller de medier der ikke gjorde det jo have en enorm volumen-fordel i form af alle gratisterne.
Situationen er ikke så anderledes i dag. Man kan forestille sig at tjene penge på at placere sit indhold bag en betalingsmur (om man så kan lide ordet eller ej) men man kan også forestille sig at tjene penge på at alle de andre gør det – hvorved man så måske kan overtage noget af deres trafik.
I det hele taget er idéen om dette “oprindelige fejltrin” ret tvivlsom.
Den ledsages i praksis typisk af en anden, meget udbredt, holdning. Journalistisk indhold skal koste penge at konsumere, fordi det koster penge at producere. “Journalistik koster, uanset om det er på print eller i den digitale verden, og vi synes, det er fair, at man betaler for en vare, som man bruger meget.” siger Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. Og det er at man jo ikke i tvivl om, at de synes.
Men der er tale om en holdning. Man kan mene at dyrt produceret indhold skal koste at konsumere, men ideen om at sammenhængen er oplagt er blot og bar marxistisk værditeori: Princippet om at en vares værdi bestemmes af den indsats varen repræsenterer. Hvis man med “værdi” forstår “pris” så er det bare ikke sådan markedet fungerer i praksis, og ideen kommer mest til at fremstå som en let forurettet besværgelse.
Virkeligheden har jo ligesom heller ikke helt fået beskeden. Det er rigtigt, at mange nyhedsmedier arbejder med nye betalingsmodeller, men der er utroligt meget kvalitetsjournalistik frit og åbent tilgængeligt på nettet hele tiden. Uanset hvad det ene eller det andet danske dagblad finder på.
Hvordan skal det gå?
Jeg har egentlig stor sympati for Poltikens og andres initiativer. Jeg mener, at de på mange måder rammer et fornuftigt kompromis, og jeg føler mig i stigende grad taknemmelig for eksistensen af nyhedsmedier, som ikke bare klik-maksimerer sig frem. Vis mig bare én “De 10 bedste råd til x”-webartikel mere, og jeg skal vise dig hvad jeg fik til morgenmad.
Men jeg håber, at 44 kr.-initiativet er en del af en større strategipakke, for i sig selv vil det næppe få stor betydning.
Verden er af lave. PlayStation 3 og Xbox 360 gråner i toppen, men har ved sund kost og aktiv livsstil holdt sig i god form i hele 6-7 år. Det er voldsomt længe og afløserne rumler i kulissen. Men klynger producenterne sig til fortiden, eller er der reel efterspørgsmål efter dyre, hi-tech-bokse, der kan alt?
PlayStation 3, Xbox 360 of Wii fløj relativt tjept over disken i midten af nullerne. Se bare her:
Konsolsalg per antal måneder siden lancering. Lånt fra Gamasutra.
Men allerede i disse maskiners barndom var der kætteriske røster, som hævdede at vi levede i spillekonsollens absolutte solnedgangsår. At der måske ikke engang ville være en næste generation. Det bliver der dog. Ja, Nintendo – som jo lidt kører sit eget liv og strategi – har allerede næstenpensioneret den gamle Wii. Dog har afløseren ikke, indtil videre, været nogen sønderlemmende økonomisk succes.
Men hvordan vil det gå den nye generation? Vil det lykkes at få mast de nye konsoller ind i allerede tætpakkede dagligstuer? Forudsigelser af denne slags er selvfølgelig god gammel spåkonevirksomhed, da mange variable er helt ukendte (specifikke features, prispunkter, eksklusive launch-titler…). Men det kan alligevel være interessant at forsøge, for så er det nemmere at blive overrasket og dermed klogere på hvilke præmisser der bør lade livet. Så: Hvordan tror du det vil gå? Kommentarfeltet er dit.
(Og så vender vi tilbage til dette indlæg, når virkeligheden har afgjort hvem der fik ret :-))
