Actionspillene var den første genre og har for mange tegnet computerspillenes væsen. Disse spil sætter hurtige reflekser og koordinationsevne som succeskriterie, men i de mere komplekse varianter stilles også krav til taktisk overblik.

Spacewar (Russel, 1962) var det første egentlige computerspil. Spillet prægede nattelivet rundt omkring i de amerikanske universiteters computerrum i et helt årti. Endnu var spillene og computerne langt fra folkeeje. Men dette ændrede sig markant med Nolan Bushnells Pong.

Pong (Bushnell, 1972)

Pong (Bushnell, 1972) var det første succesfulde arkadespil. Bushnell havde indset at tilrøgede barlokaler egnede sig bedst til yderst simple instruktioner og letforståelige regler. Resultatet var to bolde og et bat. To spillere dystede mod hinanden i en slags skærm-bordtennis.
Spillets succes banede vejen for arkadespillenes uhørte succes i de næste 10-15 år.

Det arketypiske actionspil er Space Invaders (Bally/Midway, 1978). Som spiller skal man forsvare jorden mod invasion fra rummet. Dette gøres (i den afbillede udgave) ved at bevæge det lille grønne rumskib horisontalt og forsøge at skyde de fjendtlige hvide rumskibe. Fjenden bevæger sig nedad mod bunden af skærmen og er spilleren ikke hurtig nok bliver han ramt og 'dør'.

I de efterfølgende år blev succesen fulgt op af Asteroids (Atari, 1979) og ikke mindst Pac-man (Bally/Midway, 1981). I løbet af 1980'erne blev genren især tegnet af bil- og motorcykelspil, men de skydende rumskibe har altid været et fast holdepunkt. Endelig fejrede platformspillene en stribe sejre i kølvandet på Donkey Kong (Nintendo, 1981).

Platformspillene er (eller var) abstrakte hoppespil, hvor det typisk gjaldt om at nå toppen af skærmen uden at blive skudt, spist eller ramt af rullende tønder.

Mand-mod-mand-kampen, som allerede var populær med Spacewar, lå til grund for kampspil som Yi-Ar-Kung-Fu (Konami, 1985) og International Karate. Disse spils popularitet motiverede en udvikling af konceptet til også at omfatte en mere 'filmisk' historie og mulighed for samarbejde. Eksempler herpå er blandt andet Gauntlet(Atari, 1985) og Double Dragon (Technos-Mapefer, 1986).

Doom (ID Soft, 1994)

I 1993 formåede firmaet ID Soft dog nærmest at rydde bordet. Wolfenstein 3D opnåede på kort tid en overordentlig stor popularitet. Spillet (en såkaldt 3D-shooter) var intenst og rehabiliterede førstepersonsperspektivet som en særligt intensitetsskabende form.

Succesen gjorde spillet til grundlag for en mængde halvhjertede plagiater, men også for undergenrens mere gennemførte opdateringer som Doom (ID Soft, 1994), Quake II (ID Soft, 1996), Unreal (Epic, 1998) og Half-Life(Sierra, 1999).

Foreslå litteratur