Forholdet mellem IT og læring er et emne som har nydt stor opmærksomhed i de seneste år, især under overskriften 'edutainment' eller 'leg-og-lær'. Blandingen af leg og læring er, fristes man til at sige, mildest talt moderigtig. Sjældent hviler design af edutainment dog på undersøgelser, som reelt vurderer om programmet opnår den læring, som er målet.

Selvom der efterhånden eksisterer en større industri, som producerer edutainment til børn og unge, synes kommercielle computerspil at være et overset felt i relation til læring. Det er kendetegnende for computerspil, at de oftest ikke leverer viden i en form som er let at måle eller som kan vurderes på baggrund af en facitliste. Der er snarere tale om mere generelle kompetencer som overblik, analyse og omstiling. Alle computerspil er i en eller anden forstand en brugergrænseflade mellem barn og computer som ikke forklares særlig indgående. Gennem spillet udforsker og skaber barnet en fortælling omkring denne flade som giver mening. Barnet lærer at gennemskue systemet gennem kreativitet, analyse, overblik og kobling til allerede eksisterende viden om computerspil.

Mange børn foretrækker at udforske sammen med andre børn og denne sociale relation giver en særlig dynamik omkring læringen. Børnene kan supplere og korrigere hinandens svage og stærke sider.

Det kan dog også tit være dette fællesskab som udenforstående finder bekymrende. For ofte er dedikationen til computerspiluniverset tryllebindende. Mindst ligeså tryllebindende som de lege som pædagoger og forældre selv er vokset op med. Der er dog ingen grund til at tro, at computerspil ikke skulle være ligeså udviklende som andre lege. Man kan næppe argumentere for at spillene kan erstatte andre lege, men de kan supplere og bidrage på lige fod med at lege med biler, dukker eller brætspil. Det er oplagt at barnet ikke ved at spille computerspil forbedrer sin fysiske form som ved at klatre i træer eller lege et-tag-fat. Det bør midlertid også stå klart, at den virkelighed barnet indirekte forbereder sig til i legen i dag ikke er udpræget fysisk betonet. I dag efterspørges en række ikke-fysiske kompetencer i samfundet og barnet inspireres af omgivelserne i deres leg.

Man kunne tænke sig at bekymringen over computerspil i forhold til anden leg, når den når sit højeste, ikke handler så meget om børn. Måske skal forklaringen i lige så høj grad søges i den enkelte voksnes skepsis overfor teknologiens øgede betydning i samfundet generelt.

Foreslå litteratur