Hvordan skal man forstå de interaktive medier? Om end man var nødsaget til at tage store forbehold kunne man i forbindelse med gamle medietyper sige at en afsender skabte et værk som en modtager siden blev præsenteret for. Men i computerspil er det spilleren, der er med til at skabe forløbet og 'historien'.

Humanistisk forskning - og den har især været af litteraturteoretisk tilsnit - har beskæftiget sig med disse forhold samt med hvordan helt konkrete spil er opbygget og kan analyseres. Af og til nærmer teorierne sig de sociologiske, men er som oftest mere teoritunge og vidtrækkende. Én væsentlig diskussion kredser om forholdet mellem interaktivitet og fiktion. Adventuregenren er blevet tildelt særstatus af både industri og forskning. Antageligt i et forsøg på at distancere sig fra arkadespillene og opdyrke nye markeder har adventuredesignere brugt megen energi på at etablere en nær tilknytning mellem genren og etablerede kunstarter som litteratur og film. Dette kan ses som en pendant til 1960'ernes filmkritik, der i høj grad forsøgte at tilføje filmen en litterær aura ved at omtale den meget kollaborative produktion som konsekvens af én kunstners vision. Denne kunstner (instruktøren) betegnede man "auteur", altså forfatter. I tråd hermed blev 1980'ernes adventurespil ofte præsenteret som en personlig bedrift, hvilket affødte titler som Roberta William's King's Quest (Sierra, 1984) og Al Lowe's Leisure Suit Larry (Sierra, 1987).

Mere om Blackout Forfatter og spildesigner Michael Valeur reflekterer i sit speciale over fortælleteoretiske og praktiske forhold ved interaktiv fiktion. Valeur, Michael (1998). "Blackout" - erfaringer omkring arbejdet med interaktiv manuskriptskrivning. Roskilde Universitetscenter, speciale.

Da man således formåede at etablere en forståelse af adventurespillet som særligt litterært/kunstnerisk har denne genre nydt den største akademiske opmærksomhed under overskriften 'interaktiv fiktion'.

Særligt populært i denne sammenhæng er det danskproducerede Blackout (Deadline, 1995), der tillige, som få andre spil, er blevet behandlet som et seriøst kulturelt produkt af f.eks. de danske dagblade.

Den betydelige fokus på en genre, der låner fra lineære medier synes at have givet næring til den tanke at interaktivitet og fiktion er to ender af et spektrum, to modsætninger, der kun forsøges splejset med store vanskeligheder. Således hedder det hos litteraturteoretiker Espen Aarseth under et angreb på interaktivitetsbegrebet:

"What can 'interactive fiction' mean, and what does it imply for the meaning and theory of fiction? Since it is used repeatedly without clarification, there can be two possibilities: either is means nothing in particular or its meaning is perceived to be so trivial that it is self-explanatory." (Aarseth, 1997: 50).

En tilsvarende vurdering findes hos Valeur (1998) og hos Juul (1999b). En række typiske argumenter imod muligheden af egentlig interaktiv fiktion skitseres kort og skarpt i Jurgen Fauths artikel Poles in Your Face: The Promises and Pitfalls of Hyperfiction.

Der er næppe stor uenighed om at traditionelle fortællingsstrukturer, fastlagt før modtageren gør sin entré, kun vanskeligt kan kombineres med stor (narrativt væsentlig) frihed hos interaktøren. Hvad der derimod er knap så indlysende er om dette er en væsentlig erkendelse.

Spørgsmålet har to almindelige svar som, sat på spidsen, lyder:

1) Ja, det er væsentligt fordi det fortæller os noget om en genre, som har sin egen eksistensberettigelse og bør videreudvikles (f.eks. Juul, 1999b; Valeur, 1998).

2) Nej, det er ikke videre væsentligt. Det fortæller os blot at adventurespil tilhører en umoden (pseudo)genre, der bevidstløst har lånt fra gamle medier i et forsøg på at blive accepteret som kunst og uden tanke for hvad computeren tilbyder af nye muligheder (f.eks. Smith, 2000; Adams, 1999).

Svaret har betydning for opfattelsen af de store online-spil, som f.eks. Ultima Online (Origin, 1997) og Asheron's Call (Microsoft, 1999). Dem som svarer 1 opfatter typisk fænomenet som en ny og delvist anderledes genre, mens et svar, der ligner 2 oftest fører til en opfattelse af at online-spillene er en naturlig videreudvikling af adventuregenren - en udvikling som gør op med en række af genrens problemer.

Diskussionerne om computerspillets egenskaber som medie er, som ovenstående måske antyder, endnu noget diffuse. Terminologien er flydende og enhver afgrænsning temmeligt kontroversiel. At fokus ofte lægges på helt forskellige genrer har ikke gavnet overblikket. Hvor psykologisk inspireret forskning typisk - ofte uden at eksplicitere denne afgrænsning - har beskæftiget sig med actionspil, har litteraturforskere - ligeledes ofte uden at markere det markante fravalg - forsøgt at kaste lys over adventurespillet. Resultaterne er ikke modstridende - de er ganske enkelt ikke sammenlignelige.

En samlet beskrivelse af computerspillet som medie - en beskrivelse, der er overbevisende nok til at etablere enighed om sine begreber og som ikke er polemisk og teorichauvanistisk i sit udgangspunkt - er blandt de væsentligste udfordringer for fremtidens computerspilforskning.

Foreslå litteratur